Et Sted Med Krig og Kaos: REMASTERED

Vi er i året 1976. Der er uro i det magiske samfund; hekse og troldmænd fra alle fire verdenshjørner forsvinder, for blot at blive fundet myrdet kort efter. Selv muggler-samfundet ved, at der er noget galt og alle frygter det værste. Den Første Troldmandskrig er på vej.

På Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandskab er der heller ingen fred at finde. Elever såvel som lærere tør ikke se skævt på hinanden, for man kan kun stole på sig selv i disse tider. Og på skolen bliver der rekrutteret soldater til en krig, der vil kræve mange ofre - og det er soldater til begge sider.

4Likes
2Kommentarer
479Visninger
AA

4. Hogwarts Ekspressen

 

Hogwarts Ekspressen  

                   Platform 9 3/4 syntes mere trængt end normalt. Overalt var der proppet med mennesker og det syntes, at folk havde besluttet at i år var det alle familiemedlemmer der skulle være med til at sende de yngste afsted til et nyt skoleår på Hogwarts. Tanter og onkler, fætre og kusiner, selv de gamle bedsteforældre syntes alle at være til stede denne solrige september morgen. Alle for at sikre sig at deres familie blev sendt sikkert afsted. I disse tider kunne man trods alt ikke vide, om dette møde ville være det sidste.

                   James Potter var, som altid, en undtagelse på normen. Han havde hverken onkler eller kusiner med på slæb - ikke at han havde nogen af delene. Potter-slægten var skrumpet meget igennem de seneste årtier. Og med tudsegamle forældre som hans, var der ikke noget der hed "bedsteforældre". Nej, denne sekstenårige dreng måtte nøjes med sin mor til at vinke farvel (Mr Potter skulle arbejde) og det havde han det egentlig også fint med.

                   James rodede op i sit tykke sorte hår, hvilket tildelte ham et hårdt rap over nallerne af den ældre kvinde ved hans side. "Du skal ikke gøre det værre end det allerede er, dreng!" Skældte Mrs Potter mildt og James himlede med øjnene.

                   "Som om det kunne blive meget værre. Hvorfor ikke bare acceptere min skæbne?"

                   "Fordi det stritter ud til alle sider og jeg kan ikke have min søn rende rundt i offentligheden med den fulgerede på hovedet," Med erfarne hænder begyndte Mrs Potter at prøve at rede totterne ud og flade håret ned. "Hvad vil folk ikke tro om mig? Min eneste søn og arving, og jeg kan ikke engang styre hans hår. Jeg vil være en skændsel ved middagsbordet!"

                   Hurtigt, dukkede James under sin mors hænder. "Du er min mor! Burde du ikke elske mig som jeg er?"

                   "Jeg ville elske dig højere, hvis du lod mig ordne dit hår." Mrs Potter prøvede at fange sin søn, men James undveg let. "Kom så her, du!"

                   "'Dreng', 'Søn', 'Du'," gentog James, mens han snildt undveg sin mors forsøg på at ordne hans hår. "Jeg er din søn, men man skulle tro at du havde glemt mit navn, kvinde!"

                   "Selvfølgelig har jeg ikke glemt dit navn, Sirius." Svarede Mrs Potter.

                   James skar ansigt af hende. "Ha ha." James opgav kampen og lod Mrs Potter fange ham, men i stedet for at prøve at flade hans hår, overraskede den ældre kvinde James ved at lægge armene om ham og trække ham ind til sig. Forsigtigt gengældte James omfavnelsen. "Hey, Mor, er du alright?"

                   Mrs Potter sukkede og, efter et øjeblik, lod hun sin søn slippe ud af omfavnelsen. "Pas nu på dig selv i år, ikke? Lad være med at gøre noget for dumt."

                   James grinte. "Mig? Gøre noget dumt? Aldrig."

                   Den ældre kvinde grinte af dette og daskede sin søn let på skulderen. "Jeg mener det. Og det gælder også de andre; Sirius, Remus og Peter. Pas nu på hinanden, ikke? Man hører så meget for tiden."

                   James gav sin mor et beroligende smil. "Mor, du skal ikke bekymre dig. Vi er på Hogwarts. Der findes ikke et sikre sted for os. Faktisk så burde det være mig der bad dig om at passe på. Dig og far er langt mere udsatte her end vi er på Hogwarts."

                   Mrs Potter sukkede. "Du har vel nok ret."

                   James grinte, "Det har jeg som regel."

