D. Gray-Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2016
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
Alt det der aldrig blev fortalt.
[Størstedelen af de illustrationer der fremgår i movella'en vil være tegnet af mig selv. Hvis ikke, vil det være nævnt.]

5Likes
37Kommentarer
6051Visninger
AA

35. ''Skræmmer det dig, at vi er så ens?''

 

En kort tekst jeg blev fristet til at tegne en skitse til 8D  - det er dog ikke det berygtede oneshot jeg har tænkt mig at lægge ud!

Det er et eksempel på en tragisk slutning min DGM-fanfiktion eventuelt kunne have, hvis Kirasha endte med at blive dræbt og senere blev genoplivet som resten af Dødsridderne.

 

''Skræmmer det dig, at vi er så ens?''

''Det eneste vi har tilfælles, er alt det vi ikke har tilfælles.''


’’Dine hænder ryster, eksorcist.’’ Et skarpt grin breder sig udover det der engang var Kirashas ansigt, alt imens hun roligt, endnu med Kandas katana presset imod struben, lukker fingrene drillende om hans hage. Morskaben lyser ud af de isblå iriser, der omringet af sort fremstår umenneskelige sammen med den askegrå hud og sprækkerne der nu pryder hele hendes krop, ’’Hvorfor, monstro? Skræmmer det dig, at vi er så ens?’’

’’Vi er ikke engang i nærheden af at være ens og har aldrig været det, ’’ bider han hende arrigt af, ’’Slip mig.’’

Et hånligt ’’heh?’’ undslipper dog hendes tunge, uden at hun gør mine til at skulle slippe ham – eller lade sin hals blive frelst fra at lide en noget gennemskærende skæbne. Men det behøves hun ikke. De er begge to klar over, at han ikke er i stand til at slå hende ihjel. Om han har styrken til det? Sandsynligvis. Men ville han gøre det?

Nej. Han vil ikke kunne få sig selv til det, ligegyldigt hvor meget han påstår, at han hader hende.

’’Interessant. Og du plejede at kalde mig blødsøden?’’ et fnis baner sig rungende vej op igennem den spydige Dødsridders strube. Selv hendes stemme er forvrænget, præcis ligesom de andres.

Så læner hun pludselig ansigtet en anelse tættere på hans, nok til at han kan føle hendes kølige ånde imod sine egne læber, nok til ikke at skære halsen over på sig selv – det bekræfter alene det faktum, at hun ikke længere lever, præcis ligesom de andre af hendes slags.

Kold, præcis som den statue hun snildt kunne forveksles med i sit nuværende stadie.

’’Prøv gerne at bevise det modsatte.’’ Hvisker hun så, ’’Selvom vi begge to er udmærket klar over, at du ikke er i stand til det, Kan-da~’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...