Lucretius

Sakiris Heliakas er opdraget med Mørk Magi af en lang række onde magikere. Forventninger bliver stillet meget højt i den familie, og det gælder mest om at være den mest stærkeste heks eller troldmand. Sakiris ønsker blot allermest at være god, og at blive en healer. Men i en familie af det reneste ondskab er det så tæt på umuligt, at man virkelig må kæmpe maksimalt. Sakiris kunne aldrig finde på at give op, så hun vælger i smug at forfølge sine drømme, og det ene fører til det andet. Pludselig møder hun Tracie, som overbeviser hende om at hun er god. Hun opdigter et nyt navn, men ens skæbne kan ikke ændres. Tracie hjælper ubevidst Sakiris til at sige fra, og en dag flygter Sakiris fra sin familiearv, efter at have levet i menneskeverden, og tilpasset sig. Men nu vil familien Heliakas have hævn.

6Likes
2Kommentarer
1283Visninger
AA

8. Kapitel 7

K A P I T E L 7

Sakiris havde fået hele historien at vide fra sin åbentbare storebror. Hun havde også begyndt svagt at bryde sig om Elipe. Hun var dog ikke helt tilfreds med hende, men James havde også forklaret hende, at Elipe var svær at få til at have tillid i én.
 Hendes forælde var blevet brutalt myrdet af Sort Flamme, og derefter stolede hun praktisk talt ikke på nogen. Da James mødte hende, havde han fået rigtige mange svada’er i hovedet fra hende, men til sidst indså hun, at de var det perfekte par, kort fortalt.
”Du skal gøre sådan her med din hånd,” sukkede James, og Sakiris prøvede endnu engang, at fremmane et skjold af ild. Hun kunne sagtens med is, men det var endnu sværre med ild, da det jo normalt var en angrebskraft.
Sakiris vippede svagt ved sit håndled, og en ildkugle kom ud i stedet for et skjold. Hun stampede irriteret ned i gulvbrædderne, som knirkede efter hendes stamp. Hun stod i en hytte lavet af træ, hvilket nok normalt ikke ville være praktisk, men alt træet var beskyttet mod enhver slags magi med en magibeskyttelsesbesværgelse.
 Det var en kæmpe hytte, og der var ingen vinduer eller døre i. Hvis man skulle ud, skulle man teleportere sig ud, og man kunne komme ind via en kodet besværgelse. Det var et slags beskyttelses- og træningsrum. Sakiris syntes, at det var vildt uhyggeligt. Hvem ville kunne lide et rum, hvor der ingen døre eller vinduer var?
 Hun ville aldrig komme ud eller ind uden James’ hjælp, for han var den eneste, der kunne bryde den kodede besværgelse. Derfor skulle man have rigtigt meget tillid, til den person der teleporterede folk ind og ud. Ellers var man fanget som en laboratorierotte.
 ”Jeg kan ikke!” brokkede Sakiris sig, og James rullede irriteret øjne af hende. Hele morgenen og eftermiddagen med havde han hørt på hendes brok, og hver gang havde hun lært de ting, som hun eftersigende ikke kunne lære.
 James gik hen mod hende, og hjalp med hendes håndbevægelse. Hun forstod endelig hvordan hun skulle gøre, så James gik tilbage til sin plads. Han sendte en ildkugle i retningen af hende, og nu skulle hun lave et ildskjold. Ellers var hun fortabt. Sådan da.
 ”Sakramentis!” brølede hun, og ud fra hendes hænder kom en kraftig pink ild ud. Hun kiggede forbavset på farven, og James grinte af hendes ansigtsudtryk. Hun jublede dog, og var lykkelig for også at have lært det. Den sidste uge havde hende og James trænet, hvilket havde gjort Elipe ganske vred.
 Sakiris fremmanede derefter grinende en hvirvelvind, og sendte den i retningen af James. Han var uforberedt, og hvirvlede derfor med rundt i den. Sakiris ville ikke træne, men hun ville godt lave sjov med James.
 James sendte et lynnedslag ned foran hende, og hun skreg skræmt. Det gad hun vildt godt lære, men James fortalte hende, at man skulle mestre andre ting først. Dette gjorde ikke Sakiris specielt glad. Tværtimod faktisk.