                   "Halløjsa!" Lød det pludselig bag fra dem og både Mrs Potter og James vendte sig for at se en solbrændt Sirius komme gående hen mod dem, Peter og Remus ankommende gennem muren bag ham. Sirius nåede op til dem og rettede et bredt grin mod Mrs Potter. "Savnet mig, Elaine?"

                   Mrs Potter rystede på hovedet af ham, dog smilende. "Siden du forsvandt for at finde Remus og Peter?" Spurgte hun, samtidig med at de omtalte to nåede op til dem. "Hvordan har I det, drenge?"

                   "Godt, Mrs Potter," svarede Remus og Peter begge.

                   "Tak fordi vi måtte besøge James over sommeren, Mrs Potter," tilføjede Remus høfligt. Den tynde teenagedreng med det lyse brune hår, havde ramt endnu en voksespurt over sommeren og var nu højere end alle de tre andre drenge. De lange dage brugt på stranden ude ved Potter-familiens sommerhus eller i deres store baghave havde også gavnet denne Røver, og hans ellers blege udseende var udskiftet med en mere passende sommerglød. "Det var fantastisk."

                   "Til hver en tid, Remus," sagde Mrs Potter varmt. "Nu når vi har Sirius her boende permanent er det rart at få jer to andre på besøg til at holde dem lidt ved ørerne, når jeg ikke kan. Jeg vil ikke vove at påstå at nogen af dem er særligt ansvarlige. Det er kun godt at i to er med dem, så de ikke tager alt for dumdristige beslutninger."

                   "Jeg aner ikke hvad du snakker om, Mrs Potter," sagde Sirius afslappet, lænet op af vognen med hans bagage. "Jeg er utrolig ansvarlig. Jeg tror ikke Remus har fortalt Dem, hvor mange gange jeg måtte holde Peter her tilbage fra at hoppe i søen fra udsigtstårnet for at imponere købmandens pige."

                   "Hey!" Protesterede Peter, en blond dreng, væsentligt lavere end de tre andre men med samme solbrune hud. "Det var dig!"

                   "Nå ja," svarede Sirius og så umådeligt tilfreds ud med sig selv. "Det var det vidst også. Det virkede." Tilføjede han så, hvilket tjente ham et slag på skulderen af James.

                   "Nar," sagde James. "Stop med at blære dig over dine scoringer til min mor," Sirius grinte.

                   Mrs Potter grinte også. "Jeg vil gentage hvad jeg sagde til James; pas nu på hinanden, drenge. Prøv at opføre jer nogenlunde ansvarligt, forstået?"

                   "Ja, Mrs Potter," istemte Remus, Peter og Sirius i kor. "Jeg skal nok prøve at holde Pettigrew tilbage fra alle damerne," tilføjede Sirius og denne gang var det Peter der slog ud efter ham, men Sirius dukkede under. "Qudditch-reflekser, du. Jeg er for hurtig. Av for helved!" Udbrød Sirius, da hans kommentar hurtigt indbragte ham slag fra alle de tre andre drenge, mens Mrs Potter underholdt så på. I næste nu lød fløjten og de fire drenge fik travlt med at komme ombord på Hogwarts Ekspressen.

                   Så snart de havde fundet en ledig kupé, stak James hovedet ud af vinduet for at vinke farvel til sin mor, der nu stod alene tilbage på perronen, med hvad James mistænkte som tårer i øjnene. "Jeg skal nok huske at skrive!" Forsikrede han den ældre dame. "Hver uge!"

                   "Jeg skal nok skrive hver dag, Mrs Potter," indbød Sirius, der nu også havde stukket hovedet ud af vinduet og James skubbede ham tilbage ind i kupéen, grinende. Tilbage på perronen havde Mrs Potter stadig tårer i øjnene, men nu også et smil på læben, mens hun vinkede farvel til sin søn indtil han forsvandt ud af syne i horisonten, sammen med resten af eleverne på Hogwarts Ekspressen.

 

*****

 

                   William kunne ikke koncentrere sig om sin bog. Normalt var mangel på koncentration sjældent et problem for ham. Han havde altid været en meget behersket person, men i dag lod det til at hans tanker ikke ville blive på hvad han ellers ville have foretrukket. Han lod bogen ligge med ryggen opad på sædet ved hans side og besluttede sig for i stedet at prøve at fokusere på hans kæreste, der lå i hans arme.

