Lucretius

Sakiris Heliakas er opdraget med Mørk Magi af en lang række onde magikere. Forventninger bliver stillet meget højt i den familie, og det gælder mest om at være den mest stærkeste heks eller troldmand. Sakiris ønsker blot allermest at være god, og at blive en healer. Men i en familie af det reneste ondskab er det så tæt på umuligt, at man virkelig må kæmpe maksimalt. Sakiris kunne aldrig finde på at give op, så hun vælger i smug at forfølge sine drømme, og det ene fører til det andet. Pludselig møder hun Tracie, som overbeviser hende om at hun er god. Hun opdigter et nyt navn, men ens skæbne kan ikke ændres. Tracie hjælper ubevidst Sakiris til at sige fra, og en dag flygter Sakiris fra sin familiearv, efter at have levet i menneskeverden, og tilpasset sig. Men nu vil familien Heliakas have hævn.

6Likes
2Kommentarer
1259Visninger
AA

6. Kapitel 5

K A P I T E L 5

Kufferten stod pivåben inde på Sakiris værelse. Hende selv kunne man finde på badeværelset, hvor hun rodede hektisk efter alle sine ting. Hun havde taget sig en kæmpe beslutning aftenen før – hun ville ikke blive, og lade hele huset blive sat i fare. Desuden ville hun ud og se verden, og udrette store bedrifter.

 Hendes plan var, at hun ville tilbage til den magiske verden, og hjælpe til hvor hun kunne. Hun kunne heale folk, og Tracie havde hjulpet hende langt med at blive god og ikke være så ond mere. Hun måtte tilbage og finde sig selv.

 Wes, Greggory og Tracie havde været nedslåede over idéen, og Tracie insisterede på at hun havde meget at lære. De var bare urolige for hende, men det behøvede de ikke. Sakiris ville ikke gå tilbage til sin familie, og hun ville ikke lade sig blive dræbt.

 Hun ville desuden også mødes med trioen igen til næste sommer. Der ville gå et år, men det var for det bedste. Hun havde kun været på arbejdet én enkelt gang, men hun hadede det. Kevin brugte hende som en slave, og hun ville aldrig arbejde som en slave for nogen. Derfor havde hun også sendt en opsigelse indtil dem, og havde heldigvis ikke en gyldig kontrakt før efter 3 måneder.

 ”Er du helt sikker på, at det er det her du vil?” spurgte Wes med sin bekymrede stemme. Han var som en slags far overfor dem, og det skal forstås på den måde, at han gerne vil have at de klarer sig godt og har et arbejde.

 Sakiris kiggede indtrængende på ham. Hun vidste, at han ville prøve at tale hende fra det. Hun ville nok også selv have prøvet at gøre det ved sin veninde. Problemet var bare, at hun vidste det ville gavne hende at komme tilbage til den magiske verden.

 Hun havde ikke boet på menneskeplaneten ret længe, men Tracie havde hjulpet hende godt på vej. Nu skulle hun bare selv køre videre på det. Hun ville ikke stoppe, før hun endelig kunne se sig selv i øjnene, og vide at hun udrettede gode ting. Hun havde stadigvæk onde tanker, og de skulle væk.

 ”Ja, jeg er fuldstændig sikker. I kan ikke bære mig hele vejen, og jeg ønsker ikke at min familie skal skade jer. Jeg tager tilbage til vores magiske verden, og i kan ikke stoppe mig,” forklarede Sakiris, og Wes nikkede. Han forstod hende godt, han havde bare håbet, at hun ville blive så de kunne hjælpe hende.

 Wes forlod langsomt rummet, efter at de havde stået et øjeblik i stilhed. Sakiris ville aldrig sige det højt, men hun var begyndt at acceptere Wes. Han var i hendes liv, og hun kunne ikke lide at forlade sine gode vaner. Hun hadede forandringer.

 Sakiris smækkede sin kuffert i, og trak den med ud af sit værelse. Hun kiggede blankt på det hele, og ønskede ikke helt at græde over et værelse. Det virkede blot særlig bizart. Hun var præcis det modsatte af bizar, eller var hun egentligt?

