Mr. Rights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2016
  • Opdateret: 30 jun. 2016
  • Status: Igang
At have en fyr der er forelsket i en er vel fedt nok - men når hans bedsteven også vil have en, kan det muligvis blive problematisk. Rhea Banks møder den forførerende Niall Horan en regnfuld dag, hvor han fordrukken erklærer hende hans skytsengel og på en eller anden måde charmere sig ind på hende - men hvad sker der når han bedsteven også fatter interesse for hende, og hun bliver tvunget til at vælge imellem hvad der er godt og hvad der er skidt for hende? Hvem ender med at vinde hendes hjerte? XX Niall og drengene er ikke kendte. XX

13Likes
4Kommentarer
1681Visninger
AA

8. Kapitel 6.

 

Rhea Banks' synsvinkel

Klokkerne bimlede et sted i baggrunden, da musikken begyndte at spille højt og tydeligt i det store rum. Hvidkalkede vægge omkring mig, guldlysekroner over mig og ujævne fliser under mig. Min arm var viklet omkring en ældre herres, da jeg med langsomme skridt gik mod hvad der lignede et alter. Nej vent, det var et alter. Og den ældre herre ved min side var min far. Hans øjne var fyldt til randen med tårer der bare ventede på at glide ned af kinderne i et ustoppeligt vandfald. Hvad var der skete? Siden hvonår var vores familie blevet religiøse nok til at gå i kirke?

Jeg sank en klump, da jeg fik øje på mit kluns - jeg var iført en lang hvid havfruekjole, mine hænder (hvis negle der by the way var lakeret med hvid neglelak) holdt en lille buket hvide og blå franske anemoner, samt kunne jeg mærke følelsen af et tyndt lag stof der konstant rørte mine skuldre. Var det her hvad jeg troede det var? Gik jeg virkelig op af kirkegulvet iført brudekjole, brudeslør og med brudebuket? 

Et par blink med øjnene afgjorde sagen. Ja, ja det gjorde jeg. Men hvem skulle jeg dog giftes med? Hvornår var jeg blevet friet til? Vent lige. Var det her en drøm? Jeg kunne ikke afgøre det.

Musikken stoppede og det samme gjorde jeg. Min far forsvandt hen til min mor som sad på en stol lidt længere væk fra alteret. Mit blik gled op af min kommende mand. Han var iført laksko, sorte smokingbukser, en hvid skjorte med en marineblå sele stikkende ud fra hans sorte smokingjakke og en sort butterfly. Automatisk rettede jeg på hans jakke, så den igen skjulte selen.

Han lagde sin hånd ovenpå min. Mit blik skulle til at fare op mod hans ansigt, da en høj bippende lyd afbrød ceremonien. Og som om den bippende lyd ikke forstyrrede nok, begyndte en velkendt stemme at gentage mit navn. Igen og igen og igen.

"Rhea! Rheamus, vågn op! Rheeeeeaaaaa! Der er pandekager!" lød min mors stemme der ligeså stille bragte mig tilbage til virkeligheden. Lettere forskrækket satte jeg mig op i sengen (eller nærmere sagt på madrassen) og kiggede ned mellem tremmerne på hemsen. Der stod min mor med en stegepande i den ene hånd og en tallerken med en stak pandekager på i den anden. "Godt, du er oppe. Jeg skulle lige til at hive dig ud af fjerene, men nu behøver jeg jo ikke det. Skønt, når men, øh, der er morgenmad nu, og drengene kommer over om tyve minutter. De sagde noget med, at I skulle til byen og kigge på et marked af en art?"

Jeg sukkede og faldt tilbage på madrassen. Det var tre dage siden den akavede samtale med min mor om alle de mest pinlige ting om mig. Men lad os ikke dvæle i det for meget. Bare tanken om den fakta, de havde modtaget, gav mig myrekryb.

