The Child of Cara

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2016
  • Opdateret: 5 sep. 2017
  • Status: Igang
Cara er en blandet af engel og dæmon blod. Hun ved det bare ikke.
Hele sit liv er hun vokset op i uvidenhed om hvad hun er.
Cara ved hun er blandet blods for der er ikke andre forklaringer på det. Problemet er bare at hun er biologisk umuligt. To racer kan ikke blandes. Et barn som er af to racer kan ikke overleve. De bliver dødsfødt. Men alligevel er Cara blevet født. Cara lever fredeligt i skoven for sig selv med sin bedste veninde, anden halvdel og plejesøster Amy som er en sandhedsiger.
Cara er godt klar over at hun er farlig for sine omgivelse, men hun ved bare ikke HVOR meget. Hvad vil der ske, hvis Cara gik hen og fandt ud af hvem hun er? Og et endnu vigtigere spørgsmål..
Hvad vil der ske hvis hun blev gravid?

(undskyld for stavefejl)

6Likes
4Kommentarer
1244Visninger
AA

10. Fanget

Tre dage var gået og pigerne havde holdt sig låst inde på Caras værelse.

De prøvede at holde den nye virkelighed ude.

De eneste gange Cara eller Amy havde fjernet sig fra den store dobbelt-seng, var når der kom en tjener med mad eller de skulle på wc.

Med hovedet læggende på Amys mave, tillod Cara sig selv at have Darcy i tankerne. 

''Vil du tale om det?'' Spurgte Amy. Selv om Cara godt var klar over hvad hun mente, lod hun som ingenting.

''Hvad mener du?'' 

Amy gav hende et blidt smølfespark i baghovedet. ''Du ved hvad jeg mener. Dig og Darcy. Når man tænkter meget... meget... meeeeget grundigt over det, så tror jeg faktisk at i ville være ret søde sammen. Man skal bare ikke gøre jer sure og have jer begge på nakken.'' Cara kunne ikke lade vær med at fnise. ''Hvad mener du med det?''

Amy fjernede et tot hår fra Caras kind. ''Det er ikke nogle hemmelighed, at du kan være farlig, når du er vred. 

Vi ved ikke engang HVOR farlig du kan være. Men når man tænker på, at Lucifer sagde at du kunne ødelægge en planet, så håber jeg at vi heller aldrig finder ud af det.''

''Og hvad med Darcy?'' spurgte Cara.

''Alle virker til at være bange så bange for ham. - Altså undtagen Lucifer og dig. Men ved du hvad jeg har lagt mærke til?'' Cara rystede på hovedet. 

''I virker til at tirre hinanden. Og du skal ikke komme og sige, at du ikke ved hvad jeg taler om. Jeg kan høre dine tanker, men af en eller anden grund, så kan jeg ikke høre hans. Men man behøver ikke være sandhedssiger, for at se at han finder dig interessant. Jeg shipper det.'' Sagde Amy drillende. 

Cara rullede øjne og blev belønnet med et smølfespark mod panden. ''Du skal ikke rulle øjne af mig.''

Pigerne kiggede tavs på hinanden og begyndte så at grine.

 

Det blev banket på døren og Cara åbnede langsomt øjnene. Hun tænkte at de måtte have været faldet i søvn, og kiggede på Amy som stadig sov. Døren bankede igen.

Dovent gik Cara hen mod døren, og undrede sig over hvem det mon kunne være. 

Døren blev åbnet, og der stod Darcy.

 ''Hvor ser du dog hæslig ud.''

Cara skulle til at smække døren i hovedet på ham, men besluttede sig for, at give igen.

''Jamen tak. Det var det jeg håbede på, og burde du ikke kalde mig De?''

Darcy løftede det ene bryn og kiggede på hende med et udtryk der sagde: Hvor er du sjov.

''og hvorfor burde jeg det, min kære?'' spurgte han sarkastisk.

''Er jeg ikke din overordnet eller sådan noget?'' Vent lige lidt. Havde han lige kaldt hende hans kære?

Darcy begyndte at grine blidt og Cara lod mærke til, at hun godt kunne lide lyden af ham grine.

Hun rømmede sig og lod som om, at hun ikke lige havde tænkt det.