 Tracie, Wes og Greggory sad nede i stuen. Sakiris følte sig særdeles melankolsk, men rystede det af sig. Hun stilte sin kuffert, hvorefter hun gik over i retningen af Tracie. Tracie rejste sig fra sofaen, og trak Sakiris ind i et kram. Hun ville ikke prøve at overtale Sakiris til at blive, for hun vidste at det ville være forgæves.

 ”Pas på dig selv! Lov mig, at du så vidt muligt prøver at holde dig uden for ballade!” snøftede Tracie, og Sakiris lovede hende det. Tracie græd, og Sakiris brød sig ikke om det. Hun prøvede på en akavet måde at trøste hende, og lagde sine arme rundt om Tracie. Tracie var overrasket over dette, men sagde ikke noget.

 Tracie trak sig ud af krammet, og kiggede sagte på Sakiris. Derefter satte hun sig over i sofaen, og Sakiris gik videre over til Wes. Hun prøvede at overhøre Tracie’s græden, for hun ville altså ikke blive hos dem under nogen omstændigheder.

 Wes trak hende også ind i et kram, og denne gang lagde Sakiris automatisk sine arme omkring ham. Wes kiggede sørgmodigt ned på hende, og brød sig ikke om at sende hende af sted uden beskyttelse. Selvom de ikke kendte hinanden særdeles godt, bekymrede de sig alligevel lidt for hinanden.

 Wes sagde et stille farvel, hvorefter hun gik videre over til Greggory. Hun kunne ikke lide at se ham i øjnene, for måske ville hun så forblive. Greggory rejste sig dog op, og løftede hendes hage op så hun kiggede.

 Han kyssede hendes pande, og trak hende ind i et bamsekram. Sakiris blev mere og mere vant til at kramme, og tøvede derfor ikke med at svinge armene rundt om hans mave og om til hans ryg. Hun kunne mærke små dråber falde på hendes bluse. Greggory græd svagt.

 ”Jeg vil ikke sige farvel, fordi jeg sværger at vi ses igen. Lov mig at skrive, og sende det videre via dine kræfter. Enhver troldmand og troldkvinde kan lærer dig det,” snøftede Greggory, og Sakiris nikkede. En lille bitte usynlig tåre faldt, og ingen lod mærke til den.

 Sakiris tog sig sammen, og lod ingen tårer falde mere. Hun trak sig ud af krammet, og kiggede på Greggory. Det her var altså et farvel. Hun kunne ikke vide, om de ville ses igen. Måske ville hun dø, eller også kunne de måske risikere at dø.

 ”Vi ses,” mumlede Sakiris, og skyndte sig ud med sin kuffert i hælene på hende. Nu skulle hun bare ned til portalen, der ville føre hende til Jorgis. Hun fjernede én af sine brune lokker væk fra ansigtet, og prajede straks en taxi.

Taxien kørte hende hen til det ønskede sted, og heldigvis kom hun så tidligt, at der næsten ingen kø var ved portalen. Derfor kom hun også lynhurtigt igennem, og åndede lettet op da hun stod på den anden sted. Endelig var hun hjemme igen.
***

 Det første Sakiris gjorde, da hun kom tilbage, var at liste sig tilbage til sit forhenværende hjem. Hun ville for en kort stund se hvordan hans familie klarede sig, før hun for alvor rejste rundt i den magiske verden og hjalp sårede mennesker.

 Jenkinalas sad udenfor sit hus, og drak en varm kop the. Hun syntes hun hørte en puslen, og vendte sig i retningen af lyden. Hun kunne ikke se nogen, men hendes søster Sakiris stod der. Jenkinalas råbte efter deres mor, og ud kom hun.

 ”Ja, min elskede skat?” spurgte deres mor, stemmen fuld af kynisk kærlighed. Deres mor havde altid elsket Jenkinalas højst, og Sakiris havde følt sig helt alene. Nu kunne hun dog blot le, for hun vidste jo nu, at deres mor ikke var særlig moderlig. Hun var blot helt forfærdelig.

