The Child of Cara

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2016
  • Opdateret: 5 sep. 2017
  • Status: Igang
Cara er en blandet af engel og dæmon blod. Hun ved det bare ikke.
Hele sit liv er hun vokset op i uvidenhed om hvad hun er.
Cara ved hun er blandet blods for der er ikke andre forklaringer på det. Problemet er bare at hun er biologisk umuligt. To racer kan ikke blandes. Et barn som er af to racer kan ikke overleve. De bliver dødsfødt. Men alligevel er Cara blevet født. Cara lever fredeligt i skoven for sig selv med sin bedste veninde, anden halvdel og plejesøster Amy som er en sandhedsiger.
Cara er godt klar over at hun er farlig for sine omgivelse, men hun ved bare ikke HVOR meget. Hvad vil der ske, hvis Cara gik hen og fandt ud af hvem hun er? Og et endnu vigtigere spørgsmål..
Hvad vil der ske hvis hun blev gravid?

(undskyld for stavefejl)

6Likes
4Kommentarer
1244Visninger
AA

2. Cara tvunget i kjole

''Kom nuuu, Cara. Du kan ikke blive ved, med at gemme dig her ude. Du har brug for, at komme lidt ud i virkeligheden!''

Cara satte sin te på bordet, og kiggede underholdende på sin veninde, Amy.

Hun rystede hoved. ''Jeg gemmer mig ikke her ude.'' Cara grinte af sin venindes udtryk, mens hun rejste sig fra gulvet.

Hun kiggede ned og løftede tekoppen, som et spørgsmål om hun vil have noget.

Amy sukkede dramatisk og sagde lokkende: ''Hvornår har du lige sidst set et levende væsen, andet end mig?''

Cara gav modvilligt Amy ret. Det var langt tid siden. Men frygten for at skade nogle, var for stor for Cara.

''Amy helt ærlig. Du ved, hvad der kan ske. Tænk hv...''

''Jajajaaaa. Tænk hvis du går hen og dræber nogle. Jeg HAR fået den undskyldning før. Faktisk giver du mig den hele tiden. Cara, du kan ikke leve hele dit liv på, at være bange. Jeg ved godt dine kræfter skræmmer dig, men det burde ikke afholde dig fra at leve!''  Cara sukkede, og kiggede på sin bedste veninde. Hun overvejede at lyve.

Amy gav Cara et dræberblik og sagde surt: ''Du glemmer, at jeg kan læse dine tanker unge dame! Jeg burde give dig en flad, for bare at tænke på at lyve for mig!'' Cara begyndte at smile stort. Hun vidste også bedre end at lyve for sin bedste veninde, som tilfældigvis vidste sig, for at være en sandhedsiger. 

''Ja, du burde vide bedre'' hviskede Amy surt. Cara gik i køleskabet for, at hente resten af den hjemmebagte kage.

'Hvorfor skal vi have den her samtale hele tiden? Jeg mener, du ved hvorfor jeg ikke vil. Hvorfor så blive ved?''

Amy sukkede... - igen. ''Fordi Cara. Jeg ved hvad du føler om dig selv, og det knuser mit hjerte.''

Amy kiggede en smule drillende på Cara inden hun forsatte: ''.. Altså af det hjerte jeg har. Haha.''

Cara begyndte at grine, og to sekundet efter begyndte Amy også. Sandhedsigerer ved hvad man føler og tænker. De kan være ret bitchy og selvglade, fordi man ikke kan lyve for demDerfor er de fleste sandhedsigerer advokater. - Amy var ikke en undtagelse, på nogle af de punkter.  

Da de var faldet ned på jorden igen, følte Cara at hun burde kommentere på hjerte-kommentaren.

''Du har meget hjerte af en sandhedsiger af være Amy.'' 

Amy kastede sit lange hvide hår om på ryggen. ''Tak, det ved jeg. Jeg er jo din bedste veninde, og som din bedste veninde er det min ret, at få dig lokket med på natklub. Du kan ikke sige nej, jeg ved du vil! Du har ville i flere år.''