                   Mira Silencia - høj og slank, med langt lyst hår og et smukt ansigt med markerede kindben - havde lukkede øjne og sit hoved hvilende i Williams skød. Hendes lange ben lå udstrakte og fyldte resten af deres sæde. Det så umiddelbart ud som om hun sov. William vidste bedre. Han vidste også nok til ikke at 'vække' hende, alligevel. Med en mild irritation rettet imod sig selv og hans mangel på selvbeherskelse, samlede han sin bog op igen og prøvede endnu engang at samle sin koncentration om Eldred Worples oplevelser blandt vampyrer, da det bankede på døren ind til deres kupé. Irriteret over forstyrrelsen, løftede William blikket fra sin bog endnu en gang og lod det hvile på den nyankommende.

                   "Hvad nu?" sagde Mira irriteret, uden at åbne øjnene selvom William mistænkte hende for at have åbnet dem for et kort øjeblik for at se, hvem der egentlig var kommet ind. "Vi har travlt." Hun havde ikke flyttet sig fra sin position i Williams skød.

                   "Mulciber vil snakke med os," sagde Avery, en slank Slytherin der udadtil virkede som en rolig og fornuftig sjetteårselev, men som William vidste havde en mere 'sadistisk' side. Han var ikke trådt fuldstændig ind i kupéen, men havde kun åbnet døren for at bringe beskeden videre. "Han påstår at det er vigtigt."

                   William sukkede, en anelse irriteret. Efter at Nicolai Mulciber officielt var blevet linket mellem dem og Malfoy, havde denne forbindelse steget drengen til hovedet. Mulciber havde en opgave som en almindelig slørugle ville kunne udføre, men tydeligvis så sjetteårseleven ikke situationen på samme måde, som William gjorde.

                   Mira protesterede da William gjorde tegn til at ville rejse sig og åbnede endelig øjnene for at se på sin kæreste. "Urgh, er det virkelig nødvendigt? De her møder er oftere og oftere for tiden. Mulciber trækker tingene ud med vilje for at virke vigtig." William lod sit blik glide en anelse nysgerrigt, hen mod Avery for at se om han ville tale op for sin klassekammerat, men udadtil kunne William ikke læse noget i hans blik.

                   "Desværre," svarede William blot i et monotont toneleje og rejste sig. Han børstede folderne ud af sit tøj - både ham og Mira havde allerede skiftet til gevandter - samtidig med at han vendte sig mod Mira for at række en hånd ud mod hende til at tage. Endelig så Avery ud til at protestere - Mira var måske ikke velkommen til dette møde - men sidstnævnte hævede blot et formet øjenbryn af den yngre dreng, før hun trodsigt tog imod Williams hånd og selv kom på benene selv. På vejen op gled Miras nederdel en anelse op, hermed givende de andre i kupéen frit udsyn til et godt stykke af hendes lår og Avery havde pludselig andet at tænke på. William lagde mærke til den anden drengs sultne blik. Den ældre Slytherin holdt sin udadtil ligegyldige attitude, men sørgede alligevel for at banke hårdt ind i Avery på vej ud af kupéen, Mira lige bag ham.

                   En flok af Slytherins havde overtaget en åben vogn i toget. De så allesammen op da William, Mira og Avery trådte forbi to muskelbundter, som William var sikker på var blevet sat som "vagter". Mulciber fulgte dem med øjnene, mens de fandt sig to ledige pladser side om side; Mira lænede sig afslappet op af William, der lagde en arm om hendes skulder.

                   William skimmede rummet for elever. De var alle, selvfølgelig, Slytherins. Der var potentielle tilhængere på Hogwarts fra de andre kollegier også, men hovedmøderne var altid eksklusivt for Slangerne. For en sikkerheds skyld. William bed mærke i de elever der som regel var til stede. Gudgeon, Rosier, Wilkes. To yngre elever, fjerdeårs vidst nok, genkendte han som Regulus Black og Crouch Jr., de måtte stadig være under overvejelse. Nott-tvillingerne var også til stede - deres fars tur til Azkaban havde nok fået dem overtalt. Severus Snape var der også; William vidste at Mulciber havde været meget opsat på at få hám med og det så ud til at være lykkedes nu.

                   Alt i alt var de noget af en forsamling. William ville næsten have været stolt af Mulcibers arbejde, hvis det ikke stod tydeligt skrevet på sjetteårselevens ansigt, at han havde nok stolthed for sig selv for dem begge.

                   "Nå?" Spurgte Eleanor Nott endelig, da de alle havde fundet en plads. Hendes fingernegle trommede en utålmodig rytme på det mørke træ på hendes sæde. Hun sad med benene over kors ved siden af sin bror, Theodore. Også de to havde skiftet til deres gevandter. "Hvad er det så der er så vigtigt?"

                   "Avery fik det til at lyde som om du havde fundet kuren på dragekopper," tilføjede Theodore.

