The Child of Cara

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2016
  • Opdateret: 5 sep. 2017
  • Status: Igang
Cara er en blandet af engel og dæmon blod. Hun ved det bare ikke.
Hele sit liv er hun vokset op i uvidenhed om hvad hun er.
Cara ved hun er blandet blods for der er ikke andre forklaringer på det. Problemet er bare at hun er biologisk umuligt. To racer kan ikke blandes. Et barn som er af to racer kan ikke overleve. De bliver dødsfødt. Men alligevel er Cara blevet født. Cara lever fredeligt i skoven for sig selv med sin bedste veninde, anden halvdel og plejesøster Amy som er en sandhedsiger.
Cara er godt klar over at hun er farlig for sine omgivelse, men hun ved bare ikke HVOR meget. Hvad vil der ske, hvis Cara gik hen og fandt ud af hvem hun er? Og et endnu vigtigere spørgsmål..
Hvad vil der ske hvis hun blev gravid?

(undskyld for stavefejl)

6Likes
4Kommentarer
1280Visninger
AA

8. Sandheden bliver lagt på bordet

I faderens hus, sad pigerne i sofaen og Amys far - Xander stod ude i køkkenet og ringede rundt.

Darcy stod lænet op af væggen med armene over kors og betragtede Cara, den anden pige var han lidt ligeglad med.

Men han måtte indrømme, at han var glad for at hun havde reageret så hurtig, som hun havde, da kragen advarede dem. Det var ham der havde sent Bjergdyret til at begynde med. For 19 år siden, valgte Lucifer at sende en dæmon i form af en alf hen til Rådet så den kunne narre De Ældre og blive tjener hos dem.

Darcy var ikke meget for ideen dengang og var overbevist, at det ville mislykkes. Heldigvis tog han fejl.

Grunden til at Lucifer overhovedet ville have en spion i blandt Rådets tjenere, var så Den kunne reportere tilbage til Herskeren om alt information Den kunne få fat i. Den havde hørt Ulveskoven blive nævnt og om en blandet blods.
Dæmonen vidste med det samme, at der var tale om Lucifers yngel. Den Mørke Hersker var udmærket klar over at Cara var hans og i live. Efter dæmonen havde hørt navnet Cara, havde Den taget kontakt til Darcy med det samme. Tiden havde været kort, men han havde taget kontakt til Kragen, som skyldte ham en tjeneste, om at skynde sig hen til pigerne og advare dem. Darcy havde været bange for, at han skulle blande sig da zombierne var kommet, men det virkede til at den blonde pige havde haft styr på det. 

I lejligheden kunne han ikke lade vær, med at betragte Cara. Hun var blevet meget stille efter hun fandt ud af, at hun var gravid. Hvordan det kom bag på hende, kunne Darcy ikke se. Vidste kvinder ikke, når de var med barn?

Darcy sukkede og blev ikke forbavset over, hvor lidt han vidste om hunkønnet.

 

''Hørte du det?'' spurgte Cara med rank ryg. ''Jeg syntes, at jeg hørte noget.''

Igen havde Cara det som om, at der var nogle. Tidligere på dagen havde hun haft det på samme måde.

Hun kunne ikke bestemme sig for, om det fik hende til at føle sig tryg, eller om det gjorde hende bange.

Et par fingre knipsede foran Caras hoved. ''Jorden kalder Cara?'' Amy så bekymrende på sin veninde, velvidende at hendes veninde havde svært ved at koncentrere sig. Sukkende rejste Amy sig op, tog det grønne tæppe, der hang på sofa-ryggen og skubbede blidt Cara bagud så hun kom i ligge stilling. ''Læg dig lidt, så får jeg ordnet de vigtige ting med far.'' Inden Cara nåede at protestere, pegede Amy alvorligt på hende. ''Læg. Nu.'' Cara var ikke meget for at indrømme det, men hun taknemmelig for at kunne lægge ned. Dagen var gået fra at være stille og rolig, - til hektisk og dødbringende. Kendte Amy kragen der var kommet? Hvordan havde kragen overhovedet vidst hvor Cara boede? Hvordan vidste den zombierne havde været på vej? What the peanut? Cara rystede hovedet. Intet gav mening.

Med tæppet over sig lagde Cara slet ikke mærke til, at hendes øjne langsomt faldt i.

