Drømmen

Jeg er en pige der er stor fan af det danske boyband Page Four. En nat drømte jeg en drøm, og det er den jeg vil fortælle jer om nu. Jeg ved ikke om det bare var en tilfældighed, eller om det var skæbnen der ville det. men nu er det sket, og det har været en af de vildeste oplevelser i mit liv.

5Likes
0Kommentarer
208Visninger

1. Drømmen

Jeg er fan af Page Four, et dansk boyband bestående af Stefan, Pelle, Lauritz og Jonas. Jeg har aldrig set dem i virkeligheden. Men deres musik, sange og personligheder har hjulpet mig igennem så meget, både godt og ondt. De betyder så meget for mig, også selvom de ikke ved det, er de en stor del af min hverdag. Jeg føler at jeg kender dem til punkt og prikke, men det ved jeg godt ikke passer, men jeg kan godt lide at bilde mig selv ind, at jeg ved alt om dem. Det er jo det superfans gør ik?


Det er påskeferie og jeg skal til koncert med Page Four for første gang d.28 marts. Jeg har glædet mig helt vildt til denne dag endelig skule komme, og nu er jeg kun nogle få døgn fra, det er for vildt.  Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på dem, høre deres sange og kigger på billeder af deres søde, sjove og charmerende smil. De giver mig håb, de giver mig lyst til at leve. De gør mig bare så glad med deres sange og lækre stemmer. Jeg tænker på dem 24/7 jeg kan slet ikke stoppe, selvom jeg ved at det er bare lidt stalker-agtigt. Men jeg kalder mig selv for en Pager, så det går nok.


En nat havde jeg en drøm. En drøm som jeg nu vil dele med jer. Jeg drømte at jeg var til koncert med Page Four, det var den bedste oplevelse i hele mit liv. Efter koncerten var jeg gået hen til det bord hvor drengene sad og skrev autografer, jeg stod i kø, og ventede, og ventede og ventede. Det var endelig blevet min tur. Den første jeg kom hen til var Jonas, han var så sød og gav mig en ordentlig bjørnekrammer. Så gik jeg videre til Stefan, han var bare så charmerende og lækker, helt vildt lækker, men total uopnåelig. Det næste der skete føltes som i slowmotion, jeg gik videre, og der sad Pelle med det sødeste smil på sine læber, og et glimt i øjet.nu stod jeg lige foran ham og han kiggede direkte på mig. Jeg gengældte hans blik, og kiggede direkte ind i hans blågrønne øjne. De var fortryllende, jeg blev suget helt ind i dem, jeg glemte alt om alle andre. Der var kun mig og Pelle, og det var det eneste der betød noget. Pelle begyndte at smile sødt til mig, det var ikke et normalt smil som han gav til alle de almindelige fans. Det her var anderledes, helt anerledes. Der var et glimt af noget specielt, noget som ikke kan beskrives med ord. Der gik en strøm af glæde, sorg og fortvivlelse igennem mig på samme tid. Mig og Pelle havde ligesom en forbindelse til hinanden som ikke kan beskrives med ord. Og jeg vidste at han havde det på samme måde. Vi glemte tid og sted, var helt fortabt i hinandens øjne. Indtil en fan bagved mig begyndte at skubbe blidt til mig, og vores øjenkontakt blev brudt.  Jeg missede med øjnene og kom tilbage til virkeligheden. Jeg blev nødt til at gå videre til den næste ved bordet som var Lauritz, selvom alle celler i min krop skreg på at blive hos Pelle. Lauritz var også meget sød med sin charmerende hat og det nusser smil, det var slet ikke det, men det var slet ikke det samme. Jeg havde aldrig oplevet noget så stærkt i hele midt liv, som da jeg stod der, og bare kiggede i Pelles øjne. Vi havde et usynligt bånd imellem os, mig og Pelle. jeg ved godt at det lyder dumt, jeg havde aldrig set ham i virkeligheden før, og så havde jeg sådan nogle stærke følelser for ham. Men det var altså sådan det var, og jeg kan slet ikke beskrive det rigtigt med ord. Det var bare så vidunderligt, og jeg ville aldrig slippe ham af syne igen.


Jeg havde fået min autograf af Lauritz, men i det jeg skal til at gå videre ud af bygningen, kan jeg mærke en hånd der lægger sig på min skulder, og en varm ånde i nakken. Og jeg mærker igen den samme følelse af et stød af elektricitet der går igennem min krop, og det føles underligt dejligt. Jeg vender mig om, og der står han. Pelle har rejst sig op fra sin plads, og er gået hen til mig. Vi står ansigt til ansigt, jeg kan høre hans åndedrat, det er heftigt, ind og ud, ind og ud. Han tager min hånd, uden at slippe vores øjenkontakt, og trækker mig med ham, ind bag bordet hvor Lauritz, Jonas og Stefan sidder og skriver autografer, videre ind bag en dør. Pelle lukker døren efter os. Vi er i et lille rum, alt i alt minder det meget om et kosteskab, bare uden en kost. Der er en dæmpet belysning og det eneste møbel der er, er en lille sofa. Jeg fatter stadig ikke hvad der sker, det ene øjeblik var jeg en overlykkelig Pager, der havde været til et brag af en koncert med mine idoler, fået autografer og endda krammet Jonas, og det næste øjeblik tager Pelle mig i armen, og trækker mig ind i et rum, hvor der kun er os to, alene. Det er slet ikke til at forstå, og jeg som ellers altid kommer i anden række og ikke bliver taget seriøst.


