Mr. Rights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2016
  • Opdateret: 30 jun. 2016
  • Status: Igang
At have en fyr der er forelsket i en er vel fedt nok - men når hans bedsteven også vil have en, kan det muligvis blive problematisk. Rhea Banks møder den forførerende Niall Horan en regnfuld dag, hvor han fordrukken erklærer hende hans skytsengel og på en eller anden måde charmere sig ind på hende - men hvad sker der når han bedsteven også fatter interesse for hende, og hun bliver tvunget til at vælge imellem hvad der er godt og hvad der er skidt for hende? Hvem ender med at vinde hendes hjerte? XX Niall og drengene er ikke kendte. XX

13Likes
4Kommentarer
1675Visninger
AA

7. Kapitel 5.

 

Rhea Banks' synsvinkel

Okay. Jeg var ikke død. Men det skulle ikke have overrasket mig, hvis jeg havde været, for de dersens bølger havde virkelig taget på mig, indtil min helt reddede mig fra min dommedag. På trods af at jeg ikke var død, havde jeg alligevel været under vand længe nok til at være besvimet, for da jeg vågnede, lå jeg på siden med et håndklæde under mig på stranden. Foran mig sad to drenge på hug og kiggede på mig, da jeg hostede et halvt hav op.

"Hun er okay," konstaterede Alf med en lille rynke mellem brynene. Var det en snært at bekymring, jeg kunne se? Det måtte det være, for Skattemand havde den samme rynke, bare en del mere tydelig. Skattemand åndede lettet op, imens han fjernede en lilla tot hår fra mit ansigt. "Hold da op, du skræmte livet af mig, Elskling."

Alf rejste sig op fra sin siddestilling og hev sig selv en smule i håret. "Hvorfor fortalte du os ikke, at du ikke kunne svømme? Vi ville ikke have presset på, hvis vi havde vidst det, fuck, vi er nogle røve, Liam."

En smule fortumlet var jeg, men jeg var ikke helt væk, så jeg kunne sagtens høre, at han sagde, at jeg ikke kunne svømme. Vel kunne jeg så. Men bare ikke når jeg gik i panik - jeg valgte dog ikke at sige noget til det, fordi jeg ikke orkede at diskutere det yderligere. Istedet stillede jeg et spørgsmål; "Hvem af jer fik mig på land?"

Midt i at gnide sine tindinger, stoppede Alf op og kiggede hen på mig med et lille forsigtigt smil. "Det må så være mig,"

Jeg kunne næsten se det for mig. Alf rive mig op i sine arme, hvor han og hans glinsende muskler bar mig ind på stranden med vinden i hans blonde lokker. Mums. Host host. Jeg mente ad. Fy for søren da. Pubad. Nej nej nej. Klamt.

Det var først, da jeg fik lagt mig selv på ryggen og satte mig op med mine arme som støtte bag mig, at jeg så nogle ret grimme sår på mine knæ, samt et blåt mærke på mit lår på størrelse med en knytnæve. De gjorde ikke så ondt. I hvert fald ikke, når jeg ikke bevægede mig. 

"Du burde tage hjem og få renset de der sår, så der ikke kommer betændelse i dem." Det var ikke engang et valg, Alf havde tydeligvis besluttet sig, for at jeg skulle hjem i seng, så jeg ikke kunne komme mere til skade. Som om han kunne bestemme over mig. Det gjorde jo ikke engang ondt. "Det er jo ingenting. Det er bare nogle hudafskrabninger og et blåt mærke, ikke noget jeg dør af."

Skattemand forholdt sig tavs, da Alf rakte sin hånd frem og rettede sig selv. "Du skal tage hjem og få renset de der sår, så der ikke kommer betændelse i dem. Liam eller jeg kan godt hjælpe, men uanset hvad, så er der ikke mere strand til dig idag. Vi skal nødigt have, at du prøver at sluge havet igen."

Som en fornærmet fireårig krydsede jeg armene over brystet, imens jeg mimede og imiterede ham uden lyd. Han var ikke min far, kæreste eller bror, så han kunne ikke sige hvad jeg skulle og ikke skulle gøre. Og så alligevel kunne han godt, for før jeg vidste af det, hev han mig op fra sandet og svang mig over skulderen. Hvad fanden havde han lige gang i? 

