My new life - one direction

Carlas far har fået sig en ny kæreste, Anne. Hun har 2 børn - deriblandt den berømte Harry Styles. Når de skal møde hinanden har Harry sine andre 3 bandmedlemmer med sig. Hurtigt opstår der kærlighed, venskaber og drama

3Likes
1Kommentarer
2189Visninger
AA

5. 5 - Louis' synsvinkel

Louis' synsvinkel:

Et par timer var gået, siden det der skete med Carla, og at Ella havde fortalt os det basale for hvorfor det skete. Jeg var blevet meget overrasket, da det slet ikke var det indblik jeg havde fået af hende. Hun virkede så stærk, glad og modig, men der tog jeg vidst fejl. Jeg ville så gerne vide hvad der var sket, da det virkelig må ha' været noget slemt. Jeg ville hjælpe hende og lære hende at kende. Hun virkede til at være en meget rolig pige, der var fuldstændig ligeglad med at vi var verdenskendte.

Jeg blev afbrudt af mine tanker, da de andre drenge valgte at smække værelsesdøren op med et højt smæld. Jeg kiggede forskrækket op på de 3 drenge, der så ud til at bryde ud i grin, hvert øjeblik det skulle være. Forvirret kiggede jeg på dem, én efter én, da de skyndte sig at lukke døren igen, hvorefter de alle løb over i det fjerneste hjørne af værelset. Kun få sekunder efter, blev døren igen smækket op og ind kom en våd Ronja. Ikke misforstå det! Hun havde en sur mine, hvilket nemt kunne ses, på den mund der hang nedad. Jeg sukkede stille for mig selv, for der var seriøst ikke engang gået 5 timer og drengene havde allerede lavet ballade. "Drenge.. Hvad har i lavet?" Jeg så fra Drengene til Ronja og så tilbage til drengene igen. Mine 3 bedste venner brød hurtigt ud i et mindre grineflip. Ronja derimod, så ud til at være tæt på at få et mindre føl på tværs. "Hvad fuck skulle det til for!?" Skreg hun pludselig op, hvilket fik alles opmærksomhed. Faktisk var det så højt, at både Simon, Carla og Ella, kom styrtende ind på værelset efter kun få sekunder. Da de fik øje på Ronja, brød de alle ud i grin, hvilket fik drengene til at grine endnu højere. "Hvad er der sket med dig?" Simon prøvede at holde alle sine grin inde, mens han kom med sit, endelig ikke overraskende, spørgsmål. Istedet for at få et svar, fik han bare de bedste dræberøjne, sendt mod sig. "Du ser da.." "Du vover på at sige noget om hvordan jeg ser ud, for ellers kan jeg godt love dig at du ikke kommer til at ønske at du nogensinde var blevet født!" Ronja var hurtig til at afbryde Carla - der ellers så fint prøvede at rede sin bror - ved at give en seriøs trussel, hvilket også hjalp da hun klappede i som en musling. "Men hvad er det så at der er sket?" Jep, nu kom jeg også på banen, hvilket lignede at komme bag Carla. "Vent, var det ik dig?" Og efter det havde forladt hendes læber, kiggede hun hurtigt ned, da hun sikkert havde misforstået det ret så meget. Hvilket vi andre også gjorde, for få sekunder efter var hele værelset fyldt med hver og ens grin. "Det var ikke sådan ment!" Kom det mumlende, men stadig bestemt, fra det bukkede hoved. Carla. Jeg kiggede lidt på hende, inden jeg valgte at svare hende. "Det ved jeg godt" svarede jeg stille, mens jeg langsomt bevægede mig tættere på hende. Jeg sørgede for at holde mine øjne på hende, hvilket hun åbenbart opdagede, fordi hun pludselig så lige ind i mine øjne. Vi så hinanden i øjnene, også mens jeg gik over mod hende, og lagde endelig ikke mærke til hvad der skete omkring os. Eller det gjorde jeg ikke, og det tror jeg heller ikke at Carla gjorde. Jeg stoppede op lige foran hende, men stadig så der var lidt mellemrum imellem os. Jeg ville nødigt gøre hende bange, som jeg gjorde, for kun få timer siden. Den måde hun, eller faktisk dem begge, reagerede på, sad som limet fast i mine tanker. Jeg ville gøre alt for at få det at vide af hende, så jeg kunne hjælpe hende. Selvom jeg kun har kendt hende i et par timer.

Vi blev afbrudt i vores intense øjenkontakt, da Ronja endelig havde besluttet sig for at fortælle hvad der var sket. "De hjernedøde idioter besluttede sig for at sprøjte vand på mig, da jeg var igang med at øve på trampolinen!" halvskreg hun, mens hun pegede på de 3 idioter, bedre kendt som mine bedste venner. Carla kiggede hurtigt over på hende, mens hun havde et blik, jeg ikke kunne tyde, i sine øjne. "Vent, øvede du dig alene?" Denne gang var det Simon, der kom ind i denne, lidt forvirrede, samtale. Ronja nikkede svagt, inden hun kiggede trist på ham. Og hvorfor anede jeg virkelig ikke! Både Carla, Ella og Simon kiggede alle på hende, med et blik der sagde mere end 100 ord. ".. Og det vidste far godt, ik?" Stille rystede Ronja på hovedet, hvilket fik dem alle 3 til at sukke. "For helved Ronja! Du skal jo sige det til far, når du træner alene. Hvad hvis du kom til skade, og ingen ville være hjemme?" Carla lød så bekymret, men også så beroligende, at man skulle tro at hun havde øvet sig i at sige det. "Hvorfor må i så? I behøver ikke at sige til far, når I træner alene! Hvorfor skal jeg så altid?" Jeg så hen på drengene, der forlængst var stoppet med at grine, og nu bare fulgte med i det pludselige skænderi, vi nu var vidne til. "Nok fordi at vi er 18 og du kun er 10" og mere kunne jeg ikke forstå, da de pludselig slog over til dansk. De råbte lidt af hinanden, eller faktisk var det kun Ronja og Simon, Carla og Ella prøvede vidst at berolige dem. Dog blev de afbrudt da en mobil begyndte at ringe. De stoppede brat op, og på et split sekund var der halt stille. Det viste sig at være Carlas mobil, der havde taget den op til øret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...