''Cara, Cara, Cara. Jeg tjener den der hersker over helvede. - ingen andre. Men det var ikke grunden til at jeg kom.''

Cara rullede øjne. ''Hvad var det så? - at irriterer mig til døde?''

Den kommentar faldt ikke i god jord. Darcy fik et vredt blik i øjnene og Cara kunne se, at han prøvede at holde det tilbage. Hun rynkede forvirret panden og skulle til at åbne munden, men blev afbrudt af Darcy: ''Din far sendte mig for, at hente dig. Han er i tronsalen. Jeg har noget, at jeg skal ordne.'' Uden at lade Cara sige et ord... - gik han.

Forvirret begyndte hun at gå den modsatte vej end ham. Hvad var der lige sket? Havde hun sagt noget forkert?

og vigtigst af alt... - Hvorfor gik det hende på? Cara lagde hånden blidt på hendes mave og strøg den. 

''Hvis du bliver en pige, så håber jeg at du har mere held i drenge end din mor.''

 

Cara var ankommet til den store port der gik ind til tronsalen, og igen så de zombie-lignende vagter ud til at kede sig.

De fik øje på Cara og fik åbnet porten. 

'''Prinsesse Doomsday, også kaldet Cara Underwood. Halv lys engel, halv mørk engel. Lucifers datter og arving.''

Cara stoppede op, kiggede på væsnet der igen havde sagt hendes navn op.

''Har du tænkt dig, at sige det hver evig eneste gang jeg kommer ind?''

Intet svar. 

Cara fortsætte hen til den store gotiske trone og blev lettet over klima forskellen. 

Den var ikke stor, men det var dejligt at det blev bare lidt køligere i rummet. Varmen alle andre steder end lige tronsalen var dræbende. Men så igen... - Det var jo Helvede. Men det undrede hende stadig, hvordan tronsalen kunne være køligere.

''Hvordan kan det være at der er køligere her, end andre steder?'' spurgte hun.

En hæs, mørk lav latter kom frem fra den sorte skikkelse. ''Der må jeg gøre mig skyldig. Jeg er grunden.''

Hårene i nakken rejste sig igen på Cara. Den sorte skikkelse begyndte, at rejse sig langsomt op, og Cara følte at hun var nød til at hjælpe ham, ellers ville de gå galt. Selv om den store sorte hætte dækkede alt fra top til tå, kunne hun godt fornemme at han ikke var andet end skin og ben. Hun gik op til ham og tilbød sin arm som støtte. 

Han tog den. 

Cara kunne mærke hårene rejse sig på armen, pga. følelsen af hans knogle-agtige fingre mod hendes hud.

Der gik en kuldegysning igennem hende, og hun lod mærke til hvor kold han var.

Isende kold. ''Du er jo hundekold!'' 

''I know my dear. Det er det, jeg mener med at jeg er grunden.''

Lucifer blev ramt af et voldsomt hosteanfald, og Cara endte med at støtte ham med begge hænder så han ikke faldt ned på gulvet. Igen bekymrede Lucifers helbred Cara, og hun besluttede sig for at hun snart ville bringe det op med ham. De gik i stille og ro til de kom til en udgang. Cara fik store øjne da hun så hvad der var udenfor. 

Det der skulle forestille himlen var intet andet end sort. Ingen stjerner. Intet af noget. Bare.... - sort.

Der var mørk og det eneste lys der var, var fra fakler rundt omkring. Der var buske, træer, blomster, græs.

Men det hele var visnet og dødt. ''Det er varmen der dræber det. Det bliver aldrig vandet, for det regner aldrig, da der ingen sol eller skyer er.'' Sagde Lucifer hæst.

Cara åbnede munden og skulle til at spørger ham, hvordan han havde vidst hvad hun tænkte på. Men han afbrød hende og sagde: ''Dit ansigt afslørede dig, mit barn. Kom lad os sidde her.''

De satte sig på en stor sten, der var bred og flad så man kunne sidde behageligt på den. Bortset fra, at den var en smule varm. Hun sørgede for, at hendes far ikke ville falde ned, før hun satte sig ved siden af.

''Burde der ikke være en masse skrig? Skrig fra torturede sjæle?'' Spurgte Cara om.

