Hate That I Love You - Niall Horan

Arrogant. Selvoptaget. Irriterende. Ja, sådan ville jeg nok beskrive min søster. Alle elsker hende, især vores forældre, der gav hende billetter til en koncert hvor du kan møde bandet bagefter. Og de elsker hende så højt, at de tvang mig med.


42Likes
63Kommentarer
35200Visninger
AA

13. Kapitel 12: Niall James Horan

And the night through the thick and thin
Gotta fly
Gotta see
Can't believe I can't take it!

- Love Never Felt So Good, Michael Jackson

 

 

Jeg tog hende i hånden, og løb hen imod parkeringspladsen, min bil holdte på. Jeg så mig kort tilbage, og mødte et par skræmte, nervøse øjne. Jeg klemte blidt hendes hånd, som jeg håbede havde en beroligende virkning. Jeg var stadig op at køre, over adrenalinkicket fra vores kys. Det var fuldstændig ude af min fatning, stadigvæk
Jeg havde kysset Annabel!
Det var fantastisk, endelig at have fået chancen for at kysse den man var rigtig forelsket i. Jeg har været forelsket mange gange, men det her føltes bare langt mere ægte. Som om vi var meant to be.
Jeg hev nøglerne op fra min bukselomme, og fik låst bilen op. Jeg hjalp hende ind på passagersædet, og forsøgte at undgå at ramme paparazzierne. Jeg løb hurtigt over på den anden side, og fik mig sat ind bag rattet. Nu var problemet jo så bare, at vi ikke kunne køre nogen steder hen. Paparazzierne havde lavet en mur rundt om bilen, så vi var tvunget til at blive her.
Jeg vidste at det vi havde haft gang i havde været ufattelig uacceptabelt. 
Tænk engang, vi havde taget hinandens tætteste, og praktisk talt ødelagt hinandens liv. Eller, Harrys og Thailas. Jeg vidste ikke så meget med hensyn til Benjamin. 
Nu var Harry vild med Annabel.
Thaila med mig.
Og jeg var vild med Annabel.
Og hvem var Annabel, så vild med?
Åh jo, Benjamin var sikkert også vild med Annabel.
Jeg kiggede forsigtigt over på Annabel, der sad som forstenet på sædet ved siden af mig. Det der fangede mit blik, var den tåre der var på vej ned ad hendes kind. Efterfulgt af en anden. Efterfulgt af en trejde. 
"Anna," hviskede jeg, og lod forsigtigt min hånd finde hendes. Lige nu kunne de skide fotografer rende mig. De måtte lave alt det de ville. Dramaet, var vi en del af. Og tror hun ikke jeg havde set de billeder af hende og Harry? Hun vidste simpelthen ikke hvor ondt det havde gjort. 
Tøvende lod hun hendes fingre flette sig sammen i mine. Et sug i maven og en ufattelig lettet følelse fløj igennem mig. Måske var jeg ikke helt afvist alligevel?
"Kan vi ikke prøve at komme væk?" Spurgte hun grødet. Uden at svare hende, valgte jeg at tænde for moteren.
Ingen reaktion fra paparazzierne. Jeg prøvede med nogle dyt. Ingen ændring. Annabel blev til sidst ikke ked af det, bare irriteret. Jeg kunne mærke hvordan grebet i min hånd strammes, som om hun prøvede at lade være med at flippe ud.
"Anna. Tag det roligt. Jeg lover dig vi kommer ud af det her, okay?" Hun prøvede at bløde lidt op. "Hvordan?" Hviskede hun. 
Ja, hvordan? Det skulle jeg sige hende. Koste hvad det ville, ville jeg ud af det her, kun for hendes skyld. Det stak mig i brystet, at hun græd. 
Oh, shit. Jeg var jo helt væk i hende.
Jeg gav slip på hendes hånd, og holdte stramt fast om rattet med begge hænder. Blitzerne skar os i øjnene. Råbene irriterede os. 
Og jeg gassede hårdt op på speederen. Et langt dyt blev det til, og jeg begyndte uden at vise hensyn, at køre frem. 
De blev tvunget væk os, de hoppede nærmest væk, med deres mikrofoner og kæmpe kamerarer. Jeg trådte speederen i bund, og kørte i alt for høj fart væk fra paparazierne.
Jeg nåede ud på vejen, og satte kursen mod min lejlighed. Jeg regnede ikke med, at Annabel ville andre steder hen. Ellers havde hun sagt det.
"Niall!" Udbrød hun. Jeg sendte hende et hurtigt blik, og kiggede tilbage på vejen. Hun så chokeret ud. Men også utrolig glad.
"Du gjorde det!" Skreg hun. Jeg kunne ikke holde et højt, langt grin tilbage.
"Skal vi prøve igen imorgen?" Drillede jeg. Hun grinede selv højt, og slog mig blidt på armen.
"Ja, lad os det."