Det var altså lørdag, og drengene havde insisteret på, at vi skulle ud og lave noget som ikke foregik på campingpladsen. Et marked med boder, musik og salg. Super fedt. Not. Ikke at jeg havde noget imod den slags, men jeg ville gerne holde mig en smule på afstand fra de drenge, bare i et par dage mere til, jeg var kommet over pinligheden.

"Vent lige. Sagde du tyve minutter? Fuck!" Bandede jeg, hvilket fik min mor til at skule noget, men det var altså noget møg. Det var nok det største tidspres siden Strand-dagen, hvor jeg skulle ud med drengene og spise frokost klokken tolv. 

Så det var ikke lang tid, jeg brugte på at kaste en pandekage eller to indenbords, og mit bad tog heller ikke mere end fem minutter. Alligevel løb jeg tør for tid, før jeg var færdig med at få tøj på, så som jeg humpede rundt og prøvede at trække mine skinnyjeans op om måsen, bankede det på døren. De var kommet lige til tiden, og her stod jeg så, iført intet andet end bh og bukser. Det var fandme timing, så det siger spar to. Min mor var smuttet hen på minigolfbanen med min far, så jeg var nødt til, at råbe et; "Kom indenfor!" oppe fra hemsen, hvor jeg havde klatret op, sad på knæ og kæmpede med at finde den rette top.

Bare de ikke kiggede op, så skulle alt nok gå.

"Ørhm, Elskling, hvad laver du der oppe?" spurgte Skattemand uskyldigt med et løftet øjenbryn. Super fedt. De begge to stod og gloede på mig med store øjne - mest Skattemand, Alf var vel på hjemmebane. Han havde jo så det hele næsten, så jeg gjorde mig ikke den ulejlighed at dække mig til. Det gik nok. "Jeg er i tøjkrise, Skattemand, kan du ikke se det?"

Han fik kastet en lyserød tanktop lige i fjæset på samme tid som kommentaren forlod mine læber. Alf fjernede toppen fra Skattemands ansigt og holdt den op foran sig. "Kan du ikke bare tage et eller andet på? Det er jo lige meget, du ser jo godt ud i hvad som helst. Selv hvis du var iført en skraldepose, ville du stadig være hot,"

Mine kinder føltes en smule lunere ved den kompliment, men det afholdt mig ikke fra at rode videre i mit tøj. "Sjovt, ha ha, Alf, men nej, mine outfits skal være on point,"

Jeg fik fat på den perfekte T-shirt og smilede stort ved synet af den; "Endelig! Der var du, min skat!"

Et sted nedenunder kunne jeg høre nogen mumle noget lignende 'bare hun var så glad for at se mig, som hun var for at se den bluse der', imens jeg trak T-shirten over hovedet. Det var en Pink Floyd oversize bandtrøje, som jeg elskede næsten ligeså højt som cola zero, fordi jeg havde fået den til en koncert. 

"Kan vi komme afsted nu?" Spurgte Alf utålmodigt, idet han begyndte at vandre rundt i hyttens lille køkken-stue-spisestue. Jeg nikkede. "Jeps, lad os smutte!"

 

***

 

Tiden fløj afsted blandt aftenens blide briser der legede med mine krøller. Markedet var enormt; der var boder med spil, små butikker, souvenirstader og en lille bar stillet op. Alt dette på en aflukket plads til formålet. Der spillede også noget stille musik i baggrunden. 

Lige i øjeblikket sad Alf ved baren og snakkede med en eller anden blondine med enorme kasser, imens jeg og Skattemand stod ved noget hegnværk overfor boderne og snakkede. 

For at være ærlig, blev jeg ved med at kaste skjulte blikke mod Alf og hende tøsen - for hvad skulle han lige med en som hende? Hende og hendes nedringede griselyserøde bluse og korte nederdel der sad al for stramt, så hendes ben næsten var limet helt sammen.  

Lød jeg jaloux? For det var jeg ikke. Han fortjente bare bedre. Eller noget. Faktisk var de nok et godt match. Og Alf havde nok også brug for en random pige til at få hans tanker væk fra Juliet. Så måske var det godt nok - og desuden havde jeg jo Skattemand at tilbringe tid med, så det skulle nok gå. Forhåbentlig.