Hun opdagede, at hun følte sig tryg her. Mere tryg end hun gjorde i tronsalen. Hun spekulerende på, hvor tit hun havde været her som lille. Hvor tit hun havde siddet på nøjagtig denne sten. 

''Vi sad tit her. Du elskede at sidde på mit skød, og du kunne tale hele tiden. Du nægtede simpelthen, at tie stille. Men det gjorde mig intet. Du elskede også, at lege gemmeleg og fangeleg her. Og du var fej. Du var rigtig fej. Jeg kan huske som var det igår, at du fik de visne blade fra træerne og buskene til, at svæve rundt, og du brugte dem som det passede dig.''

Cara lagde en hånd om hendes halskæde og gned den mellem hendes fingre.

''Var det dig, der legede med mig?'' spurgte hun nysgerrig. 

Lucifer sukkede en smule trist. ''Nej, jeg sad her. Jeg sad her og så dig løbe rundt.

Det var børne-sjæle der legede med dig.'' Cara rynkede panden og kiggede forvirret på ham.

''Børne sjæle? Hvordan kan der være børne sjæle i Helvede? Man kommer da kun i helvede, hvis man har syndet.''

Et hosteangreb ramte Lucifer igen. Halv hostende svarede Lucifer, med en trist tone i stemmen: ''Børn der enten er født psykopat eller sociopat og har dræbt i en meget tidlig alder eller har syndet på en anden måde. Den slags sker, og der er intet vi kan gøre ved det.''

''Så dem jeg legede med, har dræbt? Hvor gamle var de?'' Spurgte Cara forbavset.

''Åh mit barn. Jeg kan ikke huske det. Det er ikke noget, jeg mener er vigtigt. Det eneste jeg holdt øje med, var dig. 

Men kom med resten af dine spørgsmål. Jeg ved, at du må have en masse. Det ville jeg have.''

Cara tog en dyb indånding. Nu da hun havde chancen, vidste hun ikke hvor hun skulle starte.

''Jeg kan fornemme, at du er gået i bagløs min kære. Så lad tage det langsomt og tage hvad end vi nu ender med, at tale om. Hvad er det første du får i tankerne, når jeg siger ordet: forvirret''? spurgte den hæse stemme.

''Det hele. Amy siger, at jeg tager alt det her roligt og det gør hende en smule bekymret. For at være ærligt, gør det også mig selv en smule bekymret. Men jeg føler mig bare så... Hjemme. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Jeg kan genkende slottet. Jeg kan huske, at jeg har leget i de lange gange. Men alligevel ved jeg ikke, hvad jeg skal føle på samme tid. Følelsesmæssigt så virker det til, at det er her på slottet, at jeg høre til. Men det er ikke denne verden jeg kender til. Det er på jorden, at jeg er opvokset, og det er der, at jeg vil have mit barn vokser op. Men så kommer der alt det, med den der profeti, der gør mig i tvivl, om hun overhovedet vil være i sikkerhed på jorden, og jeg vil have hun er i sikkerhed. Jeg er så forvirret, og fortabt.'' 

En tåre finder vej ned af kinden på Cara. ''Jeg kan kun sige, at du skal følge dit hjerte. Men jeg må påpege, at det vil være bedst at opdrage barnet på slottet. Bare til det er født, og vi har fået ordenlig styr på profetien og hvad den betyder. Selv ikke jeg, er sikker på hvordan den rigtige profeti lyder. Det er mere englene der har det. Men dem skal du ikke regne med hjælp fra. De er mere luskede end dæmoner og stjernerne.''

Stjernerne? - hvorfor lød det bekendt. Lucifer gav en latter fra sig igen og sagde:

''Du tænker på Darcy, min pige. Darcy er en falden stjerne. Den sidste af sin art. En stjerne kan ikke lyve. De kan ikke tåle synet af blod, og de hader krig. Men bare fordi de ikke kan lyve, betyder ikke, at de ikke ved hvordan de skal fordreje sandheden. Men en falden stjerne er anderledes. Det er den perfekte kriger. En kriger som tørster efter krig. Den mest loyale af alle væsner, og de har brug for en hersker. En de kan tjene og følge. En de kan dræbe for, og de elsker synet af blod. Men ikke Darcy.