                   Mulciber lænede sig frem i sædet, hænderne foldet på sit skod. "Mørket Herre har besluttet sig. Det er tid."

                   Der var stille et øjeblik. Så; 

                   "You know," sagde Gudgeon, "Jeg er sikker på at det der ville have meget mere indflydelse på os, hvis nogen af os havde nogen som helst idé om, hvad i al verden du taler om, Mulciber." Theodore Nott grinte højt af dette, og Williams ene mundvig trak sig også op i et let smil.

                   "Hold din kæft, Gudgeon," svarede Rosier aggressivt og Gudgeon hævede et øjenbryn af ham. "Det her er alvorligt."

                   "Det kan være lidt svært at vide, når Mulciber prøver at være dramatisk," sagde Theodore og lænede sig tilbage i sædet. Ved siden af ham havde hans søster nu også et smil på læben.

                   "Kan vi komme videre?" afbrød Snape, til Williams overraskelse. Drengen så hærget ud; det fedtede sorte hår hang som tunge gardiner, der skjulte en stor del af hans ansigt, men ikke nok til at dække de mørke poser under hans øjne. "Jeg er træt af alt den her ligegyldige snak."

                   Wilkes fnøs henne fra sin plads ved døren. "Ivrig efter at komme tilbage til Evans, hva', Snape?"

                   Rosier så med lettere tilbageholdent afsky hen imod Snape. "Mudderblods Evans?" spurgte han og William kunne mærke Mira rykke på sig i hans arme, ubehageligt til mode. Rosier så fra Snape til Wilkes. "Hvad fanden mener du med det?"

                   "Virkelig?" spurgte Theodore med et grin på læben. "Ved du ikke det?"

                   "Hold mund," snerrede Snape, men Theodore grinede blot, uberørt.

                   "Snape har noget for den lille rødhårede," sagde Nott. "En speciel plads i sit lille Slytherin hjerte." Han lagde dramatisk en hånd over brystet for effekt, den anden hånd over panden med et dånende ansigtsudtryk og ved siden af ham himlede hans søster med øjnene. På deres pladser i sæderne bag Mulciber og Snape, fnisede Crouch Jr, og Black så også ud til at undertrykke et smil.

                   Rosier, derimod, så ikke ud til at finde noget morsomt i situationen. "Du laver sjov," sagde han vantro og hans blik udstrålede nu tydelig afsky. Han så på Snape. "Hun er en beskidt lille mudderblods, Snape! Hvad fanden er der i vejen med dig?!" Ved sin hjørneplads så Snape ud til at ønske, at han ikke havde sagt noget. Crouch fniste nu højt og åbenlyst bag ham. Rosier vendte sig mod Avery; "Ville du måske gerne tage på Evans?"

                   "Jeg ved ikke om det er retfærdigt at stille Paul det spørgsmål," brød William afslappet ind og de andre så på ham. "Så længe hun har en puls, tvivler jeg på at han ville afslå nogen som helst," fortsatte han og både Crouch, Black og Nott brød nu ud i åbenlyst latter, Avery fortsat ulæselig. Rosier grinte dog ikke;

                   "Hvad så med dig, Rowle?" spurgte han så William i stedet. "Ville du kunne finde på at lave Evans?"

                   "Selvfølgelig ikke," svarede William afslappet fra sin plads. "Lad være med at være ulækker."

                   "Så spændende som dette emne er," afbrød Eleanor og alle flyttede deres blik hen mod den mørkhårede syvendeårselev, der nu så ud til at kede sig igen. "Og virkelig; jeg kan ikke vente med at høre mere om hvad en flok teenagedrenge vil og ikke vil tage på - kan vi vende tilbage til grunden til vi overhoved er samlet?"

                   "Ja," tilføjede Theodore og så hen på Mulciber. "Hvad mente du med 'det er tid', Mulciber?"

                   Mulciber, der ikke havde sagt noget mens samtalen havde eskaleret førhen, rømmede sig før han fortsatte; "Jeg har fået besked fra Mørkets Herre--"

                   "Du mener Malfoy," afbrød Gudgeon afslappet og man kunne høre Crouch fnise igen bag Mulciber, der sendte Davey et berhersket blik, tydeligvis tilbageholdende irritation.

                   "Ja," sagde Mulciber, ikke i humør til at diskutere. "Fra Malfoy. Mørkets Herre er klar til at begynde rekrutteringen på Hogwarts."

                   "Rekrutteringen? Jeg troede allerede at det var sat i gang?" Spurgte Eleanor og hendes bror nikkede. "Er det ikke det du har lavet siden sidste år, Nick? Rekrutteret?"

