D. Gray-Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2016
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
Alt det der aldrig blev fortalt.
[Størstedelen af de illustrationer der fremgår i movella'en vil være tegnet af mig selv. Hvis ikke, vil det være nævnt.]

5Likes
37Kommentarer
6102Visninger
AA

38. Stormfulde julenætter [Part 2.]

 

STORMFULDE JULENÆTTER

En kort historie om tre eksorcisters jul i de norske fjelde.

[Part 2.]

 

’’… Jeg er egentlig imponeret over, hvor mange der kan være i det her hus…’’ får Kirasha diskret hvisket i retningen af den rødblonde eksorcist ved siden af hende, alt imens hun må give op på at se henover hovederne på alle de nordmænd der i løbet af det sidste stykke tid er ankommet. Det er i situationer som denne, at hendes højde ikke er andet end en hindring – i modsætning til Zeb der snildt er et hoved højere end de fleste tilstedeværende og ikke har noget problem med at skabe sig et overblik.

’’Kan du se vores yndlings pessimist nogen steder? Jeg tror vi mistede ham i mængden.’’

’’Du er simpelthen så sjov Zeb – jeg glemte helt at grine.’’ Hun sender ham et småbittert blik, som han blot besvarer ved at række tunge.

’’Han er sikkert smuttet et andet sted hen. Du ved hvordan han har det med store forsamlinger.’’

’’Asocial som altid, ’’ hun trækker på skuldrene, ikke engang overrasket, ’’Burde vi lede efter ham?’’

I et kort øjeblik ser eksorcisten ved hendes side tænkende ud, ’’Altså, hvis vi ikke gør, risikerer vi at han misser maden – og det er jo kun et plus, for så er der mere til os!’’ i et sekund ser han ud til at føle sig som et geni, inden han så rynker brynene irriteret, da han indser, at det nok i virkeligheden er en dårlig idé, ’’… Men på den anden side kommer han til at være ulidelig at høre på de næste to døgn…’’

’’Okay, i så fald tror jeg bare at jeg finder ham. Desuden, ’’ et skævt, overlegent grin finder plads på hendes læber, ’’Er det nok også lettest på den måde. En kæmpe som dig kommer aldrig igennem alle de her mennesker før i morgen.’’

Han snøfter fornærmet, idet hun begynder at mase sig igennem folkene omkring dem, ’’Hvad man dog ikke finder sig i…’’

Resten hører den blåøjede eksorcist dog ikke, for hun har allerede snoet sig smidigt imellem de mange gæster og har fået klemt sig vej hen til gangområdet, for at lede i husets forskellige rum. Det viser sig dog hurtigt, at de knager der var fint sat til side for de tre eksorcister mangler en uniform. Er idioten gået udenfor? Hvad tænker han dog på?

Med en kort, irriteret knurren indser Kirasha, at hun er tvunget til at træde ud i stormen af hvidt udenfor. Hun er ærligt ikke meget for det på grund af kulden, men får snart trukket sin egen uniform og den tilhørende kappe over skuldrene, med et svagt håb om at han ikke befinder sig for langt væk.

Idet hun svinger døren op, aktiverer hun samtidig sit nattesyn. Den blå iris skinner kraftigt og oplyser en del af de fygende snefnug – men den lave dødsridder må også snart indse, at der ikke er meget hendes forbedrede syn kan gøre: De kan se igennem mørke, men ikke en tyk tåge af hvirvlende sne, der blokerer al inspicering af området.

For at sige det mildt, er de fuldstændig nytteløse.

Med en noget utilfreds lyd, smækker eksorcisten dog alligevel døren bag sig, så kun den hylende vind fylder hendes ører og forstummer al snak og musik indenfor. Det er et ensomt syn der er tilbage. Hvidt, atter hvidt.

Selvom det voldsomme vejr næsten gør hende døv, tillader hun sig dog alligevel at folde hænderne til en tragt foran munden, da hun ikke kan se den sorthårede eksorcist inden for den kun halve meter hun kan se frem. Der er dog ingen reaktion på hverken idiot, spadenar eller Yu da hun først kalder – og hun må dermed tage mere seriøse midler i brug, ved i stedet blot at råbe Kanda.

… Men hun bliver kun besvaret af stormen, ikke den temperamentsfulde eksorcist.

Enkelte vindstød er så voldsomme, at hun må klemme hænderne imod skulderstykket på kappen med den opslåede hætte, for at beholde den på hovedet. Det lykkes dog i sidste ende ikke, og resultatet får hendes lange fletning til at stå som en vimpel i luften.

Hun nægter at tro, at han har bevæget sig for langt væk. Så dum er han ikke, det må hun indrømme. Alligevel føler hun sig nødsaget til – med rigeligt besvær – at tage et par tunge skridt ud i sneen der glitrer blåt fra lyset i hendes iriser.   

Det svage lys fra hytten begynder at svinde ud, desto mere hun bevæger sig fremad. Hendes fremdrift er begrænset grundet den stærke kuling, som allerede nu har dækket hendes tøj med et tyndt lag stivnet frost, der ikke ligefrem gør hendes bevægelser lettere.

’’For fanden, ’’ knurrer hun for sig selv, men kan knap høre sin egen stemme for larmen.

Efter kort tid mister hun tidsfornemmelsen og beslutter sig for at vende om, inden hun kommer for langt væk til at kunne finde tilbage. Det viser sig dog snart hurtigt, at det allerede er for sent: For hun kan ikke længere se lyset fra hyttens vinduer. Og da hendes stedsans i forvejen er elendig, må hun erkende, at hun kan være blot ti meter fra hvor hun kom fra – eller flere hundrede. Hun ved det simpelthen ikke.

