The Child of Cara

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2016
  • Opdateret: 5 sep. 2017
  • Status: Igang
Cara er en blandet af engel og dæmon blod. Hun ved det bare ikke.
Hele sit liv er hun vokset op i uvidenhed om hvad hun er.
Cara ved hun er blandet blods for der er ikke andre forklaringer på det. Problemet er bare at hun er biologisk umuligt. To racer kan ikke blandes. Et barn som er af to racer kan ikke overleve. De bliver dødsfødt. Men alligevel er Cara blevet født. Cara lever fredeligt i skoven for sig selv med sin bedste veninde, anden halvdel og plejesøster Amy som er en sandhedsiger.
Cara er godt klar over at hun er farlig for sine omgivelse, men hun ved bare ikke HVOR meget. Hvad vil der ske, hvis Cara gik hen og fandt ud af hvem hun er? Og et endnu vigtigere spørgsmål..
Hvad vil der ske hvis hun blev gravid?

(undskyld for stavefejl)

6Likes
4Kommentarer
1244Visninger
AA

9. Kongeriget

Det hele blev for meget for Amy. Voldsomt rejste hun sig så op. Stolen væltede.

Med hænderne knyttet hårdt, gik hun ind i stuen for at få noget luft. Bag hende lød der en lyd så hun vendte sig om og fik øje på Cara.

''Hvad er der i vejen?'' Amy udstødte et fnys. ''Det går alt for hurtigt det her Cara. Jeg bryder mig ikke om det, og det værste er, at du ikke er gået i panik! Alt plejer at skræmme dig Cara.'' Uden at give et svar, gik Cara hen til sin veninde, lagde armene på hendes skuldre og trak hende blidt ind til et kram.

Sådan stod de et stykke tid, til de blev afbrudt af en kærlig stemme, som de begge elskede.

''Piger? Mr. Darcy siger, at der ikke er meget tid. Zombierne vil snart regne ud, at I er her.'' Xander gav dem et forsigtigt smil.

Begge af pigerne nikkede. Det var tid. Cara tog Amy beroligende i hånden og gav hende et svagt smil, inden de gik ud i det lille køkken.

Ved håndvasken stod Darcy og ventede på dem. Han gav ikke så meget, som et blik mod deres retning, men fjernede sig fra håndvasken og vendte fronten mod væggen med et stort familie foto af Xander, Arina, Amy og Cara. Det var dengang de havde været en stor lykkelig familie. På billedet stod Xander bagerst med den ene arm om Arinas lænd og den anden hånd på Amys hår som var en stor, blond krølletop.

Amy sad på gulvet og hendes orange øjne er rettet mod den lille Cara som sad mellem hendes ben.

Med sutten i munden holdte Cara sin bamse tæt ind til sig.

Efter et par minutters stilhed, mistede Cara tålmodigheden. ''Darcy..'' Ingen reaktion. ''Darcy, hvad har du gang i?''

Først troede hun, at han ikke ville reagere igen, men så vendte han hovedet mod hende.

''Sagde du noget?'' mumlede han ligegyldigt.

Amy kunne mærke på Cara, at hun var ved at blive hidsig, så hun lavede et overdrevet falsk host.

Cara forstod budskabet og tog en dyb indånding og prøvede igen med den høflige attitude som hun var blevet opdraget til at bruge: ''Mr. Darcy, hvad laver De?'' Et smil bredte sig i Darcys ansigt.

''Jeg er i gang med at lave en portal.'' Straks vendte han opmærksomheden mod væggen igen.

Cara kunne ikke holde et suk inde. ''En portal til hvad?'' Uden at give et svar, lagde Darcy hånden på væggen med spredte fingre. 

Der gik ikke langtid før en slags blå aura var begyndt, at sprede sig fra hans fingre og ud mod væggens kanter.

Jo mere det spredte sig, jo mere begyndte det at ligne en slags tyk væske. Den blå væske lyste hele rummet op i blå. Da hele væggen var dækket af den blå væske, fjernede Darcy hånden.

Uden overhovedet, at tænke på hvad hun havde gang i, gav Cara sin plejefar et kærligt kys og gik hen til portalen.

Hun kunne høre Amy sige farvel til sin fader. ''Vent, vent. Hvor tror du lige at du skal hen?'' spurgte Darcy.

Uden at slippe den blå væske ude af syne, svarede Cara: ''Hun skal med mig.'' Darcy gav et fnys fra sig, og skulle til at protestere, men Cara var hurtig på aftrækkeren.

''Hvis jeg siger, at hun skal med. Så kommer hun med. Forstået?''

''Nej, det er ikke forstået. Ordren lød på dig, ikke hende.''