 ”Er vi færdige med de her barnlige lege nu?” vrissede James, men efter få sekunder smilede han dog til hende. Han mente det ikke så slemt, som det kunne lyde. Sakiris nikkede, og ville gerne træne videre igen. Hun ville nemlig gerne nå til det øjeblik, hvor hun kunne lære at lave lynnedslag.
 ”Jeg vil gerne træne mere,” bad Sakiris forpustet, og ænsede ikke hendes mangel på kræfter. Hun havde opbrugt sine magiske kræfter indtil videre, og hun havde brug for at slappe helt af. Derfor rystede James også på hovedet, og trak hende med indenfor.
 ”Du skal sove, og få al din energi tilbage. Vi har ikke så travlt, som du går og tror. Dette hus er hundrede procent sikkert, og de kommer ikke foreløbigt og dræber dig,” forklarede James, og viste hende ind til sit værelse, selvom hun godt kendte vejen derind.
 Sakiris sukkede opgivende. Hun vidste allerede, at hun ikke ville vinde denne diskussion. James havde desværre ret i det han sagde, og hun kunne komme op med dårlige undskyldninger for at fortsætte. Hun kunne ikke narre ham.
 Pludselig mærkede Sakiris en ond kraft trække i hende. Den selvsamme hun benyttede, dengang hun kun gjorde ondskabsfulde ting. Nogen påkaldte hende til en samtale via magien, og hun vidste allerede hvem. Hun lod sig trække ind i samtalen, og havde alligevel brug for at snakke med personen.
 ”Det er egoistisk at sætte dig op mod din familie. Du er født af os, familien Heliakas, og derfor er det din arv at være ond! Du kan IKKE forlade dine pligter,” rasede hendes far, og hun kiggede syndigt ned i gulvet. Hun hadede når hendes far råbte af hende.
 Hun rømmede sig svagt, men hendes far lod hende ikke snakke. ”Du burde blive dræbt, fordi du har gjort os til skamme, men jeg vil give dig en sidste chance. Kom tilbage hvor du hører til!” spyttede hendes far arrigt ud, men Sakiris stillede sig nu rank op foran ham.
 ”Hører til? Jeg hører i hvert fald ikke til hos jer! Hende jeg altid har kaldt mor, har aldrig været min rigtige mor! Min mor er god, og lige præcis det modsatte af dig! Desværre lever hun ikke mere, men jeg vil ALDRIG komme tilbage til jer!” knurrede Sakiris bestemt, og trak sig ud af samtalen.
 Hun lå i sin seng, og svedperlerne dryppede ned over hendes pande. Hun forstod faktisk ikke helt, hvorfor hun forblev i dette hus. Hun skulle jo rejse rundt og hjælpe folk. Men hun vidste svagt godt alligevel hvorfor hun forblev der.
 Hun ville finde sig selv. Den rigtige selv, ikke denne ondskabsfulde Sakiris, som hendes far havde påsat hende. Det eneste sted hun kunne gøre dette var her. I dette hus hvor hendes mor havde boet. Her var det det sidste sted hun havde boet, hvor hun havde været sig selv.
 ”Jeg lover at hævne dig, mor,” sagde Sakiris pludseligt, da hun indså noget. Hendes mor var blevet brutalt myrdet af de ondeste mennesker i verdenen, og hun ville hævne hende. De mennesker fortjente ikke at kunne trække deres vejr.
 Sakiris lukkede sine øjne, og hvilede sig. Hendes kræfter ville forhåbentligt være så gode som nye den kommende dag, men hvis ikke ville hun blot udforske huset og hendes fortid. Hun drømte om sin mor, nej rettere nogen minder fra da hun var lille og boede her.
 Sakiris løb rundt i sit lille legeværelse. I hånden havde hun sin dukke, Miss Leniana. Det navn havde hun og hendes mor kaldt den, og det havde altid været deres lille spøg. Selvom Sakiris ikke forstod den, syntes hun stadigvæk at den var sjov.
 ”Mor, jeg har fundet skatten! Den ligger på den øde ø i Pangora,” udbrød Sakiris, og trak en kiste frem. De havde altid leget denne lille leg. Hun skulle finde skatten på den øde ø, Pangora, og den var gemt forskellige steder hver gang.