Alt imens hun indebrændt forbander sin pessimistiske kollega, er der en anden lyd der pludselig fylder hendes ører. I starten håber hun på, at det er et råb, men i stedet lyder det mere som en slags metallisk hvinen. Slag, jern mod jern, en form for eksplosion til sidst – og så stilhed, sammen med vinden igen.

Den bliver dog hastigt erstattet af en anden. Inden for de sidste par sekunder hun har bevæget sig frem, er en knagende og mere eller mindre splintrende lyd nemlig begyndt at stige op fra under hendes støvler. I starten troede hun bare, at det nok var sneen, men den faretruende fornemmelse der har sneget sig ind på hende, varsler om noget andet.

Og ulykken er allerede indtruffet, da hun indser sin fejltagelse:

Is.

Idet hun tænker tanken, kan hun pludselig mærke den faste grund forsvinde under sig. Et højlydt brag, som lyden af en glasrude der knuses under vægt, fylder hendes ører, sammen med hendes eget gennemtrængende skrig. Og så frarøves hendes vejrtrækning i samme sekund, som hun også omringes af iskoldt vand.

Det må have været en sø. Hvordan hun har formået ikke at opdage, at hun bevægede sig ud på én, forstår hun ikke. Men det pludselige magtesløshed flyder over hende som en tidevandsbølge. Forhindrer hende i at tænke klart – og i særdeleshed at bevæge sig. Det faktum at hun i forvejen ikke kan svømme, gør heller ikke ligefrem situationen bedre.

Det er en knibe, som hun ikke selv kan redde sig ud af.

Det føles som minutter, at hun ligger følelsesløst under overfladen – det er nok i virkeligheden ikke mere end sekunder, men nede i mørket virker tiden endeløs. Og så, pludselig, griber noget fat i hendes udstrakte hånd. Det er en anden hånd, der som en klo spænder sig fast om hendes håndled og i én glidende bevægelser trækker hende opad, indtil hun hostende befinder sig på fast grund igen.

’’F-Fuck… ’’ gisper hun, da den iskolde blæst gnaver sig igennem hendes gennemblødte tøj og automatisk gør hele hendes krop ekstremt udsat for kulden. Det tager hende et par få sekunder at få luften tvunget tilbage ned i lungerne, alt imens hendes bevægelser for alvor afslører, hvordan et lag af frost allerede har lagt sig udover hele hendes uniform og har malet totter af hendes hår hvidt.

’’HVAD I ALVERDEN HAR DU GANG I?!’’ er der nogen der råber, arrigt ved siden af hendes ansigt, for at overdøve vinden.

Hendes nattesyn må endnu være slået til, for omridset af et ansigt tæt på hendes eget afslører et par velkendte ansigtstræk, som hun aldrig troede hun havde haft mere brug for at se end nu. Det er også ansigtet på hendes redningsmand, selvom hun nok næppe kommer til at indrømme det.

Klaprende af kulde og med den sjaskvåde kappe klistrende imod kroppen, får hun øjenkontakt med ham.

’’Jeg slår dig ihjel, ’’ snapper hun, ’’Hvis du siger det her til nogen. H-Hvordan kunne du overhovedet se mig? Vigtigst af alt, hvor fanden blev du af?’’

’’Dine øjne er ikke ligefrem diskrete, Mini – heller ikke under vand. Desuden, ’’ velvidende om at hun knap kan bevæge sig, søger Kandas fingre imod hendes kraveben, hvor de frigør kappen fra hendes skuldre. Den falder til jorden som en kludedukke, er ikke engang påvirket af vinden, fordi den er så gennemblødt af isvand. Så river han sin egen af, svinger den stærkt irriteret omkring hende og binder den til. Det beskytter hende fra den værste vind, men nok ikke fra en fremtidig lungebetændelse, ’’Så opdagede jeg en dæmon, imens dig og den idiot til Zeb fjantede rundt indenfor.’’

Så det var dén lyd hun hørte, inden uheldet med isen indtræffede. Han var altså ikke bare skredet for at få fred.

’’Jeg håber virkelig at du har en god forklaring på dit stunt dér, ’’ knurrer han så, inden han trækker hende på benene og slår hætten opover hendes gennemblødte lokker.

’’Jeg ledte efter dig… ’’ mumler hun utydeligt som svar. Han hørte det nok ikke, men virker heller ikke interesseret i det.

’’Lad os gå tilbage. Du når at fryse ihjel inden for de næste ti minutter, hvis vi ikke kommer indenfor, ’’ som for at forhindre dem i at blive adskilt, sammenkobler han deres hænder. Hans er ikke meget varmere end hendes, ’’Idiot.’’ Tilføjer han så til sidst, som for at understrege sin pointe.

’’Ha, jeg troede ellers du ville være ligeglad.’’

’’Det er jeg også. Jeg gider bare ikke forklare Komui, hvorfor dit lig først bliver fundet til sommer.’’

Hvordan han kan lede dem så sikkert igennem stormen, fatter hun ikke. Hans fornemmelse over situationen er meget bedre end hendes egen, så hun vælger at stole på hans instinkter frem for sine egne. Samtidig tillader hun sig at frakoble sit nattesyn, nu hvor det alligevel ikke har vist sig at være til meget nytte – udover at være et ledende lys for Kanda, da isen knækkede under hende. Hendes skrig må desuden også alligevel have været ret højt, siden han kunne høre det.

’’H-Hey, Kanda?’’ får hun så endelig presset ud imellem sine dirrende læber, inden hun per automatik klemmer fingrene hårdere rundt om hans og lægger sin tillid i hans observationsevner.

’’Hm?’’

’’… Tak.’’

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...