 

Stående i døren betragtede Amy sin venindes øjne lukke i. En hånd blev lagt på Amys skylder, hun vendte hovedet mod sin far. ''Kom med ud i køkkenet og få noget mad i maven.'' Uden at Amy kunne nå at svare, gik hendes fader ud i køkkenet. Med en tung, træt og øm krop fulgte hun efter. Køkkenet var et stort kaos af farver, hvilket måtte skyldes for alle de forskellige krydderier rundt omkring. Xander brugte det meste af sin tid i køkkenet og eksperimentere både med bagning, madlavning og hvad han nu ellers kunne finde på. I hele hendes forældres ægteskab havde det været faderen, der sørgerede for fodringen af familien, fordi det eneste moderen kunne var, at tænde en mikrobølgeovn til varmeretter.

Amy trak en stol ud, satte sig på den og så afventede på sin far. Et hosteanfald kom bag på Xander, så inden han satte sig, tog han en Coca-cola fra køleskabet og drak den i tre store tåre. Dåsen blev smidt ud og han satte sig ned på stolen overfor sin datter. Selvom de begge kunne læse hinandens sind, valgte de at have en normal samtale som andre væsner. Fra barndoms ben havde Xandre lært Amy at selvom man kunne læse hinandens sind, så var det vigtigt stadig at have en samtale fra munden af. ''Hvornår tror du det går ordenlig op for hende, hvad der er sket?'' Spurgte faderen. Amy sukkede. ''Det er gået op for hende, men hun ved bare ikke, hvordan hun skal håndtere det. Hun er stadig bange for, at vise sine negative følser pga. af hendes kræfter.'' Hendes far nikkede forstående.

''Jeg vidste godt den her dag, ville komme. Jeg var bare ikke klar over, at den ville komme så tidligt.''

Med rullende øjne svarede Amy: ''Far.. Vi er altså ikke små børn mere. Cara er 19 og jeg er 21.'' Et stort smil bredte sig i Xanders ansigt. ''Det ved jeg godt, det ved jeg godt. Men for mig vil i altid være mine små piger.''

Han lagde sin hånd blidt på Amys. ''Jeg er stolt af dig Amy. Du reagerede hurtigt i dag, og det har reddet jeres liv. Godt klaret.'' Kinderne blev varme på Amy, så hun var godt klar over, at hun rødmede. Selvom hun var fars pige, så var det sjældent, at han sagde, at han var stolt. Det var store ord i familien. Faderen klappede blidt Amy på hånden inden han fjernede den. ''Tid til at være alvorlige. Jeg har ringet rundt, og det ser ud til, at der er en inden for Rådets tjeneste der ikke er helt loyal over for dem. Din onkel vil se hvad han kan gøre for, at få information om hvem det er. Måske kan væsnet hjælpe os.'' Amy nikkede langsomt. ''Da bjergdyret kom for, at advare os, lagde jeg mærke til noget underligt. Grunden til, at den advarede os, er fordi den blev bedt om det. Den skyldte en tjeneste væk. Men jeg kunne ikke se hvem det var.'' Faderens øjenbryn røg i vejret. ''Hvad mener du med, at du ikke kunne se hvem det var?''

''Det jeg siger. Der var ingenting. Tomt. Nothing. Fuldkommen sort.''

''Ja, det er godt nok underligt'' Amy rejste sig frustreret op, gik hen til håndvasken og vendte sig hurtigt om mod Xander. ''Og det er ikke det eneste, underlige der er sket. Ved du, at mor dukkede op her forleden? Hun kaldte Cara og barnet alt muligt væmmeligt, hun burde skamme sig noget så voldsomt. Cara er blevet gravid, og jeg kan ikke se hvorfor hun har sådan et stort foragt til det, hvis hun har et problem, så kan hun holde sig væk. Hun vil gøre os alle en tjeneste! Men nok om det. Cara er begyndt, at føle at der er en i rummet som ikke kan ses, hun kan ikke finde ud af, om det er en god eller dårlig ting. Men JEG synes det er en dårlig ting.'' Inden faderen svarede tog han langsomt en stor indånding. ''Kan du føler væsenets nærvær?'' Da Amy rystede på hovedet fortsatte han: ''Tror det er godt, at i for styr på hendes kræfter. Det vil være god beskyttelse. Med hensyn til spøgelset eller hvad det nu er, så synes jeg du skal give det nogle dage. Min mavefornemmelse siger, at den skal blive.'' En af Amys blonde totter hår var kommet på afveje, så faderen rejste sig, gik hen til Amy og fik den om bag hendes øre. ''Det ser ud til, at du også kunne bruge noget søvn. Gå ind og læg dig og så har jeg fundet sikker transport, en plan og varm mad når i vågner.''

