Frugtskål

//vinder af 1. pladsen i sundhedskonkurrencen

7Likes
0Kommentarer
369Visninger

1. -

"Hvorfor står der en frugtskål på bordet? Skal vi have gæster?"

Pigen stirrede skeptisk på glasskålen, der bugnede over af æbler og pærer. Som den stod der på deres røde sofabord, var den mere end bare malplaceret, og hun ville have være mindre overrasket, hvis hun havde fundet en elefant i deres stue.

"Nej, jeg tænkte da bare, det var vigtigt at få lidt sundhed ind i den her familie. Du ved, hvordan det er anbefalet at spise seks stykker frugt og grønt om dagen," svarede moren hende, netop som hun trådte ind i stuen. Pigen stirrede et øjeblik på hende med øjne, der var vidt opspærrede i hendes forsøg på at kunne rumme de ord, hun lige havde hørt. Men så begyndte moren at grine, og hun kunne ånde lettet op. 

"Din mormor og morfar kommer om en times tid. Jeg kan ikke tro, jeg rent faktisk snød dig". 

Pigen smilede svagt som svar. Det var kun en lille trækning i den højre mundvige, mere kunne hun ikke formå, da det virkede som om, tyngdekraften var ekstra hård mod hendes læber i dag. Ikke desto mindre forstod hendes mor det - præcis ligesom pigen forstod, hvad der skulle gøres, inden hendes bedsteforældre dukkede op en time senere. 

Med et opgivende blik rundt i stuen, kunne hun nemlig hurtig erkende, de havde travlt, og allerde inden hun var gået i gang, blev hendes åndedrag en anelse mere hektisk. hun lagde knap mærke til det, da det at være forpustet for hende var den mest normale måde at trække vejret på. Slikpapir, et par popcorn og indpakningen fra det fast food, de havde bestilt i går lå spredt rundt omkring i et mønster, hun kendte alt for godt. Normalt havde hun ikke noget i mod det, men nu skulle det selvfølgelig fjernes - så det ikke var der til at prikke huller i illusionen om den ih så sunde familie. Luften herinde var også så støvet, hun var sikker på, at der nede i hendes lunger ikke var andet end de tusindvis af støvpartikler, som ikke burde være der. De skulle jo nødig virke, som den familie, der ikke engang gad rejse sig højt nok op fra sofaen i weekenden til at gøre rent - selvom det selvfølgelig var præcis, hvad de var. 

Et suk af støv undslap pigens læber, men hendes mor var allerede gået afsted for at hente støvsugeren, så der var ingen til at høre det. Hun burde ikke beklage sig - det var faktisk forbløffende nemt at virke sund. Specielt fordi hun stadig var i voksealderen så i modsætning til sin storesøster og forældre, kunne hun putte nærmest hvad som helst i munden, uden at hun blev tyk. Det kunne godt være, hun var ret sikker på, hendes fedtprocent var på 120 - hvilket diverse videnskabsmænd og læger kunne få lov til at undre sig over - men det behøvede ingen andre udenfor husets fire vægge at vide. 

 Så længe hun sørgede for at poste et par billeder af sunde måltider, fuld af protein, vitaminer, fuldkorn og så videre og så videre på Instagram en gang i mellem, kunne hun nemt få folk til at tro, hun rent faktisk spiste det bras. Og de sorte skygger under hendes øjne, kunne hun blot drukne i en kop kaffe - der virkede lige så godt som de 8 timers søvn, hun langt fra fik. Samtidig fortalte hun alle, der ville lytte, at hun løb 5 km hver anden dag, og at hun havde løbet verden flad i sine lyserøde løbesko, som i virkeligheden aldrig forlod huset. Men hendes verden behøvede selvfølgelig heller ikke være større end de 169 kvadratmeter, huset var, da hun fik al den motion, hun havde brug for  derinde. 

Selvfølgelig mærkede pigen et lille stik af dårlig samvittighed, hver eneste gang, hun løj om sig selv på internettet. Men det begravede hun bare i fast food, så det blev udvist til kanten af hendes bevidsthed, hvor det kunne klemme sig ind i mellem tankerne on at få blodpropper eller hjertestop.  Det passede lige ind. 

