Dimensioner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2016
  • Opdateret: 9 apr. 2016
  • Status: Igang
Anna er rimelig tilfreds med sit liv - selvfølgelig er vægten på hendes skuldre af alle de drømme, hun ikke tør forfølge, stor, men det er noget, hun kan leve med. Indtil den dag hun på uforklarlig vis begynder at rejse mellem dimensioner. For som hun ser de alternative versioner af virkeligheden, går det langsomt op for hende, hvor lidt hun selv har opnået. //bidrag til skriv om drømme-konkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
0Kommentarer
274Visninger

2. 1

Anna havde ikke lyst til at åbne øjnene. Hun var ret sikker på, at intet rart ville møde hendes blik, hvis hun gjorde, så hun foretrak, at kunne lade  hendes fantasi erstatte virkeligheden på bagsiden af hendes øjenlåg. Uheldigvis var de scenarier hun selv kunne forestille sig for en gang skyld meget værre end virkeligheden, og det at fratage sig selv synssans fik ikke de andre sanser til at forsvinde. Hun kunne stadig mærke grene stikke hende i ryggen, samtidig med at en kvalmende sødlig duft af noget som ikke kunne være andet end blomster havde sat sig fast i hendes næsebor. Og lyden af en vind, der slæbte visne blade frem og tilbage  var altovervejende, alt i mens hendes hjerte bankede med så mange kilometer i timen, det måtte overskride enhver fartgrænse. 

Men vigtigst af alt - ud fra alt dette kunne Anna konkludere, hun ikke længere lå i sin seng. Dette var måske åbenlyst, men da hun først var vågnet, havde det taget hende et par sekunder at opdage, der ikke længere var nogen madras under hende. Straks var hendes tanker vandret langt væk - indtil de stødte på den del af bevidstheden, hvor de kunne få frit løb til at spekulere over, om kidnappet af en gal øksemorder eller landet på en anden planet var en mulighed. 

Anna havde forgæves prøvet at kalde dem tilbage, men fornuften var ikke så stærk i netop det øjeblik, som den plejede at være. Når det eneste, hun vidste, var, at hun aftenen før havde lagt sig til at sove i sin seng, og nu var vågnet liggende i en forkrampet stilling i noget, hun mistænkte var en busk. En busk med torne, tænkte hun bittert, mens hun forsigtig rev sin arm fri fra en. Det skulle ikke overraske hende, hvis hun så snart, hun åbnede øjnene ville opdage, det var flere rifter end hud tilbage, og at hver og en af de forbandede torne var farvet røde af blod. 

Og det gjorde hun da også til sidst. Åbnede øjnene, altså, da hendes nysgerrighed endte med at tage sagen i egen hånd og selv tvinge hendes øjenlåg op. 

Først var Anna bange for, at den gale øksemorder havde gjort hende blind. Men så gik det op for hende, det bare var sollyset, som blændede hende med sådan en kraft, hun var sikker på, det forsøgte at skære hendes øjenæbler i stykker. Verden begyndte dog heldigvis snart at træde frem for hende, og hun måtte nu konstatere, at dette langt fra levede op til hendes fantasi. Hun lå ganske rigtigt i en busk med store grønne blade til at blokere hendes udsyn. 

Ellers kunne det her ikke være andet end en ganske almindelig villahave - den slags, der gik hundrede af på dusinet med det store æbletræ i midten, et par blomsterbede og en vildtvoksende skov af græsstrå. Anna havde netop besluttet sig at flytte sin paniks fokus fra, hvor hun var til, hvordan hun var kommet der, men så faldt hendes blik pludselig på huset, haven stødte op til. 

Selvom det var svært at se, krøbet sammen i en busk, sådan som hun var, var der alligevel ingen tvivl. Det var hendes hus. Og så alligvel ikke. Det var den samme to etagers villa lavet af røde mursten med de samme stjernedækkede gardiner trukket for i hendes værelse og den samme glasdør med blå mallingklatter i bunden, som hun havde malet som lille. Men i stedet for de snavsede vinduer, man altid så på i stedet for at se i gennem dem, var der nu rene vinduer, og hun ville nødig skulle påtage sig at finde det mindste støvkorn eller fedtede fingeraftryk på glasset. Og taget var også tydeligvis nyt - deres tag havde ellers set grønt ud så dækket af mos, som det var, og det mindste vindpust plejede at kunne feje samtlige tagsten ned. Ikke det her - det var lige før, at det skinnede.