Jeg rakte hende et af de tykke uldtæpper, som hun med det samme pakkede sig godt ind i. 
Hun havde nærmest blå hud, da hun trådte ind i min lejlighed. 
"Tak," hikstede hun. Jeg sendte hende et lille smil. "Det betyder ikke noge-" "jo, det gjorde. Jeg har været en kæmpe idiot." Sagde hun knust. Jeg satte mig ved siden af hende.
"Jeg tror vi har været lige gode om det. Jeg..." 
Jeg kunne ikke få mig til at sige det. Jeg havde haft et samleje, med hendes søster.
Søster! Også var jeg ovenikøbet vild med hende. Og ikke hendes søster. 
"Niall?" Spurgte hun spinkelt. Jeg kiggede over på hende. "Er du..." Hun sank en klump. 
"Hvad ville du gøre, hvis jeg sagde... At jeg er helt skudt i dig?" 
For første gang nogensinde, så jeg farve i hendes kinder. Hun lignede en ung, fjalet kvinde, der var forelsket og måske også lidt genert. Det så meget bedre ud til hende. Hun kiggede nervøst ned i tæppet, hun havde om skuldrene.
"Så ville jeg være mere lykkelig, end jeg har været i lang tid," sagde jeg forsigtigt. Hun kiggede overrasket op.
"Virkelig?" Jeg rykkede tættere hen til hende, og lagde armen om hendes skulder. "Virkelig. Jeg tror faktisk at jeg har været vild med dig altid."
"Altid? Hvordan?" Hun lagde sig tungt op af min skulder. 
"Dengang jeg var hjemme hos dig og Thaila... Og det hele ligesom startede. Jeg tror ikke jeg var der, for at tage hævn over dig. Du havde jo bare gjort, det du syntes var det rigtige."
"Men hvorfor kom du så?" Vi kiggede ind i de tændte stearinlys, der stod i vindueskarmen. Lysene var slukket, og kun månelyset og stearinlysene, viste vej i mørket. Hun slappede mere af i kroppen, og tillod sig at flette vores fingre sammen. En handling jeg ikke kunne være mere end glad for.
"Fordi jeg ville vide, hvorfor Thaila hader dig så meget," sagde jeg lavt.
Hun tav lidt.
"Er det klogt, hvis jeg fortæller hvorfor?" Spurgte hun lavt. Jeg drejede mig hoved, og lod mit ansigt begrave sig i hendes tykke manke af hår. Den dyre model shampo stak mig beroligende i næsen.
"Du behøvedes ikke at fortælle det lige nu. Jeg vil ikke presse dig til noget," sagde jeg stille.
Der var tavshed i lang tid. Men det var en rar tavshed. 
"Hun har altid hadet mig. Jeg tror det startede, da jeg begyndte i 2-3 klasse. Du ved... Jeg har sprunget en klasse over. Jeg er et år yngre end alle mine medstuderende." Det blev jeg faktisk lidt overrasket over. Men jeg sagde ikke noget. "Jeg sprang fjerde klasse over. Familie og lærere begyndte at kunne se, at jeg var mere intelligent, end andre på min alder. Min søster." 
Var det virkelig derfor, at hun hadede Annabel så meget? Det kunne det da ikke være.
"Mine forældre støttede mig mere i de sidste år i folkeskolen. For alle de andre fik jo nye intereser før mig. De blev mere udviklede end mig. Så derfor var de der altid for mig. Men Thaila ville have det hele. Misundelsen over, at jeg var lærernes ynglings, og altid havde så nemt ved det hele, blandet med mine forældres støtte, ødelagde hende. 
Da vi blev ældre, valgte hun en økonomisk vej. Men jeg ville gerne være model. Jeg havde altid været fotogen. Så det gjorde jeg. Og nu kan du se at jeg er så langt, at jeg endda får lov til at være model med jer." 
"Uhh," sagde jeg grinende. Ikke fordi jeg var ligeglad med alt det hun havde fortalt mig, men fordi jeg ville få hende til at indse, at vi slet ikke er anderledes.
"Ja, uhh," sagde hun med et grin. 
"Og jeg går stadig i skole. Jeg får stadig gode karakterer. Faktisk så... Overvejer jeg at blive læge. Mit snit indtil videre er højt nok." Forklarede hun. 
"Virkelig?" Spurgte jeg begejstret. "Det vil jeg med glæde hjælpe dig med." Smilede jeg. 
Hun åndede tungt ud. "Idag fandt jeg ud af, hvor meget mine forældre i virkeligheden var ligeglade med mig. De er fuldstændig kolde og følelsesforladte overfor mig. Så jeg valgte at flytte hjemmefra." 
"For at bo på gaden?" Hun sukkede. "Ja. Indtil du fandt mig."
Jeg tænkte over det i et kort sekund. 
"Du bor hos mig, indtil vi finder noget andet." Sagde jeg beslutsomt.
"Hvad?" "Du hørte rigtigt. Du må selv vælge, om du vil bo i gæsteværelset, eller inde hos mig. Så længe du har tag over hovedet." 
"Virkelig? Vil du gøre det for mig?" "Har jeg ikke lige fortalt dig, at jeg er fuldstændig væk i dig?" 
Hun rettede sig op, og tog beslutsomt fat om mit ansigt, med begge sine hænder.
"Jo. Og jeg ville gøre alt for at blive hos dig." Også lod hun vores læber mødes igen.
Det her kys, var mindst ligeså forbløffende som det andet. Det her var bare mere velovervejet, og roligt. Vores læber smeltede langsomt sammen, i flere og flere kys, som om vi aldrig ville kunne stoppe. 
Til sidst måtte hun trække sig væk.
"Tusind tak for alting Niall. Jeg håber ikke at det vi har gjort vil ændre på noget."
Jeg kyssede blidt hendes pande, og trak hende ned til mig igen. "Det gør det ikke." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...