D. Gray-Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2016
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
Alt det der aldrig blev fortalt.
[Størstedelen af de illustrationer der fremgår i movella'en vil være tegnet af mig selv. Hvis ikke, vil det være nævnt.]

5Likes
37Kommentarer
6060Visninger
AA

37. Stormfulde julenætter [Part 1.]

 

❆❆❆

Som jeg lovede, er her en mindre historie som sandsynligvis kommer i flere dele, da ikke kan begrænse mig og skrev lidt (meget) mere end jeg egentlig ville dx  Historien tager ikke udgangspunkt i min igangværende fanfiktion, men er blot en videreskrivning på et udkast jeg aldrig fik brugt. Det kan derfor (desværre, for nogen af jer, hæhæ) ikke sættes i kontekst med den originale historie.

But enjoy - første del på juledag, eh? 

❆❆❆

 

 

STORMFULDE JULENÆTTER

En kort historie om tre eksorcisters jul i de norske fjelde.

[Part 1.]

 

For femhundredende gang lyder der et dybt, højlydt suk ovre fra Zeb, der den sidste time har stirret slukøret ud af vinduet. Udenfor raser en voldsom december-storm, der det sidste døgns tid har dækket hele området med en næsten metertyk sne. Ikke nok med at den har malet jorden og luften svanehvid, så har det også bare haft et andet følge for Kirasha, Zeb og Kanda – den har forhindret dem i at komme hjem.

På nuværende tidspunkt befinder de sig i det nordlige Norge, et sted oppe i Trondheim i bjergene, indkvarteret i en større træhytte. Originalt skulle de have befundet sig i et tog på nuværende tidspunkt, på vej tilbage til Ordenen i England – men sneen har åbenbart dækket sporene så meget, at det vil være umuligt for et så lille lokomotiv at bevæge sig igennem den.

Selvom det er svært at se de fygende snekrystaller udenfor i aftenmørket, afslører en hylende lyd hvor kraftig stormen udenfor er. Ikke at der er meget at observere udenfor heller, men det har ikke forhindret den rødblonde charmetrold af en eksorcist i stift at stirre derud.

’’Hvornår stopper han med det dér? Helt ærligt, hvad havde idioten forestillet sig?’’ lyder det irriteret fra en af de to andre eksorcister, en høj asiatisk udseende mand med rynkede bryn. Han har knappet sin uniform op, sikkert for at tage den af, da pejsen den sidste times tid har formået at varme de tre godt op.

’’Jeg forstår ham måske godt lidt, ’’ lyder det fra en betydningsfuldt lavere kvinde med næsten skinnende, lyseblå øjne, ’’Det er jo juleaften. Og der er trods alt en anelse sjovere at tilbringe den i Ordenen, i stedet for at være fanget i Trondheim.’’

Hun svinger skødesløst den gyldenbrune fletning af hår over den ene skulder, inden hun tilføjer, ’’Desuden er her skide koldt.’’

’’Så tag din uniform på igen, dværg.’’

’’Det behøves jeg ikke. Din negative energi er rigeligt til at få én som mig til at holde varmen.’’

 

Måske er grunden til at Zeb tager det så tungt i virkeligheden, at Komui havde forsikret dem om, at de sagtens ville kunne nå at færdiggøre den opgave de var blevet tildelt i Norge inden juleaften. Han havde desuden en aftale, et løfte han har nægtet at fortælle nogen om – ikke engang hende. Og det siger ikke så lidt.

Og selv hvis stormen skulle gå hen og lægge sig nu, ville de under ingen omstændigheder kunne nå hjem.

Med et opgivende skuldertræk vender Kirasha da rundt på hælene, så trægulvet knager sagte under hendes fødder. Hytten de så venligt er blevet tilbudt husly i tilhører en større norsk familie, hvilket også forklarer de mange rum og den ekstra etage. Det er et fint sted, egentlig. Måske ikke decideret rigt, men i hvert fald pænt.

Det er de færreste i familien der kan tale andet end norsk. Faderen og den ældste søn kan en anelse, men resten forstår ikke ét ord. Det viste sig hurtigt at blive udfordrende for kommunikationen – i hvert fald indtil Kirasha i stedet valgte at slå over i dansk, som de alle sammen så ud til at forstå ti gange bedre. Enkelte ord kunne stadig være forvirrende, men da de to sprog til dels minder om hinanden, gjorde det uden tvivl situationen meget lettere.