Den gang troede Sakiris, at det blot var en leg. Men den nutidige Sakiris, der i sin drøm så tingene fra den fortidige Sakiris’ øjne forstod det endeligt. Hun skulle til en ø, kaldet Pangora, og der ville hun finde noget vigtigt.
”Det er jo fantastisk, min lille perle,” udbrød Sakiris’ mor med en stemme fuld af drama. De legede stadigvæk, og Sakiris hoppede straks op i sin mors favn. Sakiris legede, at hendes mor var en båd, og den sejlede med det samme tilbage til Jorgis.
Sakiris åbnede skatten, og inde i den var der ingenting. Sakiris forstod det ikke rigtigt, for hendes mor havde jo blot sagt nogle mærkværdige ord: ”Skatten er det, du ønsker den til at være. Det kan være alting eller ingenting,” og hun ville ikke uddybe disse ord.
 Sakiris vågnede op med et gisp. Hendes krop var stadigvæk udmattet, og hun havde ikke energien til at rejse sig. Alligevel tvang hun sig selv op. Hun måtte finde noget, der kunne forklare dette mysterium, som hun aldrig havde tænkt videre over.
 Hun listede sig ind i stuen, og derinde gennemrodede hun alle skuffer. Ingenting. Hun prøvede sig frem med samtlige rum, undtagen dem Elipe og James sov i, og fandt nada. Så slog det hende. Kælderen! Der ville ingen finde den, for ingen ville gå derned. Ingen kendte til kælderens eksistens, kun hende. Troede hun i hvert fald.
 Trappen knirkede på livet løs, og hun rynkede panden skeptisk hver gang. Enten ville trappen brase sammen under hende, eller også ville hun vække hele huset. Hun håbede på intet af det. Sakiris gik blot videre.
 Der lugtede af fugt nede i kælderen, og Sakiris fik med det samme brækfornemmelser. Hun havde end ikke lyst til at vide, hvor længe kælderen blot havde stået der, uden at nogen havde været der nede. Det ville blot være forfærdeligt, for den havde i hvert fald stået sådan uden mennesker i 10 år.
 ”Hallo, er der nogen?” spurgte Sakiris, da hun hørte en raslende lyd fra kælderen. Der var helt stille. Et skrig forlod hendes læber, da hun så en rotte løbe forbi hende. Hun hadede rotter, de var sendt fra helvede selv!
 Sakiris blik skulle lige vende sig til kælderens mulm og mørke, før hun endelig kunne se noget som helst. Der var fuldstændigt tomt i kælderen. Der var hverken skuffer eller reoler. Hvordan skulle hun så finde noget, som hun ikke anede hvordan så ud?
 Hun gik igennem de forskellige rum, men der var fuldstændigt tomt. Alting var tømt, og der var i hvert fald ingen skat. Sakiris tog sig stresset til hovedet, og anede ikke hvor hun nu skulle lede. Der var ikke andre steder, der logisk gav nogen mening.
 ”Hvad laver du dog hernede?” spurgte en stemme, og Sakiris spjættede svagt, hvorefter hun kiggede i retningen af stemmen. Hendes storebror stod der. Shit han gav hende et gigantisk chok. Hun tog en lettet indånding, hvorefter hun ledte efter en passende undskyldning.
 ”Jeg ledte efter noget,” indrømmede hun dog, og James kiggede mistroisk på hende. Han troede ikke på hende, eller han ønskede i hvert fald at vide, hvad hun helt præcist ledte efter i en kælder, der aldrig havde været besøgt i mange år.
 ”Denne kælder blev tømt da din mor døde. Hernede finder du intet,” forklarede James, og Sakiris kiggede skuffet på det hele. Det havde været fuldstændig spild af tid. Gad vide hvor de overhovedet havde fjernet tingene hen til?
 ”Det er også lige meget, jeg havde bare mistet noget hernede tidligere,” løj Sakiris, selvom hun aldrig havde været hernede. James kiggede sigende på hende, og bad hende via blikket tilstå at hun løj, men det ville hun aldrig i sit liv gøre.