                   Mulciber rystede på hovedet. "Jeg har fundet mulige tilhængere. Men intet officielt. Ikke før nu."

                   "Intet officielt?" Afbrød Wilkes. "Betyder det så at ingen af os 'officielt' er en del af-- af, øh, det her?" Spurgte han, med et uforstående blik.

                   "Ingen af os er officielt noget endnu, nej," sagde Mulciber.

                   "Heller ikke dig?" Spurgte Rosier og Mulciber rystede endnu en gang på hovedet bekræftende. "Hvad fanden skal det betyde?" Tilføjede Rosier. "Hvad skal vi så gøre for at det bliver officielt?"

                   "Det er nok det han kommer til," svarede Gudgeon irriteret, "Hvis du kunne tie bare for et øjeblik."

                   "Gudgeon, hvis du tror--"

                   "Stop," afbrød Avery og Rosier så irriteret hen på ham. "Det her er vigtigt," fortsatte Avery. "Mørkets Herre har en plan."

                   "En plan?" Spurgte Theodore og Mulciber nikkede.

                   "Ja. For os alle sammen. Vi skal alle bevise vores tillid til Ham. Vores tro på hans mål. Vores evner." Fortalte Mulciber. "Han har planer for os alle. Opgaver vi skal udføre før vi officielt kan blive accepteret. Før vi fuldføre disse, vil vi blot være børn. Ubrulige for Ham. Men når vi opfylder disse krav og fuldfører vores opgaver, vil vi officielt kunne kalde os ved det navn, vi alle ønsker. Dødsgardister."

                   En tung stilhed lagde sig over kupéen, mens Mulcibers ord sank ind hos dem alle. William kunne mærke Miras blik hvile tungt og alvorligt på ham, men han gengældte det ikke. Så så Nott-tvillingerne på hinanden, smilede grumt før Eleanor lænede sig frem i sædet og løftede sine øjenbryn; "Hvad vil Han have vi skal gøre?"

 

*****

 

                   Velkomstmiddagen var ved at nå til en ende og elever fra alle kollegier, så ud som om at de var klar til at komme i seng nu, deres maver fyldt til randen med lækkert mad. James sad ved Gryffindor-langbordet og slog mave, sammen med de andre Røvere. Middagen havde foregået som alle de andre år, til James' forbavselse. For efter McGonagall havde måtte give velkomsttalen - Dumbledore var ingen steder at se - havde James forventet at der ville ske... et eller andet, i hvert fald. I James' fem år på Hogwarts, havde Dumbledore ikke misset en eneste velkomstmiddag. Ikke før i aften.

                   "Hugtand, kan du ikke få nogen af de nye Vejledere til at begynde at følge førsteårseleverne op på deres sovesale, så vi andre kan komme i seng? Jeg er ved at springes," sagde Sirius. Som bevis på denne påstand påstand, blev Sirius' ord efterfulgt af en høj ræben. Frastødt skubbede James ham væk fra sig. "Svin," mumlede han, men Sirius grinte bare.

                   "Vi fik at vide til mødet, at Dumbledore ville komme med en speciel besked efter maden og at vi alle skulle vente på den," svarede Remus. "Det lød seriøst."

                   "Seriøst schmeriøst, der er allerede gået længere end normalt, og hvis han er meget længere om det, så-"

                   James afbrød ham, "Gider du lukke med dit brok?"

                   Sirius løftede armene i forsvar. "Slap af, hvem har pisset i din græskarjuice?"

                   "Fuck af." Sirius grinte. I det samme åbnede døren oppe ved lærerbordet og Dumbledore kom ind, hans kappe flagrende efter sig på hans vej mod Professor McGonagall og en atmosfære af... vrede omringende ham. Hvad mon der er sket, tænke James.

                   Sjetteårseleven behøvede ikke vente længe på sit svar. Dumbledore havde kun snakket med den anden professor et kort øjeblik, før han var fortsat hen mod sin plads og vendte sig mod resten af Storsalen. De andre elever fangede hurtigt deres rektors alvorlige blik og Storsalen tyssede hurtigt ned.

                   "Kære elever," sagde Dumbledore, alvoren i sit blik gengivet i hans stemme. "Vi lever i en farlig tid. Troldmands-verdenen har aldrig været et simpelt sted. Magi er kompliceret og der er stadig mange aspekter af vores evner, som vi endnu ikke kender til. Det er dog ikke magien i sig selv, vi burde frygte. Nej, det er de der udnytter den.