Så sender hun Zebs ryg et kort blik, inden hun bevæger sig imod hyttens køkken, hvor der den sidste times tid har duftet af stegt kød og løg. Derinde står moderen – Thyra – og en ældre kvinde og kokkererer, sikkert til aftenen. I et par sekunder betragter hun dem kort i døråbningen, lydløst som altid, inden hun endelig tager skridtet over tærsklen og diskret melder sin ankomst:

’’Jeg fik vidst aldrig sagt tak, ’’ hun slår automatisk over i dansk, egentlig overrasket over at hendes tale ikke er blevet gebrokkent efter så mange år med konstant engelsk, ’’For at vi måtte blive, mener jeg.’’

’’Ah, det er fint!’’ et smil breder sig udover Thyras ansigt, alt imens hun tørrer hænderne af i forklædet og Kirasha ikke kan lade være med at bide mærke i den tykke, norske dialekt, ’’Vil du lige række mig kniven dér?’’

Alt imens hun rækker den mørkblonde nordmand og hjemmegående mor det skarpe redskab, lykkes det hende ikke helt at undertrykke et skævt smil, ’’Det var måske timet lidt dårligt. Juleaften, eh?’’

’’Tre til eller fra gør intet, ’’ den ældre kvinde klukler dog bare, imens hun begynder at snitte lunser af kød fra en ordentlig kølle, som endnu damper efter at være blevet kogt, ’’Vi bliver i forvejen mange. I Trondheim holder de forskellige regioner af byen jul sammen. Også selvom vejret er lidt… Udfordrende.’’

’’Så vi bliver flere?’’ overrasket former Kirashas læber sig automatisk til et tænkende ’’o’’, inden hun læner sig tilbage imod køkkenbordet og sætter hænderne i siderne, ’’Får du så ikke brug for noget mere hjælp? Eller tager de andre mad med?’’

Med sin frie hånd kører Thyra en hårlok der er sluppet fri af hendes hårnet om bag øret, inden hun blot ryster på hovedet, endnu smilende, ’’Jeg laver det hele selv. Med hjælp fra Bedste, selvfølgelig, ’’ hun peger kort med kniven hen imod den gamle, tandløse kvinde i den anden ende af køkkenet, der ser ud til at fokusere på en stor gryde med en slags kryddersuppe.

’’Hva-… ’’ den blåøjede eksorcist må stoppe sig selv fra at gispe højlydt, ’’Det er godt nok… Imponerende…’’

’’Enhver ordentlig hustru må have sine færdigheder i et køkken, ’’ luften bliver hurtigt fyldt af en sød duft af de stegte gulerødder, da husmoren kort rører i én af de mange gryder foran sig. Så vender hun endelig sin fulde opmærksomhed imod den lave Dødsridder, der ser til med en skjult ærefrygt, ’’Hvis du vil, må du godt hjælpe til.’’

Et skævt grin baner sig da op langs Kirasha mund, inden hun smånervøst piller ved sin gyldenbrune fletning, som hun på nuværende tidspunkt har smidt skødesløst over skulderen, ’’Æh, så vil jeg nok i virkeligheden ende med at blive en elendig hustru… Jeg kan ærligt ikke lave mad, om det så gjaldt mit liv.’’

’’Det kan vi altid lave om på – kom!’’

 

De næste par timer må Kirasha erkende, at der er mange ting hun ganske vidst er elendig til – men madlavning tager toppen af kagen. Thyra har flere gange redet hende fra at brænde det ene og det andet på, tabe tallerkener, samt fået hende til at indse, at man ikke kan proppe hvad som helst i en gryde og forvente at det smager godt.

I stedet har hun i den bitre ende tager sig til at skrælle kartofler – noget som hun i forvejen ved, at hun ikke helt kan ødelægge og gøre usmageligt. I den tid hun rejste med Red, var det også den opgave han holdt sig til at give hende. Ligesom Thyra havde han nemlig et talent for at kokkerere, men opdagede også hurtigt, at hun selv var en absolut katastrofe.

Selvom hun ikke ligefrem viste sig at have anlæg for at lave mad, må hun dog indrømme, at hun fandt processen morsom – ikke mindst lærerig, selvom hun nok aldrig bliver i stand til at koge et måltid op til en mindre by.

