- UKENDT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2016
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Jeg er lige så stille, som regnen der falder på mit vindue, jeg er hende der sidder i hjørnet, jeg håber på du ser mig, håber på du finder mig, men jeg er jo bare Ukendt...

8Likes
4Kommentarer
524Visninger
AA

1. ☯

- Jeg er helt alene, fanget i mit eget tankespind, lige så stille som regnen, der forsigtigt rammer mit vindue, jeg håber på at du ser mig, men jeg er jo bare ukendt...

Jeg sidder ved mit vindue, i min ekstremt lille vindueskarm, her følte jeg mig ikke alene, jeg  kunne sidde her dagen lang, og stirre ud på alle de forskellige mennesker, som der passerede min villavej.

Måske lyder det melankolsk for nogle, men ikke for mig...

For mig var alt andet melankolsk.

Når jeg stirrede på alle de andre piger på min alder, tænkte jeg tit på, hvad der foregik i deres hoveder, i deres tanker, var jeg den eneste der følte mig så alene?

Var jeg den eneste der følte mig så Ukendt.

Jeg havde gåsehud, jeg frøs den kolde luft trængede ind gennem sprækkerne i vinduet, men jeg var ligeglad, jeg studerede regndråberne på mit vindue.

Når de havde siddet der for lang tid, løb de ned og forsvandt på muren, under vinduet.

Jeg ville også bare gerne kunne løbe, forsvinde der var alligevel ikke nogle der så mig.

Hver gang de så mig, kiggede de den anden vej, for jeg var bare en almindelig pige det man kalder en tør omgang, en kiks.

Men samtidigt meget mere end det, jeg turde at skælde mig ud, være anderledes, men på den kedelige absurde måde, jeg var hende der altid turde at række hånden op, var utilfreds med et ti tal, men smilede altid, og var altid glad.

Mig man aldrig så græde, mig man aldrig så gå ud efter et raserianfald.

Jeg var bare kedelig, bare mig...

Når jeg lukkede døren, og skruede op for den sentimentale  men melankolske musik, og satte mig i min utætte vindueskarm og stirrede så ellers ud på alle piger, med smil på læben men også  hen på skuffen med alle de ting som der kunne...

Nej for jeg smilede jo altid, jeg var aldrig trist, jeg var den glade pige, jeg så på alting med et smil ligegyldigt hvad. Jeg havde ikke de tanker!

Men jeg var stadig ukendt, de ville ikke kendes ved mig, jeg betød ingenting ikke for nogen som helst.

Men vigtigst af alt, var hvordan jeg så på mig selv...

TOM, ingenting...

Jeg følte ingenting, der var aldrig nogen der sagde noget...

De stirrede på mig, de så mig som hende den kloge, hende den kedelige, hende med alle titallerne og de enkle tolvtaller, som bare var artig og altid så fucking smilende.

Fucking smilende...

Fucking klog...

Fucking kedelig...

Fucking artig...

Og fucking Ukendt...

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...