Extremely

Den 17 årige Bella Lorent har booket billetter til en DNCE koncert med sin bedste veninde Emilie. De tager på 'den store udflugt', men opdager til deres store uheld, at det ikke er DNCE der skal optræde. De ved stadig ikke hvem det er, men det finder de vel ud af. Og sker der mon noget imellem Bella og en fra det nye band, der skal optræde?

13Likes
10Kommentarer
5388Visninger
AA

4. Waiting too much!

Vi passerede mange værelses numre og endelig kom vores. Emilie åbnede døren med nøglekortet, som hun holdte. Jeg følte, at jeg blev kigget på, så jeg kiggede i smug bag til... og rigtigt nok. Et hoved stak ud af elevatoren. Men også kun hovedet. Han var da også bare mærkelig... Men nuttet! Da han opdagede, at jeg kiggede smilte han bare, som om det over hovedet ikke var mærkeligt... Haha, fik i den 'som om det over hovedet ikke var mærkeligt.' Nej okay, not fun.

Jeg kiggede forlegent ned i gulvet, og smuttede derefter hurtigt ind af døren. Hvor er jeg dog bare dum... På vejen der ind, støder jeg selvfølgelig med skulderen ind i dørkarmen. Jeg var sikker på, at han fniste derude lige nu, men jeg turde altså ik' kigge. Det syntes jeg altså også er forståeligt.

*******

"Skal vi ikke se denne her?" Spurgte Emilie meget højt om. "Jo det kan vi godt," sagde jeg ligegyldigt. Inde i mit hovedet var der kun plads til Harry. Der behøvede heller ikke mere plads. Det var fint bare, at tænke på Harry. Ej styr dig Bella. Du skal tænke på DNCE lige nu, ik' Harry Styles. Men hans navn lå egentlig rigtig godt på tungen. Det var virkelig et pænt navn. Ej altså, hørte du ikke lige dig selv før, eller hvad Bella.

Filmen gik virkelig langsomt, eftersom den var virkelig kedelig. Bare det ik' skulle være sådan her hele tiden inden koncerten skulle starte. Jeg mener den startede først om 4 dage. Det var ikke til, at holde ud. Jeg havde lyst til at dø... Ej nej. Det gik ikke. Du skulle til koncert i virkeligheden Bella, og ikke i spøgelses verdenen.

********

Igen var der to hænder, der rystede mig voldsomt. Jeg vågnede med et spjæt. Jeg var åbenbart faldet i søvn til filmen, men den var altså vildt kedelig, okay! Emilie havde virkelig givet mig en omgang, for jeg var virkelig svimmel. "Du snorkede," fortalte hun kort og irriteret, men der var alligevel tilgivelse i hendes stemme. "Men skal vi så ikke lave noget andet?" Spurgte jeg med en ret så søvnig stemme. "Hvad med at gå ned på restauranten? Jeg er faktisk meget sulten." Fortalte hun.

"Jo hvorfor ik'" sagde jeg. Nu hvor jeg tænkte mig om, var jeg faktisk rigtig sulten... Og tørstig. Jeg kunne æde en hel ko! Ej måske skulle det være lam... Eller okse. Det kunne være lækkert.

Vi rejste os fra sengen, hvor vi havde ligget. Der var ret rodet nu. Men fuck det. Det var ikke os der skulle rydde op på værelset. Den tjans forlod vi, da vi forlod vores hjem.

Vi traskede ned af den lange gang, og hen i mod elevatoren. Af en eller anden grund forventede jeg nærmest, at se Harry sidde på gulvet eller bare være inde i elevatoren. Men han var der ikke... Heldigvis. Vi gik ind i elevatoren, og trykkede på 0 etage. Der lå nemlig restauranten + en spille hal og sådan lidt af vært.

*******

"Ååårhhh nej, ik' dem igen!" Sukkede jeg surt til Emilie. Der bare så tilfredst på mig. Som sagt elskede hun simpelhen bare One direction. Nå men altså hele One direction sad altså nogle borde væk fra indgangen, hvor vi så stod. Jeg kunne forestille mig, at jeg stod og rynkede på panden og surmulede, imens det eneste Emilie udsendte var tilfredshed og glæde, som hun også gjorde.