 ”Jeg syntes jeg hørte noget, kan du ikke få gartneren til at lede lidt rundt?” spurgte Jenkinalas sukkersødt, og Sakiris stivnede fuldstændigt. Åh nej, nu ville de opdage hende, og hun kunne end ikke snige sig ud. Så ville de blot høre hende.

 Hun fokuserede inderligt på at blive usynlig, men det virkede ikke. Gartneren gik i retningen af hende, og hun genkendte ham tydeligt. Hans navn var Jeorgo Demartins. Hun prøvede igen, men ingenting skete. Hun gik fuldstændig i panik, og prøvede om og om igen.

Han var kun få meter fra hende, og hvis han hev grenen lidt til side ville hun stå til frit skue. Han begyndte at trække i grenen, og endelig fungerede besværgelsen. Sakiris blev helt gennemsigtigt, og måtte ihærdigt koncentrere sig om at forblive det.

 Hvis hun havde været få sekunder langsommere, så ville de have opdaget hende, og så ville de dræbe hende. Derfor besluttede hun sig også for, at det var alt for farligt. Hun listede langsomt ud ad haven, uden at træde på kvistene og bladende.

 Hun åndede lettet op, da hun nåede ud af haven. Sakiris spurtede væk fra huset, og ned ad en vej hun aldrig havde turde færdes på førhen. Hun anede faktisk ikke hvor vejen førte hen, men den så ikke spor farlig ud mere. Men sådan var det vel altid. Som barn er man bange for meget.

 Sakiris kunne pludselig høre hovslag. Hun kunne dog ikke retningsbestemme lyden, og kiggede sig derfor rundt omkring. Hun syntes ikke, at hun kunne se nogen heste. Pludselig kom der dog alligevel en hestevogn forbi, og oppe bag på ladet sad et kendt ansigt.

 Hun huskede tydeligt hans navn, Lennard Edwardson, og han havde gået sammen med hende på magiskolen. Dengang havde han været dødforelsket i hende, men hun regnede ikke med at han stadig var det.

 ”Hey, Edwardo!” grinede Sakiris, og brugte det navn de tit havde kaldt ham i skolen. Han kiggede forvirret op, og da hans ansigt stirrede i retningen af Sakiris, brød et stort smil ud på hans læber. Han piftede til kusken, og hestevognen standsede straks.

 Lennard hoppede ned fra ladet, og trak Sakiris ind i et kæmpe kram. Sakiris var overrasket: Lennard og hende havde aldrig været vildt gode venner, og de havde i hvert fald heller aldrig krammet. Det var bare ham, der var venner med hende mens hun var kold som is.

 Sakiris trak sig ud af krammet, og kiggede på ham. Han havde virkelig ændret sig meget. En gang var han den mere stille person, og han havde været utrænet. Dengang lignede han bare en helt normal dreng, men nu havde han tydelige muskler, og hans kæbe var skarpt udformet.

 Hvis det ikke var for hans hår og nogle ganske simple detaljer, så ville hun ikke kunne genkende ham overhovedet. Han var ligefrem blevet attraktiv. Han kiggede også indgående på hende, og et smil spillede pludseligt på hans læber.

 ”Du har ændret dig en hel del, Heliakas,” lo han herligt, og hun måbede af ham. Havde hun ændret sig? Det var da ham der lignede en model, og ikke hende. Hun var stadigvæk sit kedelige jeg, og det ville hun ikke ligefrem kalde en forandring.

 ”Har jeg? Har du monstro set dig selv, Lennard?” grinte hun, og han trak svagt på skuldrene. Han syntes stadigvæk, at hans personlighed var intakt, og så havde han jo blot trænet. Han kunne dog se, at Sakiris både havde ændret personlighed svagt, og så så hun også ret formidabel ud.

 Han satte sig op på ladet, og spurgte hvor hun skulle hen. Sakiris forklarede ham straks om Belgis, og han kiggede overrasket på hende. Han skulle også selv til Belgis, og en genial idé dukkede op i hans hjerne. Hun kunne jo køre med?

