The Child of Cara

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2016
  • Opdateret: 5 sep. 2017
  • Status: Igang
Cara er en blandet af engel og dæmon blod. Hun ved det bare ikke.
Hele sit liv er hun vokset op i uvidenhed om hvad hun er.
Cara ved hun er blandet blods for der er ikke andre forklaringer på det. Problemet er bare at hun er biologisk umuligt. To racer kan ikke blandes. Et barn som er af to racer kan ikke overleve. De bliver dødsfødt. Men alligevel er Cara blevet født. Cara lever fredeligt i skoven for sig selv med sin bedste veninde, anden halvdel og plejesøster Amy som er en sandhedsiger.
Cara er godt klar over at hun er farlig for sine omgivelse, men hun ved bare ikke HVOR meget. Hvad vil der ske, hvis Cara gik hen og fandt ud af hvem hun er? Og et endnu vigtigere spørgsmål..
Hvad vil der ske hvis hun blev gravid?

(undskyld for stavefejl)

6Likes
4Kommentarer
1257Visninger
AA

4. Arina

Cara åbnede langsomt sine øjne. Hun gad ikke engang se, om Michael var der. Hun vidste ja allerede, at han var taget afsted for at blive til ulv igen. Det gjorde hende ikke noget. Hun havde hørt, at det skulle være smertefuldt at forvandle sig, og Cara havde på fornemmelsen, at hun ikke behøvede at se det. 

Cara strakte kroppen og opdagede at dynen lagde på gulvet. Ja, den var også blevet smidt på gulvet. 

Hun lavede en utilfreds lyd og gemte sit hoved under puden. Som IKKE var blevet smidt på gulvet.

Øjnene var ved at falde i igen. Men et chok vækkede hende. Hun rejse hoved med et sæt og lyttede. Ude i gangen kunne man høre, at der var noget der blev smidt på gulvet. Sikkert et par sko. 

''Så står vi op din jeg-er-ikke-jomfru-mere-og-jeg-fortæller-hver-eneste-detalje-til-Amy-ellers-for-jeg-tæsk!''

blev der råbt ud fra gangen af. Hun rullede øjne. Cara var ikke i tvivl.

Amy var i huset. 

Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at komme ud af sengen. Hun var en smule øm over det hele, især imellem sine ben, og sengen kaldte jo på hende. 

Cara smilede af tanken om hvad der var sket i nat. ''Cara, jeg kan læse din tanker helt her ud! Vent i det mindste til at jeg kommer ind!'' kunne hun høre Amy råbe bebrejdende. Hun fniste, imens Amy løb ind på hendes værelse.

Amys ansigt var guld værd da hun så, at Cara var nøgen. Hun skyndte sig at holde hænderne foran øjnene.

''For den lede basilisk! Få dog noget tøj på! Jeg ved jo ikke hvad den krop har lavet!'' Amy fniste og fortsatte: ''Ihvertfald ikke endnu.''

Cara havde fået fat i sin dyne, og havde viklet den om sig. ''Sådan, du kan sagtens se nu uden at dine øjne brænder ud.'' Cara kunne ikke lade vær med at grine. 

Amy tog armene ned, kiggede stolt på sin veninde et øjeblik, og hoppede op i sengen som den lille pige, Cara nogle gange mente hun var.  Amy lagde sig ned med hovedet på Caras skød. Cara viklede en hvid tot rundt om hendes finger, og legede lidt med den. Cara tog stilheden som et tegn på at hun burde fortælle. Kinderne blev en smule røde da hun startede: ''Altså, du ved allerede det med at vi dansede og tog herhjem.'' Amy rystede heftig hovedet. ''Bilturen var ret hurtigt, men han kørte heller ikke lovligt. Da vi var kommet hjem, og vi stod i indkørslen fortalte jeg ham, at jeg var jomfru. Jeg var jo selvfølgelig bange for at han ville skifte mening. Så jeg kyssede ham lidt.'' Amy satte sig langsomt op, og hendes smil blev bare bredere og bredere. ''Cara! Dit vilddyr!'' Cara vidste godt at Amy vidste hvordan det var gået til. Den snyder smygekiggede i Caras underbevisthed. 