"Du sætter mig ned lige nu, gør du, Alf!" hvinede jeg, imens jeg bankede på hans ryg for at få hans opmærksomhed. Mine skrabede knæ snittede konstant hans mave (hvilket gjorde bare en smule hel del ondt) og det samme gjaldt mit blå mærke (hvilket også gjorde bare en smule hel del ondt), idet han begyndte at gå mod campingpladsen igen. Skattemand var med vores håndklæder i hænderne lige i hælene på os, imens han gav mig ret. "Sæt hende nu ned, Niall,"

Alf ignorerede os begge fuldstændig indtil han stoppede op ved udkanten af stranden. Han klappede mig på ryggen og så hen på Liam efter sin sætning. "Skytsengel, lade lige være med det der spjætteri. Eller også kan du gå selv, men uanset hvad så føre jeg dig hjem, okay? Og Liam, du ved, jeg har ret,"

"Fint, jeg skal nok gå med, hvis du sætter mig ned. Jeg skal nok få renset mine sår og så videre, og så videre." Lovede jeg halvmuggent. 

Efter at jeg var blevet sat ned, gik vi mod min hytte, for at finde min mor der med store øjne kiggede på mig og mine knæ, hvorefter hun sendte skulende blikke mod drengene. Jeg forklarede situationen, hun inviterede drengene indenfor til sodavand og hudafskrabningsrens, og så sad vi til sidst der og smågloede på hinanden. Mig med flotte lyserøde Hello Kitty plastre på knæene, min mor med førstehjælpskassen i favnen, og drengene med en faxa kondi i hånden. 

"Så, drenge, I er nogle værre ballademagere, var? Først bærer I min Rheamus hjem i ikke-ædru tilstand sent om aftenen og nu kommer hun hjem med sår på ben og arme," Min mor afsluttede sætningen med nogle små 'tsh tsh'-lyde. 

Jeg sendte hende dræberblikket, men hun lod ikke til at ligge mærke til det. "Moar, helt ærligt. 1. Det var mig der havde drukket drinksne, ikke dem der havde tvunget dem i mig. 2. Grunden til at de måtte bære mig var, fordi jeg var for træt. 3. Det var igen mig der var klumset, ikke dem.  4. Jeg har kun sår på benene, at du ved det. Mine arme har det fint og 5. for Guds skyld lad være med at kalde mig Rheamus."

Min mor så på mig med et løftet øjenbryn, ignorerede mine fire første pointer og gik direkte til den femte. "Rheamus, lad nu være. Det er da et sødt kælenavn. Og du ved godt, at jeg kun gør mig ekstra pinlig, hvis du kører det der show."

Drengene sad bare og kiggede på os med nysgerrighed i blikket. Jeg rystede på hovedet, imens jeg vendte opmærksomheden mod min mor igen. "Hvilket show?"

"Nu fortsætter du; det 'mor du er pinlig' show. Jeg klemte dig ud af min krop, så du burde bare prise dig lykkelig for, at jeg ikke forlanger mere af dig end tilladelsen til at kalde dig et kælenavn. Men nu hvor vi er igang med hele det her pinlighedsshow," Hun rettede blikket mod drengene med, hvad jeg ville kalde, et djævelsk smil. Hendes næste kommentar var dømt til at give mig lysten til at forsvinde. Typisk morkommentarer altså. "Rheamus er bange for højder, er jomfru, elsker ansjoser, græder til alle sørgelige film og kan ikke finde ud af at danse."

"MOR!" Jeg spærrede øjnene op og så på drengene med stadigt store øjne i håb om, at de på magiskvis havde mistet hørelsen i de sidste ti sekunder. Det havde de tydeligvis ikke, for selvom de prøvede at holde det tilbage, kunne jeg se hvordan, de indeni var ved at dø af grin. Alf klemte en sætning ud mellem hans anstrengte forsøg på at holde masken; "Det var da interessant viden."

Mhm. Interessant viden som de slet ikke burde kende til.

 

Femte kapitel, yasss.

Forhåbentlig vil der kommer endnu et kapitel i denne weekend, men no promises. 

Håber I nød kapitlet ligeså meget som jeg har nydt at skrive det, og måske vil smide en kommentar, like eller favorisere historien.

- Ki$$

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...