 ”Så kan du jo minsandten køre med, Sakiris. Der skal vi nemlig også hen. Jeg skal mest for at arbejde og tjene penge,” forklarede han, og det behøvede han ikke at sige to gange. Sakiris satte sig op på ladet, og holdte en hvis afstand fra ham.

 Han skulle ikke tro, at hun nu var forelsket i ham. Så ville han jo bare lægge an på hende, og det orkede hun overhovedet ikke. Faktisk kunne hun godt være venner med ham, men ligefrem kærester? Hun ville aldeles ikke have nogen, og så skulle man jo også tage hensyn til dem!

 ”Tusind tak,” sukkede Sakiris taknemmeligt, og placerede sine ting ved siden af sig selv. Lennard rykkede sig tættere på hende, og hun måtte holde sig i skindet for ikke at rykke sig væk fra ham. Hun gad jo ikke være uhøflig, når han nu havde tilbudt hende at tage med.

 ”Wauw, den mægtige og meget følelseskolde Sakiris Heliakas takker rent faktisk, hvor har du været hende? Kostskole?” grinte han, og Sakiris lavede et falsk stødt ansigt. Derefter grinte hun også, for ja den gamle hende ville aldrig takke.

 ”Nej, jeg har bare endelig fundet mig selv,” smilede hun, og trak en sandwich frem, som hun havde lavet tidligere på dagen. Lennard nikkede til hende; han kendte det alt for godt. Også han var forandret i stor stil, dengang turde han næsten ikke snakke.

 Han beundrede også Sakiris dengang, og var dybt forelsket i hende. Nu havde han fundet en sød pige, og de var kommet sammen med hinanden. Han elskede hende overalt på jorden, og han kunne ikke ønske sig nogen bedre end hende.

 ”Fortæl mig, hvad du har foretaget dig siden skolen,” kommanderede Lennard med et smil. Sakiris vidste ikke, om hun ønskede at fortælle ham det. Hun havde jo udrettet onde ting, og dem ønskede hun ikke at nævne.

Derfor valgte hun også blot, kun at fortælle om hendes valg, om at blive en god magiker. Hun kiggede smilende på ham og sagde, ”Jeg flygtede fra min familie, og siden da har jeg øvet mig i, ikke at udrette onde ting. Der er dog lang vej endnu,” sukkede hun, og vidste at hun skulle være viljestærk.

Selvom man ønskede at være god, var man det ikke bare. Man skulle afvænne sig med sin onde tankegang. Men det var et kæmpe skridt i den rigtige retning, at indrømme at man var ond og forskruet. Derfor var hun alligevel nået langt.

 ”Hvordan vil du så gøre resten af vejen mod godhed?” spurgte han nysgerrigt, og Sakiris var ikke helt sikker. Hendes første rejse mod godheden var, at rejse rundt og hjælpe folk i nød. Men hun var nødt til at opleve ondheden på første hånd, før hun kunne se for alvor hvilke konsekvenser ondhed havde.

 ”Jeg er ikke sikker, men i første omgang vil jeg rejse rundt og hjælpe folk,” sukkede hun, og lænede sig tilbage. Hun nød hestenvognens beroligende vuggen, og kiggede et kort øjeblik ud over landskabet: Det var frodigt, og ikke ligeså ødelagt som i menneskeverdenen.

 Magikerne havde dog også den fordel, at de ikke behøvede at lave CO2 for at skabe energi. Alle deres ting kørte på magi, og det forurenede slet ikke. Man kunne høre fuglenes pippen, og hun tog en dyb indånding. Der duftede af nyslået græs.

 ”Jeg ville ønske, at mine drømme var lige så storslåede som dine. Jeg vil blot tjene penge, og derefter starte mit eget magiske bureau op,” mumlede Lennard pinligt berørt, og Sakiris daskede til ham. Hans drømme var da også storslåede.

 ”Hold da lige op. Alle drømme er storslåede. Det er helt eminent, hvis folk opfylder deres største drøm,” skændte Sakiris på ham. Han skulle aldrig tro, at hans drømme var dårligere end andres. Nej, hans drøm var da også helt fantastisk.