Selv om Amy nød at få tingene fortalt, i stedet for at hun altid skal se i folks hoveder, kunne hun ikke holde sig fra underbevistheden. Cara fortsatte rødmende: ''Han skiftede i hverfald ikke mening, så jeg kan ikke brokke mig.''

Cara grinte. Hun sukkede, hun var glad for at aftenen havde udviklet sig sådan.

''Ja det skal jeg love for han ikke gjorde'' sagde Amy ligeså grinende. Cara hostede og fortalte videre:

''Vi tog direkte på værelset, men det undrer dig nok ikke.'' Amy rystede på hovedet. Hun havde lagt sig ned igen.

''Vi snakkede ikke ret meget. Men jeg lavede nogle dumme kommentarer.''

Amys mund dannede et o, og hun sagde: ''Oh no you didn't.'' Cara kunne ikke lade vær med at grine af sin venindens udtryk, og lod vær med at svare. ''Cara! Kæft hvor er du kær!'' 

Cara blev så pinlig berørt, at hun gemte sit allerede rødmende ansigt i sine hænder. Men noget begyndte at bekymrede Amy. Hun havde fået øje på en lille firkantet ting på gulvet.

Amy rømmede sig efter hun havde haft taget den lille firkant der havde lagt på gulvet. Hendes øjne blev store af bekymring.

Da Cara så, hvad det var hun havde i hånden, følte hun sig mere død end sin hudfarve.

''Cara Underwood! Please sig, at han selv havde beskyttelse med!'' Claras skræmte øjne talte for hende. Amy vidste at Cara ville gå i panik, så hun tog sin voksenstemme på og sagde: ''Rolig Cara, måske er der ikke sket noget, okay? Jeg mener, du burde ikke have været født, så måske kan du slet ikke blive gravid.'' Amy så ud til at fortryde de sidste ord, i de sekunder hun sagde dem.

Cara gik bare endnu mere i panik. Hun væltede nærmest ud af sengen, og løb ud i køkkenet.

Cara havde svært ved at få fejret og kunne høre at Amy var kommet løbende efter hende. ''Cara? Cara? Det okay, vi holder bare øje med det okay? Hvis du ikke får din mens denne her måned, så siger du det, okay? Her drik noget.

I har jo kun haft sex en gang, måske overdriver vi bare.''

Amy havde fuldt en kop op med vand, og Cara tog imod det. To sekunder efter fyldte hun koppen op igen.

Amy strøg beroligende Cara på ryggen. Det hjalp. Hun kunne mærke, at hun blev mere roligere. Vejrtrækningen

blev også nemmere. Hun lagde langsomt den ene hånd på sin mave, efterfulgt af Amys hånd, der langsomt blev lagt stille på Caras.

Cara vendte ulykkelig hovedet mod Amy og spurgte: ''Hvad hvis jeg er? Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke opdrage et barn, og hvad med Michael når han finder ud af det?''

Michael. Hun havde haft ham helt skudt ud af hovedet. Hun begyndte at få svært ved at trække vejret igen af frygt om hvad han ville sige til det. Amy tyssede og sagde beroligende: ''Vi ved ikke engang om du overhovedet er gravid. Hvis det viser sig at du er, så tager vi det til den tid okay? Viser det sig du ikke er gravid. Jamen så behøver han slet ikke at vide noget.'' 

Amy skubbede blidt sin bange veninde ind i stuens sofa. De satte sig i den, og denne gang var det Caras tur, til at lægge sig ned med sit hoved på Amys skød og i fosterstilling.  Amy strøg hende let over håret og nynnende en blid melodi.  

Den samme melodi hun nynnende for hende da de var små, og Cara var ulykkelig over sin stadig uvidenhed over sig selv. Cara vidste godt hun havde kræfter. Hun var jo ikke dum. Hun nægtede bare at udforske dem.

