Hate That I Love You - Niall Horan

Arrogant. Selvoptaget. Irriterende. Ja, sådan ville jeg nok beskrive min søster. Alle elsker hende, især vores forældre, der gav hende billetter til en koncert hvor du kan møde bandet bagefter. Og de elsker hende så højt, at de tvang mig med.


42Likes
63Kommentarer
35212Visninger
AA

19. Kapitel 18: Niall James Horan

 


- Vigtig besked i bunden! Btw, god læselyst :-)

 

What I need from you is understanding, How can we communicate, If you don't hear what I say.
- XSCAPE, Understanding


Annabel rejste sig vredt op, så hendes stol vippede faretruende på de bagerste stoleben. "Forfanden Louis! Det kan godt være, at du siger at vi sårer Harry, men du sårer fandmende også mig nu! Kan du ikke se, at det faktisk gør ondt, at skulle vælge? Ja, jeg valgte Niall, for det er ham jeg virkelig elsker. Men du kan godt gå hjem og fortælle Harry, at han skal skride. Ud af alting. Kraftidiot," råbte hun mukkende. Jeg åbnede chokeret munden. "Hvis der er nogen, der er en kraftidiot her, så er det dig!" Råbte Louis endnu højere. Den dejlige ro og idyl fra restauranten forsvandt med et knips. Alles opmærksomhed var vendt mod os. Annabel blev utrolig såret af Louis' ord. Og den største pligt som hendes kæreste er, at beskytte hende og støtte hende.   "Du tænker slet ikke på mig! Eller Niall!" Skreg hun. Jeg var begyndt at blive nervøs for, om vi ville blive smidt ud af butikken. "Det er jo netop det jeg gør!" "Nej! Du tænker kun på Harrys følelser! Men vi har altså også nogen!" Hun rejste sin hånd og lige inden hendes håndflade ramte hans ansigt, nåede jeg at rejse mig og gribe fat i hendes underarm. Niall Horans nye kæreste, Annabel Sayers har slået Louis Tomlinson, i en offentlig restaurant. Fed overskrift. "Vi må hellere gå, Annabel," sagde jeg forsigtigt og hev hende med ud af døren. På vej ud af restauranten, forholdte hun sig i ro, trods jeg kunne mærke hun spændte i armen.  Da vi trådte ud af døren, eksploderede hun. "Hvad helvede er der i vejen med ham! Jeg troede han var normal! Kæmpe idiot! Han er næsten ligeså slem som Thaila!" Råbte hun frustreret. Jeg gav slip om hendes arm, og tog istedet fat om begge hendes kinder. "Rolig, Annabel. Rolig," jeg lod mine tommelfingre køre rundt i cirklende bevægelser, på hendes kinder. Hun sukkede. "Tak, fordi du redede mig fra den største ydmygelse i mit liv," hun kiggede flovt ned. Jeg stoppede bevægelserne, og gav hende et kys i panden. "Jeg gjorde det, fordi du ikke fortjente at blive såret. Louis er en nar. Og det er Harry også. Jeg ved hvor vi skal hen," jeg gav slip om hendes kinder, og fik fat om hendes hånd i stedet. Hun sagde ikke noget, men fulgte med mig hen til bilen.
♬ Liam smilede stort, da han åbnede døren for os. "Hej med jer," hilste han pænt. Liam var den eneste der havde støttet mig fuldt ud igennem alt det her. Han ville acceptere Annabel og jeg. Det var derfor jeg havde taget hende med herhen. "Hej Liam," sagde Annabel smilende, venligt. Annabel havde sine udfordringer, men hun havde bestemt også en ordentlig væremåde. Hun var faktisk utrolig flink, og også utrolig omsorgsfuld og kærlig. Hvis man bare lærte hende rigtigt at kende, vidste man at hun var helt perfekt. Hvis jeg tænkte på hendes omgangskreds, ville jeg kunne se, at den eneste hun havde lukket sig