Hate That I Love You - Niall Horan

Arrogant. Selvoptaget. Irriterende. Ja, sådan ville jeg nok beskrive min søster. Alle elsker hende, især vores forældre, der gav hende billetter til en koncert hvor du kan møde bandet bagefter. Og de elsker hende så højt, at de tvang mig med.


42Likes
63Kommentarer
35166Visninger
AA

15. Kapitel 14: Niall James Horan

Now you looking like, had a heart attack
Tryna get it right, that's too bad
You should find your way to the exit
 

- Christopher, Dont Let The Door Hit Ya

 


Jeg kyssede blidt hendes hals, hvilket fik kuldegysningerne frem på hendes arme.
"Niall," hvinede hun. Jeg grinede, med min hæse morgenstemme. "Skal du afsted?" Hviskede jeg og kyssede hendes øreflip. Hun nikkede og vristede sig fra fra mit greb. "Jeg skal være der om en halv time." Farven steg i hendes kinder, da hun så mig kun i boksershorts. Jeg grinede med et skævt smil. "Godt så. Jeg laver morgenmad til os, også kører jeg dig." Hun løftede øjenbrynene. "Tak," hun kyssede min kind og fortsatte ind i... Ja, vores soveværelse.
Jeg ignorerede at jeg var halvnøgen og gik i stedet hen og åbnede køleskabet. 
Bacon og æg med ristet brød var der ingen der ikke kunne lide.
Jeg fandt køkkenredskaberne frem, og klækkede æggene ud på panden. På en anden pande stegte jeg en pakke bacon. 
Jeg blev ironisk nervøs for hun ikke kunne lide det. Hun var simpelthen det skøreste jeg nogensinde havde mødt. Men den kommentar havde jeg selv fået et par tusinde gange, så vi var måske et match. Jeg kunne ikke lade være med at komme til at grine, over hendes opførsel igår. Jeg blev selvfølgelig en anelse vred, men også ked af det. Hun kunne virkelig have de værste humørsvingninger. Like, det ene øjeblik var hun strålende og forelsket og det andet var hun en tikkende bombe.
Men okay, jeg havde også været single i flere år. Jeg fik smækket maden op på tallerkner til os begge og dækkede derefter bord. Som jeg var ved at skænke juice op til os, kom hun gående ind med et smil. 
"Tak, Niall," sagde hun og kyssede min kind. Jeg smilede til hende. "Sæt dig ned og spis, jeg finder lige noget tøj."
Jeg prøvede virkelig at lade være med at glo efter hende. Men hold kræft hvor kunne hun se flot ud. Det var nærmest som om det først var gået op for mig, da hun også tilstod sin forelskelse.
Jeg fandt hurtigt et normalt sæt tøj frem og fik det på, og gik så ud til hende igen. Jeg satte mig overfor hende med et smil. 
"Hvem skal du fotografere for idag?" Spurgte jeg. Hun trak på skuldrene. "Aner det ikke. Jeg fik bare et mødetidspunkt og det var det." Jeg rystede på hovedet. "Kan du virkelig ikke få bedre muligheder? Altså, fortæller de dig ingenting?" Spurgte jeg forbløffet. Hun rystede på hovedet. "Og det var måske også lidt derfor at jeg blev sur da det var jer, jeg skulle fotograferes med sidst," sagde hun opgivende. 
"Hvorfor blev du egentlig så vred på os? Og Harry?" 
Hun tøvede lidt. "Jeg tror måske at det var fordi at jeg følte i forfulgte mig. Men det viste sig, at det bare var skæbnen." "Skæbnen?" "Ja, at vi blev ved med at støde ind i hinanden, fordi det var meningen vi skulle være sammen," en anelse farve steg i hendes kinder. Jeg greb gaflen med er genert smil. "Vi er alt for puddersøde nu," sagde jeg flovt. Hun grinede. "Det gør ikke noget. Tror jeg. Jeg har aldrig været vild med en, på den her måde før." Jeg kiggede op på hende. "Jeg har vel prøvet at være teenageforelsket. Men det er ikke det samme, som det her, forstår du? Jeg er ved at finde rundt i alle de her følelser. Jeg er slet ikke vant til det," sukkede hun. "Hey, det går nok. Vi har hinanden nu. Også selvom det her bliver en kamp, men jeg skal nok holde fast i dig." Hun smilede takkende til mig. "Tak Niall."