Pigen lod sig rive tilbage til virkeligheden, da hendes blik landede på uret på væggen, der fortalte hende, hun havde alt andet end tid. Hun faldt hurtigt ind i rutinen, som hun skyndte sig at stille det uåbnede glas med vitaminpiller frem på køkkenbordet, smide kvitteringer fra pizzastedet nede på hjørnet ud sammen med den pose af rådne gulerødder, som ingen havde gidet at spise. Det var så indlært, hun kunne lade tankerne vandre, mens hun farede rundt i huset sammen med resten af familien. Og af sted vandrede de da også med 10 km i timen - langt hurtigere, end hun kunne løbe. Hendes computer blev slukket, og hendes dyne blev kastet hen over sengen, så det lignede hun rent faktisk havde ligget i den i nat og ikke havde siddet oppe og spillet, til hun var sikker på, hendes fingre var begyndt at bløde over computertastaturet i ren og skær udmattelse. Hendes vindue blev sågar åbnet, så den friske luft strømmede ind, selvom hun var ret sikker på, den var fornærmet over, hvor længe det var siden, hun havde beæret den med sin tilstedeværelse

Et hurtigt blik ud af hendes værelsesvindue afslørede at nede i haven, stod hendes far, mens han forgæves forsøgte at klippe en skov af græsstrå og ukrudt med en rusten græsslåmaskine, der protesterede højere, end hun gjorde ved tanken om motion. Hun stod et øjeblik og betragtede haven med æbletræet og stagterbedet, mens hun undrede sig over, hvorfor de dog ikke brugte den mere. Hun kunne forestille sig, at det måtte være dejligt bare at ligge på græsplænen en sommerdag og glemme sig selv i en blå himmel - kun for at blive fundet igen, når det blev overskyet - eller at mærke tilfredsstillelsen ved at være i stand til at holde en masse blomster i live. 

Lige nu var det selvfølgelig efterår, og bladene havde forrådt den hæk, der omkransede haven til fordel for visenheden. Naboerne skulle jo nødig se deres halvhjertede forsøg på at være udendørsmennesker, så hun vendte ryggen til sin stakkels far, mens hun prøvede at blive enig med sig selv om, hvad der skulle gøres som det næste. Hendes mor var ved at støvsuge, og hendes søster var nede i Fakta for at kunne fylde køleskabet med fedtfattigt pålæg og grøntsager - bare tanken fik hendes spiserør til at krumme sig sammen i et forsøg på at holde sådanne madvarer ude. 

Så slog det pigen. Hun skyndte sig udfra sit værelse for at gå nedenunder. Hun fandt deres løbesko i bunden af et skab. De var dækket af  et støvlag så tykt, det var svært at fastslå deres oprindelige farve, hvilket blot fik pigen til at prise sig lykkelig for, hun havde husket det. 

I en enkelt bevægelse fik hun løftet de fire par af sko, selvom det var noget af en opgave at balancere med dem. De truede konstant med at vælte ud af hendes greb, og det var pigen et mysterium, at hun formåede at komme hele vejen ud i forhaven uden at tabe en eneste af dem. Tyngdekraften plejede ellers at have en skræmmende stor effekt på hende og alt i hendes nærhed, som hun aldrig rigtig rejste sig, men i det mindste påvirkede dette ikke skoene. 

Hun skyndte sig udenfor og lod lyden af den smækkende hoveddør være hendes midlertidlige farvel. I forhaven var der et stort bed, der i tidernes morgen havde været fyldt med blomster - de var nu ædt op af ukrudt. Ikke at det bekymrede hende, da der for hendes skyld kunne vokse en kødædende plante så længe, der var den jord, hun lige nu havde brug for. Hun havde nemlig fundet på at gøre skoene snavset med jorden og håbe på, at hendes mormor og morfar ville tro, at jorden i virkligheden stammede fra en skov - i hvert fald bare noget, som var længere væk fra huset end to meter. Men hvis hun lagde dem i entréen skulle det nok få dem overbevist, om hvordan de blev flittigt brugt. Deres og resten af verdensbefolkningens naivhed  kunne nemlig nemt skrabe skyerne af himlen, så højt som den nåede. Hun var ikke selv anderledes, som hun var taknemmelig for det, da det kun gjorde det nemmere at være "sund", men sommetider kunne hun ønske sig, at det var anderledes. 