                   "I 1970 blev det først officielt, at vi nu stod i en ny tid - en farlig tid. I ved alle hvorfor. Voldemort," et par elever gispede, men Dumbledore fortsatte stødt, "har truet vores verden, ved at true andre hekse og troldmænd. Mugglerfødte og Halvblods. Selvom disse mennesker alle er stærke, på sin egen hvis - der er intet i deres blod, der begrænser deres evner - så har de nu brug for vores hjælp. Ingen burde gå i krig alene. Og krig, det er, hvad der er blevet dømt."

                   Omkring i salen udbrød en forvirret og bange hvisken fra eleverne. Lærerne oppe ved lærerhøjbordet så alvorligt på hinanden. James lagde mærke til at Professor McGonagalls læber var smalle. Hun så ikke bange eller trist ud, som de andre lærere; hun så vred ud. 

                   Dumbledore rømmede sig en enkelt gang og stilhed faldt igen over salen igen. "I går morges ventede hekse og troldmænd overalt i verden, elever ligesom jer, på at tage afsted til deres skoler. Kufferter pakket og katte og ugler klar til rejsen. Men i stedet for at gå et nyt lærerigt skoleår i møde, har deres skoler i stedet givet dem et brev. Med posten fik 317 elever et brev, der fortalte dem at de ikke længere var velkommene på det sted, de ni måneder om året hidtil havde kaldt deres hjem. Det gør mig meget bedrøvet at se, at så mange rektorer, har besluttet sig for at den bedste måde at beskytte deres elever og lærere, var at udelukke nogle af dem.

                   "Skoler overalt i verden er oprørte. En sådanne handling har hidtil været uhørt. Ministeriet," Professor Dumbledores blik blev bittert, "Lader til i øjeblikket at mene, at det er skolernes ret at udvise visse elever, hvis de føler at det beskytter de resterende. Derfor, har skoler overalt i verden besluttet, at det er deres pligt at hjælpe disse elever i nød; at give dem et nyt hjem. Hogwarts er en af disse skoler. Jeg vil derfor bede jer byde de tidligere elever fra den skandinaviske Katedralskole for Begavede Unge Hekse og Troldmænd varmt velkommen. Jeg vil bede jer hver især om at tage imod dem som I hvert år tager imod førsteårseleverne, da disse elever er lige så meget en del af Hogwarts familie, som vores andre nye elever. Lad og sørge for, at trods hvad disse unge magikere har måtte gennemgå, så vil dette år blive endnu mere magisk end året før. Velkommen, nye elever på Hogwarts!"

                   Dumbledore satte sig ned på sin plads og i det øjeblik han gjorde dette, åbnede Storsalens døre sig op og en flok på hvad James gættede på var omkring 30 elever lige fra små førsteårselever til syvendeårselever. De var alle klædt i sorte nye Hogwartsuniformer og så alle... drænede ud. Kun de yngste så ud til egentlig at lægge mærke til de mange blikke vendt mod dem, og gik derfor rødmende og nervøse ned at midtergangen mod skamlen der var blevet ladt stå fra førsteårselevernes fordeling. McGonagall stod pludseligt med Fordelingshatten i en ene hånd og en liste i den anden. James vendte sig mod de andre Røvere, der så lige så chokerede ud som han selv følte sig. "De er blevet smidt ud? Det kan de da ikke! Hvordan kan Ministeriet tillade det?"

                   Remus rystede langsomt på hovedet, stadig et chok. "Det kan de heller ikke. Eller, det burde de i hvert fald ikke kunne. Det er ulovligt at dømme folk på den måde. Racistisk."

                   "De må havde fundet et smuthul der tillader det," sagde Sirius, "Ministeriet er lige så pisse bange for ham Voldemort og hans tilhængere, som skolerne må være. De vil nok ikke være dem, der sætter en stopper for hans planer."

                   "Det er deres job!" Udbrød James vredt og skubbede sin middagstallerken fra sig. 

                   Sirius trak blot på skuldrene. "Hvad vil du have de skal gøre? Tvinge skolerne til at tage eleverne tilbage? Hvis jeg var dem, ville jeg godt nok ikke have vildt meget lyst til at tage tilbage til en skole, der bukkede under for det røvhul."

                   "Sirius!" Pippede Peter forfærdet. Sirius så på ham og himlede med øjnene.

                   "Hvad? Det er jo ikke fordi han kan høre mig, Pete. Han har ikke siddet nede for enden af bordet og spist med; det kan godt være at Hovedløse Nick er blevet lidt blegere, men det er altså uhøfligt at påstå at han ligner Voldemort." Peter spruttede i protest, men Sirius havde allerede vendt sin opmærksomhed tilbage mod de andre Røvere. "Så hvad gør vi?".

