Lucretius

Sakiris Heliakas er opdraget med Mørk Magi af en lang række onde magikere. Forventninger bliver stillet meget højt i den familie, og det gælder mest om at være den mest stærkeste heks eller troldmand. Sakiris ønsker blot allermest at være god, og at blive en healer. Men i en familie af det reneste ondskab er det så tæt på umuligt, at man virkelig må kæmpe maksimalt. Sakiris kunne aldrig finde på at give op, så hun vælger i smug at forfølge sine drømme, og det ene fører til det andet. Pludselig møder hun Tracie, som overbeviser hende om at hun er god. Hun opdigter et nyt navn, men ens skæbne kan ikke ændres. Tracie hjælper ubevidst Sakiris til at sige fra, og en dag flygter Sakiris fra sin familiearv, efter at have levet i menneskeverden, og tilpasset sig. Men nu vil familien Heliakas have hævn.

6Likes
2Kommentarer
1250Visninger
AA

10. Kapitel 9

K A P I T E L 9

Sakiris og Lennard fulgtes stadigvæk, på vej ned mod den magiske hovedstad Jorgis, sammen. Hun ville aldrig indrømme det, men hun kunne godt lide hans selvskab. Hun skulle bare ikke vise det for ham, for så ville han tro, at hun kunne lide ham.