Nu var det Caras tur til at sukke. Amy forstod det ikke.

Amy satte sig helt hen til Cara, og lagde armene om hende.

''Jo, jeg forstår det. Men kun til en vis grænse.'' Hun løftede hånden, og fjernede noget af Caras sorte hår, om bag hendes øre. Cara løftede begge hænder opgivende. ''Fint, men kun denne ene gang, okay?''

Amy rejste sig op med lynets hast. Hun strålede i hele hovedet. 

''Virkelig? Du laver ikke gas på mig? Nej vent.. Det ville jeg vide hvis du gjorde, haha.'' 

Amy løb ind på Caras værelse. Cara havde en ide om hvad hun lavede derinde, så hun skyndte sig at løbe råbende efter: ''Nej, du kan tro nej! Du får ikke lov til at vælge mit tøj!'' Da hun var kommet ind, var Amy godt i gang med at smide tøjet fra klædeskabet, rundt omkring i rummet.

''Why not?'' spurgte Amy. Cara satte sig på sin store seng. Sengetøjet forstillede rummet. 

''Fordi jeg vil ikke ligne en alf ligesom dig.''  Alferne var stort set bare mennesker, bortset fra de havde vinger og levede hele deres liv i tempel, hvor de ''dedikerede'' deres liv til nydelse og ''udforskning af kroppen.'' Altså med andre ord, de havde sex med alt og alle der kom derind om det havde en puls, eller ej. 

Amy gik i stå og vendte sig om mod Cara. ''Altså alfer er nogle af de smukkeste væsner i verdenen, så det tager jeg som en kompliment.'' Hun fniste og vendte tilbage til tøjet.

Cara rystede på hovedet med et stort smil. Var der nogle der havde selvsikkerhed, så var det Amy.

Cara lagde sig ned i sengen, og kiggede rundt på sit værelse. Værelset var ret stort. Det var endda større end stuen. Cara boede så langt inde i skoven, at hun kunne gøre hvad hun ville, og da hun var yngre havde hun valgt at værelset skulle bygges større.

Sengen var så stor, at der kunne ligge 4-5 uden problemer. - Hvilket Amy var overlykkelig over.

Gulvet var af træ og dejligt, at gå på med bare tær. Det var også et indbygget skab til alt tøjet, og der var meget. Takket været Amy. 

Væggen var i samme motiv som sengetøjet. Mærke og rum-agtigt. Cara havde altid været fascineret af stjernerne og hvad der ellers var deroppe. Amy afbrød Caras tanker: ''Engle.. Engle og drager.''

Cara satte sig op. ''Tror altså stadig der findes mere. Andre planeter.''

Amy kiggede grinende på Cara. ''Søde, drømmende, perfekte Cara. Det ved du godt, at der ikke gør. Ihvertfald ikke mere. De døde alle sammen for mange år siden i den der kolde krig. You know that.''

Cara sukkede drømmende. Hun var stadig ikke overbevist om, at alle planeterne var væk.

Amy begyndte at hoppe og klappe som en lille pige. ''Rejst dig, rejst dig, rejst dig! Jeg har det perfekte tøj!''

Cara gjorde hvad hun fik besked på. ''Luk øjnene!'' kommenderede Amy.

''Du kommer til at elske det her. Hvordan kan man have SÅ meget sexet tøj, og ikke bruge det? Det forstår jeg ikke.''

Cara fniste. ''Det kan man, når det er fra bedste veninden man får det.''

Amy fik hurtigt klædt Cara om. Cara kunne mærke at stoffet var af silke. Lækkert.

Amy svarede: ''Nåeh ja, det er også rigtigt. Jeg syntes nok dit tøj så bekendt ud. Så. Sæt dig på stolen.''

''Javel boss.'' Pigerne fniste. Det eneste Amy gjorde ved Caras hår, var at få en børste igennem det.