 Han skulle jo bare lære, at ingen drømmer om de samme ting. Hver enkelt individ et forskelligt, og derfor ville der være tusindvis af drømme, og alle var lige gode og fantastiske. Han kiggede undskyldende på Sakiris, og hun havde en idé om hvorfor, han troede at hans drømme var dårligere. To ord: Hans forældre.

 De havde altid syntes, at intet var godt nok for deres lille sønnike. Først skulle han være magisk advokat, og dernæst skulle han styre et helt folkefærd. De syntes, at et magisk bureau firma var for dårligt til hans familienavn.

 ”Du skal ikke lytte til dine forældre. De vil dig kun det bedste, men det betyder ikke, at det ikke er det bedste for dig! Du ved selv, hvad der er bedst for dig,” forklarede Sakiris ham, og han nikkede stille med sit hoved. Han troede ikke helt på hende.

 Pludselig stoppede vognen op, og Sakiris kiggede forvirret rundt. De burde langt fra være der endnu. Så kunne Sakiris dog se grunden – foran dem stod bevæbnede mænd, og forlangte at se deres last. Kusken spurgte hvorfor, og de svarede ham.

 ”Vi eftersøger en hvis Sakiris Heliakas. Hun er mistænkt for at have myrdet vigtige magiske mennesker,” forklarede manden, og Sakiris stivnede. Det var med hundrede procents garanti hendes søster, der stod bag. Hun havde sikkert dræbte disse vigtige mennesker, og lagt skylden over på Sakiris.

 Lennard kiggede forvirret på Sakiris, som blot rystede på hovedet. Lennard fandt hurtigt en tønde, og lagde den over på hende. Så satte han sig op på den, og tændte en cigaret. Sakiris kunne høre mændene, som kom om til lasten.

Shit, tænkte Sakiris rædselsslagen. Hvad hvis de fandt hende? Hun ville jo være dødsdømt, og så for noget hun ikke havde gjort. Hun afskyede sin familie. De var det værste rakkerpak, og så havde hun deres blod i årerne. Hun skammede sig næsten over det.

 ”Hvad er jeres ærinde, og hvortil skal i hen?” brummede en mørk stemme. Sakiris kunne mærke en kuldegysning krible ned ad hendes ryg. De var forfærdeligt tæt på, og tænk hvis de mistænkte hende, for at ligge under lige præcis denne tønde?

 ”Vi skal til Belgis, hvor jeg skal arbejde. Hør drenge, kan jeg ikke byde jer på en cigaret?” spurgte Lennard, og Sakiris havde lyst til at grine. Selvfølgelig, Lennard var jo genial. Han kunne altid få folks opmærksomhed væk, ved at finde deres svage punkt.

 ”Vi må egentligt ikke, men nu du presser sådan,” sagde den ene stemme, og der var et øjebliks stilhed. Sakiris hev lydløst efter luft. Tøndens luft var ved at ophøre, og hun havde inderligt brug for noget luft. Hun sparede derfor også på luften.

 Mændene sludrede med Lennard, og Sakiris kæmpede bravt for at spare al luften. Det var dog en intens og pinefuld kamp, og derfor åndede hun også lettet op, da hun igen hørte mændene snakke med Lennard, og forklare ham noget.

 ”Vi må også videre, det er et forfærdeligt arbejde. Sakiris er umulig at opspore,” sukkede den ene mand, hvorefter der hørtes hestehove. De red væk fra hestevognen. Lennard og Sakiris åndede lettet op, og Lennard fjernede tønden.

 Sakiris hev efter vejret, og var glad for at få luft igen. Lennard kiggede undskyldende på hende, og Sakiris viftede det hen. Han havde reddet hendes liv, og det var jo ikke hans skyld, at mændene havde trukket samtalen i langdrag.

 ”Lad os bare fortsætte. Jeg nægter at tage straffen, for noget min søster har gjort,” sukkede Sakiris, og Lennard fik kusken til at fortsætte. Sakiris lagde sig ned under et tæppe, og faldt i søvn til hestevognens vuggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...