 ”Hvad er der galt? I forgårs var du nogenlunde glad, men da du så vågnede igår, var du totalt anderledes?” spurgte Lennard trist til mode. Han savnede Sakiris’ gode humør, i stedet for dette altopslugende mørke humør.
 ”Der er intet galt, jeg vil bare gerne have denne rædsomme opgave overstået,” vrissede hun, og Lennard valgte ikke at spørge mere indtil det. Han forstod det overhovedet ikke. Godt nok havde hun været sådan her i det magiske akademi, men aldrig efter han mødte hende på vej mod Jorgis.
 Pludselig mødte de en ældre kvinde, der var væltet på gaden. Sakiris undslap et ondskabsfuldt grin, og sparkede til kvinden med et let dask. Lennard blev vred, og begyndte at råbe skældsord efter hende. Derefter hjalp han kvinden op at stå, og helbredte hendes smerter og sår med hans kræfter.
 Da Lennard var færdig, sendte kvinden ham et taknemmeligt smil, og kiggede ondt på Sakiris. Hun ænsede det godt, men var ligeglad. Eller prøvede at virke ligeglad. Det var svært at opføre sig ond påny. Allerede nu havde hun brudt sit eget løfte. Løftet om at blive god. Men hvis det kunne redde hendes venner, var hun ligeglad med sig selv.
 ”Du er forfærdelig! Jeg burde ikke engang følges med dig! Du burde blive låst inde bag tremmer, for din egen og andres sikkerhed!” udbrød Lennard rasende, og sendte et advarende lyn efter hende. Hun undveg det med lethed, og raseriet skinnede igennem hende.
 Hun sendte derefter en iskugle efter ham, og han nåede ikke at undvige den. Derfor gjorde det enormt ondt på ham, og så sendte han en flamme efter hende. Den snittede kun lige hendes arm, og et brandsår blev meget tydeligt.
 ”Er det alt du kan præstere, Lennard? Har du ikke lært nok af din familie og af det magiske akademi? Du er en skændsel!” hånede hun ham, og sendte derefter en sort kugle efter ham. Da den ramte ham, begyndte hans krop at spasme fuldstændigt. Det var værre end tortur. Det føltes som om, at hans legemer blev revet fra hinanden, og at hans indvolde blev revet ud.
 Hun viftede let med hånden, og torturen stoppede. Derefter gik hun fortsat derudaf, og prøvede så vidt muligt, at holde sig fra at hjælpe ham. Det var svært, men det lykkedes hende. Hun var stolt af sig selv.
 ”Jeg er ked af dette,” mumlede Lennard, og satte nogle magiske håndjern på Sakiris’ hænder. Hun prøvede at rive dem af, men det hjalp ikke. De strammedes om muligt blot endnu mere. De gjorde sådan, at hun ikke kunne udøve magi.
 ”Du.. Er.. En Nar... Lennard,” gispede Sakiris, da hun blev svækket af håndjernene. Pludseligt faldt hun om, og landede i Lennards favn. Han ringede derefter til den magiske efterretningstjeneste med sin magi. Han bad dem hente hende, og få godskaben tilbage i hende.
 Han afbrød hurtigt forbindelsen, da han var færdig med at snakke. Der gik ikke langt tid før nogen dukkede op, det var dog bare ikke dem, han havde forventet. For der kom nogen, han genkendte på et splitsekund. Familien Heliakas.
 ”Det var jo ikke meningen, at i skulle komme,” skælvede Lennard, og gjorde sig parat til at kæmpe. Et uhyggeligt grin kom op på moderens mund. Lennard skabte en solbølge, og sendte den efter dem. Uden det store besvær opslugte Jenkinalas magien med sin hånd, og ikke én eneste skade kunne ses.
 Lennard fjernede lænkerne fra Sakiris’ hænder, og lod en vandstråle ramme hendes ansigt, imens familien Heliakas kom tættere på. Hun vågnede op med et gisp, og magien strømmede tilbage i hendes krop.
 ”Far..” gispede hun chokeret, hvorefter hendes blik landte på sin søster. ”Jen.” Sakiris kneb øjnene sammen, og begyndte at kæmpe en brav kamp imod sin søster. Desværre for Sakiris var hendes søster meget stærkere end hende, og beskyttede med lethed sig selv.
 Lennard begyndte at kæmpe side om side med Sakiris. Han forstod ikke rigtig Sakiris’ skift i humør, og alligevel gjorde han. Det var bare svært at forklare, da det virkelig var indviklet. Men han af alle vidste, at familiedrama var det værste.
 Kampen blev blot værre, og det lykkedes også Sakiris og Lennard at få et par skrammer. Til sidst opgav de, og tog flugten. De blev jaget af hendes familie, og derfor måtte de om muligt løbe endnu hurtigere end de kunne.
 Da de endelig fandt et forladt hotel, skyndte de sig derind. Sakiris sikrede huset med diverse formularer og besværgelser, og til sidst satte hun sig på gulvet med et suk. Der var intet møblement i huset, og alt var fuld af slitage.
 ”Undskyld,” peb Sakiris og brød ud i tårer. Hun havde ikke klaret sig så længe, altså med at lukke af for følelserne og være den onde. Hun undrede sig over, hvordan hun nogensinde skulle redde sine venner, hvis hun ikke engang kunne nu.
 ”Hvorfor? Hvorfor gjorde du det?” spurgte han forvirret og en anelse såret. Sakiris sank en klump, og turde næsten ikke fortælle ham, hvorfor hun havde gjort det. Det ville være en slags falliterklæring, ja, for hun skyldte ham ikke noget. Men skylden gnavede i hende.
 ”Fordi jeg var nødt til det, hvis jeg skulle redde jer. Mine venner,” mumlede hun, og fumlede med sin trøje. Hun turde ikke kigge Lennard i øjnene. En varm hånd kunne snart føles på Sakiris’ skulder, og hun kiggede på den, og mødte hans blik.
 ”Vi har ikke brug for hjælp, vi kan godt selv klare os,” forklarede han, og smilede. Ikke et tvært smil, ej heller et falsk et. Et oprigtigt smil. Sådan et, der fik folk til at synge Hallelujah på en varm sommerdag, mens sommerfuglene baskede rundt i maven, og solens stråler brændte imod ens hud.
 ”Jeg ved det godt inderst inde, men jeg føler stadigvæk, at i er mit ansvar. Jeg var den, der fik min familie på nakken af jer! Det er alt sammen min fucking skyld. Kun min,” forklarede hun, og lagde tryk på det sidste.
 Lennard skulede til hende, og accepterede det ikke. Hun burde ikke tage skylden på sine skuldre bare sådan. De havde jo valgt at hjælpe hende, og derfor var det deres egen skyld. Ikke hendes. Men det virkede hun ikke til at forstå. Kunne man bebrejde hende? Nej. Hele hendes liv var hun vokset op med, at skulle tage skylden over for alt. Det huskede Lennard tydeligt. Hendes familie var dukket op i skolen, rasende på hende.
 