''Hun tager med. Punktum.'' Cara behøvede ikke, at se på Amy for at vide, at hun havde et provokerende smil på læben for, at vise Darcy, at han havde tabt. Darcy stillede sig ved siden af Cara og pegede truende på hende og sagde: ''Jeg tager ikke ansvaret for hende, forstået?'' Cara nikkede og trådte han ind i portalen. 

Den lavede en svag ''swup'' lyd da han trådte igennem. ''Er du sikker på det her Cara?'' Spurgte Amy

''Jeg har brug for, at vide det. Det er ikke kun mig mere'' svarede Cara og lagde sin ene hånd på maven.

Cara gav Amy et beroligende smil. ''Det er okay, hvis du vil blive. Jeg forstår det fuldt ud.'' 

Sukkende flettede Amy sine fingre ind i Caras. ''Tror du selv, at jeg lader dig være alene om det her? Så er du sq dum.'' Med et nik trådte de ind i portalen. Følelsen af at gå ind i den blå væske, var ligesom at svømme igennem en tyk glasur. Både ulækkert men fristende.

 

Det første Cara lagde mærke til på den anden side af portalen, var den tunge varme.

Der var ikke engang gået tre sekunder før sveden havde lagt sig på ryggen. Cara bandede indvendigt.

''Lige mine ord,'' svarede Amy der havde hørt hendes tanker. Cara kiggede rundt i det smalle, kedelige, grå lokale de var endt i og opdagede at Darcy stod utålmodigt og ventede på dem ved døren.

Væggene var bygget op med sten, som var i forskellige størelser og var stablet random på hinanden.

Hvor ligeglade havde de været under bygningen? tænkte Cara. Det var grimt, men alligevel følte Cara, at der var noget charmerende over det. ''Virkelig Cara? Charmerende?'' Amy kiggede på sin veninde med et udtryk der tydeligt sagde: Seriøst kælling?

Cara kunne ikke lade vær med at fnise over Amys udtryk, men undlod at give et svar og gik ud af de smalle rum.
Et pust af genkendelse ramte Cara. Synes af den store, lange, mørke gang med små starinlys på væggene der gav en smule lys, virkede bekendt for hende. 

Også her var væggene  i forskellige størelser og stablet random på hinanden. Gulvet var også af sten.

På midten af gulvet var der lagt en lang, blodrød løber med et slags mønsster på, der ikke rigtig gav mening.

''Holy moly..'' Blev der sagt bag hende. Cara vendte sig om mod Amy, der stod med store øjne og åben mund.

Cara åbnede munden og skulle til at sige noget, men blev afbrudt af en utålmodig stemme: ''piger, kan vi komme afsted? Han hader at vente.'' Amy rullede øjne og begyndte at gå. Cara lod hende gå foran sig med vilje, så hun kunne få lidt luft til hovedet. Hvor gammel havde hun været, da hun var blevet sendt væk? Og havde det virkelig været Darcy der havde båret hende? Så gammel kunne han, da heller ikke være.... - eller hvad?

For enden af gangen var døren på størelse med en port. De var lavet af træ og så voldsomme tunge ud.
To zombie-lignende vagter stod og holdte øje med dem. De så ud til at kede sig ihjel.

Hvilket de allerede var.
Men med det samme de fik øje på Darcy..... ændrede det sig.

Rendyrket rædsel strømmede ud af deres allerede døde øjne. 

Cara havde haft ret  med hensyn til vægten af porten. Vagterne kæmpede med at skubbe den op, men det lykkedes før Darcy var helt henne ved dem. Han gav dem ikke engang et blik, da han gik forbi dem.

En stemme lød da Darcy trådte ind i det andet rum: ''Mr. Darcy. Falden Stjerne. Lucifers højre hånd.''
Pigerne stoppede og kiggede på hinanden med underlige blikke. Amy var den første til at bryde øjenkontakten og flækkede af grin. ''Mig først. Mig først. Gad vide hvad de siger ved mig.'' Fnisende gik Amy først ind af den store dør.. port.. hvad du nu vil kalde den. Stemmen lød igen: ''Miss Amy Underwood. Sandhedsiger. Doomsdays  plejesøster.''
Cara kunne høre Amy fnise videre. Inden Cara gik ind, tog hun en dyb indånding.
Stemmen lød endnu engang: ''Prinsesse Doomsday, også kaldet Cara Underwood. Halv lys engel, halv mørk engel. Lucifers datter og arving.'' Cara rullede øjne. Det var da godt nok en lang titel.
Rummet var kæmpe!!!
Væggene lignede de andre.... big surprise. Varmen var en smule køliger. Tronen var overdrevet stor, gotisk og bygget af knogler som så ret ægte ud. Kroppen der sad i den var dækket af en dødskåbe som dækkede fra top til tå, undtagen de lange, tynde, knoglelignende fingre. Jo tættere på Cara nærmede sig, jo vredere følte hun, at hun blev. 