Cara kunne mærke at hun blev mere rolig efter nogle minutter. Amy åbnede først munden, da hun var sikker på at Cara var rolig og ikke ville gå i panik. Eller hun håbede på det. ''Uvene kommer en gang om måneden, når de bliver mennesker. Ulve kan fornemme når væsner bliver gravide. Men det der bekymre mig mest, er om barnet bliver levedygtig. Normalt ville en baby af to racer ikke kunne overleve. Men nu er du jo også one of a kind.'' sagde Amy så blidt hun kunne. Cara aede ubevist sin mave med fingerspidserne. ''Jeg vil ikke kunne bære at være gravid, og så miste det.'' Amy kyssede hende blidt på hovedet og hviskede: ''I know, baby. I know.''

 

Ugen gik ret hurtig, og Amy havde ikke forladt huset. I slutningen af ugen var Amys familie blevet bekymret. De havde ikke vidst andet, end at Cara ikke havde det godt. Cara havde aldrig været syg, så derfor bekymrede det dem endnu mere, at hun havde været det i ca. en uge. Pigerne sov da det bankede på døren. Cara vågnede da det bankede på anden gang.

Hun kiggede på sin sovende veninde, der ikke så ud til at ville vågne, eller rettere sagt... - nægtede at vågne.

Hun sukkede og tænkte at det hellere måtte være vigtigt, ellers ønskede hun dem død.

Dynen blev smidt af og hun begav sig ud af værelset.

Det blev ved med at banke. ''Jaja, jeg er på vej.'' Hun vidste ikke om de hørte det, og hun var ligeglad.

Cara stoppede ved døren og lyttede til en hviskende stemme. Vent. Stemmen lød bekendte. Hun trak låste døren op, trak håndtaget ned og åbnede. Foran hende stod en ældre kvinde der lige havde afsluttet en telefonsamtale.

Kvinden var en ren kopi af Amy, men den orange farve i øjnene var meget blid. Cara smilede og gav Arina et knus. ''Jeg kan fornemme min datter stadig sover?'' Cara nikkede og viste hende ind i stuen. ''Jeg vækker hende om lidt. Hun skal alligevel op.'' Arina satte sig i sofaen med det ene ben over sit knæ. Hendes tøjstil var som altid meget elegant og sort. 

Arinas holdning i kroppen havde altid været meget feminin og elegant.

Hun klappede på pladsen ved siden af sig, og Cara lystrede. Arina drejede sin krop mod Cara, tog hendes hånd imellem sine hænder og lagde dem på hendes skød. Arina åbnede munden: ''Det var nu dig jeg kom for at tjekke op på. Xander og jeg er ret bekymret for dig. Vi ved besked om babyen Cara.'' Cara åbnede munden og skulle til at svare, men Arina løftede hånden som stop-tegn. ''Spar mig for undskyldningerne, Cara. Jeg forstår godt I ikke sagde det, fordi I er usikker på det. Men det sårer mig stadig lidt. For at svare på det spørgsmål du har i tankerne, så ja, jeg har vidst det siden Amys opkald om at hun blev fordi du var syg.'' Arina strøg Cara på kinden. ''Lov mig, at hvis det viser sig at du er gravid, så holder i det hemmeligt. Du må under ingen omstændigheder forlade huset, og ulvene holder du ude. Ikke engang Michael må vide det.'' Cara rynkede brynene uforståeligt.

Arina så Cara alvorligt i øjnene. ''Forstår du hvad jeg siger, Clara?'' Inden hun nåede at svare kom Amy halv-sovende ind, med sin My Little Pony natkjole og skreg da hun så sin mor. ''Mor!'' Hun løb ind i Arinas arme. Amy satte sig på sine knæ på gulvet og lagde sit hoved på moderens skød. Amy rettede sig op igen, kiggede på dem begge og sagde alvorligt: ''Du ved det.'' 