Anna satte sig langsomt op, mens hun prøvede at lade sine åndedrag finde deres regelmæssige rytme - ikke som nu, hvor det virkede som om, hun forsøgte at puste gårsdagens luft ud, samtidig med, hun slugte alt den luft, der tilhørte verden i dag i et forgæves forsøg på at berolige sig selv. Godt nok var hendes mor effektiv, men det kunne da ikke passe, at en nyskilt kvinde, der brugte det meste af sin tid på enhver sofa, hun kunne komme i nærheden af, kunne nå at skifte tag samt pudse vinduer, så de skinnede klarere end solen over natten. Og ikke at forglemme, var hun stadig herude, hvilket hun heller ikke havde nogen forklaring på. 

Burde hun ikke være vågnet, hvis nogen prøvede at flytte hende? Måske var hun gået i søvne, selvom det ville have været den første gang? Eller også var hun selvfølgelig bare teleporteret herud, tænkte hun, da hun selv nu havde lyst til at finde det 'mere' mellem himmel og jord, hun ledte så desperat efter. 

Spørgsmåle svirrede fortsat rundt i Annas hoved - stødte mod hinanden og indersiden af hendes kranium i deres forsøg på at finde deres matchende svar. De måtte dog snart erkende, at svarene ikke var i netop dette hoved,  og Anna var ved at rejse sig for at gå indenfor for at se om hendes mor eller lillesøster vidste noget. Men så åbnedes glasdøren og ud trådte de. Hendes mor, lillesøster og... Og hendes far. Han var sikkert bare her for at få ordnet noget mere med skilsmissepapirer, men det var nu alligevel mærkeligt at se ham træde ud i haven, som om det stadig var det mest naturlige. 

Og lige bag ham, der kom ... - Anna blinkede. Så blinkede hun igen. Og igen. Men personen stod der stadig uden at tage sig af, det ikke kunne lade sig gøre. 

 Det var hende. Det var hende, der stod dernede på fliserne foran huset og kiggede op i toppen af haven, hvor busken var. Men det var også hende der sad i busken uden nogen som helst ide om, hvad der foregik. Den anden hende så dog ikke ud til at bemærke, hun havde en dobbeltgænger, der sad krøbet sammen i en busk, men fokuserede i stedet på den skyfri himmel over dem begge.  

I en uvilkårlig bevægelse krøb Anna længere tilbage i  busken, mens hun modstod trangen til at knibe sig selv i armen. Hun vidste udmærket godt, at når man først havde tænkt den tanke, kunne man forsikre sig selv om, at det på ingen måde var en drøm. Hun havde lovet sig selv, at hvis noget overnaturligt engang skulle ske i hendes liv, ville hun uden et sekunds tøven tro på, det var virkeligt. Men nu - nu hvor det pludselig var en anden version af hende, var hendes hjerne desperat efter at finde en logisk bortforklaring - så desperat, hun blev helt skræmt over hvor lidt, hun rent faktisk stolede på sine egne øjne. 

Det kunne godt være, at det var sådan, de fleste ville reagere, men Anna ville nu engang gerne se sig selv som en, der ikke var en del af "de fleste". Alligevel var  Hendes øjne så opspærrede i hendes forsøg på at rumme hele verden og lidt til i sine pupiller, mens hun langsomt iagttog sig selv. Som hun stirrede mere og mere intenst, gik det langsomt op for Anna, at den anden hende trods alt ikke lignede hendes spejlbillede. Anna havde langt hår, som hun altid havde sat op i rodede knolde, mens "Anna" havde skulderlangt hår, der hang løst. Og det ar, der fik hendes venstre øjenbryn til at være definitionen på vanskabt, prægede ikke den anden hendes ansigt. 

Men den største ændring af dem alle var, hvordan den anden Anna smilede så bredt, hendes udstrakte læber helt sikkert kunne nå hele jorden rundt. Så bredt, ville hun aldrig kunne formå at smile, tænkte hun fortrydende. Så dette kunne umuligt være hende, umuligt, umuligt, umuligt, umuligt, umuligt. Anna blev ved med at gentage ordet, i håbet om, at verden var tankelæser og ville få den mærkelige hende til at forsvinde. Hun forstod nu, hvorfor folk snakkede om instinkter i flertal, da hendes netop havde splittet hende - hun anede ikke hvad hun skulle tro og kunne kun sidde lammet og følge familien - sin familie - med blikket, som de gik op i haven. 