Der var meget fyldt i restauranten, og det eneste bord der var ledigt, var selvfølgelig det, der stod lige ved siden af deres bord. Tjeneren førte os derhen. Bagefter vi havde sat os, ( selvfølgelig skulle Emilie tage den plads der stod længst væk fra One direction, imens jeg skulle sidde med ryggen op af Harry. Jeg kunne mærke hans krop varme, så tæt sad vi altså! ) - gav tjeneren os nogle menu kort, som vi læste lidt i. Til sidst sagde Emilie "lamme kød med bearnaise sovs." Jeg endte med, at sige "lasagne." Jeg mærkede et prik på skulderen. "Hej igen," sagde Harry. "Hej," svarede jeg. Jeg mærkede igen rødmen, men prøvede, at ignorere den. Jeg vendte mig om igen, og ventede på min lasagne. Jeg var mega sulten, og når jeg er sulten, så er jeg altså ikke så god, at snakke med. Jeg virker bare så uinteresseret og tarvelig ( spørg mig ik' om hvordan jeg har fundet ud af det. ) Men selvfølgelig skulle Harry blive ved. "Nå hvordan går det? Har skulderen det ellers bedre?" Spurgte han sarkastisk. Han hentyde selvfølgelig til mit lille stunt med dørkarmen.

Igen Bella ignorere rødmen...

"Ja helt fint. Er du ellers øm efter, at have ligget i elevatoren?" Spurgte jeg dumt. "Nej... Heldigvis," svarede han. Jeg grinte for mig selv.

******

Endelig kom min lasagne. Min mave havde allerede rumlet fucking 5 gange! Det var altså meget. Især fordi det var højt. Så Harry havde sikkert hørt det. SÅ akavet! Det endte faktisk med, at Emilie var lige ved, at gå op og spørge om hvornår maden ville være her, fordi min mave havde rumlet så højt. Hun sagde, "ej Bella, nu går jeg altså op og spørger!"

"Nej bare lad være," sagde jeg hurtigt. Det blev heldigvis heller ikke til noget, eftersom tjeneren pludselig kom med noget lasagne og en omgang lammekød med bearnaise sovs. Tjeneren satte maden foran mig. Jeg kunne helt seriøst mærke savlen inde i munden. Det ville ikke vare længe før det løb ned af mine mundvige.

********

Jeg satte tænderne i lasagnen, og før jeg vidste af det, var den allerede væk. Men jeg var virkelig også mæt efter... Altså virkelig mæt!

Jeg kiggede over på Emilie, der stadig sad og spiste. Jeg satte mig til rette og ventede utålmodigt. Efter lidt tid var hun da også færdig, men også først efter noget tid. ( Lang tid! Hun begynder altså at smitte med den utålmodighed! )

Jeg prikkede irriteret på Harrys skuldre. Altså blidt selvfølgelig. Han kunne ikke gøre noget ved, at der var så forfærdeligt presset inde i restauranten. Han vendte sig langsomt ( alt for langsomt ) over i mod mig, og så spørgende på mig.

"Kan du rykke dig lidt?" Spurgte jeg.

"Selvfølgelig," svarede han. Derefter rykkede han sig, men han rejste sig altså OGSÅ. Hvorfor? Hvad skulle han da nu? Enda samtidig med mig. Jeg kunne mærke hans blik på mig. Jeg følte enda, at det var limet fast. Jeg skyndte mig hen mod toilettet, der til mit held, ikke var så langt væk. Emilie fuldte undrende efter mig.

"Hvad laver vi her?" Spurgte Emilie mig om.

"Jeg kan bare ikke klare det," svarede jeg.

"Klare hvad?"

"Ham!" Sagde jeg. Emilie kiggede igen lidt undrende, men derefter så hun sørme forståelig ud, hvilket nu undrede mig. Hvad var det, der var så forståeligt. Jeg mener jeg havde jo ikke sagt noget. Havde jeg?

"Hør, lad os nu bare komme op på værelset. Det har været en lang dag." Sagde hun bare roligt. Hvad var der gal med mig... Eller hende?

********

Vi passerede alle værelses numrene igen. Jeg kiggede tilbage på et tidspunkt, og jeg så sørme Harry. Hvad skete der lige for det!!! Jeg var nærmest fanget af ham. Men jeg tog mig hurtigt sammen igen, som et helt normalt menneske, og gik videre. Vi stoppede foran vores dør. Jeg kiggede i smug tilbage imens Emilie fandt nøglekortet frem. Han kiggede stadig. Nu med et fjollet smil. Han havde virkelig et sødt smil, en virkelig flot krop, hans grønne flotte øjne man bogstaveligt talt, blev fanget af og ikke mindst hans søde krøller! Jeg blev fanget af ham. ( Håber virkelig ikke, at man kunne se det! ) Det var som om, jeg ikke kunne fjerne mine øjne fra ham. Heldigvis åbnede Emilie døren, og tog mig med indenfor. Jeg så også lige, at han gik ind på hans værelse inden jeg blev revet indenfor. Emilie var sikket blevet utålmodig igen. Jeg smed mig i vores dobbelt seng, og lukkede stille øjnene. Jeg var virkelig træt, nu hvor jeg tænkte over det.

