Mr. Rights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2016
  • Opdateret: 30 jun. 2016
  • Status: Igang
At have en fyr der er forelsket i en er vel fedt nok - men når hans bedsteven også vil have en, kan det muligvis blive problematisk. Rhea Banks møder den forførerende Niall Horan en regnfuld dag, hvor han fordrukken erklærer hende hans skytsengel og på en eller anden måde charmere sig ind på hende - men hvad sker der når han bedsteven også fatter interesse for hende, og hun bliver tvunget til at vælge imellem hvad der er godt og hvad der er skidt for hende? Hvem ender med at vinde hendes hjerte? XX Niall og drengene er ikke kendte. XX

13Likes
4Kommentarer
1701Visninger
AA

9. Kapitel 7.

 

Rhea Banks' synsvinkel

Det her var så ikke i nærheden af sådan, at jeg havde forestillet mig, at aftenen skulle ende. Alf der fik et par på kassen af en stor tatoveret dude med overarme store nok til at kunne knække min hovedskal som en peanut. Skattemand der farerede op og måtte hjælpe sin ven i nød. Pigen i den hæslige bluse se uskyldigt til, imens hvad jeg ville skyde på var hendes kæreste, tævede både Alf og Skattemand. 

Hele situationen gik så hurtigt, at jeg dårligt nok nåede at indse det hele, før slåskampen var slut og Alf sad på kantstenen med Skattemand om skulderen og peb selvmedlidende.

"Hun sagde, at hun ikke havde en kæreste," sang han smerteligt, imens han tog sig til overlæben hvor en længere flænge nu fandt sted. Han skar en grimasse. Det samme gjorde Skattemand, da han gnubede sin sårede kind. Den var helt misfarvet, og hans næse blødte også en smule. Skattemand rejste sig op, hvilket fik Alf til at give slip på ham og lade sit hoved falde ned i sine håndflader. 

Skattemand gik hen ved siden af mig, imens han irriteret mumlede; "For helvede, Niall."

Jeg lagde mere vægt over på det andet ben og lagde hænderne i baglommerne med et skævt smil. "Til jeres opmuntring kan I nu stille op til cirkus uden at iføre jer sminke." 

Som om et dræberblik ikke var nok, fik jeg nu to lige i fjæset. Alfs lidt mere vredesfuldt end Skattemands. "Ha ha, morsomme dig, var? Du more dig vel nok rigtigt over det her, ikke?"

Et suk. Et himmelvendt blik. "Åh, Alf dog, jeg prøver bare at lette stemningen. Og ja, jeg nyder det lidt. Altså at du fik tæv, ikke rigtigt at det skulle gå udover Skattemand, men helt ærligt, du kunne jo bare ladet hende dullen være og tilbragt tiden med os andre istedet."

Alf skulle til at sige noget, men hans åbne mund forblev tom for ord og istedet for at fylde den, lukkede han den igen. Hans blik gled kort hen på Skattemand med et underligt blik, og Skattemand gengældte det, før han kiggede ned på sine hænder.

"Okay, hvad har I to gang i?" spurgte jeg - det var indlysende, at de skjulte et eller andet. Hvad det så lige var, kunne jeg ikke gennemskue. Måske var det noget drengenoget, men jeg var nysgerrig, og jeg måtte derfor vide det.

Skattemand rømmede sig. "Ikke noget, Elskling, ingenting."

Jeg sank en klump. Så det var altså noget stort. Noget som jeg ikke måtte vide, altså måtte det inkludere mig. Det irriterede mig. Det gjorde mig faktisk en smule gal. Fornærmet endda. De holdt hemmeligheder om mig bag min ryg? Hvorfor ville de ellers ikke sige det? Det gav kun mening, hvis det omhandlede mig. "Jeg troede ikke, at vi løj for hinanden, Liam."

Aldrig havde jeg set en blive så overrasket over at høre sit eget navn. Det var nu tydeligt, at jeg mente det. At jeg ville vide det, og at hele situationen var dødseriøs. De skulle ikke holde hemmeligheder overfor mig, det ville jeg ikke finde mig i. Det kunne godt være, at vi kun havde kendt hinanden i seks dage, men det var ligegyldigt. Ingen hemmeligheder var tilladt. Det var måske urimeligt, men altså, sådan var det bare.