fuldstændig op for var mig. Måske turde hun ikke, lukke op for andre, fordi at hun var bange for, at de vil gå imod hende, ligesom Thaila og hendes forældre "Kom ind," hun trådte væk fra døren, og lod os gå ind i gangen. Vi fik sparket vores sko af, og gik videre ind i stuen. Det var her, han havde fået mig til at indse, at jeg var forelsket i Annabel. Det var også det, der fik mig til at finde hendes hånd, og flette vores fingre sammen. "Hvad laver i her?" Spurgte Liam med et grin. Jeg kiggede på Annabel, der kiggede på mig. Jeg måtte nok hellere føre ordet. "Liam, kan du huske alt det jeg fortalte dig om Annabel og Thaila og Harry, og det?" Liam nikkede. "Men hvad der galt med det, nu? I har jo fået hinanden," han smilede bredt. Annabel rystede på hovedet. "Liam, Harry er forelsket i mig. Og nu er han ekstremt vred på Niall og mig. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal gøre. Her den anden dag, snakkede jeg med ham alene, og det endte med at han mod min vilje, kyssede mig. Så bed jeg hans læbe til blods og løb væk. Men han insisterer på, at det er mig, eller os, der er noget galt med," forklarede Annabel. Liam kiggede frem og tilbage på os. "Harry har ikke været forelsket i meget lang tid," sagde Liam langsomt. "Men hvordan kunne han blive forelsket i dig?" Spurgte han forvirret. Annabel kiggede nervøst hen på mig. Ikke fordi at jeg ikke havde alle detaljerne, men fordi at sandheden var barsk. Selvom den trods alt havde ført os sammen. Forsigtigt flettede jeg vores fingre sammen, så hun fik støtte til at sige det. For en uge siden, havde hun haft et samleje, med en anden, end den der var hendes kæreste nu. Fedt at sige, ikke? "Da Niall havde været 'sammen' med Thaila, var jeg sammen med Harry," mumlede hun flovt. "Jeg fortryder alle de ting vi lavede sammen. Jeg er sur over det tog så lang tid, at finde ud af at Niall var den rigtige," indrømmede hun. Jeg klemte blidt hendes hånd. Hun smilede halvhjertet til mig. Liam nikkede lidt. "Det er en underlig verden vi lever i. Så det vil sige, at den eneste der ikke er inde i det her, er mig?" "Du er vel inde i det, hvis du snakker med os nu," sagde jeg. "Nå jo, men jeg har ikke være fysisk inde i det, og været oppe at skændes eller haft sex med nogen af jer." Han lænede sig frem i stolen. "I ved godt, at sex er noget man gør for at få børn, ikke? Ikke fordi man vil tage hævn over nogen," han holdte et lille grin inde, men smilet forblev på hans ansigt. Annabel fnes. "Det kan være jeg er blevet gravid," grinede hun. Jeg spillede chokeret. "Er du ikke på p-piller?! For så er vi virkelig på spanden!" Sagde jeg. Hun grinede. "Det ved man jo aldrig," hun vippede lidt på hovedet med et lumsk smil. "I er simpelthen for latterlige," hvislede Liam. Han rejste sig og var på vej ud i køkkenet, da han stoppede op ved dørkammen. "Skal jeg ringe til Harry?" "Harry? Hvorfor?" Liam smilede skævt. "Jeg tror godt han vil tale ud, hvis han tror det kun er mig, der er her. Hvis i nu gemmer jer inde på mit soveværelse, så kan i lytte med," han smilede stort over din ide. "Du er ligeså lumsk som os andre. Men okay, ring bare til ham," Annabel grinede. Jeg rystede på hovedet. "Deal." "Altså, så længe i ikke går igang derinde," sagde Liam halvpanisk. Annabel og jeg spruttede af grin. "Nej, nej. Selvfølgelig ikke."

