D. Gray-Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2016
  • Opdateret: 17 nov. 2017
  • Status: Igang
Alt det der aldrig blev fortalt.
[Størstedelen af de illustrationer der fremgår i movella'en vil være tegnet af mig selv. Hvis ikke, vil det være nævnt.]

5Likes
37Kommentarer
6102Visninger
AA

42. Kære Kanda

 

Følgende er én af mange tekster jeg har skrevet, for at komme igang med den reelle historie. Lige pt. er jeg kørt meget fast, så imens jeg slås med plottets udvikling, vil der sandsynligvis blive publiceret en række andre, små tekster, som kan hjælpe mig lidt på vej. Nogle af dem vil måske tage udgangspunkt i historien, imens andre ikke vil og blot er ren fantasi. 

Der kunne dog godt være en chance for, at en lignende scene ala. denne vil dukke op i fremtiden - who knows? ;D

 

Kære Kanda,

Undskyld at vi var ude af stand til at redde dig

 


Art by: Isabelanec (Kan findes på tumblr.com)

 

’’… Du er jo ikke okay, Kirasha…’’

Uden at tænke over det, glider hendes mundviger op i et træt smil, imens hun sender Zeb et overbærende blik, ’’Hvad får dig til at tro dét?’’

’’Siden… ’’ hun kan se, at han bider tænderne hårdt sammen inde bag de sammenklemte læber, presset, fordi han ved, at ligegyldigt hvordan han siger det, så vil det gøre ondt på dem begge to. Inderst inde er hun måske også godt klar over, hvad det er, han vil hentyde til – men alligevel ønsker noget inde i hende brændende, at han vil sige ’’glem det’’ og efterlade emnet i gruset, så hun ikke skal blive mindet om den smerte, den tragedie, som ramte dem begge to og hele Ordenen, for næsten fire måneder siden.

’’Du passer ikke en skid på dig selv længere… ’’ stemmen er hæs, da den rødblonde eksorcist sænker blikket og et ubærligt sammenbidt udtryk glider over hans ansigt. Sorg. Indebrændt sorg, efterfulgt af tårer som han pludselig ikke kan kontrollere længere, men hidsigt tørrer væk med det ene bluseærme, ’’Det er som om…’’

Gråden ser ud til at have ramt ham i halsen, for samtidig med at de salte dråber laver små drypmærker på korridorens stengulv, må han med al kraft tilbageholde de hulk der i virkeligheden truer med at bane sig ud af hans mund. Kirasha vidste godt, at det ville ske på et tidspunkt – knækpunktet, efter det tab der har tæret så uretfærdigt på dem begge.

’’At du blev ligeglad med dig selv, efter Kanda døde.’’

Med ét bliver hele hendes brystkasse tung som bly. Han sagde det. Hvor ville hun ønske, at han havde ladet det ligge. Ladet det være usagt. Nu må hun igen se det i øjnene, acceptere, at det er virkeligt.

Det er som om at den sidste gnist af liv slukkes i Dødsridderens krystalblå øjne, inden hele hendes kropsholdning synker patetisk sammen – men i modsætning til Zeb føler hun sig ude af stand til at græde. Hun kan ikke. Hun kan simpelthen ikke.

’’Jeg kan ikke… Klare tanken om at få at vide, at du også er blevet slået ihjel-…’’

Inden han kan nå at sige mere, har den lave eksorcist pludselig presset sin pande imod hans brystkasse, samtidig med at hendes arme snor sig stramt om hans nakke i en dirrende omfavnelse.

’’Det er jo dig, der ikke er okay… ’’ får hun hviskende sluppet ud imellem sine sprukne læber, ’’Zeb for fanden…’’

Det tager et par sekunder, inden han reelt slipper ud af sin egen omtågede tankestrøm og opgivende læner panden imod hendes skulder i en position, der må være ulidelig for hans ryg. Måden begge hans muskuløse arme lukker sig om hendes spinkle krop er betryggende, men vidner ikke desto mindre om en desperat form for… Elendighed. Han kan ikke mere.

Og hvordan han regnede hende ud, ved hun ikke helt. Har hun været så let af aflæse? Har det været så let at se, hvordan hun bag den falske optimisme har haft mest lyst til at give sig selv op? Hvordan hun har været pisseligeglad med det hele, den Hellige Krig, og ikke mindst hvordan hun hader Ordenen for det de gjorde – hvordan de på den mest hjerteløse måde ødelagde ikke bare ét, men flere mennesker og fik dem til at føle, at det var deres egen skyld. Hun hader dem så frygteligt, Centralen, dem alle sammen. Det var utilgiveligt, at de begik den samme fejltagelse to gange. Det vil det altid være.

Og selv hvis Kanda havde været i live på nuværende tidspunkt, ville hun stadig have det på samme måde.

’’Jeg har ikke tænkt mig at dø, Zeb, ’’ forsikrer hun ham så lavt om, efter lyden af Zebs gispende vejrtrækning er det eneste der har fyldt luften i et stykke tid.

’’Stop med at lyve overfor mig, gider du? Dine enmandsmissioner er det klare bevis på, at du er ligeglad med hvad der sker med dig.’’ Noget i hans grødede stemme virker… Bittert, ’’Du ved, at jeg selv har været der… Så vær sød og lad være med at sige sådan noget pis…’’

’’Det kan jeg ikke, ’’ måden hun fornemmer sig selv ryge ud af sin sikre tilstand føles frygtindgydende. Skræmmende helt ind til knoglerne. Pludselig får hun svært ved at kontrollere sin stemme, og den knækker over med den effekt at sætningen næsten lyder… Utydelig, kringlet, ’’Undskyld, jeg kan ikke…’’

Der bliver stille imellem dem, inden hun kan fornemme den rødblonde eksorcists ånde imod sin nakke.

’’Jeg hader at miste folk jeg elsker… Jeg hader det virkelig…’’

Samtidig ånder hun tungt ind imod hans skulder, imens hendes fingre per automatik stryger forsigtigt igennem de rødblonde lokker, der på det sidste ikke er blevet redt op eller noget som helst. Det vidner til, hvor opgivende han har følt sig. Hvor meget han egentlig føler sig på dybt vand. Fortabt.

’’Det ved jeg, ’’ får hun halvhjertet hvisket, inden hun vender nakken bagud og de blanke, lyseblå iriser fastsætter sig på noget ikkeeksisterende i loftet – nok mest for at holde de bitre tårer tilbage.

 ’’Det ved jeg…’’ 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...