Arina nikkede. Som den sandhedsiger hun nu var, vidste hun allerede hvad der er sket og Amy havde ikke tænkt sig at holde sin mening inde. Hun gav sin mor et strengt blik og pegede finger hende mens hun sagde: ''Du kan ikke holde et væsen væk fra sandheden om sit barn! Michael har ret til at vide det hvis han skal være far! Og desuden kan du ikke afholde ham fra det! Hvis barnet er leve dygtigt, vil ulvene kunne lugte på lang afstand, at det er en af deres! Vi ved ikke engang om barnet bliver en fuldblods-ulv.'' Arina rejste sig op og kiggede strengt på sin datter, som var helt rød i hovedet af raseri. 

''Nu hører du her unge dame, jeg er din mor, og mine ord er lov. Du skal være glad for at jeg ikke melder det her til Rådet, hvis det ikke var fordi jeg anså Cara som en datter og vidste at de ikke burde kende til hende. 

Hvis det barn er levedygtig, er det livsvigtigt for både Cara og det monster af et barn, at de bliver holdt mere hemmelig end Cara nogensinde har været. '' Stilheden lagde sig hårdt. Ordet ''monster af et barn'' gav genlyd.

Cara kunne se at Amy var ved at give igen, men Cara afbrød: ''Arina jeg syntes at det er bedst, at du går for i dag, Amy gå ud i haven, så følger jeg Arina ud.'' Amy skulle til at afbryde men opgav pga. det strenge blik Cara gav hende. 

Amy vendte sig rasende om og trampende i gulvet som en 5-årig på vej ud. Arina prøvede at undskylde, men Cara ville ikke høre det. ''Stop Arina. Jeg holder for meget af dig til at lade det her ødelægge flere års familiebånd. Ikke få mig til at fortryde det.'' Cara vidste godt at Arina kunne hører Caras rigtige mening, og den var ikke børnevenlig, men hun holdte det for sig selv. 

Cara låste døren efter Arina var trådt ud. Cara lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Hun prøvede at samle sig selv. Hvis hun lod sig selv blive vred nok, ville hendes kræfter komme frem. Kræfter hun ikke vidste hvordan hun skulle håndterer. Hun knækkede sine fingre og vendte sig ud mod haven. 

Amy sad midt ude på græsset og kiggede ud mod den mørke skoven. Hun rejste sig med front mod Cara, da Cara var to skridt væk. Hendes arme lagde på kryds over hinanden. Hun så sur ud. 

''Ja Cara, jeg ser sur ud, fordi jeg ER det.'' Cara rullede øjne, og skulle til at svare, men blev afbrudt:

''Hun havde INGEN ret til at komme med den attitude! Hvem tror hun lige hun er?'' Cara løftede det ene bryn. 

Amy var begyndt at fægte med armene og fortsatte: ''Okay, dumt spørgsmål. Men helt ærligt! En fader har RET til at kende til sit kommende barn. Nogle gange bliver jeg forbavset over hvilken kold, hjerteløs og irreterende kælling hun er! oh my butt.. tænk at jeg er i familie med det væsen.'' Amys blik landede på Cara. Cara havde ikke tænkt sig at holde ulvene ude af huset, og det var Amy godt klar over. De stod og kiggede på hinanden mens Amy fik samlet sig. 

Cara kunne se at Amy stod og spekulerende over noget. Amy nikkede langsomt og sagde: ''Ja, det er ret vigtigt. Du kommer til at hade mig for det. Vi skal snakke, men efter vi har fået noget at spise.'' 

Pigerne gik ind i huset, satte musik på og hyggede sig med at lave havregrød. - Amys ynglings. 

Den dårlige stemning var blevet erstattet med en fjollet en. De dansede og sang med på G-Eazy - You, Myself & I.

Det var så sjovt mens de hoppede, kastede med håret, dansede på sofaen og syngende, at morgenmaden blev glemt og blev brændt på. Grøden blev smidt ud og der blev lavet parisertoast. 