Vi sad op ad døren, med vores ører mod døren. Harry var netop trådt ind i stuen. Annabel fnes. "Tror du han vil sige noget, han ikke har sagt til Louis?" Hviskede hun. Jeg fik en ustyrlig trang til at kysse hende, bare for at nyde den berusende følelse, men i stedet gav jeg hende et kys på kinden. "Det håber vi," hviskede jeg tilbage. Jeg kunne se en svag lyserød farve komme frem i hendes kinder, men hun sagde ikke noget. "Hvad gik det der med Louis ud på?" Sagde Liam direkte. Der blev stille i stuen. "Hvad mener du?" Svarede Harry. "Jeg så det på nettet. Fansene koger over, at Louis flippede ud på Niall og Annabel," sagde Liam, uden at undertrykke forsigtighed i stemmen. Det var som om en kold brise fløj igennem luften, trods vi var inden for. "Niall og Annabel?" Spurgte Harry. Det var nemt at høre, at han var såret. Han var virkelig helt vild med hende. Min kæreste. Med det samme flettede jeg Annabel's og mine fingre sammen, som tegn på at hun var min. Hun sendte mig et lille smil. "Ja, de var på date," sagde Liam henkastet, som var det normalt. Det var det vel egentlig også. Kærestepar gik hele tiden på date. Harry fnøs. "Hun er jo ikke engang vild med ham. Det er noget værre skidt, det her, Liam." "Vil du fortælle mig om det?" Harry sukkede. "Jeg føler mig bare som en brugt, idiot. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvor vi skal hen med det her." Han holdte en lille pause. "Hun er så perfekt. Man kan ikke rigtig finde noget dårligt ved hende. Jo, måske kan hun være lidt hård til tider, men hun skal ikke ændres på. Og jeg..." 
What. Han lød jo ligesom mig. Jeg kiggede hen på Annabel, der kiggede intensivt ind i døren, fokuseret på hans ord. "Jeg håber virkelig hun betyder noget for Niall, for jeg føler mig så tom. Det giver ingen mening. Hvorfor skulle vi være interesseret i den samme?!" Sagde han panisk. Liam tog en dyb indånding. "Annabel betyder alt for Niall, Harry. Du og Niall har så svært ved at finde den rette, men når i gør, er det også betydningsfuldt." "Men det er jo det der er problemet. For jeg får hende aldrig, så længe hun er vild med Niall," han lød oprigtigt skuffet og ked af det. Jeg kunne se Annabels øjne blive en anelse våde. Jeg aede forsigtigt hendes håndryg. Hendes blik var stadig fæstnet mod døren. "Jeg burde være vred på hende. Hun er ikke fair. Men det var jeg vel heller ikke. Det var derfor jeg snakkede med Louis, og fik ham over på min side. Det er okay, hvis du holder med dem." Der var stille lidt. Annabels tårer var stoppet. "Jeg er ikke på nogens side. Jeg vil bare have, at alle har det godt." "Vi er nogle idioter, ikke?" Hviskede Annabel. Jeg kiggede hen på hende. "Hvis jeg ikke havde taget hævn på dig med Harry, var det her ikke sket," tårer gled ned ad hendes kinder. "Hvis ikke jeg havde startet det, var inter sket," hviskede jeg tilbage, og trykkede hendes hånd. "Hvad er der i vejen med os, Niall?" Hun rykkede tættere ind til mig, så hendes tårer gjorde min trøje våd. Jeg kyssede hendes hovedbund. "Jeg ved det ikke."