                   "Tja, til at starte med syntes jeg at vi skal sørge for at salen hjupler ekstra højt, når fordelingen starter igen," svarede Remus. "De elever har været igennem nok. Det kan I vel godt klare, ikke?"

                   Sirius og James så på hinanden og nikkede. "Det kan arrangeres," sagde James.

 

*****

 

                   Lily Evans var vred. Nej, hun var mere end vred; hun var rasende.

                   Efter Dumbledores tale var fordelingen af de nye elever gået i gang. De havde stået på en række fra indgangen og op til lærerhøjbordet, mens de tavse ventede på at blive kaldt op til hatten. Alle eleverne var allerede klædt i de sorte skolegevandter, dog uden slips og kollegiefarver. Det havde været et mærkværdigt syn at se de ældre elever sidde på skamlen med Fordelingshatten over hovedet. Resten af skolen havde trods alt været van til, at dette var en tradition kun for førsteårselever. 

                   I det mindste havde det havde varmet Lilys hjerte at se overraskelsen i den første elevs øjne - Andresen, Sofia - da Ravenclawbordet brølede med jubel efter Fordelingshatten havde placeret pigen der. Alle bordene havde haft en uofficiel kamp herefter, om hvem der kunne fejre de nyankommende højst; flere af lærerne måtte flyve frem og tilbage for at slukke de små ildebrande der blev startet af det fyrværkeri som nogle af eleverne skød af. Professor McGonagall havde personligt måtte sætte en stopper for den kæmpe konfettiløve der pludselig dukkede op nede fra Røvernes plads, da den begyndte at spise en flok Slytherinelever, der havde prøvet at bue. Lily syntes dog at se den strenge professor med et smil på læben, da løven spyttede Barty Crouch Jr og hans venner ud igen, og de havde fået samme farve som tivolidrys.

                   Da Dumbledore endelig havde annonceret at det var sengetid, så den hvidhårede professor næsten stolt ud. Han havde måske frygtet en mindre varm velkomst. 

                   Ingen af de nye elever var blevet placeret på Slytherin.

                   Men nu da Lily havde klædt om til sit nattøj og stod med bare tæer foran spejlet og børstede sit mørkerøde hår, var følelsen af... uretfærdighed, vendt tilbage. 

                   317 elever var blevet jaget ud af deres skole. Mindst et dusin skoler rundt omkring i verden havde afvist deres elever, og bukket under for Voldemorts krav. Hvis de ikke havde haft Dumbledore, ville Hogwarts så have været en del af dem? Ville Lily og hendes venner være blevet smidt på porten, uden noget sted at kunne gå hen? Ville Lily og alle andre mugglerfødte en dag være nød til at opgive deres liv som hekse og troldmænd, på grund af denne ene mands psykotiske mentalitet? Ville det være snart?

                   "Lily," sagde en blød stemme og en hånd hvilede pludselig over Lilys egen, der havde holdt så hårdt fast om børsten at hendes knoer var blevet hvide. Lily løsnede grebet og så op på veninden foran hende. Marlene McKinnons lyse hår hang pænt ned ad hendes ryg og indrammede hendes ansigt, fremhævede de blå øjne der lige nu hvilede bekymret på Lily. "Er du okay?"

                   Den rødhårede vendte sig tilbage mod spejlet og fortsatte med at børste sit hår, en smule voldsommere end nødvendigt. "Jeg er vred," bekendtgjorde hun. "Rasende, faktisk."

                   "Ja, det kan jeg se," sagde Marlene og trådte lidt tilbage, så hun kunne læne sig op af kanten på sin himmelseng. "Jeg går ud fra at jeg ved hvad det drejer sig om?"

                   Lily sukkede og lagde endelig børsten fra sig. Hun mødte sit spejlbilledes blik; pigen i spejlet var middelhøj, slank og hendes grønne øjne gnistrede med en hvis ild. Hendes røde hår stod ud til alle sider, elektrisk af den hårde behandling. Lily sukkede og satte så sit hår op i en hestehale, mens hun fortsatte; "Jeg kan bare ikke forstå hvordan det er muligt. Jeg mener, hvis skolerne kan tillade sig det her, så er mulighederne for resten af den magiske verden jo uendelig!"

