Gotham Comedy Club

1960'ernes New York med ung pige i hovedrollen. Andy Warhol, Lou Reed, Jim Morrison og Paul McCartney for alle betydning. Skingrende skør og langt ude i historie, der er baseret på mit drømme liv med alle mine drømme mænd. Det hele er selvfølgelig ren fiktion.

0Likes
0Kommentarer
65Visninger
AA

3. Bremen

 

Jeg lå og kiggede op i loftet i Andys lejlighed. Han havde ikke sovet den nat. Han havde tegnet bananen, som han havde fundet på i går. Jeg nød at inspirere ham. Jeg lå og vred mig lidt. Jeg kunne ikke helt få mig selv til at stå op. Jeg gik nøgen ud i stuen. Der sad Andy ved sit skrivebord og tegnede livligt. Jeg gik hen til kaffemaskinen og lavede to store kopper kaffe. Jeg gik hen med den ene og satte på Andys bord. 

"Har du sovet godt?" spurgte jeg og satte mig på Andys skød. Han smilede til mig. 

"Jeg har ikke sovet," svarede han og tegnede lidt videre. "Prøv lige at se, Alex! Hvad siger du så? Er det ikke bare fantastisk?" 

Jeg kyssede Andy på kinden. "Du er skide god. Det mener jeg virkelig." Bananen var også virkelig flot. Den lignede ikke noget, som jeg havde set før. 

"Jeg glæder mig sådan til at vise billedet til dem! Tror du, at de bliver vilde med det?" Jeg nikkede. 

"De blive helt vilde med det! Prøv lige at se på det, Andy! Det her er virkelig kunst. Jeg har aldrig set noget lignende. Du er et geni," sagde jeg og kyssede ham igen. 

"Det er dig, jeg skal takke. Du har og vil gøre mig berømt og rig," sagde Andy og kyssede mig. 

"Hvornår skal du vise billedet til dem?" spurgte jeg og lagde mit hoved på Andys skulder. Jeg lagde min krop indtil hans. Jeg sad som en lille baby. 

"I aften tænker jeg. Vil du være der, når jeg siger det til dem?" spurgte Andy og kiggede på mig. Jeg nikkede. 

"Jeg vil vildt gerne se, hvordan de reagerer. Andy, du er bare en super star!" sagde jeg og Andy aede min kind. 

"Hvornår er man en superstar?" 

"Man er en superstar, når man selv ved, at man er det. En superstar er jo noget, som nogen udnævner én til at være. Man kan ligesågodt udnævne sig selv til at være det. Det er en del nemmere," sagde jeg og Andy grinede. 

"Du er ret klog, Alex," sagde Andy og rejste sig op. Han bar mig stadig. 

"Andy forhelvede, du kan jo ikke bære mig," råbte jeg og grinede. Andy satte mig ned. 

"Du har ret," sagde Andy og smilede til mig. "Men jeg kan noget andet." Andy pressede mig op imod vinduet. Andy havde et kæmpe vindue ud til hans gård. Lejlighederne i gården var lavet sådan, at de alle havde et stort vindue ind imod gården. Gården var smuk. Jeg lukkede øjnene og nød det. Jeg elskede, når Andy var spontan og tog mig op af vinduet. 

 

Kl 18 gik jeg i køkkenet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg havde set min mor lave mad til mig og min familie så mange gange før. Hun havde endda tilbudt mig at lære det, men jeg havde takket nej tak. Jeg ville ønske, at jeg havde takket ja. Jeg besluttede mig for at ringe til min veninde Christine og spørge, om hun ikke lige ville lave noget. Det ville hun gerne. For at det skulle ligne, at jeg lavede et eller andet, så tog jeg pander og potter frem fra skabet. Det var utroligt, at Andy overhovedet havde det. Jeg havde aldrig set ham lave mad. Vi spiste altid ude. 

"Jeg elsker, når du bliver en lille husmor," sagde Andy og holdte om mig bagfra. 

"Jeg er ikke nogen husmor, og det ved du," sagde jeg og løftede grydeskeen for sjov. Andy grinede. 

Andy kyssede mig op af halsen. "Tror du, at vi lige kan nå en hurtig tur?" 

Jeg grinede. "Andy, jeg skal jo lave mad og alt muligt," sagde jeg og vente mig imod ham, så vi stod ansigt til ansigt. Andy kiggede trist på mig. 

"Så det er et nej?" Jeg nikkede. 

