- UKENDT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2016
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Jeg er lige så stille, som regnen der falder på mit vindue, jeg er hende der sidder i hjørnet, jeg håber på du ser mig, håber på du finder mig, men jeg er jo bare Ukendt...

8Likes
4Kommentarer
508Visninger
AA

4. ☯☯☯☯

"Hvad vil du overhovedet" 

Det hele rungede i mit hoved, jeg prøvede at tælle til ti for at bevare roen, jeg prøvede ikke at stirre på hans perfekt formede læber og hans øjne...

Åh gud hans øjne, som lignede de smukkeste, velformede blå krystaller...

"Jeg ville høre din stemme"

Han smilede, hans svar var kryptiske og alligevel dybe...

Og jeg stod der, med mit røde pache hår, og var sort fra top til tå, lige så hvid som sneen...

Imens han tiltrak alles opmærksomhed, pigerne sukkede og savlede og mit eneste spørgsmål hvad han hovedet ville mig? 

Hende med det røde pache hår, og de høje sko som hun alligevel vaklede rundt i.

Jeg var hende alle gik uden om.

Jeg var kiksen.

Jeg var hende alle glemte.

"Tjo den er sgu ikke så interessant" Sukkede jeg.

Et smil kom frem på hans læber.

"Du er sød" Hans oversized denimjakke fik ham til at se buff ud, selvom han nu nok i virkeligheden var temmeligt spinkel, man kunne se hans kindben tydeligt, ikke at det gjorde mig noget, mine såkaldte veninder, havde nu også fået øje på ham, de havde allerede et godt øje til ham, selvom de kun havde stirret forgabt på ham i ti minutter...

"Sød?"

Han lo.

Alt ved ham gjorde mig fuldstændigt mundlam, hvordan kunne han komme og være sådan, behandle mig som en af de smukke piger, en af de interessante piger, med sans for humor, der gik op i deres udseende og hvilket kluns de havde på?

Og jeg kom her, og lignede en emotionel tøs, og når jeg åbnede munden kom der kun volapyk ud som de færreste kunne forstå, og der var ikke særligt mange der prøvede på det heller.

"Hvorfor bruger du din tid på en som mig?" Sukkede jeg, imens jeg kiggede ned, for det var nok det dummeste jeg havde sagt i hele mit liv, lige om lidt ville han rejste sig og trække på skuldrene, og gå videre til den næste...

Så det var jo praktisk talt som at vinde i lotto, man vandt aldrig.

"Du er interessant"

Han smilede, kiggede mig ind i mine øjne og smeltede alt inden i mig, på nul komma fem, hvad var det her? En joke, eller et væddemål? Var det her en fucking prank?

"Er det her et væddemål?" Vrissede jeg, jeg var klar til at vende mig om og gå, og havde allerede forberedt mig på, at de andre ville håne mig og grine.

"Har du altid konstant noia på?"

Noia, den havde jeg ikke hørt før...

Han rykkede tættere på mig, tættere, og tættere...

"Hvad laver du!" Råbte jeg.

"Shh!" Hviskede han.

Han kyssede mig, lige midt på mine rosenrøde læber, helt uventet...

Han kyssede mig længe...

"Skal jeg følge dig hjem?"

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...