                   Hun vendte sig om for at se på Marlene. Veninde stod med armene om sig selv og trak langsomt på skuldrene. Lily fortsatte; "Marlene, vi ender med at komme ud i et fællesskab, som udelukker os. Hvis skolerne får lov til at smide mugglerfødte ud, så går det ikke længe før arbejdspladser får den samme idé. Og så hospitaler. Sankt Mungos vil lukke deres døre for mugglerfødte - og halvblods, også - og hvor vil vi så tage hen? Under en blomstrende krig er der mere brug for hospitaler til de ramte end nogensinde! Jeg vil ikke stå uden for døren med en af mine venner døende i mine arme, ude af stand til at gøre noget fordi samfundet har udstødt os!"

                   Tårer glimtede i det øjeblik i Lilys øjne og hun vendte sig væk fra Marlene - der dog alligevel havde set sin venindes blanke øjne. "Jeg har ikke lyst til at give op på den her verden, Marlene. Jeg er en heks. Magi er en del af mig."

Marlene kom på benene og gik op bag Lily. Roligt lagde armene om veninden og lod sit hoved hvile på den rødhåredes skulder. "Den magiske verden har heller ikke lyst til at opgive dig," sagde hun langsomt. "Lily, er du klar over hvor stor en del af det magiske samfund består af mugglerfødte og halvblods? Det er mange. Ved du hvor mange fuldblodsslægter der er? Der er den her fyr der har skrevet en bog, de Hellige Otteogtyve. Otteogtyve! Man kan ikke skabe et samfund med kun fuldblods, det er en tåbelig idé og det er der mange der syntes. Vi har brug for jer, lige så meget som I har brug for os. Du bliver nød til at være stærk, Lily. Vi skal kæmpe for det her."

                   Lily tog en dyb indånding, og nikkede. "Du har ret, Marlene." Hun vendte sig mod veninden og sendte hende et smil. "Tak,"

                   Marlene sendte hende et endnu større smil tilbage. "Intet problem. Vi må være der for hinanden." Hun gik tilbage til sin himmelseng og lod sig falde ned på den bløde madras, så hendes hår spredte sig som en gylden glorie omkring hendes hoved.

                   Lily gik hen imod sin egen seng og satte sig også selv ned. "Ligesom vi må være der for de nye elever."

                   Marlene så hen på hende med et trist blik. "Jeg kan stadig ikke fatte at den gruppe Slytherins prøvede at bue."

                   Lily nikkede, "Det var nok det eneste øjeblik hvor jeg virkelig satte pris på Røvernes regelbrydning."

                   "Virkelig?" grinte Marlene. "Jeg syntes nu at jeg så dig stå og heppe i mængden i maj, da de fik Peeves til at sidde fast i sin egen snublefælde."

                   Lily protesterede; "Jeg heppede i hvert fald ikke!" Marlene gav hende et meget overbærende blik og den rødhårede kastede en pude efter hende, som veninden grinende undveg.

                   "Du må da indrømme," sagde Marlene. "At det var ret imponerende."

                   "Fint nok," sukkede Lily. "Men kun fordi jeg stadig ikke kan forstå hvorfor Peeves ikke bare kunne glide igennem det. Han er et spøgelse!"

                   "Poltergejst," rettede Marlene grinende og måtte undvige endnu en flyvende pude. "Men jeg giver dig ret. Det må have været ret avanceret magi. Tror du det var Remus der fandt på det?"

                   Lily rystede på hovedet. "James."

                   Marlene løftede sine blonde øjenbryn. "Virkelig?"

                   Lily himlede med øjnene. "Du har haft undervisning med drengen i fem år, Marlene. Du må vel have set at han er dygtig."

                   "Jeg ved ikke om det er fair, Lily, jeg stirrer ikke nær så meget på ham i timerne som du gør."

                   "Giv mig mine puder tilbage, jeg har ikke flere til at kaste efter dig!"

                   "Glem det. Jeg kommer til at sove som en kongelig til aften."

                   "Møgunge." Marlene grinede blot.

                   Den aften, efter resten af sjetteårspigerne var kommet op på sovesalen, og gardinerne på himmelsengene var trukket for og lyset slukket, lå Lily vågen tilbage. Nej, hun ville ikke græde mere. Tårer ville ikke få hende nogle vejene. I stedet ville hun være vred. Rasende. Hun ville råbe og skrige og kæmpe for, at alt det hun frygtede for mugglerfødte, ikke ville ske. Lily følte det var som i går at hendes brev kom og en ny verden - en verden fyldt med magi, med uendelige muligheder for det liv som de fleste blot kunne drømme om - åbnede sine døre for hende. Nej, Lily ville ikke opgive den magiske verden. Om det så skulle koste hende sit liv i sidste ende, så ville hun kæmpe. Hvis ikke for sig selv, så for de 317 børn, der, siden dagen før, stod uden skole.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...