livet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2016
  • Opdateret: 6 apr. 2016
  • Status: Færdig
Dette er et hurtigt oneshot. Jeg lavede dette som en opgave, og jeg tænkte at jeg ville give jer et glimt af den. Der er en smule selvmord i den, hvis man kan kalde det det. Men enjoy it (;

1Likes
3Kommentarer
204Visninger
AA

1. Første og sidste kapitel.

Lugten af øl passerede min næse, det var en lidt sød, men klam lugt. Ovenfra kunne man høre bilerne suse forbi, det var ikke det jeg plejede at vågne op til, det eneste jeg vidste, var at det havde været en vild dag dagen før, men dagen ville være som Elvis på scenen, men det vidste jeg bare ikke endnu. Det var slørede billeder der kom fra festen, røg, musikken, smagen. Det eneste der kom tilbage var det. Det var ikke meget, og jeg vidste også godt at jeg ikke ville kunne huske det, det vidste jeg alt for godt.
Jeg rejste mig op, min hånd ledte efter cigaretten i min lomme, endelig fik jeg fat på en, den var knækket, men jeg havde brug for at ryge, trangen blev større og større for hvert øjeblik. Jeg traskede hen af vejen, lige der ville jeg bare hjem. Jeg bede til at min mor ikke ville være der, hun ville nok opføre sig som en sulten løve, og det værste var bare, at jeg var kødet.
Døren gik op, og jeg trådte ind som var jeg en mus. Urets takken kom fra køkkenet, klokken var 13;58, vent, nej den var 13;59. Hun burde ikke være hjemme på den tid, men lugten af rødvin kom fra stuen, hun var hjemme, det eneste jeg kunne håbe på der, var at hun ikke hørte, så eller lugtede mig. Jeg havde for længst slukket cigaretten, og trangen var allerede begyndt igen. Jeg vidste selv at jeg ikke havde råd til det, så jeg måtte skaffe det på en eller anden måde.
Jeg tog min risede IPhone op af lommen, hvordan jeg havde sådan en, ville jeg helst ikke tale om. Jeg gik ind på beskeder og trykkede på en af de gamle beskeder, ’Jeg er på’.
Jeg kunne ikke lave om på det, jeg ville gøre det hurtigt, få det overstået og smutte som om at intet var sket. Aldrig tale med dem igen. Det vigtigste var bare at få hvad de havde aftalt og så gå. Det var jo meget let det jeg skulle, måske for let, nej, det ville ikke kunne finde på noget, det håbede jeg i hvert fald.
14;17 blev hurtigt til 18;35 ved hjælp af søvn. Den drøm jeg havde haft var ikke lige frem den bedste. Jeg havde drømt om min fremtid, hvordan ville den ende ud hvis jeg forsatte sådan der, det var en frygtelig tanke. Jeg havde selv ingen idé om hvad jeg ville være eller hvor jeg ville hen.
Jeg gik igen ned af trappen som en mus, bede til at hun ikke ville høre mig. Men da jeg kom ned, stod hun der, som en flamingo på stylter, og ikke den pæneste af slagsen.
”Hvor har du været henne!?” sagde hun med en stemme som en bjørn, en mørk stemme. Jeg havde ikke lyst til at svare, jeg svarede hende næsten aldrig. Jeg vidste ikke engang om hun kunne huske hvad min stemme lød som. ”Svar mig!”. Jeg gik forbi uden en lyd, jeg glædet mig bare til at jeg fyldte 18, så ville jeg kunne undslippe dette forfærdelige samfund, men der var stadig 2 år til.
Jeg gik ud af døren, som smækkede med et brag bagved mig, det lød næsten som en landmine bagved mig. Det føltes bare som en helt almindelig dag som snart var overstået, selvom at det vigtigste først ville ske senere.
Længere fremme kunne jeg se den store bygning komme til syne, det føltes som år siden jeg sidst havde været der, det var nok også et par år siden jeg sidst havde været der, eller gået der. Jeg syntes selv det var en latterlig opgave de havde sat mig til, de ville mødes med mig enden det hele fik i gang. Jeg gik en af porten, den førte til den store gård. Jeg kunne se skygger stå henne under træet, det var dem. De lignede nogle der skulle begå indbrud, men det var jo ikke dem der skulle begå indbrud, det var mig.
