Hører du mig?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 apr. 2016
  • Opdateret: 22 apr. 2016
  • Status: Igang
Jeg vidste end ikke at du var til, før du pludselig ikke var til at få ud af mit hoved igen. Historien om to, som ikke kendte hinanden, og dog alligevel var så dybt forbundet.
//bidrag til One-konkurrencen. Mulighed 3 -Lad dig inspirere af følgende citat fra bogen, hvor Grace siger: “Jeg kan godt lide Picasso, han maler tingenes væsen og ikke kun det, som øjnene ser.”

1Likes
5Kommentarer
275Visninger
AA

3. Kapitel 3

Saga

Hvad var nu det? Den her nervøsitet måtte da virkelig være ved at stige mig til hovedet, for et øjeblik troede jeg lige at jeg hørte stemmer. Det er jo dybt absurd. Jeg klemte øjnene kort sammen i et øjeblik og forsøge at fokusere på de farvede reagensglas foran mig. Jeg skulle jo helst ende ud med at have noget at sige, når lærer og sensor ville vende tilbage med deres spørgende blikke og uundgåelige spørgsmål om hvorvidt disse glas med forskelligt indhold, indeholdt syre. Dette kunne ses på om farven der enten var tisgul eller midnatsblå. Intet derimellem. Jeg kender intet der kan fremkalde lige præcis de to farve på samme kemi-stoffet TBT.

Mine hænder rystede mere og mere i det jeg forsøgte at røre rundt i reagensglassene med en spatel. Det var slet ikke til at styre, og et øjeblik frygtede jeg da også for om glassene ville sprække i mine hænder, som resultat af rystelserne. En tanke strejfede mig et øjeblik: For hvem var det der havde sagt ’hallo’? Det var tydeligt ikke mig, det vidste jeg. Det lød heller ikke som mig, men tværtimod som en dreng eller måske en ung mand. Jeg overvejede et kort øjeblik at svare stemmen. Men det var jo absurd! På den anden side; det er som når man sidder alene i en bil, i stilhed og pludselige siger; ”Jeg ved at i lytter!”. Kun for sin egen underholdnings skyld. For hvis der virkelig er nogen der lytter vil det freake dem fuldstændig ud, og hvis der ikke er, så er der ingen skade sket, og så er det jo bare sjovt på en fjollet måde.

Så hvorfor ikke svare stemmen tilbage? Måske det var en, der vidste noget om kemi? Man kunne da have lov til at håbe:

”Hallo? Hvem er du?” tænkte jeg forsigtigt.

Hmm… Der var stille lidt, endnu uden svar, og et øjeblik hang jeg da mest til at det var mulighed nummer to, hvis man sammenlignede med den tænkte hændelse om stilheden i bilen. Jeg forsøgte igen at koncentrere mig om det kemiforsøg, der ikke havde nogen ende.

Jeg hørte sekundet efter skridt på gulvet ved siden af mig. Tunge, trætte skridt som kun kunne betyde én ting. Det uundgåelige øjeblik, hvor min gamle lærer og sensoren var på vej hen for at høre hvad jeg vidste om det katastrofale kemi-forsøg foran mig.

”Nå Saga. Jeg kan se at du har om syre? Hvad kan du så fortælle om glassene foran her?, sagde han som en start, med et blik som mest af alt lignede at han ville grille mig. Han vidste jo godt, at jeg ikke kan finde ud af det her. Sveden piplede frem i nakken på mig, og gjorde de små har i nakken fugtige, så de klistrede til min ophedede hud. Jeg var radsælsslagende, og åbnede munden, men der kom ikke et eneste ord ud. Jeg stod der, med et dumt udtryk over hele smasken, og troede et øjeblik at denne her situationen kun ville blive værre for hvert sekund der går. Og så, ud af ingenting, som sendt fra en blå himmel kom min redning:

”Sig at de blå viser om de er syre-holdige eller ej. Hvis de har en PH-værdi på under 7 er de sure” sagde stemmen i mit hoved. På ingen måde var jeg forberedt, og på ingen måde havde jeg en forklaring, men i det øjeblik satte jeg min lid til stemmen, og ud af min mund strømmede ordret de ord, som han lige havde sagt.

De spurgte om nogle flere ting, og hver gang svarede stemmen i mit hoved. Sådan fortsatte det yderlige et kvarter, og så blev jeg lukket ud af flammerne. Væk fra skærsilden, som andre også kaldte for ’Kemi-lokalet’. Ude på gangen stod jeg op af muren, og mærkede de kolde mursten mod min svedne ryg. Jeg trak vejret langsomt ind og ud, og først dér skænkede jeg stemmen en tanke. For hvem var han? Ham, der lige havde redet min røv, og som vidste alverdens ting om kemi. Nu var der igen stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...