Amy kyssede ham blidt på kinden som tak og gik ud af køkkenet.

 

Under hele samtalen havde Darcy siddet på køkkendisken og lyttet med. Han frydede sig over, hvor meget det irriterede Amy, at hun ikke kunne se hami kragens sind. Døren blev lukket, låst og den gamle vendte sig mod Darcy. ''Jeg ved godt, at du er her Darcy.'' Skuffet gjorde Darcy sig synlig og han hoppede ned fra disken. 

Darcy brød sig ikke så meget om den gamle, hvilket var gengældt så han gik lige til sagen.

''Det er tid til pigen kommer tilbage.'' Imens han sagde det, knækkede han fingre velvidende, at Xander var bange for ham. Stammende sagde Xander: ''Me-me-men er du si-si-sikker på, a-at det er t-t-ti-tid?''

Med et stort smil der viste alle Darcys hvide tænder, klappede han Xander på skulderen.

''Om det er på tide? Det har det været længe gamle jas. Cara har været klar. Det er derfor hun tager det så stille og roligt. Inderst inde ved hun godt hvem hun er.'' Det runde ur, der hang ovenover døren lavede en ding-lyd.

''L-lad i det min-mindste pigerne få noget, a-at spise f-først.'' Det kunne Darcy ikke se noget problem i, så han nikkede bare og gjorde sig usynlig igen. For at drille den gamle lidt, knipsede han med fingrene så de tre stole blev skubbet tilbage, skufferne åbnede sig på fuld gab og døren åbnede sig. Darcy kiggede ikke engang på den gamle for, at se hvor forskrækket han blev, for Darcy var enlig ret ligeglad. Inde i stuen lagde Cara stadig i sofaen.

Han kunne ikke lade vær med, at betragte hende sove, så han gik over ved siden af hende og satte sig på kanten af bordet. Darcy tog en dyb indånding og kunne dufte hendes duft. En blanding af dæmon, engel og befrugtning. Den dæmoniske duft var stærkere end de andre, fordi hendes fader ikke bare er en hvilken som helst dæmon, men selve Lucifer. Bossen af Helvede.

Grunden til, at væsner ikke kunne placere hendes duft, var fordi engle og dæmoner mente at jorden var kedelig. De har deres egne verdener, så de gider ikke bruge tid på jorden mere. Jorden er ikke som den har været, der var engang, hvor jorden kun var menneskebesat, der elskede dæmonerne at være her. Nu hvor der er alle slags væsner, foragter de det. Tillgengæld har englene altid hadet jorden på grund af jalousi over, at Guds kærlighed til menneskene, hvilket var efter Darcys mening, lidt overdrevet. Et lille nys kom fra Cara og Darcy kunne ikke holde sit smil tilbage. Luften blev fyldt med en dejlig, varm duft af krydderier der fik selv Caras mave til at knurre, - og hun lagde og sov. Ikke langtid efter kom Xander ind, klappede let på sofa-ryggen og sagde: ''Cara? Du skal op, kom så. Der er mad ude i køkkenet.'' Med en smule brok over, at blive vækket begyndte Cara, at strække sig.

Pigerne og Xander sad ved bordet. De spiste i fred og ro og nød maden. Xander rømmede sig, for han skulle til, at fortælle om Darcy, men blev afbrudt af en banken på døren. Alle stivnede, kiggede først på hinanden og så hen mod døren. Darcy bandede selv om han godt vidste, at de andre ville høre det. Han gjorde sig synlig. Cara tabte sin ske på gulvet af chok og Amy holdt hænderne for munden. Begge kiggede på ham med store, forbavsede øjne.

Normalt ville det have fået Darcy til, at smile. Men han havde en ide om, at væsenerne bag døren ikke ligefrem var venlige. Faderen gjorde tegn til pigerne om, at være stille, hvilket Darcy var glad for, fordi han var bange.

Han havde ikke den store tillid til piger, når det var om at holde mund. Lyttende listede Darcy lydløs hen til døren, duftede til luften og endte med at rulle øjne. En basilisk-hun. ''Det okay, jeg ved hvem det er'' sagde han dovent imens han åbnede døren. Sukkende vendede han sig om, mod køkkenet.

''Lad mig præsentere de siamesiske basilisk, Sia og Mese. Vidste I, at hvis man sætter deres navn sammen, så betyder ''Siamese'' siamesiske på baskisk?'' Hvilket var nøjagtig hvad de var. En basilisk med to hoveder. 