 Lennard gik med hovedet ned i gulvet hen imod kantinen. Hans greb var fastspændt om de slidte bøger, han holdte om. Pludselig hørte han rasende råb. De kom fra kantinen. Han listede forsigtigt derind, og kiggede over imod grunden til al larmen. Familie Heliakas i al sin pragt.
 Han kunne se, at Sakiris var skamfuld. Han selv ville også føle en hvis form for pinlighed, hvis hans familie opførte sig som hendes. De var direkte ubehøvlede, sådan at dukke op i skolen, og opføre sig sådan over for deres datter.
 Men de havde ingen skam i livet. De gjorde groft sagt, hvad der passede dem. Sådan havde de altid gjort. Det var direkte pinligt for hende. Lennard var nysgerrig. Han listede sig tættere på, og satte sig ved et bord. Uden mad.
 ”Du SKAL gøre det! Det ligger i familien! Du har intet valg!” råbte moren. Faren tyssede på hende. Der var jo ingen, der skulle vide det. Jeg kendte godt til familien Heliakas. De var onde dybt inde i deres iskolde hjerte. Sakiris var også ond mod mig, men nogle gange viste hun en blødere side.
 ”Jo, undskyld mor,” svarede hun, og kiggede skamfuldt ned i gulvet. Lennard havde frygteligt ondt af hende lige præcis på det tidspunkt. Det måtte være ydmygende at skulle stå sådan foran hele kantinen.
 Hvis det var ham, var han højst sandsynligt besvimet. Så han synes det var fantastisk, at hun tog det nogenlunde godt. Han så op til hende med hensyn til det. Også selvom hun var fyldt til randen med skam, klarede hun det godt.

 ”Ved du godt, at dengang i kantinen med dine forældre, der synes jeg ikke du var grinagtigt. Jeg synes du håndterede situationen eminent,” sagde Lennard fløjlsblødt. Sakiris kiggede forundret på ham.
 ”Øhm tak, tror jeg,” mumlede hun forlegent. Hun havde ingen anelse, om hvad hun egentligt burde svare ham. Hun var ikke vant til at blive rost på denne måde. Derfor var det en anelse akavet for hende, for at sige det mildt.
 ”Det var ment som et kompliment,” rømmede han sig og Sakiris nikkede. Derefter blev der totalt stille. Faktisk var det en meget akavet stilhed.
 Sakiris besluttede sig til sidst at hun ville udforske selve det forladte hotel. Så derfor rejste hun sig op uden at sige et ord til Lennard, og han undrede sig meget over hvor hun ville hen. Han håbede at hun ikke forlod ham endnu engang.
 ”Bare rolig, jeg vil bare kigge rundt en gang. Jeg forlader dig ikke igen, aldrig,” mumlede hun, og skyndte sig væk. Dette beroligede ham. Derfor lod han hende også gå rundt omkring som det passede hende.
 Men hvis han fornemmede det mindste fra hende, så ville han skynde sig direkte op til hende, og  holde hende tilbage. Hun måtte ikke gå igen, det ville han ikke tillade. Han kunne godt fornemme at han på det seneste havde fået følelser for Sakiris.
 Han ville dog aldrig turde fortælle det til hende. Hun ville sikkert bare stirre underligt på ham og måske endda grine akavet. Hun var i hvert fald one of a kind, det var helt sikkert. Om så jorden gik under, så var det helt sikkert.
 ”Hospitalet var fuld af sod, men den lille pige havde masser af mod,” sang en lys stemme, som Lennard hurtigt genkendte som Sakiris’ yndige stemme. Selv synge kunne hun. Hvad i alverden kunne hun ikke. Det vidste han dog godt. Hun kunne ikke bare komme ud af den onde cirkel om at skulle være lige præcis ond.
 Et rabalder lød. Lennard var på sine ben i en fart, og han løb alt hvad han kunne op få førstesalen. Han åbnede diverse døre, kiggede ud af vinduerne, åbne skabe, men Sakiris var ingen steder. Pludselig hørte han et råb om hjælp, og kiggede i retningen af det ud af vinduet. Han så hende, og hun blev trukket efter en mand, han aldrig havde set. Så det var ikke et familiemedlem af hendes, men nærmere en håndlanger.
 Lennard kravlede ud af vinduet og løb efter deres skikkelser. Men pludselig hørtes en lyd, der kun kunne beskrives som et papir, der blev revet over. De havde teleporteret sig. Hvor fanden ville de tage hende hen? Selvfølgelig ville det være oplagt at sige hjem, men hvor var hendes tidligere hjem overhovedet?
 Han satte i løb, og faktisk løb han i virkeligheden forgæves, men han anede det ikke. Han ville bare gerne gøre noget, og ikke kigge på fra sidelinjen. ”Sakiris!” råbte og skreg han, men der var bomstille omkring ham.
 ”Fuck,” bandede han for sig selv, og løb tilbage til det forladte hotel. Han tog deres ting, og begav sig igen udenfor hotellet ud i den forladte natur, der bare lignede døden selv. Han vidste i det mindste i hvilken by, hun boede. Så det var hans plan.
 Han ville tage til byen, og så ville han spørge om vej af én person, Sakiris kendte godt. Hendes veninde fra skolen, Miriam. Der havde rent faktisk været et sandt venskab imellem dem, og ikke ondskab.