"Gik det godt?" Spurgte jeg med et smil, da jeg hentede hende efter shootet. Hun stønnede opgivende. "Ja, altså. Hold kæft nogle idioter." Vrissede hun. "Hvad skete der?" Jeg kørte væk fra stedet og videre ind til centrum. Hvis vi var heldige, kunne vi måske få lov til at gå lidt i fred, sammen. 
"Da jeg kommer, til tiden må jeg lige understrege, bliver jeg sat til at vente i tre timer. Tre timer, Niall! Og da den idiot til bobybuilder kom, troede han ejede det hele, og kostede rundt med mig. Idioter."
Et lille stik af jalousi ramte mig. Det var nok fordi at der var en anden mand der havde holdt om hende. 
"Hvad skulle i så gøre?" Spurgte jeg, og prøvede at skjule min nervøsitet. Hun smilede lumsk til mig. "Efter vores shoot, råsnavede vi, havde sex på studiets toilet og bagefter fik jeg taget en forstydelsespille, fordi vi havde glemt beskyttelse," hun kiggede dødseriøst på mig. Jeg måtte lige blinke en ekstra gang.
"Hvad?!" Udbrød jeg. Hun spruttede af grin.
"Hold nu op Niall," hvinede hun. "Der er ingen der får lov til at røre mig, andre end dig. For det første var han overtrænet og klam og for det andet er jeg på p-piller." "Ja, det er da beroligende," sukkede jeg. Hun grinede stadig højt. "Jeg kan ikke tro, at du faktisk hoppede på den." "Det gjorde jeg da heller ikke," "jo du gjorde så. Du lignede en der var ved at gå i panik," sagde hun skingert.
"Ti nu stille," vrissede jeg, selvfølgelig med et smil på læben og holdte ind på en parkeringsplads. "Hvad skal vi?" Spurgte hun glad. "Vi kunne gå en tur. Bare ned ad strøget." Hun smilede stort og sprang ud af bilen. Jeg gik også selv ud, og låste bilen. Jeg blev fanget bagfra af hendes hænder dee lagde sig på min ryg.
"Hvad så?" Grinede jeg. Hun smilede rødmende. "Jeg har faktisk savnet dig lidt," sagde hun. Jeg smilede bredt til hende. "Er det sandt? Nej hvor sødt." Hun grinede højlydt og vendte sig sådan så vi stod i profil.
"Skal vi ikke have vist dem, hvem der er det rigtige par?" Spurgte jeg kækt. 
Hun svarede med at stille sig på tæer og lod sine læber ramme mine.
Sommerfuglene gjorde et dejligt sug i min mave. Hun stillede sig ned igen. "Klar til at gå?" Spurgte jeg hende døset om. Hun greb min hånd og flettede vores fingre sammen, inden vi fik ind på strøget. Jeg lignede sikkert en overdrevet solstråle, men det havde jeg jo heldigvis en forklaring på. Annabel kiggede smilende op på mig. 
Hun mindede mig om en af de der teenagepiger, der var helt væk i deres forelskelse. Måske var det også det hun var.
Altså bortset fra at jeg var 23, og hun 22.
"Mangler du noget?" Spurgte jeg hende. Hun nikkede. "Jeg efterlod jo ligesom alle mine egendele hos mine forældre og Thaila. Så jeg har ikke andet end det tøj jeg har på nu." 
"Godt så. Lad os finde noget tøj, til dig."

 

Fem par sko, mindst tyve bluser og bukser, makeup og undertøj i dusiner, senere, manglede vi det sidste. Mente hun ihvertfald.
"Niall, vi skal have noget der matcher!" Sagde hun overgearet. "Ej," sukkede jeg, "det bliver alt for meget."
"Nej! Se de der læderarmbånd. Dem har du jo også mange af i forvejen." Hun stillede sig hen til en af de oprejste boder, og skimmede udvalget igennem. Hun smilede stort, bare fordi hun var glad. Det var en dejlig tanke. Man fik bare lige pludselig lyst til at gøre alt muligt. Man svævede bare på sin egen lykkesky. Jeg kyssede hendes kind, og kiggede ned på de to armbånd, der var lavet af flettet læder i hendes hænder. De var egentlig fuldstændig normale, med to brune perler på den ene, og to sorte på den anden.
"Den kan vi go-" 
En rømmen bag os afbrød mig. 
"Hej med jer." Den hæse, halvrustne, knap så ugenkendelige stemme lød bag os. Annabel åbnede panisk munden og lukkede den igen. Jeg kunne se hendes pointe. 
Hvad helvede gjorde vi så nu?
"Hej Harry," sagde jeg casual. Han sendte os et anstrengt smil. "Hvad laver i jer?" Sagde han, og prøvede -
Jeg mener det virkelig. Han prøvede, langt mere end da han skulle træne sine high notes -
At virke glad. 
"Det samme som du vel laver her," sagde Annabel, og lød fuldkommen rolig, hvilket jeg ikke havde forventet. 
"Ja. Jeg skulle faktisk have et af dem der," han pegede på et blankt, sort læderarmbånd. "Du ved at jeg har en masse af dem." Han nikkede, hentydende til mig. 
Annabel rykkede sig, så han kunne række ind og få fat i et. "Hvordan går det ellers?" Han lød utrolig, utrolig.
Hvad? Hvordan lød han egentlig? Jeg havde aldrig hørt det tonefald før. 
Det var så nu, at det var temmelig uheldigt, at jeg var dé få centimeter lavere end ham. Det virkede altid skræmmende, når en person der var højere end en, konfronterede dig. 
Ikke fordi han konfronterede mig nu, da. Nej, nej. 
"Fint. Helt fint faktisk." Annabel sprang den største bombe, ever.
"Jeg er flyttet hen til Niall, for jeg magtede ærlig talt ikke Thaila mere," hun sendte ham, et klistret flabet smil.
Jeg fik sådan en kæmpe lyst til at storgrine. Men jeg holdte det mirakuløst inde, i et lille fnis.
Harrys ansigt fortrak sig som når skyerne skyggede for solen. Pludseligt og chokerende.
For, hvem kan ikke leve uden solen? Og det siger en fra Storbritannien? 
Harry sendte hende et ekstremt - ekstremtekstremt - egoistisk og falskt smil.
"Jamen tillykke. Men jeg må jo videre." Han tog lige et par skridt videre, men vendte sig pludseligt og greb fat i Annabel's arm. 
Han sagde/vrissede et eller andet anspændt til hende, før han smed to pund på disken og forsvandt videre, med sit købte læderarmbånd.
"Shit." Ordet faldt hensynsløst ud af Annabel's mund.
"Hvad helvede gør vi så nu?" Spurgte hun. Jeg kiggede ned på læderarmbåndende.
"Hvad sagde han til dig?" 
Hun kiggede ned ad gaden, hvor Harry gik.
"Noget med at vi skulle snakke. Og det ikke ville gå godt, for mig." "Hvornår?" "Imorgen. Imorgen aften."
"Godt. Jeg tager med dig. Jeg er en født spion." Hun fnes.
"Betal nu bare for de armbånd. Og det gjorde jeg så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...