Hun kunne ikke se sin sminke, fordi Amy havde dækket spejlet, med vilje, men hun kunne mærke at hun fik øjenskygge på.

''Jeg behøver nærmest ikke og gøre noget, det er det jeg elsker ved dig. Du er så smuk, at jeg nogle gange kunne tro at du var en alf. Jeg kunne dræbe for at være så smuk som dig.''  Amy tog fat i hendes hånd og trak hende op at stå.

Amy kiggede på sit mesterværk, og så stolt ud. ''Du er godt klar over, at du måske godt kan være halv alf, ikke? Jeg ved godt, at det ikke er et emne, du kan lide. Men du kunne godt. Det ville ikke undre mig.'' Cara slikkede sin underlæbe, og begyndte at stå lidt uroligt. Mindet om flere år i uvidenhed om hvilken race, eller racer gjorde ondt. Det eneste hun ved er, at hun biologisk set ikke burde kunne trække vejret. Den viden havde hun fået fra Amys forældre, da de opdagede at hun ikke vidste hvad hun var. Cara havde boet hos Amys familie til hun var 16. Da hun var fyldt 16 var hun flyttet langt ind i Ulveskoven. Ulvene lod hende være i fred, men de elskede at være på besøg når de forvandlede sig til mennesker når det var fuldmåne. Cara havde ikke noget imod det, hun nød selskabet af dem.

''Jeg vil ikke tale om det. Men jeg vil virkelig gerne se, hvordan jeg ser ud nu.'' Amy trak hende hen til det store spejl.

''Klar?'' hviskede hun i Caras øre. Cara nikkede, hun vidste ikke om hun skulle være bange, eller spændt.

Amy fjernede det der dækkede for spejlet. Hun blev chokket over hvad hun så.

''Wow. Det... Det har du gjort godt.'' Amy fniste og hoppede. ''Det mig vi snakker om. Selvfølgelig har jeg det.''

Caras kjole var kort.... meget kort. Men den sad godt. Den gik til midt på lårene. Den var af silke, sort og med bar ryg.

Stropperne var tynde og blev bundet sammen til en sløjfe i nakken. Den var nedringet. Men ikke voldsomt. 

Håret var lige så sort. Sort som natten. Det gik til midt på ryggen og havde naturlige bølger. Hun havde en smule pandehår, som var vokset til lidt under hagen. Sminken var heller ikke så kraftig. 

Sort smokey-eyes, eyeliner og mascara. Alt Caras tøj var sort. Det passede godt til hende, og var hendes ynglings farve.

Caras hud kunne man forveksle med en døds. Hendes øjne, have to farver. Det højre var lyseblå og den anden blodrød.

Hendes ører var også en smule spidse, det var ikke lige så meget som en elvers. Men en smule.

Ellers havde hun en smuk, slank, (en smule veltrænet) høj krop. 

Caras blik gik ned til sine nøgne fødder, og hun kiggede undrende på Amy.

''Ingen sko?'' Amy skynder sig ind i skabet, og kommer ud med nogle sorte stiletter med en kær, lille sløjfe på bagsiden hvor hælen er. Amy stillede sig bag Cara, og lagde armene om hende med sit hoved liggende på hendes skulder. ''Du ser godt ud Cara. Skal vi komme afsted?'' Cara nikkede, og vendte sig om.

Hun kiggede på sin veninde, som ikke behøvede at klæde om. Hun gik altid i lår-korte kjoler.

Idag var den himmelblå og mindede om Caras. Bortset fra den ikke havde en sløjfe oppe i nakken.

Hendes lange, sne hvide hår var sat op i en knold, og hendes sminke var en faded babyblå øjenskygge, eyeliner og en lys baby pink læbestift. Hendes hud var lækkerbrun og øjnene var orange. Alles sandhedsigeres øjne var orange, men i forskellige nuancer. Hendes var skarp orange. 

''Lad os få scoret nogle drenge,'' sagde Amy.

Cara grinte, og nægtede at svare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...