Sakiris blinkede adskillige gange med øjnene før hun kunne se noget som helst. Hun kendte ikke stedet. Hun troede lidt, at de havde taget hende hjem. Hun havde håbet det, for så kunne hun slippe væk igen. Og forhåbentligt for sidste gang.
 Men nu virkede det til at alt håbet var fløjet væk i vrimlen af mange forladte håb. Det lød næsten poetisk, men hun havde aldrig set sig selv som en, det var det fjerneste poetisk og vis på det område. Det var næsten til at grine over, hvis hun ikke stod i denne her situation.
 ”Hvor er jeg,” mumlede hun lavt, og følte sig ret døsig. Og en anelse svimmel. Hvad havde de gjort ved hende? Havde de givet hende et eller andet, eller måske endda bedøvet hende? Hun ville gøre et eller andet drastisk, når hun følte sig tilpas igen.
 ”Du er hjemme, min skat,” svarede en velkendt stemme. ”Far,” mumlede hun, og et brændende raseri fyldte hende. Dette var ikke hendes hjem, og det ville det aldrig blive! Og hvordan vovede han, at kalde hende skat, når alt han havde gjort var, at fylde hende med gråd og dårlige minder om en dårlig barndom.
 ”Rend.. Mig,” fik Sakiris sagt, inden hun faldt hen igen. Dette var simpelthen så surrealistisk, at hun ikke anede, hvad pokker man gjorde i en sådan situation normalvis. Alt hun kunne finde ud af, var at sove indtil det hele gik over.