"Rhea," Mit navn kommende ud af hans mund lød helt forkert. Jeg var blevet så vant til, at han kaldte mig Elskling, at jeg til tider helt glemte, at det ikke var mit rigtige navn. Så med et løftet øjenbryn rettede jeg blikket mod Skattemand som så en smule bleg ud i hovedet. "Jaer?"

Han så kort ned på sine fødder, men rystede så på hovedet, formodentlig af sig selv. "Nej, det er ligemeget. Bare glem det."

Hvad var der i vejen med ham? Han kunne da ikke bare smide en bombe på den måde uden at lade den detonere. Det kunne måske tolkes som dårligt, men altså, ja, det kunne han ikke bare. Nu blev jeg jo helt nysgerrig og sådan. 

"Come on, Skattemand, det der, det er ikke cool. Hvad er det?" Spurgte jeg nysgerrig og krøb helt hen ved siden af ham, så vores arme rørte hinanden. Han havde en ret muskuløs arm nu, hvor jeg tjekkede. 

"Det er bare.." Han så ud som om, at han prøvede at løse en andengradsligning i hovedet. Så gik der noget op for ham, hvilket bragte et skævt smil på hans læber. "Er det rigtigt, at du ikke kan finde ud af at danse?"

Det var tydeligvis ikke det spørgsmål, som han før ville have stillet mig, men jeg lod ham være. Hvis han ikke ville spørge mig om det rigtige spørgsmål, så kunne jeg jo ikke presse ham til det. Eller jo, det kunne jeg såmen godt, men jeg ville også hade, hvis han gjorde det mod mig.

"Nej, det er ikke sandt, jeg har nogle vilde moves, bare tjek det ud," sagde jeg helt seriøst, da jeg begyndte at fyre nogle cool dansetrin af som pizzabageren, strudsen, vinduesviskeren og så videre. Allerede halvejs igennem strudsen var Skattemand flad af grin - han måtte støtte sig til hegnet for ikke at falde ned på asfalten af grin. 

Så jeg kunne altså ikke danse - det var tydeligt og egentlig også helt fint med mig, så længe mine fejl kunne bringe et smil på Skattemands læber.

"Elskling, for Søren da. Det der var gudesmukt, men med lidt finpudsning kunne det blive endnu bedre," Han fik en smule kontrol over sin latter og rakte sin hånd frem imod mig. "Lad mig vise dig hvordan,"

Jeg tog hans hånd og lod ham gøre lige hvad, han havde lyst til. Han lod sin hånd forblive i min og placerede den anden på min hofte, hvorefter han begyndte at svanse rundt med mig, som var jeg en kludedukke i hans favn. Alt jeg gjorde var at have min ene arm omkring hans nakke og den anden i hans hånd. Så skulle jeg meget gerne ikke falde på måsen. 

Hans latter bredte sig i mørket og min sluttede sig til den, idet han lod mig falde tilbage og kun lige holdt mig oppe med armen der før var på min hofte der nu var om min ryg. Så der lå jeg, som var jeg blevet stoppet i et fald og ham i at gribe mig. Mine øjne var rettet mod hans. Hans var rettet mod mine. De chokoladebrune perler skinnede mere en stjernerne og månen tilsammen, hans læber var mere delikate end de mest solmodne jordbær og hans hud lignede nærmest det mest skrøbelige porcelæn.

Det var meget poetisk, spørg ikke hvor det kom fra, for jeg har ingen idé om det.

I et kort øjeblik skulle jeg til at læne mig frem for at mærke hans læber mod mine. Men det var så der, hvor jeg blev afbrudt af et højt råb; "Skrid, dit klamme svin!"

 

Sjette kapitel! YEAH BABY!

Der er gået et stykke tid siden det femte kapitel, men håber det går - har haft travlt. Når men, smid et like, en kommentar eller lignende, så er I skønne :D

- Ki$$

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...