Lucretius

Sakiris Heliakas er opdraget med Mørk Magi af en lang række onde magikere. Forventninger bliver stillet meget højt i den familie, og det gælder mest om at være den mest stærkeste heks eller troldmand. Sakiris ønsker blot allermest at være god, og at blive en healer. Men i en familie af det reneste ondskab er det så tæt på umuligt, at man virkelig må kæmpe maksimalt. Sakiris kunne aldrig finde på at give op, så hun vælger i smug at forfølge sine drømme, og det ene fører til det andet. Pludselig møder hun Tracie, som overbeviser hende om at hun er god. Hun opdigter et nyt navn, men ens skæbne kan ikke ændres. Tracie hjælper ubevidst Sakiris til at sige fra, og en dag flygter Sakiris fra sin familiearv, efter at have levet i menneskeverden, og tilpasset sig. Men nu vil familien Heliakas have hævn.

6Likes
2Kommentarer
1260Visninger
AA

5. Kapitel 4

K A P I T E L 4

Vil du være sød at lægge dem her i alfabetisk rækkefølge?” spurgte sygeplejersken, som Sakiris nu var assistent for. Hun nikkede irriteret til ham, og tog imod den kæmpe stak han rakte frem mod hende. Hun kendte allerede hvor sit skrivebord var, så hun skyndte sig derhen.

Hun hadede at skulle assistere et menneske, når hun kunne udrette så mange ting. Hvorfor skulle hun være under et menneske? Tracie’s ord rungede i hendes hoved, men hun rystede dem af sig. Mennesker var ikke bedre end magikere.

 Uden at tænke synderligt over det sorterede Sakiris alle papirerne i alfabetisk rækkefølge. Hendes krop værkede som et svagt minde om gårsdagens hårde træning. De havde både trænet manére og Hvid Magi, selvom Sakiris havde insisteret på kun at træne magi. Hun forstod ikke hvorfor hun skulle lære manére.

”Jeg bringer dig kaffe,” sagde en frisk stemme til hende, og rakte en kaffe frem mod hende. Hun tog taknemmeligt imod den, og stirrede direkte ind i Greggory’s øjne. Hun smilede til ham, og trak en stol ud som han kunne sætte sig på.

Han satte sig også uden tøven, og tog sin egen kaffe med. Hun havde fået lov til at have én ven på besøg på arbejdet, hvis hun dog sørgede for at arbejde imens. Derfor ordnede hun stadigvæk papirerne imens hun snakkede og drak kaffe.

”Tak for i forgårs,” drillede han kækt, og Sakiris daskede irriteret til ham. Han skulle hele tiden påpege, at hun var faldet i søvn på hans skulder, og hun hadede at have været så svag. Selvfølgelig kunne han ikke dy sig til ikke hele tiden at minde hende om den eskapade.

”Fuck af,” knurrede hun advarende, og tog en stor tår af sin kaffe. Hun ville i hvert fald få brug for den, hvis han fortsatte med den drillende samtale. Hun håbede dog forgæves på, at han blot ville skifte emne for at spare hendes sårede selvtillid yderligere. Hun hadede sig selv for det.

Det værste var dog, at han siden igår havde drillet hende med det. Man burde forvente, at det kun var en dag, men han fortsatte stadigvæk. Han grinte af hendes temperament, og tog selv en tår af sin kaffe. Den var helt sort, ingen mælk og ingen sukker.

”Du lignede ellers en der nød det til ukendeligheder,” sagde han med et smørret smil, og vidste godt at han trådte på farlig grund. Hvis han fortsatte ville hun flyve i luften, og så ville han ende med en helvedes masse skrammer fra hendes magi.

”Jeg nød det bestemt ikke! Det var et øjebliks svaghed på grund af træthed, at jeg rent faktisk faldt i søvn på din skulder,” sagde hun tvært, og stoppede med at sortere papirer. Hendes skærm blinkede, og fortalte hende at hun havde fået en ny notifikation.

Hun læste beskeden, og sukkede over hvad der stod. Kevin havde igen brug for hendes assistance. Hun svarede at hun næsten var færdig med sorteringen, hvorefter hun bundede resten af den nu lunkne kaffe. Det var heldigt for hende, at den ikke var skoldhed.