"Hvad skal jeg gøre, Liam?" "Jeg kan fornemme det her vil tage lidt tid. Jeg går ud og laver te." Liam, var det nok, rejste sig og gik ud af stuen. Vi kunne høre Harrys tunge åndedræt. En ny lyd hørtes. Gulvet knirkede. Var det Liam der kom tilbage? Ikke, hvis han var ved at lave te. Det betød, at Harry havde rejst sig. Måske gik han ud til Liam? Nej, for skridtene kom tættere på. Han var på vej ind i soveværelset. Panisk tørrede Annabel sind tårer væk, og stadig med vores sammenflettede fingre, skubbede hun sig ind under sengen. Jeg måtte kort give slip på hendes hånd, for selv at komme ind under sengen. Vi lå tæt. Meget tæt. Men jeg nød det faktisk. Jeg nød bare min kæreste. Det var vel også normalt. Hun lagde sig med vilje ind til mig, også selv om vi næsten var klemt ind under madrassen. Jeg kyssede blidt hendes tinding, i det samme øjeblik, døren blev åbnet. Harry gik rundt inde på værelset, og rummesterede. Hvad laver han herinde, nu?! Pis, hvis han så os nu, ville vi blive slået ihjel. Han vidste, at vi havde hørt det hele. Madrassen over os knirkede og den bukkede ned ad. Han skulle have noget på hylden over sengen. Annebels negle skar i min hud, af nervøsitet. Jeg lod mit ansigt begrave sig i hendes bløde, mørke hår. Jeg var selv selvhammer nervøs, og hendes duft beroligede mig. Jeg lå yderst, så jeg kunne se hans fødder og ben op til skinnebenet. Han stod stille, og hans kropssprog (det jeg kunne se af den, altså) fortalte at han lyttede. Kunne han høre os? Vi bevægede os ikke? Annabel nev mig i armen. Jeg vendte langsomt sit hoved mod hende. 'Indånding' mimede hun. Det tog mig lidt tid at finde d af hvad hun mente, men jeg forstod det til sidst. Jeg vidste ikke lige, om jeg ligefrem kunne holde vejret. Harry gik langsomt rundt på værelset. "Hvad laver du her?" Liams stemme brød lydmuren, og hans fødder var også at se. Harry trippede lidt med foden. I stedet for at svare på spørgsmålet, sagde han: "Er du sikker på, at der ikke er andre end os, her?" Hans forvirrede, skeptiske stemme fik Liam til at grine. Nervøst eller halvhjertet? Så længe vi ikke blev afsløret. Her var fyldt med støv, støvskyerne hvirvlede rundt om os. Annabel løftede forsigtigt sin hånd, og lod som om hun klemte næsen. Som om hun holdte vejret. Jeg rynkede panden. Hun rystede panisk på hovedet og fyldte kinderne med luft, inden hun lukkede øjnene. Jeg forstod endelig hendes hentydning. Harry havde kunnet høre vores vejrtrækninger. Jeg holdte også selv vejret. "Selvfølgelig er der ikke det. Hvorfor tror du det?" Virkelig, Liam var en exceptionel løgner. "Prøv at hør," sagde Harry irriteret. Ligeså skeptisk som før. Havde han regnet os ud? Jeg lyttede godt efter, ligesom dem. Det eneste jeg kunne høre, var Harry og Liams vejetrækninger. Til gengæld gjorde det mig bekymret, at Annabel var ved at blive blå i hovedet. Åhh, ville de ikke snart gå ud? "Men jeg kunne høre det! Der var flere der trak vejret herinde lige før!" Sagde Harry irriteret. Liam sukkede. "Du har sikkert hørt forkert. Kom med ind igen. Og hvad i alverden skulle du derind for?" Harry tog noget frem bag fra hans ryg. "Bare din sangbog. Jeg vil skrive mine følelser ned. Det kan være vi kan bruge det til en sang." Liam stønnede. "Fint. Men så kom med ind, så kigger vi det." Endelig gik de ud af værelset. Eller, Harry gjorde. Liam stoppede kort op, og kiggede under sengen, hvor mit hoved tittede frem for hans syn. Liam smilede til os, og gik ind i stuen, heldigvis lukkede han døren. Annabel gispede derefter efter vejret. "Godt at de gik," åndede hun. Jeg lagde en finger for mine læber. "Lad os komme ud herfra."


- Tusind tak for den dejlige modtagelse på den her historie! Sygt med 80 favoritter :-o
Vi vil gerne præsenttere jer for en ny historie, men titlen:
The Secret Twin - Harry Styles
Gå gerne ind og tjek den ud! 
- Anna_L & Black Star

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...