Andy stod lige og kiggede på mig. "Jeg smutter lige hen og henter de andre," sagde han og kyssede mig på kinden, inden han løb ud af døren. Jeg pakkede det hele væk og ventede på, at Christine kom med maden. Det gjorde hun omkring en time efter, at Andy var taget ud for at hente de andre. Det undrede mig, at de ikke var kommet tilbage endnu. Jeg blev bekymret. Jeg satte maden ind i køleskabet og løb ud på gaden. Jeg vidste, at The Velvet Underground holdte til i Gotham Comedy Club. Jeg løb derhen. Det var kun 5 blokke fra, hvor Andys lejlighed var. Jeg løb ind i bygningen. Det regnede udenfor, så jeg var våd, da jeg kom ind i bygningen. Der var en scene op i den bagerste del af rummet. Rummet var forholdsvis mørkt. Andys billeder hang ude på væggene og prydede rummet. Jeg kunne se, at der lå nogen oppe på scenen og snakkede. De lå i lænestole og grinede. 

"Hey Lou, der står en ved indgangen," var der en stemme, der sagde. Jeg blev stående stille for at se, hvem det var, som lå oppe på scenen. 

"Hvem fanden kan det være?" sagde en dyb stemme og vendte sig rundt. Der gik nogle sekunder, før han sagde noget. "Det er sgu da Andys mega lækre kæreste." Hans venner grinede. De var omkring 5. 

"Undskyld, er Andy Warhol her?" spurgte jeg højt og gik tættere på drengene på scenen. Ham, der angiveligt hed Lou, rejste sig op. 

"Nej, men du er Alex, er du ikke?" Jeg nikkede. 

"Er I the Velvet Underground?" Lou nikkede. 

"Jeg hedder Lou, det er godt at møde dig," sagde Lou og kyssede mig på min kind. 

"Har Andy overhovedet ikke været her? Aner I hvor han kan være?" Lou kørte en hånd igennem sit hår. Han så godt ud. 

"Kom og sæt dig. Livet er meget sjovere, når man ligger ned," sagde Lou og jeg grinede kort. 

Jeg satte mig op og kiggede rundt på drengene. 

"Hey venner, ved I hvor Andy er taget hen?"

"Han var her for lidt tid siden," sagde en af fyrene. "Ja, han mødte Nico ude i foyeen. De snakkede længe, og så gik de." 

"Hvor gik de hen?" spurgte jeg. Jeg orkede ikke mere Andy og Nico drama. 

"I tror vel ikke...," sagde en lyshåret fyr. "Han er vel ikke taget med, vel? Han ville have sagt farvel. Ville Nico ikke også det?"

"Det tror jeg sgu ikke. Nico lever i en parallel verden, hvor hun gør, hvad der passer hende. Hun er nok bare skredet. Jeg ved ikke med Andy," sagde Lou og en af fyren grinede. 

"Det ville være så sygt, hvis han er taget med," sagde en tredje ukendt fyr. Jeg forstod ikke noget. Han tavs, da han så, hvordan jeg kiggede på ham. Han forstod godt, at det var upassende. "Han bliver nød til snart at komme hjem. Man kan ikke holde Nico ud så længe af gangen." Drengene grinede. 

"Hvor er de taget hen?" spurgte jeg undrende. Lou kiggede på mig. 

"Andy er højst sandsynligt taget med Nico til Bremen. Du ved, hun kommer fra Bremen. Det var noget med hendes familie. Hun sagde også noget om, at hendes kæreste drev hende til vanvid. Kender du the Doors?" 

Jeg rystede på hovedet. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til Andys spontane tur med Nico. 

"Hendes kæreste eller ekskæreste er forsanger. De begge meget dybe og komplekse. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er ret sikker på, at hun slår ham. Jeg kan ikke finde ud af det," sagde Lou og spillede lidt på sin guitar. "Hey Alex, er du egentlig okay med det?" 

Jeg kiggede på ham. "Min mor var gået amok, hvis det var min far, der havde taget til Tyskland med en anden kvinde. Jeg tror ikke, at man kan tillade sig at være i jaloux i den tid, vi lever i nu. Det hele forandrer sig. Man ejer sig selv. Manden og kvinden ejer ikke hinanden, men de nyder kun hinanden," sagde jeg og kiggede op i loftet, ligesom jeg havde gjort i Andys lejlighed tidligere i dag. 

Lou klappede. "Du er skarp. Skriver du?" spurgte han og jeg rystede på hovedet. 

"I hvert fald ikke noget, som jeg tør vise til nogen. Endnu," tilføjede jeg og smilede til Lou. Han smilede igen. 

"Ved du, hvordan jeg og drengene tackler kedelige aftner som disse?" Jeg rystede igen på hovedet. "Vi bliver skæve." 