Darcy er anderledes. Han er opdraget af mennesker. Desværre nægter han, at tale om sin menneske tid, selvom jeg tror det vil være sundt for ham. På et tidspunkt i den mennesketid skete der noget der gjorde ham så blodtørstig, at alle væsner frygter ham. Han er den mørkeste stjerne, der nogensinde har levet.

Jeg fandt ham interessant og tog ham til mig da jeg fandt ud af, at han ikke havde en hersker. 

En falden stjerne stopper med at ældes når de fylder 20, og hvis de ikke har en hersker nøjagtig samme år. Så visner de hen og dør.'' Cara nikkede langsomt, imens hun fordøjede den information hun fik fortalt.

''Hvor længe har han så boet her?'' spurgte Cara forvirret. Hvis han havde været den person, der havde afleveret hende på jorden, så måtte han være meget ældre end hende. Men hvor meget?

''Imellem 900-1000 år. Så ja, han er meget ældre end dig.'' Cara kiggede forskrækket på Lucifer.

Havde hun sagt det højt? Den hæse latter kom frem igen fra Lucifer.

''Nej du sagde det ikke højt. Jeg kan høre din tanker. Og i forhold til din veninde Amy, så kan jeg også høre Darcys, og du kan hilse og sige til hende, at hun skal være glad for at hun ikke kan høre dem. Den dreng er mere hjemsøgt af hans tanker, end i overhovedet kan forstille jer. Men han er en rigtig god dreng.''

Denne gang var det Caras tur, til at komme med en latter.

''En god dreng? Han har ingen manerer, han tror han er ih-og-oh så dejlig, han er uforskammet og har noget af en beskidt mund og gør alt hvad han kan, for at gå mig på nerverne. Vil du virkelig kalde det en god dreng?''

Spurgte Cara en smule forbavset. Der lagde sig en stilhed der gjorde Cara en smule nervøs.

Lucifer kunne både høre hendes tanker og se hendes ansigt udtryk, hvor hun kunne ingen af delene.

Endnu et voldsomt hosteanfald ramte Lucifer med fuldstyrke, og Cara skyndte sig at rejse sig fra stenen og sætte sig på huk foran ham og holde ham siddende på stenen. Hun kom i tanke om, at hun havde tænkt sig at bringe hans helbred op, og besluttede sig for, at at det var blevet et godt tidspunkt.

Men da hun skulle til at spørger ham, kom Darcy løbende med en håndfuld dæmoner.

Det var ingen tvivl om, at de var dæmoner. Øjnene var fuldt helt ud med sort, de havde en masse ar, sværd og gik klædt med læder med blod på. 100% dæmoner.

''Vi er nød til, at få jer i sikkerhed.'' Sagde Darcy let forpustet. To dæmoner gik om på hver side af Lucifer, og gav støttende deres arme. Han tog fat og rejse sig. Cara rejste sig også på benene og kiggede spørgerne på Darcy.

''Hvor er Amy?'' 

Darcy havde fortravlt med at kigge rundt, end at svare hende. - Hvilket gjorde hende virkelig sur.

''Darcy! Jeg taler til dig. Hvor er min søster?''

Darcy gik tæt hen til Cara. Så tæt, at hun kunne mærke hans åndedræt mod hendes kind. 

''Cara. Det vigtigste er, at få dig og Lucifer i sikkerhed først. Jeg kan ikke tage mig af, at tænke på hende imens. Hun er ikke min første prioritet. Dig og Lucifer er. Jeg advarede dig med, at hun ikke var mit ansvar.''

En bølge af vrede ramte Cara. Før Cara overhovedet havde styr på hvad hun havde gang i, kunne hun mærke at hun løftede sin arm og lagde hånden på Darcys bryst. Uden at vide hvordan hun gjorde det, fik hun skubbet ham cirka en-to meter op i luften og lod ham hænge der, imens hun løb hen mod indgangen til slottet. 

Adrenalinen havde simpelhen overtaget hende, og hun hørte slet ikke Darcy råbe på hende.