 ”Men godnat, bror,” vrissede hun af ham, og skyndte sig op på sit værelse endnu engang. Hun var ikke vanvittigt træt, og lagde sig derfor ikke i seng. Hendes tanker kørte hurtigt, og hun følte sig særdeles svimmel af det. Der var sket så meget på kort tid for hende, og hele tiden kom der nye udfordringer.
 Ville hun kunne klare sig igennem altsammen, eller ville hun bukke under til sidst af alt presset? Hun anede det ikke, men hun kunne kun håbe. Hun valgte at tage sin jakke på, og gik derefter ud i kulden. Det var et lunt vejr, men stadigvæk ikke særlig varmt. Sakiris hadede temperaturen i Belgis, den var så uforudsigelig.
 Hendes fødder bar hende rundt de forskellige steder, men hun fulgte ikke rigtig med, med mit sind. Sakiris gik bare i uendelighed, og nød luften. Hun følte sig fuldstændigt rundforvirret over alting. Hun følte, at hun undervejs havde tabt sig selv, og kun tænkte på at nå målet om at blive god.
 Pludselig tænkte Sakiris tilbage på et af sine ældre minder. Dengang, hun stadigvæk boede hjemme hos sin tilsyneladende bonusmor og far. Hvilke onde gerninger Sakiris havde overværet familien gøre, imens hun sad i barnevognen og så på.

Barnet i barnevognen græd som en stukket gris, og faren prøvede at berolige hende. Hun ville ikke stoppe, og han anede vitterligt ikke, hvad han skulle gøre. Hvad hun manglede. Moren, eller i hvert fald bonusmoren, gik yndefuldt over til hende og mumlede en besværgelse. Barnet kunne ikke sige en lyd mere.
 ”Han er her om få sekunder,” hviskede moren, og faren sank en klump. Pigen, som hed Sakiris, kiggede opmærksomt på dem. Hun forstod ikke hvad de sagde, men senere hen ville hun tydeligt forstå det. Sakiris prøvede at hyle igen, men måbede, da hun ikke kunne.
 Faren trippede nervøst, og Sakiris kiggede forvirret på ham. Hvorfor trippede hendes far? Skulle han på toilet? Hvorfor gik han så ikke bare på toilettet? Moren hostede, og kiggede på tvillingerne, der begge lå i barnevognen. Jenkinalas sov tungt, så hun behøvede ikke en besværgelse for at tie stille.
 Sakiris kiggede også opmærksomt på sin søster. Hun daskede drillende til hende, og var i legehumør. Jenkinalas sov så tungt, at hun ikke vågnede af det. Sakiris fandt hende hurtigt kedelig, og tog i stedet sutten i sin lille babymund.
 ”De skal ikke se på, hun skal ikke se på,” sagde faren, og kiggede over på Sakiris. Hans lille engel. Jenkinalas’ mor havde fået Jenkinalas 1 måned før Sakiris’ mor havde fået Sakiris. De lignede nogen på samme alder, og bildte alle ind, at de var tvillinger. Faren var ikke far til Jenkinalas, og moren var ikke mor til Sakiris.
 De havde kidnappet Sakiris fra hendes rigtige mor. Faren ville have hans eget barn, og han ønskede ikke, at moren opdrog deres fællesbarn. Han havde lagt en magisk fortryllelse over Sakiris, så hendes mor ikke kunne finde hende ved hjælp af magi.
 ”Vi kan jo ikke rykke dem nu, desuden fatter de ingenting. De er babyer! De er ligeså dumme som gummiænder,” vrissede moren, og Sakiris kiggede uforstående på dem. Hvorfor vrissede hendes mor til hendes far? Havde hendes far gjort noget? Havde hendes mor det dårligt?
 Faren nikkede forstående, men var ikke helt glad for det. Hans sjæl var ikke blevet helt formørket endnu, da det eneste han følte noget for, var hans datter. Men senere hen ville hans hjerte blive fuldstændigt sort, og han ville ikke bekymre sig om Sakiris.
  ”Der kommer han,” hviskede moren med ærefrygt i stemmen. De skulle til at dræbe en magisk kyndig person, og de havde kun dræbt mennesker indtil videre. Det ville kræve alt fra dem, og de var villige til at gøre det. Han skulle ryddes væk.