Da maden var blevet spist, rømmede Amy sig. ''Cara. Jeg ved godt du ikke vil tale om det, og please lad mig tale ud og hør på mig, okay?'' Cara nikkede. ''Jeg har tænkt på det længe, og du ved hvad min holdning til det er. Men jeg synes det er på tide at vi finder ud af hvad dine kræfter er, og får styr på dem, og får at vi kan det, så tror jeg vi først er nød til at finde ud af hvilken racer du kommer fra. Vi ved du er blandet-blods, men det er også det, og selv hvis det viser sig at du ikke er gravid, jamen så er det stadig en god ide at få styr på dem.''

Cara havde fået store øjne. Hun havde svært ved at tro på sine egne øre. Cara kiggede chokket på sin veninde, og åbnede munden: ''Jeg synes ikke vi skal noget-som-helst. Jeg har styr på mine kræfter! Vi har været uvidende i 18 år, og jeg kan godt klare at være uvidende i 18 år til! Allerførst synes jeg at vi skal finde ud af om jeg overhovedet ER gravid. Samtalen slutter nu, og den forbliver lukket. Forstået?'' Cara havde slået i bordet.

Caras hænder rystede en smule. Hun nægtede at udforske sine kræfter. Cara var overbevist om at hvis hun lod dem være, så ville de måske ikke komme frem. Hun mente at hvis man prøvede at bruge dem så fremprovokede man dem. Hun ville ikke have noget med dem at gøre. Cara prøvede at holde sin vrede nede... igen.

Hvilket var grunden til at Amy lod den ligge. Var der nogle der vidste hvor farlig farlig det kunne blive når Cara blev sur. Så var det hende. 

 

Amy havde været ca. 5, og var lige trådt ind af døren derhjemme, hendes havde bedt far hende om, at gå ind i stuen. Hun gjorde hvad der var blevet sagt og gik derind uden at vide hvorfor. Når man var så ung, havde man ikke styr på sine kræfter og havde svært ved at forstå, hvad der var følser, ubevisthed og tanker, så Amy lukkede det ude, når hun ikke gad det. 

Inden i stuen sad der en lille pige på ca. 3 år, med de sødeste sorte babykrøller og en pink sut i munden. Amy forelskede sig i hende med det samme. Hendes mor sad med pigen på skødet og havde holdt øje med Amys reaktion. Amy havde haft åbnet munden, for at spørger om hvad den lille hed, men moderen var kommet hende i forkøbet, og havde blidt sagt, at den lille pige hed Cara og hun var 3 et halvt. Amy havde sat sig på gulvet foran dem, og så hvordan Cara kiggede nysgerrig på hende med de store øjne. Caras små baby hænder svingede foran hende, og Amy fik fat i de små fingre. ''Hej baby, jeg hedder Amy.'' Den lille pige suttede videre på sin sut.

Det var først der Amy opdagede at der var noget i vejen. Hun kiggede på sin mor og spurgte: ''Hvad dufter hun af? jeg kan ikke finde ud af det.'' Moderen sagde at det vidste man ikke. Arina spurgte Amy om hun lige kunne sidde to sekunder og holde øje med den lille imens hun gik på wc. Amy sagde jo selvfølgelig ja. Da moderen var gået, kunne Amy lugte at Cara skulle have skiftet ble, men da hun ville løfte Cara begyndte Cara at græde. Hun ville blive siddende i sofaen, men Amy prøvede stadig at få hende op. Pludselig havde Amy følt at luften tog fat i hende med et varmt jerngreb. Jerngrebet smed hende bagud med en sådan en fart, at hun dårlig nok havde registreret hvad der var sket. Hun havde det som om hun så to af alt, og at alle lyde gav ekko. Verdenen var gået i slowmotion da hendes forældre var kommet løbende ind. Arina havde rørt hendes bag hoved og da hun vidste det til Amys far, nåede Amy at se blodet. Der var noget varmt væske der rente ned af hendes ryg, og hun kunne mærke at hun blev voldsom sløv. Amy besvimede, og tilbragte nogle dage på hospitalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...