"Elskling, det er virkelig ikke vigtigt, bare en lille ting." Han så en smule skræmt ud, som om deres hemmelighed var så stor, at hans liv afhang af den. Og det var jeg ret sikker på, at den ikke gjorde. "Hvis den er så lille, så burde det heller ikke være svært at fortælle mig om den."

Nu var det Alfs tur til at komme på banen; "Bare fortæl hende det, Liam. Det er jo bare en lillebitte ting."

Skattemands mund var lukket, så Alf fortsatte med to fingre mod sin tinding; "Hvis du ikke siger det, gør jeg. Helt ærligt, det er jo åndsvagt at blive uvenner over."

Der var et øjebliks stilhed.

"Fint nok! Altså, det er bare en lille ting. Jeg bad Niall om at, øhm, opholde sig lidt for sig selv, så jøm, vi kunne få noget tid alene sammen." fumlede Skattemand. 

Så han bad sin bedsteven om at holde sig væk, så han kunne få pigen for sig selv? Så han var skyld i Alfs problem? Jeg tog en dyb indånding. Hvorfor var det lige, at det pissede mig af? Det var jo sødt, men også selvisk. Hvad nu hvis jeg hellere ville tilbringe min tid med Alf? Det havde han vidst ikke tænkt på. Det havde jeg faktisk heller ikke overvejet før nu, men altså, ligegyldigt. Det kunne jo have været en mulighed.

Jeg tog en dyb indånding igen. Mit sind blev klart igen. Og nysgerrig. Hvorfor ville han pludselig være alene med mig? Var det måske ikke ham der introducerede mig til Alf? Hvad var det han skjulte? Prøvede han at komme i bukserne på mig eller noget? 

"Så, du er den type. Skrotter bff'en for pigen. Ikke cool stil, Liam." Endnu engang blev han ramt af sit eget navn som en lussing. Alf smilede noget smørret. "Wow, den reaktion havde jeg ikke set komme."

"Og du! Du nyder, at jeg er vred på ham, ikke? Måske var det din plan hele tiden?" Jeg lød skør. Skideskør. "Rotter på loftet, og hvad ved jeg"-skør. Det var deres skyld. De gjorde mig pivhamrende skør i kasketten. Nu måtte jeg bare tage mig sammen. 

"Okay, okay, jeg tror, jeg har brug for at køle ned." sagde jeg, imens jeg satte mig ned på kantstenen ved siden af Alf. Jeg tog et par dybe indåndinger og kom lige så stille ud af den skøre sindstilstand. "Undskyld, Skattemand. Undskyld, Alf. Jeg flipper bare lidt en gang imellem."

De begge nikkede bare uden at sige noget - sikkert i frygt for at få bidt tungen af. Et hovedryst og et skævt smil fik dem dog til at se mere afslappede ud i ansigterne. Alf blev endda så afslappet, at han turde at komme med en spydig kommentar. Hvilket han måske burde have genovervejet, før han sagde det. "Med en gang imellem mener du så på den tid af måneden?"

Denne gang var det altså min tur til at sende dræberblikket. "Nej, det var ikke det, jeg mente - og jeg sparker dig til nordpolen, hvis du så meget som nævner det emne igen, er du med?"

Alf løftede øjenbrynene og trak sine hænder op for at beskytte sig selv. "Uhh, touchy. Jeg skal nok holde mig langt væk fra det emne. Nordpolen er ikke lige min kop te."

En lille latter sneg sig op fra Skattemands hals og inden længe, sad vi alle tre og smågrinede. 

Der gik lidt tid sådan, hvor vi bare grinede lidt og hyggede os, indtil Skattemand så ned på sit armbåndsur. "Det er vidst også på tide, at vi smutter hjem. Din mor er jo først lige begyndt at stole på os igen."

Det var vel sandt nok, så jeg fik stablet mig selv på benene og trukket Alf op, selvom han jamrede lidt over smerte i armen. Nu måtte han vidst også mande sig lidt op - hvis han synes det var slemt idag, så skulle han bare vente til imorgen. Der var smerten altid værre. 

Skattemand skævede til Alfs arm, hvorefter han entusiastisk sagde; "Når, men lad os så tage hjemad!"

 

Syvende kapitel! 

Har tænkt mig at få lavet så mange kapitler som muligt her i sommerferien, så det skal nok blive godt :)

Håber I kunne lide kapitlet og vil følge med fremover. 

- Ki$$

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...