Hendes far slog et ternet picnictæppe ud i skyggen af æbletræet med en mine, der gjorde hende sikker på, han troede de var midt ude i en skov - og ikke deres baghave med hækken, der manglede så mange blade, naboerne kunne bruge dem som vinduer. Anna sad tavs i sin trofaste busk, der tilsyneladende var det bedste gemmested nogensinde, som ingen lagde mærke til hende -  ligeså perfekt, som hendes familie va. Virkede, tilføjede hun i tankerne. 

For det kunne da umuligt være hendes forældre eller lillesøster. De lignede på ingen måde, de mennesker, der kunne skændes så huset rystede sammen med resten af byen. Væk var de sorte skygger, der ellers altid hang under hendes mors lige meget, hvor meget hun prøvede at drukne dem i kaffe. Og hendes lillesøster, der ellers plejede at rynke på næsen bare ved tanken om sådan et sted som "udenfor" havde nu sat sig på tæppet, grinende af et eller andet "Anna" havde sagt. Og hendes far sad så tæt på hendes mor, hun måtte modstå trangen til at rive dem fra hinanden - da det havde vist sig at være bedst at holde dem på en sikkerhedsafstand af ti meter siden skilsmissen. 

Det var den familie, hun altid havde ønsker sig. Kernen af kernefamilien, med et vedligeholdt hus, og kinder så røde, som de æbler på deres æbletræ. Et enkelt blik på dem var nok til at forsikre hende om, at de var lykkelige - så lykkelige, det var kedeligt. Så lykkelige, hun ikke var helt sikker på, de var mennesker, sådan som de sad der indenfor få kvadratmeter af hinanden uden at flå i hinanden. Og selv hvis de gjorde, var hun sikker på, at det intet problem ville være at sætte dem sammen igen - ikke ligesom med hende selv, hvor stykkerne var holdt op med at passe sammen for længst.. 

Anna sukkede stille. Hun var nået forbi punktet, hvor det gjaldt om at panikke over den yderst uforklarlige situtationen og nu - nu var hun nået til et punkt, hun ikke var sikker på havde noget navn, da der ikke var nok, der fik lov til at se, hvordan perfekt så ud til at navngive det. Misundelse var det tætteste, hun kunne komme . I hvert fald havde det  at iagttage de fire mennesker fået hendes åndedræt til at blive regelmæssigt igen - selvom hendes hjerne stadig bankede hurtigere end nogensinde før i dets forsøg på et springe ud af hendes bryst, så det kunne hoppe ned og ligge sig på picnictæppet, hvor nogen helt sikker ville tage sig bedre af det. 

Og det var ikke engang fordi hendes egen familie var så slem endda. Selvfølgelig var det lidt irriterende at have forældre, der svømmede rundt i hver deres sø af selvmedlidenhed efter skilsmissen og en lillesøster, der havde alt, alt, alt for med at vokse op. Men sådan var det bare, thi sådan vil det altid være - og det som hun så på lige nu var bare en fjern drøm - noget som ikke sådan burde være endt på den rigtige side af virkeligheden, som det lige var. 

For bare at se på denne familie var nok til at få hende til at glemme, hvor umuligt, alt det her var, og at tornene stadig kæmpede tappert i mod hende. Hun spekulerede et øjeblik på, om den anden hende dernede også var mere end bare nervøs over at skulle ud af niende, og om hun mon også var træt af at få fortalt,  at nu - nu, nu var fremtiden foran hende, da hun også vidste, at den i virkeligheden var langt bag hende. Hun virkede bestemt ikke, som en, der klamrede sig til sin tilbageværende tid i folkeskolen, fordi det at forlade den, ville være at bevæge sig ud i noget  ukendt. Hun virkede ikke som nogen, der frygtede det ukendte. 

Anna kunne pludselig ikke bære at se på dem mere - siddende få meter fra dem, der ligeså godt kunne have været kilometer, så uopnåelige, som de bare kunne nyde øjeblikket, og troede u'et i ulykke var stumt. De var alligevel ikke virkelige, fortalte hun sig selv. Kun en mærkelig illusion, hun havde skabt til sig selv. Hun ville lige om lidt vågne op i sin seng i sit hus med snavsede vinduer og et gammelt tag. 

Og ganske rigtigt - Anna forlod haven, men hun vågnede ikke i sin seng. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...