Pigen faldt på knæ ved bedet og begyndte rutineret at erstatte støvlaget på skoene med jord. Snart havde store masser af jord ophobet sig under hendes negle, og hvis hun ikke vidste bedre, ville hun have troet, at det var bakker, der voksede fra hendes fingrespidser. Selv de bakker, kunne hun ikke forestille sig at bestige, tænkte hun fortrydende, før hun lagde sin mors lilla løbesko til side og begyndte på sine egne. Men så stoppede hun også. 

Hun stoppede og stirrede på sine egne hænder - fuldkommen frosset fast, som hun sad der i forhaven med sine knæ hvilende på de ru fliser og en enkelt svedperle, der trillede ned af hendes pande. Flere sekunder passerede sådan, før det gik op for hende, hvad der havde fået hende til at tøve. 

Skyldfølelse. 

Skyldfølelse over at skjule sig bag jordtilsølede løbesko, billeder på Instagram og vitaminpilleglas. Skyldfølelse over at være så desperat efter at virke sund uden rent faktisk at være det. Skyldfølelse over, hvad i alverden hun dog gjorde mod sin krop, som nu engang var og blev den eneste, hun villle få. En skyldfølelse så overvældende, hun blev nød til at lukke øjnene et øjeblik, og håbe på, den ikke kunne nå hende på den rødlige bagside af hendes øjenlåg. Der tog hun fejl, da bare det at fratage sig selv synssansen ikke var nok til at slukke for de andre sanser. 

Hun kunne stadig mærke, den løgnagtige jord mellem sine fingre, høre sin storesøster komme slæbende på en pose fra Fakta under store støn, samtidig med at eftersmagen af det mælkeckokolade, hun næsten lige havde lige spist stadig prikkede på tungen. Alt dette fik hende til at spekulere - spekulere på, hvorfor det var så vigtigt at virke sund. Hvornår denne besættelse af at lade u'et i usund være stumt, selvom det stadig var der, var begyndt. Hvorfor de insisterede så meget på ikke at følge nogle af kostrådende, ikke at få pulsen op en time om dagen, og aldrig at gå nogen steder, når de kunne tage bilen.

Hun vidste det ikke. Pigen vidste det ikke, og var det ikke lidt tåbeligt at gøre sig så umage med noget, når man ikke engang vidste hvorfor? Hvorfor. Hun gentog det igen og igen - de to stavelser fløj rundt i hendes hoved, indtil de til sidst havde stødt mod indersiden af hendes kranium så længe, de holdt op med at give mening. 

Til sidst blev hendes tanker for overdøvende, og hun blev tvunget til igen at åbne øjnene - kun for at opdage, at verden ikke havde forandret sig spor, og hun var nu engang en del af den verden, så hun var også forblevet den samme. Og så gik det op for pigen - hun ville forandre sig. Hvordan, vidste hun ikke - det virkede mere end bare uoverskueligt at skulle lægge sin livstil om. At stoppe med at se hele sæsoner på Netflix på en dag, at stoppe med at drukne et hvert problem i tomme kulhydrater, at stoppe med at blive forpustet ved den blotte tanke om motion. Men hvordan kunne hun det, når det var det eneste, hun kendte til? Når den eneste måde at være sund på for hende var at lade som om? 

Hun strammede uvilkårligt sit greb om løbeskoene, mens hun endnu en gang kunne undre sig over, hvor hurtigt hendes tanker havde bevæget sig hen til det ih så forbudte sted, hvor hendes skyldfølelse havde slået rod. Men selv der var der ikke et svar til et eneste af hendes spørgsmål. 

Pigen vidste ikke hvordan, men hun havde i sinde at finde ud af det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...