Cara rejste sig op, slog i bordet og sagde: ''Sådan taler man altså ikke til væsner! Sig undskyld, hvem du så end er, og så vil vi gerne have en forklaring.'' Darcy kiggede på tvillingerne med et stort smil. Sia lavede et taknemmelig smil til pigen, så de skarpe tænder kom til syne. ''Det er meget s-s-sødt af Dem, men Darc-c-cy og os-s går langt tilbage. S-s-s-så vi har lært, ikke og tage ham for s-s-s-seriøs-s-st.'' Tvilling nummer 2, nikkede hektisk.

Cara og Amy kiggede på hinanden, Amy nikkede og Cara gik rundt om bordet. Amy stillede sig op ved siden af hende. ''Og hvem er du så?'' forlangte Amy, at få af vide. Jo mere Amy kiggede på ham, jo mere alvorlig blev hendes ansigt. ''Det var dig!'' udbrød hun. Med et stort smil i hele fem øren nikkede han. Cara så bare uforståeligt på dem, og fordi Darcy ikke rigtig havde tid til at forklare, hvem han var, åbnede han munden inden, nogle af pigerne kunne nå at sige noget: ''Piger, det er ikke vigtigt hvem jer er, men hvad jeg har, at sige. Okay? Så sæt jer ned til jeg kommer tilbage, jeg skal lige snakke med de her to.'' Med det sagt forlod tvillingerne og Darcy køkkenet.

''Far, hvem er det! Jeg kan se du kender ham.'' Febrilsk ledte Xander efter noget i skuffen.

''Det er svært, at forklare.'' Uden at kunne styre det, fyldte en tung vrede Cara op og hun smækkede hårdt ned i bordet. Så hårdt, at hun kunne have haft knækket det. ''Nu stopper det her, jeg er ved at være TRÆT af ikke, at have kontrol over mit liv mere. Jeg fortjener fandme, at få af vide, hvad der sker her! Og det er så tydeligt, at se, at du ved mere end os. Så forklar. Nu! For ellers ved jeg ikke, hvad jeg kan finde på.'' Overalt i hendes krop kunne Cara mærke, at pulsen bankede hårdt i hele kroppen. Med hænderne forsvarende foran sig, begyndte han, at forklare:

''Cara, please fald ned først. Du er ikke dig selv. Trust me, i know.'' Han havde ret, hun var ikke sig selv efter, at hun havde fået øjenkontakt med Darcy. Følsen af at han havde alle svarende om hendes eksistens, var ved at drive hende til vanvid. - Det og så fordi, hun havde en stor lyst til, at røre ham. Men vreden ville ikke lægge sig, og det kunne Amy fornemme, så hun tog fat i begge arme på Cara. ''Jeg ved ikke, hvad det er ved ham, der for dig til at føle, at han kender til din eksistens, men hvis han gør, så finder du endelig ud af, hvem du er. Vi tager et skridt af gangen, okay skattepige? Træk vejret, træk vejret og fald ned.'' Cara havde lyst til at bruge sine kræfter for, at ødelægge et eller andet, hvilket kom virkelig bag på hende, eftersom at hun foragtede sine kræfter. 