”Der er du jo!” sagde den ene med et ret så stort ulækkert smil, det fedtede hår var gemt under en hættetrøje han havde på, men lidt af det stak ud fra det. Det gjorde ham bare mere ulækker. ”Så du kan godt huske hvad du skal, ikke?”, den anden var ligeså klam, hans urene hud og lugten fra ham var det værste. Jeg nikkede. ”Godt godt, og husk nu vores aftale” sagde den første så igen. De var allerede begyndt at gå ud af gården igen. Hvorfor ville de overhovedet have det? Hvorfor kunne de egentlig ikke bare gøre det selv. Det var de spørgsmål jeg havde i tankerne, men jeg tænkte ikke videre over det, jeg ville bare godt have det overstået.
Døren gik op efter et par forsøg med hårnålen, det havde været lettere end jeg havde troet. Mørk, det var det i hvert fald. Den anden dør var lige så let som den første, den gik op på andet forsøg. Jeg gik hen til skrivebordet. Der var et eller andet underligt ved det hele, skuffen gik nemlig op uden en nøgle. Der lå det, det jeg skulle give dem. Jeg tog fat om det stille og roligt, et føltes som om at jeg tog fat i noget så uvurderligt at hvis det gik i stykker, ville jeg ryge i fængsel på livstid. Jeg gik lige så let ud som jeg gik ind. Den eneste opgave jeg havde, var at aflevere det og få det overstået. Jeg åbnede forsigtigt døren op, udenfor var der blikkende lys og lygter. ”Shit! Politiet!” hviskede jeg lavt til mig selv. Jeg nåede lige at få at få et glimt af de to, de var derude, de sad inde i en af bilerne, som var de dyr i et bur. Jeg smed det jeg havde i hånden og løb hen mod et vindue, da jeg tog fat i vinduet og åbnede lød det som om at en kvinde skulle til at føde. Jeg sprang ud af det, og løb som var der en flok vilde løver efter mig. Mit liv skulle ikke ende op i en celle.
Det eneste sted jeg kunne løbe hen var hen til den anden sultne løve, min mor. Men et eller andet i mig sagde at jeg ikke burde tage der hjem nogensinde igen, det ville bare gøre situationen værre.
Jeg løb mod stationen, heldigvis lå den ikke så langt væk, kun omkring 500 meter. Det føltes dog som flere kilometer. Det næste tog der ville komme var 00;43. Der var stadig 10min til at det ville komme, og inden det kom, plejede der altid at komme et forbipasserende tog, det kom altid 9min før det ’rigtige’ tog kom. Det ville nok komme omkring 00;34. Jeg satte mig ned på bænk på perroen, man kunne tydeligt se bare på himlen at det var midnat. Stjernerne var klare og lignede ildfluer, det var næsten kun dem der kunne få mig til at føle mig tryg. Jeg vendte blikket nedad og lukkede dem lidt i, jeg ville ikke sove, men jeg kunne mærke at jeg havde brug for lidt søvn. Jeg kunne sove på toget, jeg ved ikke engang hvor det ville tage mig hen, det eneste jeg vidste, var bare at jeg gerne ville væk herfra, væk fra alting.
Efter lidt tid kunne jeg høre det forbipasserende tog komme, jeg vendte endnu engang mit blik opad og jeg havde ikke lige forventet det jeg så. En pige, en faktisk meget smuk pige, stod på kanten. Hun lignede en engel der ventede på gud. Hun havde skoene ved siden af hende, og det lignede at hun skulle til at springe. Det var som om at verden gik i slowmotion, det hele virkede så unaturligt. Jeg løb hen mod hende, toget kom nærmere og nærmere. Jeg vidste godt hvad hun havde tænkt sig. Jeg rev fat i hende, og skubbede hende tilbage. Os begge to faldt tilbage som toget strøg forbi os, som flakkende lys og det var som om at jeg forstod hende, altså hvorfor hun ville gøre det. Det var dumt, det hun skulle i gang med.
 Jeg kiggede ned på det der nu lignede en ødelagt dukke. Hun så hel knust ud, men det eneste jeg kunne sige var; ”Hvad fuck har du gang i!?!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...