Pelle har stadig ikke sluppet min hånd, vi står bare og står. Vi er ligeglade med tid og sted, ligeglade med alle de spændte fans derude, ligeglade med regler. Han skubber mig blidt op ad væggen, min ryg rammer væggen og jeg udstøder et lille støn. Det får Pelle til at sige ”hej” jeg svare ”hej” det er ligesom om at vi ikke behøver at veksle ord, vi ved hvad hinanden tænker, vi kan læse hinandens ansigtsudtryk, vi kender hindanden som vores egen bukselomme, selvom at vi ikke rigtigt kender hinanden. Pelle står med sin ene arm over mit hoved, og den anden er begyndt at nusse min kind. Jeg rødmer, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg kigger bare ind i hans øjne og er helt fortabt. Jeg kunne seriøst kigge på hans øjne i evigheder og jeg ville aldrig blive træt af det. For lige når man tror at man har gennemskuet ham, så finder man noget helt nyt som skal udforskes til sømmene. Pelle læner sit hovedet tættere på mig, jeg kan mærke hans varme ånde, den gør mig rolig og tryg. Jeg kigger på ham med længsel, jeg vil have ham, og jeg ved at han også vil have mig, jeg ved det bare. Jeg blinker, og i det jeg åbner mine øjne igen er vi så tæt på hinanden at vores næser røre ved hinanden.


Jeg lukker mine øjne i et split sekund for at nyde det i fulde drag. Men da jeg åbner mine øjne igen er jeg ikke længere sammen med Pelle, jeg ligger i min seng, i mørket alene. Det kan ikke passe, har det hele virkelig bare været en drøm? Men det føltes jo så virkeligt, idk. Min mobil brummer ved siden af mig, jeg tager den og ser at @Pellehp har slået et billede op på Instagram. Klokken er 23.53 og det er kun 13 sekunder siden at han har lagt det ud, da jeg liker det, ”say whaat!” på billedet er en pige med blond hår (hun ser egentlig meget sød ud), men hun har en ring på hendes finger. Pelle har skrevet på billedet ”jeg er forlovet” jeg går total i chok, der vælter tusinder af følelser og tanker igennem mit hoved på en gang. Sorg, over at han nu ikke er single mere (enhver sand Pager ved hvad jeg mener), vrede, fordi det kan han da ikke gøre imod mig, glæde, for selvfølgelig skal man være glad på sin idols vegne, og når Pelle er glad, er jeg glad. Men også forvirring og fortvivlelse heldigvis har Pelle tagget pigen på billedet, jeg går ind på hendes profil, og ser til min store rædsel at hun også har lagt et billede ud af sig selv med et stort smil og en ring på hun skrev også ”jeg er forlovet” og Pelle har kommenteret et ’hjerte-emoji’ under billedet. Ok, nu er mit hjerte officielt knust. Men som om det ikke var nok, så slettede Pelle og hans såkaldte ’forlovede’ deres biledder bare 10 min. Efter at de havde lagt dem ud. Nu var jeg ikke bare fortvivlet, men vildt forvirret. Jeg kunne slet ikke finde ud af det mere.


Jeg fatter ikke hvad der sker, jeg har lige drømt om mig og Pelle, og om hvor tæt på vi var fra at kysse, men ikke mindst vores usynlige bånd, vi havde bare sådan en naturlig kemi. Så bliver jeg vækket og ser at Pelle lige pludselig er blevet forlovet. Pelle er forlovet, min dejlige, lille søde Ped er blevet forlovet med en anden end mig. Jeg er grædefærdig, jeg kan ikke mere. Jeg ved godt at det lyder så dumt, og der er nok heller ikke så mange der kan forstå det, eller sætte sig ind i det. Men det rammer mig så voldsomt, det er meget personligt for mig. Jeg har ikke engang været fan af Page Four i særlig lang tid (ca. et halvt år) men jeg føler mig bare så knyttet til hver og en af dem, Stefan, Lauritz, Jonas og ikke mindst Pelle. Så det rammer mig virkelig hårdt når jeg har haft sådan et personligt forhold til dem, det føler jeg i hvert fald at jeg har, fra min side af.
Jeg lå og vendte og drejede mig, jeg kunne bare ikke falde til ro igen, kunne slet ikke lade være med at tænke på om bare var et ’tilfælde’ eller om det var  ’skæbnen’
Jeg følte at jeg slet ikke kunne være i min egen krop, jeg følte mig klam, beskidt og uudholdelig. Jeg kunne slet ikke klare det. Jeg vendte mit hoved mod væggen og så begyndte tårerne ellers bare at komme. Jeg kunne ikke styre det, jeg kunne ikke styre mig selv. Jeg var bare så ked af det, jeg følte mig forrådt og fortabt i min egen sorg. Og der var ingen til at hjælpe mig, der var ingen jeg kunne snakke med, om det. De ville tænke jeg var skør, eller slet ikke kunne forstå det. De ville sige at jeg overreagerede og det jo kun var en drøm, og at selvfølgelig skal Pelle have lov til et privat liv, som alle andre, selvom han er berømt. Det kunne jeg bare slet ikke overskue lige nu. Der var kun mig, Pelle og min hjerne der arbejde på højtryk efter svar på alt min forvirring. Jeg gik ind på Spotify og startede en playliste der hed ”when life sucks” den første sang startede og min underlæbe begyndte at bæve, jeg kunne ikke holde det inde, varme, salte tårer trillede ned ad mine kinder, og min næse begyndte at løbe. Kender i ikke det, hvor man høre en sang og så kan man bare virkelig relatere til teksten, og virkelig føle med personen? Det var sådan jeg havde det nu. Jeg var et være rod, jeg kunne slet ikke holde sammen på mig selv og mine følelser.
Jeg prøvede på at falde i søvn igen og igen, men forgæves. Klokken blev 02.30 den nat, før jeg faldt i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...