Med dybe vejrtrækninger lukkede Cara øjnene og fokuserede på stjerner. En ekstra hånd blev lagt blidt på hendes skulder, - Xander. Vreden sivede ud af Cara og efterlod hende urolig og skræmt. Det lignede ikke hende, at være så hidsig, selvkontrol var noget hun havde styr på. Men efter alt hvad der var ved, at ske virkede det som om, at den selvkontrol havde fået ben, og var stykket af. ''Hormoner måske?'' drillede Amy med, som et forsøg på, at få hende til at grine, og det lykkedes. Det var godt nok et trist grin, men det var ægte. Da Cara var sikker nok på, at hun havde nogenlunde styr på sig selv, kiggede hun spørgerne på sin plejefar. ’’Sæt dig, så skal jeg nok forklare, hvad jeg kan nå og hvad jeg selv ved.’’
De satte sig på hver deres stole, undtagen Xander som stadig ledte efter noget i skuffen.
’’Far, hvad kigger du efter?’’ spurgte Amy lidt halvirriteret. ’’Ah, fandt den.’’ Op fra skuffen tog han en halskæde op. Vedhænget var en lilla, grov-kantet sten med sort stol bundet sjovt rundet om den, så den kunne hænge på sølvkæden. Den så ikke ud til meget, men da Caras øjne lagde sig på den, følte hun sig forbundet med det, med det samme som om, at den kaldte på hende. Faderen lod til, at forvente Caras reaktion. ’’Du har ret, det er din.’’ Den tredje stol blev skubbet ud, og han satte sig på den.
’’Men… hvordan?’’ En prikkende følelse af længsel og savn, kunne mærkes rundet om hendes hals.
Xander rejste sig op igen, gik bag om hende og gav hende den på. En følelse af fuldkommenhed strømmede igennem Cara og hun kunne ikke stoppe med, at smile.
’’Da vi fik dig, bar du på den her halskæde, men manden der kom med dig, bad os om, at holde den hemmeligt for dig, til den da du besluttede dig for, at bruge dine kræfter og havde brug for den.’’
Cara kiggede undrende på ham, ’’hvad mener du med det?’’
’’Lad mig starte fra starten af, fra min synsvinkel. Som du ved, var du ikke særlig gammel, da vi fik dig.
Manden der kom med dig, gav os aldrig en forklaring på hvorfor, så jeg ved det ikke. Det eneste han sagde var..’’ ’’ - at det var yderst vigtigt, at de holdte den gemt fra dig’’ afbrød Darcy i døråbningen, basilisken var ikke til, at se.
’’Hvordan ved du det?’’ spurgte Amy med en tone der højt og tydeligt fortalte dem, at hun kunne ikke fordrage Darcy. Selvfølgelig grinte han bare af hendes åbenlyste had, ’’grunden til, at jeg ved det lille Amy, er fordi det var mig, der kom med hende dengang. Så jeg tror det er bedst, at jeg vil overtage historiefortællingen Xander.’’ Pigerne lod mærke til, at Xander ikke havde set på Darcy en eneste gang, som om han var bange, hvilket undrede dem. Darcy gik hen til køkken-disken og hoppede op, at sidde på den.
’’For 19-20 år siden, var der en kærlighedsaffære mellem en engel og dæmon. Fordi de to racer er naturlige fjender, holdte de det hemmeligt, og det ville have lykkes dem, hvis det ikke var fordi tøsen blev befrugtet.
Englen, som skal forestille, at være en af de ’’gode’’ ville aflive barnet da de fandt ud af, at barnet var levedygtigt. Lucifer nægtede, så han holdte englen til fange i hele graviditeten.
 En rask babypige blev født, med en halskæde rundt om halsen. Ja du hørte rigtig det med halskæden.

Det barn er dig, Cara.
Moderen til barnet, - som så er dig, - prøvede, at dræbe dig, hvilket bare fik hende selv slået ihjel. Da Lucifer fandt ud af at hun havde prøvet, at dræbe deres datter, dræbte han hende med hendes eget englesværd. Det er det eneste som kan slå en engel ihjel og hvis det er deres eget sværd der dræber dem, dør de med vanære.

Måneder gik og jo stærkere gik du hen og blev, så en dag fandt Lucifer ud af, at hvis han fjernede halskæden fra dig, så blev dine kræfter på en måde gemt væk.

Det gik fint, til Lucifers private synske heks, kom i tanke om en gammel profeti, som var gået igennem hekse i flere århundreder. 
Fordi profetien er så gammel, er der selvfølgelig forskellige versioner af profetien, men budskabet er det samme. Dommedag vil komme.
Der ville en dag blive født et umuligt barn, et barn der ikke burde eksistere. Biologisk umuligt.
Og en dag vil barnet selv også blive befrugtet, og så er man ikke sikker på, om profetien siger at det nye barn skal leve, eller dø. Man ved bare at Doomsday kommer i løbet af barnets opdragelse. 
Så nogle tror, at profetien siger barnet skal dø inden fødslen, fordi de tror at barnet er skyld i ’’Doomsdag.’’
Men der er bare en lille detalje, som folk ikke ved. Og det er dit navn, som din moder gav dig.
Cara er ikke dit fødselsnavn, men et du har fået af dine plejeforældre.’’
Selv om Cara havde en ide om hvad hendes rigtige navn var, så havde hun brug for, at høre ham sige det.
Hun havde brug for, at vide, at det ikke var noget hun bildte sig ind.
’’Hvad er det så? Hvad er mit rigtige navn?’’ Der gik lidt tid inden han svarede hende.
’’Doomsday. Dit navn er Doomsday.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...