 ”Vågn op,” beordrede en stemme, og langsomt vågnede hun op igen. Hun havde ikke styr på tiden, og måske var det rent faktisk det, der var meningen med alt dette hurlumhej. At hun skulle miste tidsfornemmelsen. Og alligevel virkede det ikke som om, at hun havde fundet det rigtige svar til dette mysterium.
 ”Hvad har i gjort ved mig?” gryntede hun, og prøvede at sætte sig op. Det kunne hun også sagtens, men da hun så sad oppe, fortrød hun det. Hele værelset drejede rundt om hende, og hun lagde sig ned igen. Det gav hende kvalme.
 ”Vi bedøvede dig blot. Du ville ikke følge med min ven Petrel Parkinson her, så han bedøvede sig simpelt og enkelt,” forklarede hendes far, og hun fik det fysisk dårligt af den viden. Hendes far havde simpelthen beordret nogen til, at bedøve hende, hvis hun kæmpede imod. Hvor korrupt var han lige mod sin egen datter? Men svaret kendte hun godt.
 Han ville gøre alt i kampen for at beholde sin datter her, men hvorfor? Havde han ikke nok i Jenkinalas som en datter? Hvad kunne de bruge hende til, når hun nægtede at være ond? Hun var jo ubrugelig.
 ”Hvad vil du med mig, andet end påståede udsagn om fader-datter selvskab,” knurrede hun, og han kiggede alvorligt på hende. Hun ville under ingen omstændigheder tro på ham, uanset hvad han sagde.
 ”Hvis jeg ville dig noget ondt, havde jeg taget dig helt hjem, tilbage til det hæslige sted. Nej, jeg ønsker faktisk at beskytte dig,” var alt han sagde, før han løftede hende op i hans arme, og bar hende ud af dette hæslige rum.
 ”Du lyver,” hvæsede Sakiris, og ville ikke være i hans arme. Hun rev og sled, men han gjorde ingenting. Han var alligevel stærkere end hende, og hun kunne ikke selv gå i denne svimmelhed, der fyldte hende, som en hel orkan fylder en by.
 De kom ind i noget, der lignede en stue, og han lagde hende på en blød sofa. Derefter satte han sig selv over i en af lænestolene, og tog en bog op. Det var hendes eget valg, hvad hun ville nu. Selvfølgelig udover at flygte.
 Hun ville bare helst ligge der og hvile sig, men hun kunne ærligt talt ikke sove meget mere. Så derfor bad hun også om en bog, imens skammen dog fyldte hende, om at hun var nødt til at bede ham om noget.
 Han rækte hende en meget velkendt bog, og hun blev næsten sørgmodig ved synet. Hendes far havde altid læst den op for hende. Det brændte næsten, da hun rørte bogen. Da hun så åbnede den, var det ikke den samme historie. Nej, nu stod der en masse formularer.
 ”Hvad er det her?” spurgte hun forvirret og en anelse nysggerig. Han smilede til hende, og hvis hun så rigtigt, så blinkede han til hende. Hun begyndte ivrigt at læse i den, og glemte alt om bortførelsen.
 Det var magiske besværgelser, og der stod også noget om den magiske historie heri. Det var derfor, at han altid havde læst denne her historie om og om for hende, og ikke en anden bog. Det var for, at hun en dag måske ville tage bogen op, og se dens hemmelighed. Måske ønskede han hende ikke noget ondt, og måske havde han bare altid været styret af hans ækle kone.
 Sakiris var så opslugt af bogen, at hun ikke havde lagt mærke til, hvor mørkt der egentligt var blevet. Huset var opslugt af mørket, og hun havde ikke engang haft tid, til at kigge ud af vinduerne, og finde ud af hvor hun var henne.
 ”Hvor er vi henne?” spurgt hun mistorisk til sin far, og ville se, om han turde fortælle hende det. Det var altafgørende for, om han virkelig stolede på hende. Han løftede blikket fra sin bog, og kiggede over på hende igennem sine læsebriller.
 ”Vi er i en lille by kaldet Leafton, den er meget øde, så hvis du tænker på at flygte, kan du godt glemme det. Men jeg havde faktisk håbet, at du måske var begyndet at stole på mig. Jeg vil dig kun det bedste som din far, spørg selv din mor, når du sover. Hun kan mærke min forandring,” smilede han. Hvordan kendte han til mor? Måske var han virkelig klog, som hun altid havde troet.
 Hun nikkede til ham, og læste lidt mere fra bogen. Den var virkelig interessant, og der var mange vigtige punkter i den. Hun var taknemmelig for, at hendes far havde rakt hende den. Det betød meget.
 Hun begyndte at glippe med øjnene, og mærke søvnen tage over langsomt. Hun var virkelig træt, og hun kæmpede end ikke imod søvnen denne gang. ”Godnat,” mumlede hun, før hun sov som en sten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...