 Hans kappe sad perfekt på ham, og enhver der så ham, ville tro at han var bims. Han var en ældre generation, og selvom de yngre magikere ikke bar kappe og hat mere, gjorde han det med rank ryg uden at lægge mærke til alles hvisken omkring ham.
 ”I ville snakke med mig, om noget der kan ændre hele den magiske verdens fremtid?” knurrede manden med en meget dyb mandig stemme. Han lød næsten som en ulv. Sakiris kiggede nysgerrigt på ham, og et lydløst grin faldt over hendes læber.
 Manden kiggede over på de to små piger i barnevognen, og stirrede intenst på den ene af dem. Sakiris. Faren følte sin beskyttertrang dukke op, men han holdte sig i skindet. De skulle alligevel dræbe denne mand snart.
 ”Ja, faktisk så skal vi ikke rigtig snakke. Vi vil snarere dræbe dig. Sig farvel til verdenen, Julianio!” grinede moren med en kynisk stemme. Smilet nåede ikke op i øjnene. Hun trak sin hånd frem samtidig med manden. Han stirrede på hende, som om at hun var skingrende sindssyg. Han troede ikke, at hun kunne dræbe ham.
 ”Killiutis Singila,” udbrød moren, og få sekunder efter faldt manden død om. Han havde dog nået at sende et lyn i retningen af dem. Den slog ned foran dem, og Sakiris begyndte at tude. Der var ikke sket dem noget, andet end at de havde fået nogle overfladeskrammer.
 Faren løb hen til børnene, og de skyndte sig hurtigt hjem. Ingen havde set dem, og derfor var det aldrig sket. Sådan så de altid på det. Der blev heller aldrig snakket om det nogensinde. Sakiris huskede det heller ikke før nu.

***

Sakiris fik det dårligt af at tænke tilbage på det. Hun var i chok. Godt nok havde hun overværet mange uhyggelige ting, men dem kunne hun huske. Denne her kunne hun først huske nu? Hvorfor kunne hun først nu?
 Sakiris kunne under ingen omstændigheder falde i søvn igen, og derfor besluttede hun sig at blive oppe til dagen efter. Hun anede mildest talt ikke, hvordan hun skulle holde sig vågen. Hun ville gerne træne, men hun var alt for udmattet til det. Derudover skulle hun bruge James for at træne, og han sov garanteret allerede.
 Sakiris havde brug for at snakke med hendes døde mor igen. Hun vidste ikke, om det kunne lade sig gøre, men hun ville prøve alligevel. Derfor brugte hun sin magi, til at komme ind i en slags trance, og påkaldte sin mor.
 Intet skete, og Sakiris sukkede. Måske skulle hendes mor selv påkalde Sakiris? Kunne hun ikke selv påkalde hende? Pludselig skete der dog alligevel noget, og det gav et spjæt i Sakiris. Det tærede desuden også på hendes kræfter, så hun kunne ikke snakke særlig længe.
 ”Jeg har fundet ud af sandheden, mor,” mumlede Sakiris sagte, da hun så skikkelsen af sin rigtige mor. Hun kom tættere på, og satte sig ved siden af Sakiris. Derefter lod hun sin hånd køre forsigtigt igennem Sakiris’ hår.
 Sakiris lod en tåre slippe fri, og snart efter hulkede hun. Hendes mor prøvede at trøste hende, men der var ikke så meget at gøre. Sakiris havde for nyligt fundet ud af, at hele hendes liv var en løgn, og først nu bearbejdede hun det.
 ”Jeg ledte længe efter dig, mit barn. Det var umuligt. De havde en meget stærk heks eller troldmand på deres side, som blokerede mine forsøg. Derefter prøvede jeg på den traditionelle måde, men intet virkede,” forklarede hendes mor.
 Sakiris nikkede af hendes ord, og lagde sig ind til sin mor. Hun følte sig så forfærdeligt ung. Hun ønskede allermest, at hendes mor aldrig var død. Sakiris’ kræfter slap langsomt ud, og hun var nødt til at vende tilbage til sit værelse.
 ”Hils James og Elipe fra mig.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...