Darcy stod med ret ryg, ved siden af skikkelsen, som Cara let kunne regne ud var Lucifer. - Hendes fader.

Cara var kommet op ved siden af Amy som stod og kiggede forstenet på Lucifer. 

Stilheden lagde sig.

Skikkelsen rejste sig langsomt op af tronen, men støttede sig stadig til det ene armlænet.

Da Cara blev klar over, at det ikke så ud til, at han ville bryde stilheden, valgte hun at gøre det.

''Daddy, I'm home.'' Cara kunne fornemme på Amy, at hun kæmpede mellem at fnise eller være forbavset.

Det endte med et fnis.

''Jeg kan høre, at du har arvet din moders attitude, Doomsday,'' sagde Lucifer med en mørk, dyb, hæs stemme der lød som sandpapir mod ens hud. Hårene rejste sig i nakken på både Cara og Amy. 

''Mit navn er ikke Doomsday,og jeg har ikke arvet noget som helst. Have I made myself clear?''

Lucifer blev ramt af et hosteanfald, og var tvunget til at sætte sig ned igen af Darcy, der forsigtigt havde lagt hånd på skulderen af Kongen.

Allerede nu var Cara en smule bekymret for sin biologiske fars helbred. Men hun nægtede at vise det.

Med en blanding af hoste og latter sagde Lucifer: ''Tro hvad du vil. Men vi ved begge to godt, at du har arvet meget mere end du tror, eller vil indrømme for den sags skyld. 

Du min kære, har arvet både fra din moder og jeg, og det gør dig til det stærkeste væsen man overhovedet kan drømme om. Du er det modsatte af Den Almægtige. Jeg vil faktisk mene, at du er på ligefod med Ham. 

Han kan skabe en planet, som han gjorde med jorden. Men han vil aldrig være i stand til ødelægge en. Hvor med dig, min kære vil du aldrig være i stand til, at skabe en planet, men du kan sagtens ødelægge en.

Ikke engang jeg kan ædelægge en planet. Jeg kan sagtens lave voldsom skade, men aldrig ødelægge.

Må indrømme jeg er en smule jaloux.''

Det var dråben. En varm følelse af vrede spredte sig fra Caras bryst og ud mod fingerspidserne. 

Efter hun havde fået sin halskæde på, kunne hun mærke en forskel. Kræfterne blev aktiveret hurtigere.

Væggene begyndte at ryste og gulvet med. En hånd havde taget fat i Caras ene arm, og Cara kunne høre at der var en der prøvede at tale hende til ro. - Amy.

''Cara slap af! Tag dig lige sammen for en gangs skyld eller jeg smækker dig en!'' råbte en frustreret Amy.

Amy havde ikke tænkt sig at slå sin søster, hvilket Cara godt var klar over, men heldigvis fik det Cara til at falde ned.

Amy kunne fornemme Caras foragtelse over sig selv. ''Cara, det er okay. Det har været en hård da. Det er klart du reagere som du gør.'' Cara fik øjenkontakt med sin søster og nikkede. En overvældende træthed ramte Cara og hun var endda for træt til at holde sine øjne åbne. Så hun lukkede dem uden at spekulere på om hvor hun enlig stod.

''Jeg tror det er på tide, at Cara for lov at lægge sig lidt'' sagde Amy kommenderende.

Amy var ligeglad med at hun stod og kommenderede med den Mærke Fyrste. Amys søsterinstinkter kom frem, og når de gjorde det, kunne man lige så godt droppe at diskutere med hende.

''Sandhedsigeren har ret. Darcy, følg Doomsday i seng. Jeg skal lige have snakket nogle få ord med miss Underwood.'' Darcy trådte ind foran kronen, bukkede og gik hen til hende og Cara og løftede Cara op i sine arme som var hun en brud. Amy kunne høre i Caras underbevisthed at Cara var en smule betaget af Darcy.

Da de var gået ud af rummet, gav Amy kongen sin opmærksomhed. 

''Hvad så pomfrit?'' spurgte hun med armene på tværs. En latter bredte sig i rummet.

''Miss Underwood, jeg beundre din form for humor allerede. Det må jeg give dig. Grunden til jeg vil tale med dig, er fordi jeg gerne vil sige tak. Tak for at passe på min pige i løbet af årene.''

''Det behøver du skam ikke at sige tak for. Hun er og vil altid være min lillesøster. Jeg vil give mit liv for hende og den lille der er på vej.'' Lucifer lavede et trist suk, og Amy kunne mærke på hans følelser at der var noget i vejen.

Lucifer sagde imens han hostede: ''Lad os håbe det ikke kommer til at ske, min kære. Det var alt, du kan gå i seng nu. Jeg sender Darcy til at vække jer, når vi skal spise igen. Gå.''
Amy vendte sig om, og gik ud af rummet. Hun nægtede at bukke som Darcy havde gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...