''Hørte du det min pige? Hun er ikke min første prioritet. Har du hørt noget ligende? Men fint så finder vi hende da bare selv. Vi har ikke brug for ham.'' Cara fik fart på benene, men var i tvivl hvor hun var på vej hen, men en stærk fornemmelse sagde hende, at hun skulle løbe ind i tronsalen. 

Vagterne ved porten derind til var der ikke. Hun skubbede til dørene som hun havde set, vagterne gjorde. 

Men den nægtede at åbne.

Frustreret begynder hun at hamre på døren. Hamren bliver til voldsomme hårde slag, og jo mere amok hun går på døren, jo mere indser hun..... - At hun ikke får døren åbnet.

Hun stiller sig fortabt foran døren og prøver at få endnu en ide. Hvad var det hun havde gjort før med Darcy?

Hun rykkede ham op i luften. Hvor svært kunne det være, hvis hun havde gjort det så meget som lille når hun legede? Cara tog hånden op og gned halskæden imellem sine fingre. Skulle den forbandede halskæde ikke forstille at hjælpe hende? Gøre hende hel? 

Frustrerende giver Cara slip på halskæden og lægger hånden på sin mave. Hvor ville hun ønske, at hun bare kunne bruge tankens kræft. Det ville være så meget nemmere.

''Vent..'' sagde hun stille. Cara kiggede ned på sin mave. 

''Hvad hvis det faktisk ER tankens kræft? Hvad siger du, lille prut. Skal vi prøve?'' Hun kiggede op fra sin mave, og på portens døre. Stilheden lagde sig tungt, og hun gentog ordene: Åbn, åbn, åbn, åbn. I sine tanker.

Den åbnede sig stadig ikke.

Cara blev simpelthen så vred, at hun skreg. Hun blev ved med at skrige højere og højere, højere end menneskeligt muligt. Gulvet begyndte at vibrere en smule under hende. Portens døre ikke bare åbnede sig, men blev smækket op. Vreden havde stadig et hårdt tag i Cara. Hun gik ind i salen og fik øje på en stor ring af blå væske som lyste det meste af tronsalen blå. En portal.

En portal som Amy var ved, at blive trykket ind i, af en mand. Der stod faktisk en hel del mænd.

Cara behøvede ikke engang, at dufte hvilken race de var fra. Hun kendte dem alle sammen.

Ulvene. 

De kiggede alle helt forskrækket på hende. Hvilket var klart nok når man tænke på hvordan hun åbnede døren.

Men hun var ligeglad. Truende gik hun hen mod dem, men stoppede så midt i salen og sagde så:

''Slip hende.'' Drengene sagde intet. Men det var heller ikke dem hun kiggede på, men deres alfa.

''Jeg sagde slip hende, Michael.'' Rystende på hovedet kiggede han på hende med øjne der skreg af smerte.

''Fint. Hvis det skal være på den måde.'' Sagde hun og kiggede forbi ham og på portalen.

Hun løftede det ene ben og trampende hårdt ned i jorden igen. Gulvet rystede voldsom og drenge havde svært ved at stå ordenligt. Cara forblev stående urørt. Den blå farve i portalen gik hen og blev sort, og ringen forsvandt.

En varm følelse sneg sig op af begge af Caras arme, og alle drengenes ansigter skreg af frygt. - Selv Amys.

''Cara! Dine arme er i brand!'' blev der sagt bag hende. 

Selvfølgelig.

- Darcy.

Cara svingede hænderne mod ulvene og ilden fra hende blev kastet mod dem. 

Hun ville se blod, og ulveblod kunne sagtens tilfredsstille hendes behov. Ilden blev sigtet mod dem igen og de løb til alle sider. Spredt i panik. 

''Cara!'' kom der bagfra igen, men Cara var ligeglad. For gæt hvem der ikke havde givet slip på Amy endnu.

Michael. Faderen til hendes barn. Hendes første forelskelse. En forræder.

Cara fik øjenkontakt med Michael og hun tænkte på hvor meget smerte hun let kunne påføre ham og ønskede at han skulle kunne høre hendes tanker. Det virkede.
Sænkende ned på knæ, gav han slip på Amy som løb hen til hende. Han holdt sig for ørene og bøjede sig forover så hans pande rørte gulvet, som om det ville hjælpe ham. Nogle hænder tog fat i Caras skuldre og rystede hende let.