Jeg grinede. "Så stik mig for helvede den joint," sagde jeg og tog et sug. 

Det blev en lang aften. Drengene faldt stille og roligt fra. Det endte med bare at være mig og Lou til sidst. 

"Hey Lou. Kan du ikke spille en sang for mig?" spurgte jeg og Lou grinede. 

"Jo, hvad vil du høre?"

"Er der ikke noget, som du arbejder på?"

"Du vil have en snigpremiere?" 

"Ja tak," sagde jeg og lagde mig ned ved siden af Lou. Lou begyndte at spille og synge. Det lød fantastisk. 

"Linger on your pale blue eyes

Linger on your pale blue eyes

Linger on your pale blue eyes" 

Jeg var høj og sur på Andy. Jeg vendte mig om til Lou. "Er den sang til mig?"

"Ja, jeg har lige skrevet den," sagde Lou og jeg smilede. 

"Du er meget dygtig, ved du godt det?" Lou grinede. 

"Tak." Jeg kiggede på Lou, der sang videre. Jeg kyssede ham uprovokeret. Lou kyssede med. Det endte vi med at gøre hele natten. Lou havde ikke noget sted at bo, og jeg gad ikke tilbage i Andys lejlighed, så vi blev bare på Gotham Comedy Club og hyggede os. Vi bestilte take away. Vi lå og snakkede og hyggede. Det var fantastisk ukompliceret. Vi var bare der. Lou spillede musik og jeg dansede. Vi var der i over 3 dage. 

Jeg lå hos Lou og kiggede op i loftet. "Hvorfor er det her ikke så nemt med mig og Andy?" spurgte jeg og aede Lous kind. 

"Hvorfor gider du tænke på ham nu? Vær i nuet, Alex," sagde Lou og pillede i min navle. Jeg grinede højt. Jeg kyssede Lou på munden. Han gik fat i min numse. Jeg satte på op på hans mave. 

"Jeg tror, at vi har brug for noget dagslys," sagde jeg og smilede til Lou. "Tror du ikke?" spurgte jeg og rejste mig op. Jeg dansede rundt på scenen. Jeg gav Lou en hånd op. 

"Alex, skal vi ikke bare blive her forevigt? Jeg kunne skrive sange, og du kunne skrive bøger. Vi kunne få takeaway, og du kunne lære mig at stå på hænder," sagde Lou og jeg grinede. 

"Det er så skønt at være her, Lou. Jeg trænger bare til at gå lidt rundt i gaderne. Plus, jeg har slet ikke snakket med nogen af mine venner eller noget. Jeg har heller ikke været på arbejde," sagde jeg og dansede igen. "Jeg bliver nød til at gå ud." 

Lou kiggede trist på mig. "Vi ses," sagde han og jeg kyssede ham. Jeg tog mit tøj på og gik ud på gaden. Det var mærkeligt at være ude igen. Jeg havde ikke hørt taxaernes tuden i hornet, musikken fra butikkerne eller set de travle New Yorkere skynde sig ned af gaden. Jeg nød at gå rundt på gaden igen. Jeg gik en lang tur. Jeg gik hen til en News Stand for at se, hvad der var sket i verden. Der var ikke rigtig sket noget. Kun noget med USA og Rusland. Det interesserede mig ikke synderligt, for jeg vidste, at man ikke kunne ændre på det. Jeg nød min guilty pleasure og kiggede lidt i sladderblade. Jeg fandt New Yorks største sladderblad. Jeg kiggede på forsiden. 

Jeg gik længere ned af gaden. Jeg havde brug for at gå lidt for mig selv.Jeg stoppede foran en butik, hvor der kom en fantastisk sang ud af. 

"Yesterday all my trouble seemed so far away

Now it looks like though they're here to stay

Oh, I believe in Yesterday." 

Jeg satte mig ned på gaden og kiggede op i himlen. Andy var i Tyskland med Nico og Lou var så sød. Jeg kunne da ikke have to elskere på en gang, eller kunne jeg? Var det nye tider? Jeg gik længe rundt i New York. 

Jeg endte hjemme i min egen lille lejlighed. Der havde jeg ikke været længe. Jeg var jo næsten altid hos Andy. Alligevel var det vigtigt for mig at have mit eget sted, hvor jeg kunne være mig selv. Andy&Alex behøvede jo ikke hele tiden at være sammen. I Andy&Alex var der en Andy og en Alex, der var meget forskellige. Derfor havde jeg brug for mit eget sted. 

Jeg tog noget nyt tøj på og pakkede de vigtigste ting ned i min taske. Jeg kunne ikke være alene lige nu. Så ville jeg bryde sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...