"Ej sover du allerede?!" Spurgte Emilie højt om, så jeg fik et chok.

"Jeg er virkelig træt." Svarede jeg sløvt... Vent hvor var min mobil. "FUCK, FUCK, FUCK. Hvor er min mobil!" Skreg jeg op i hovedet på Emilie, der bare sad og så underligt på mig.

"Det ved jeg ikke," nåede hun lige, at sige, ellers var jeg hurtigt ude af værelset. Jeg spænede hen i mod elevatoren. ( Min mobil.)

Jeg nåede hen til elevatoren, og gæt hvem der sad derinde, og sad og smilte fjoget til mig. ( Et lille hint - krøllet hård, grønne øjne, sødt smil. ) HARRY! Ikke nu - tænkte jeg.

Vent hvordan kunne han være her. Jeg så ham lige gå ind på hans værelse... Hvad sker her lige?! Måske havde jeg set syner før. Eller måske kunne han bare godt lide, at hænge ud i elevatorer... Ej det lød bare dumt. Han var selvfølgelig en wizard! Harry Styles - den mægtige wizard! Ja det lyder godt!

"Hvorfor så travlt?" Spurgte han. Jeg ignorere hans spørgsmål, og styrtede ellers bare hen mod knapperne inde i elevatoren.

Hvorfor mig? Hvorfor mig? Hvorfor mig? Blev jeg ved med, at spørge mig selv om. Jeg syntes altså du har været rimelig hård her for tiden Gud! ( Det har i nok efter hånden lagt mærke til. ) Elevatoren var selvfølgelig stoppet IGEN. Og denne gang var jeg altså HELT alene med Harry. Igen - hvorfor mig?

Der var helt mørkt, og jeg røg hele 10 meter op i luften efter det store bump... Ej just kidding. Så høj var elevatoren slet ik'. Men jeg endte selvfølgelig igen OVEN på Harry... IGEN! Han grinte bare, men jeg syntes bestemt ikke, at det var sjovt. Jeg skyndte mig, at rejse mig uheldigvis klodset op.

 

********

Jeg gled ned af elevator væggen igen. Han satte sig ned ved siden af mig igen.

"Nå hvad hedder du egentlig?" Spurgte han.

"Øøhhhh... Bella," svarede jeg dumt.

"Okay." Sagde han. Vi blev heldigvis afbrudt af lyset, der heldigvis tændte, dørene åbnede sig. Præcis ligesom de havde gjort tideligere. Jeg skyndte mig, at rejse mig op. Jeg måtte ned, og hente min skønne mobil. Harry blev som sædvanlig siddende inde i elevatoren.

"Er det denne her du leder efter?" Spurgte han. Jeg vendte mig straks rundt.

"Hvor?... Hvad?...Hvordan?..." Spurgte jeg som i mega dumt.

"Jaah, det kunne du lide, at vide." Sagde han igen. Han sad og holdte min mobil... Hvordan kunne det lade sig gøre. Jeg følte mig virkelig dum lige nu.

"Ej Harry. Hvor har du den fra!" Spurgte jeg nu bestemt. Jeg følte mig mere sikker denne gang.

"Her!" Sagde han bare. Jeg gik ind i elevatoren, og tog min dyrebare mobil til mig, som om jeg var et lille barn, der fik sin sut. Jeg trykkede hurtigt på etage 8. Vi skulle alligevel begge derop. Med mindre Harry havde tænkt sig at blive i elevatoren, som han efter hånden plejede.

Vi var nået op til etage 8. Dørene havde åbnet sig, og jeg gik ud.

"Skal du ik' ud?" Spurgte jeg selvom jeg allerede godt kendte svaret.

"Neej, jeg bliver," sagde han.

******

Jeg skyndte mig ned af gangen imens jeg a og til kiggede tilbage efter Harry, og som forventet sad han og stak hovedet ud af elevatoren, og kiggede på mig. Jeg blev da lidt smigret... Ej stop så Bella... NU!

Jeg kunne ikke lade være med, at tænke på Harry den store wizard! Haha. Men altså hvordan havde han ellers fået min telefon... Vent på vej hen mod toilettet i restauranten havde jeg jo følt hans blik der hvilede på mig... Måske havde han snuppet den der. Ud af min baglomme! Ej hvor strengt! + hvordan kan det med elevatoren problemerne hele tiden ske med mig og Harry.

Lad vær med, at tænke mere over det Bella, og nyd i stedet for din ferie... Meeen det var da mega mærkeligt! Ej Bella lyt for engangs skyld til dig selv!

 

Halløjsa! Håber i kan lide dette kapitel!

Jeg ved godt det er sent, at kapitlet kommer ud, men jeg har haft meget travlt i dag. ;-) Håber i kan bære over med mig!

Xxx

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...