''Cara! Cara stop! Jeg kan høre din tanker! Det gør også ondt på mig! STOP!'' 

Lyden af Amys stemme der sagde, at det også gjorde ondt på hende, fik hende til at komme til sig selv. 

Vreden og lysten til at se blod forsvandt, som hvis Amy havde trykket på en off-knap.

Hele Caras krop begyndte at ryste voldsomt, og hun så Amy skræmt ind i øjnene.

''Amy.. '' Hviskede Cara stille. Tåre begyndte at trille ned af begge kinder, og benene gav efter på Cara. Amy skyndte sig at gribe hende og knugede hende hårdt ind til sig.

''Shh.. Baby girl.. shh.. Det er okay.'' sagde Amy stille og begyndte stille at vugge Cara i sine svedige arme.

Ulvene var igang med at blive ført ud af tronsalen i et fast greb af nogle dæmoner. 

Amy kiggede op mod Darcy som stadig stod henne ved porten. Amy kunne se, at han spekulerende over et eller andet, og det irriterede hende, at hun ikke kunne komme ind i hovedet på ham. Hvad spekulerende han over?

Amy rømmede sig: ''Darcy, kan du ikke hjælpe med at at få hende flyttet? Hun er gået helt i chok. Hun ryster og er kold som en istap, hvilket er utroligt, når man tænker over den hede.'' Langsomt og med et tøvende ansigt kom han hen til dem. Bøjede sig ned, fik den ene arm under begge Caras ben, den anden arm om hendes liv og løftede hende langsomt op. 

Rystende rejste Amy sig også op og trak lidt ned i hendes silke natkjole. Yup, du hørte rigtigt. Drengene havde sparket døren op ind til værelset, og havde taget fat i hende, imens hun stadig lå i sengen. Det ville 100% komme blå mærker på hendes krop. Amy sukkede. Man skulle have troet, at de ville have været blide ved hende, nu når de kendte hinanden. Men næh nej, skide værd med det. Måske havde det også noget med at hun havde truet Michael sidst de så hinanden?  - Touché.

 

 

Med en rystende Cara i armene gik Darcy ned mod deres værelse. Han var godt klar over at Amy gik bag dem. 

Han måtte indrømme, at han var imponeret over at hun ikke var gået i chok. 
Men det ændrer stadig ikke på, hvad han havde sagt tidligere. Amy var ikke hans prioritet. 

Den rystende pige i hans arme var. 

Ikke fordi hun havde brug for hans beskyttelse, det beviste hun ved at redde sin søster, og det var heller ikke fordi, at det var hans pligt at beskytte hende.... - Men fordi han gerne ville have det. Følelsen af, at sætte Cara først føltes mere end bare rigtigt. Det føltes bestemt. 

Han kunne ikke sætte ord på det. Kiggende ned på Caras rystende krop opdagede han at Amy havde ret.

 - Cara var isende kold, og det gjorde ham en smule nervøs. Måske overreagerede han. Måske. Men noget gav ham en dårlig fornemmelse. Skadede det barnet, når hun brugte sine kræfter på den måde? Han måtte få fat Lucifer.

Give ham besked. 

Efter at have lagt Cara i den store dobbelt seng, lagde Amy sig hurtigt op i sengen og lagde armene om den sovende Cara. Uden at sige noget, vendte Darcy sig om og skulle til at gå ud af døren, men blev afbrudt.

''Darcy. Vent.'' Amys stemme var lav. Sikkert for ikke at vække Cara.

Han blev stående men vendte sig ikke om eller sagde noget.

''Kan du lide Cara?'' 

Kunne han? Hvor var han blevet i tvivl. Måske. Men det ville ikke gå. Caras liv var blevet vendt op og ned, og han var bare endnu mere kaos. Hvis hun vidste hvad han havde gjort.. Ville hun aldrig kunne se på ham igen. 

''Nej'' sagde han bestemt. Et suk kom fra Amy.

''Darcy. Jeg kan godt nok ikke høre din underbevisthed, eller fornemme dine følelser. Men du lyver enten for mig... eller dig selv.''  Uden at sige noget, trådte Darcy ud af rummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...