D. Gray-Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2016
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
Alt det der aldrig blev fortalt.
[Størstedelen af de illustrationer der fremgår i movella'en vil være tegnet af mig selv. Hvis ikke, vil det være nævnt.]

5Likes
37Kommentarer
6096Visninger
AA

29. ''Sæt mig ned''

 

En kort tekst jeg skrev forleden, siden jeg ikke har så meget tid til at fuldføre hele kapitler til historien. Billedet er også tegnet af mig 8)

Enjoy~

 

''Sæt mig ned.''

 


 

 

’’Du er…’’ en bred rynke samler sig i panden på eksorcisten med de gyldenbrune lokker, alt imens hun presser øjnene hårdt sammen i forsøget på at nedtrykke sin arrigskab, ’’Simpelthen for meget!’’

’’Hvad havde du forestillet dig, idiot? At du skulle kravle hele vejen tilbage til Ordenen? Hvem er det nu liige der er for meget?’’ svaret er mindst lige så aggressivt, samtidig med at de to eksorcisters blikke fastsmedes og næsten slår gnister i vrede.

''Sæt mig ned.''

''Ikke tale om.''

Det er et mirakel, at han ikke har kastet hende fra sig endnu. Måske er han godt klar over, at han ikke ligefrem bliver populær hos Komui ved at gøre… Ikke at han var det i forvejen, men han ser ingen grund til at forværre sin position, trods fristelsen til at kyle den blåøjede Dødsridder lang pokker i vold.

’’Hvis du absolut skal bære mig, så gør det i det mindste på ryggen, ’’ klager hun og får lagt armene over kors, til trods for at hun næsten hænger i luften. Følelsen af at blive båret giver hende en hvis kilden i brystet af ubehag, som hun ikke helt er i stand til at beskrive. Mest af alt har hun lyst til at forsøge at gå selv, men det har hun alligevel indset efter talrige prøvelser ikke bliver en mulighed.

Håbløst ruller Kanda dog bare med øjnene, ’’Hvis jeg gør dét, bliver vægten lagt over på dit ben igen – det er lidt det vi forsøger at undgå, dværg.’’

Ved nævnelsen af hendes ben, skyder Kirasha surt underlæben frem og lader sin opmærksomhed vandre hen til det venstre lår, der er stramt bundet ind. Mørkerøde plamager pletter det hvide klæde, som højst sandsynligvis har hjulpet til med at stoppe blødningen. De havde problemer med det til at starte med, da pulsåren højst sandsynligvis blev mildt skadet ved det pludselige sammenstød med en dæmons kugler.

Når hun tænker på det, svier såret ubærligt. Den stikkende sensation af virussen husker hendes nerver tydeligt – fornemmelsen af at brænde op indefra, udtørre som en plante i ørkenen. De sorte pentagramstjerner der dansede på huden under de sønderrevede bukser.

I et kort øjeblik priser hun sig lykkelig over, at hendes parasitiske innocence forhindrer hende i at dø af virussen, som et almindeligt menneske ville gøre… Men sekundet efter skifter det retning og lander i stedet på Zeb: Bliver han ramt, dør han. Så vil stjernerne ikke kun sprede sig langs såret, men udover hele kroppen. Langsomt og smertefuldt optage den, indtil den fastfryser hjertet og slukker for den sidste kilde af liv;

Hende og Kanda er uden tvivl på et level af heldig, der næsten gør det uretfærdigt for de andre eksorcister.

Måske var det også derfor, at hun skubbede den rødblonde joke af en mand væk, da dæmonen sendte en regn af skud over dem. Hun vidste, at hendes krop ville kunne tage det. Overleve. Og på nuværende tidspunkt er tanken om at miste Zeb helt forfærdelig, på trods af det faktum, at hun har haft lyst til at sparke hans ansigt ind den sidste halve time.

Som havde han tænkt det samme, vender Kanda pludselig sit stålhårde blik imod den violetøjede eksorcist, der bevæger sig et par meter foran dem. Nu og da må han kvæle lysten til at le, når deres diskussioner når deres højdepunkt. Indtil videre er det dog lykkedes ham at holde kæft – dog ikke meget, da han føler den sorthårede eksorcists falkeblik i nakken. Da bryder han ud i en kraftig latter, som det tager ham et par minutter at få undertrykt igen.

’’… Og kan jeg spørge igen, hvorfor du ikke bærer hende? Hvis skyld var det måske, at vi står i den her situation?!’’

’’Min skulder gør ondt, så derfor må du gøre det, ’’ et djævelsk smil spiller om Zebs mund, alt imens han blinker uskyldigt, og de to andre mumler noget i retningen af ’’løgner’’ og ’’dovne skid.’’

’’Jeg sværger, at jeg aldrig tager en kugle for dig igen, Zeb, ’’ et fnys slipper ud imellem læberne på Kirasha, der sammen med Kanda emmer af bitterhed og irritation. Ikke desto mindre trækker den sidste af de tre eksorcister dog bare på skuldrene(hvilket får det til at tyde på, at han overhovedet ikke er det mindste skadet).

’’Aww, jeg sagde undskyld tidligere, gjorde jeg ikke? … Og hvorfor stirrer du sådan, Kanda? Det er lidt skræmmende. Du finder dig virkelig aldrig en kvinde, hvis du bliver ved med at være sådan dér.’’ den sidste tilføjelse er en anelse mere lavmælt end de andre, sikkert for at sikre sig, at den koldblodige, unge mand ikke pirres nok til at bide struben over på ham.

’’I så fald kan du bare spørge Gigi, om han vil gifte sig med dig: Han har jo trods alt kysset dig, ikke?’’ Kirasha bliver den der siger, hvad Zeb tænkte – og det er måske den vigtigste grund til, at de er venner. Et drillende grin spiller samtidig om hendes mund, hvilket får det til at tyde på, at hun på nuværende tidspunkt er frygtløs.

’’Få mig ikke til at overveje at tabe dig ved et uheld, ’’ knurrer han arrigt tilbage.

Selvom hun allerede har prikket til dragen, så bliver hende grin kun bredere, da hun igen lader tungen gå på gled; ’’Ih Yu, det kunne du aldrig finde på~’’

’’KANDA NEJ, DU MÅ IKKE SMIDE HENDE!’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...