Den sande løgn

Det er en historie om en lille dreng med cancer og noget andet.......

0Likes
1Kommentarer
170Visninger
AA

2. Drømmen

Det hele var helt sløret, så kiggede jeg rundt og opdagede at jeg lå i en ny stue og at alle fra familien var der. Og der kom en læge hen og satte sig på sengekanten læge hen og sagde til mig at canceren havde spredt sig og at den simpelthen ikke kunne reddes og at der også var en tumor i min hjerne og at det nu kun var et spørgsmål om tid før det var slut med mig. Jeg kiggede igen rundt for at se om det var en éne stue, men der lå andre, men det mærkelige var at de var ligesom som mig. Jeg troede jeg var det eneste barn der både havde cancer og Downsyndrom, men nej. Jeg rejste mig op fra sengen, for hvis man kender mig godt ved man godt at jeg er nok den nysgeriste dreng som der findes på denne her klode, jeg var ude på gangen og så andre små drenge og piger, som også havde cancer. Men der var også noget der var mærkeligt de alle sammen så ud til at have det godt, hvis man kigger bort fra deres cancer, så lignede de helt normale børn, min første tanke var hvordan at de kunne lade være med at tænke på at det kunne være slut for dem til hver tid. Jeg så en dreng sidde alene henne i hjørnet jeg gik lige så stille hen til ham, og sætte mig ved siden af ham og spurgte om der var noget galt. Han snøftede og svarede.” jeg hader og have kræft, fordi at man kan ikke lave noget andet end at være her”. Sagde han og snøftede igen.” Åh, det kan jeg godt forstå men altså, det lære man jo at leve med”. Svarede jeg. Det var stille i et stykke tid, men så sagde han noget.” Ja ja men du må indrømme at det er træls at have cancer”. Sagde han.” Jo det må jeg indrømme, men nu har jeg haft det i et par år så jeg har lært at leve med det”. Svarede jeg. Så gik vi hen til de andre børn, hvor der var en hospitalsklovn der lavede ballondyr, det var rigtigt sjovt. Til min nye ven Jayden, hed han, lavede han en ballon-hund før det skete. Det var en normal morgen men da jeg blev sendt ind på stue 201, for det var nemlig den stue Jayden boede på. Ja så vidste jeg at der var noget galt. Jeg tænkte at det var noget alvorligt, der hvor jeg så hans mor og hans far, han havde ikke nogle brødre, det var sku godt nok lidt trist. Men da jeg så ham ligge der helt livløst var det ligesom at være i midt i mit maridt igen. Jeg forstod selvfølgelig hans forældre, for selv om at jeg bare lige havde kendt ham i de timer var han en meget sød dreng der bare var glad for at være her i denne her verden. Der røg måske også lige et par tåre den dag. Alle fra den her gang var i stor, stor sorg over vores tab.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...