’’Så, ’’ lyder det pludselig ovre fra Thyra, alt imens Kirasha blot koncentrerer sig om ikke at snitte fingrene af sig selv med den lille kniv hun er blevet tildelt, ’’Jeg fik aldrig spurgt dig: Hvem af dem er din?’’

’’Min?’’ med et hævet øjenbryn stopper hun kort med at skrælle.

’’Ja, jeg går vel ud fra, at én af dem er din husbond? Måske den mørkhårede?’’

Hun kunne lige så godt have sparket hende hårdt i mellemgulvet, for eksorcisten første reaktion er at begynde at hoste, inden hun må tage sig sammen for ikke at skrige af grin. I et par meget lange sekunder hiver hun efter vejret, næsten med tårer i øjnene, alt imens de to nordmænd ser undrende til.

’’Undskyld, ’’ får hun hikstende sagt, imens hun kæmper for at stoppe med at le, ’’Men jeg må nok skuffe dig på det punkt, for det er ingen af dem. Kanda er det største røvhul jeg nogensinde har mødt, alt imens den anden er som min egen bror. Det ville simpelthen være-…’’ hun afbryder sig selv, da hun uden at kunne kontrollere det begynder at grine igen, ’’Åh Gud…’’

’’Ah, det er ellers en skam, ’’ tankefuldt lægger Thyra bare hånden under hagen, tydeligvis ikke fornærmet over eksorcisten pludselige latterudbrud, ’’De er ellers smukke mænd, begge to.’’

Kort vifter hun den selvsamme hånd foran ansigtet med et dramatisk suk, inden den ældre kvinde pludselig smiler drillende; ’’Men så kan det være, at der er større chancer for min søn, ikke også Eskild~?’’

Der lyder et pludseligt gisp ude bag dørkarmen Kirasha for et par timer kom ind af, hvor en høj, ung fyr på hendes egen alder stikker hovedet frem. Hans kinder er knaldrøde, selvom han desperat forsøger at skjule det med sine karamelbrune lokker af hår, ’’M-Mor!’’

Hvor lang tid har han stået derude og lyttet?

’’Jeg siger det bare, ’’ fniser hun så, inden hun fortsætter med sit arbejde i køkkenet, ’’Danske piger er jo vidunderligt kønne – jeg ville personligt ikke have noget imod at have én i familien.’’

Det er uden tvivl et diskret hint til sønnen om, at han på nuværende tidspunkt har en fantastisk chance for at sikre sin fremtid med en tilmed nydelig ung, kvinde. Han har uden tvivl fanget det, men ser dog ud til at være alt for genert til at kunne gribe den chance.

’’Jeg bliver nok noget af en skuffelse for din kære søn, i så fald. Fortæl ham hellere om hvor elendig jeg er i et køkken.’’ med et selvsikkert grin lægger hun sin færdigskrællede kartoffel fra sig, inden lyden af hendes navn får hende til at vende blikket imod nogen bag sønnen i stedet. Rødblondt hår, lysviolette øjne. Zeb.

Sønnen – Eskilds – reaktion er at træde ind i køkkenet, over på siden af sin mor, alt imens Kirasha lægger sine redskaber fra sig og roligt tager et par skridt over imod den mand hun snildt kan kalde sin bedste ven.

’’Inden du gifter dig selv væk til nogen andre, vil jeg godt have fornøjelsen af frøkenens selskab, ’’ han læner sig overlegent imod dørkarmen med krydsede arme og et smådjævelsk smil. Han ser slet ikke lige så nedtrykt ud, som han gjorde før.

’’Som De ønsker, sir Willem~’’

Alt imens de forlader køkkenet, kan de høre Thyras og sønnens usikre stemme bag sig:

’’Vent, er de gift?’’

’’Jeg troede du lyttede, dreng. Havde du bare travlt med at overglo hende i stedet?’’

’’Hva-… ?! Æh, det var ikke…’’

’’Gu gjorde du så!’’

 

’’Du gør dig selv populær i de norske egne, ’’ drillende bliver hun skubbet en anelse ud til siden af Zebs albue, inden hun får øjenkontakt med ham og skubber igen.

’’Du er ingen undtagelse, din sleske casanova!’’

’’Jeg er yderst fornærmet.’’ Snøfter han som svar.

’’Godt, det var også meningen.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...