”Jeg er nødt til at smutte, og det er du også!” hvinede hun stresset, og skyndte sig at sortere resten af papirerne. Hun rejste sig fra sin kontorstol, og trillede den ind under hæve-sænke bordet. Hun sagde et sagte farvel til Greggory, hvorefter hun skyndte sig ned til Kevins placering.

Kevin stod uden for en dør nummeret med tallet firehundredeogto. Hun vidste allerede hvilken slags patient hun kunne vente sig derinde. En kræftpatient. Der havde været mange problematikker ved lige præcis den patient, så Sakiris havde været derinde tit.

”Hun har ikke langt tid igen. Jeg vil gerne have at du bruger resten af dagen på at spille og lege med hende,” kommanderede Kevin, og Sakiris undertrykte en støn af irritation. Hun var ikke særlig god med børn, og hun anede ikke hvordan man spillede eller legede.

Kevin gik, inden hun kunne protestere. Hun tog en dyb indånding, og gik ind ad døren. Den lille pige på syv lå der. Hun hostede og harkede, og hun var tilsluttet en masse ledninger. Sakiris fik en lille fornemmelse af tristhed over pigens skæbne.

 ”Hej Georgia,” fremstammede Sakiris, og pigens øjne blafrede åben. Hun kiggede over på Sakiris, og man kunne tydeligt se, at hun var drænet for al sin energi. Hendes stemme lød som en svag hvinen, da også hun sagde hej til Sakiris.

 Sakiris havde ondt af pigen, og hun skammede sig over det. Det var ikke let at ændre sin tankegang til en mere sød én, og det kunne hun godt mærke. Hun tænkte altid ondt om gode handlinger, og sådan ville det nok altid være. I hvert fald indtil hun accepterede det.

 ”Vil du lege?” spurgte Sakiris, og pigen rystede på hovedet. Hun pegede på en bog på natbordet. Sakiris kiggede på bogen, og forstod hentydningen. Pigen ville have oplæsning. Bogen hed Askepot, men Sakiris kendte den ikke.

 Sakiris gav efter for pigens hundehvalpeøjne, dog ikke med sin gode vilje, og begyndte at læse højt fra bogen. Kort fortalt handlede bogen om en pige, der mistede sin far. Hun fik en ond stedmor og to onde stedsøstre. Hun går til et bal på kongens slot i al hemmelighed. Prinsen forelsker sig, hun forsvinder klokken 12 og mister en sko undervejs. Derefter leder prinses overalt efter hende.

Sakiris kiggede op fra bogen, da hun var færdig med den. Den lille pige lå allerede og sov. Sakiris havde fået ordre om at blive hos hende hele dagen og lege, men hvad skulle hun så nu? Hun ventede tålmodigt indtil pigen vågnede op igen.

 Hun havde læst en del af pigens bøger, og hun elskede dem. Hendes ynglings var dog alligevel Den Grimme Ælling. Nøj hvor var den sød, og så var den ikke engang særlig lang! Det var jo helt fantastisk, syntes Sakiris. At få en så spændende og rørende handling på så kort en fortælling.

 ”Vil du lege nu?” spurgte Sakiris pigen, og hun nikkede ivrigt. Hun pegede på en såkaldt ”barbiedukke,” og Sakiris bar den op til hende. Hun skulle også selv tage en, og pludselig forstod Sakiris hele konceptet med at lege.

De skabte en fortælling med de barbiedukker der var, og de havde alle hver sit liv. Da mørket havde lagt sig, kom Kevin ind og gav hende fri. Han klukkede svagt over, at hun var så opslugt af legen med Georgia. Sakiris var udmattet, og var glad for at få fri.

Hun håbede dog alligevel en smule på, at kunne passe Georgia igen på arbejdet. Hun var den sødeste pige, hun nogensinde havde mødt. Det var så tragisk med Georgia. En så lille og sød pige fortjente ikke at dø så tidligt i livet.
 
 Tracie havde også haft en yderst spændende dag. Hun havde været med ude og interviewe kendisser. Hun selv kendte dem ikke, men det havde alligevel været sjovt syntes hun. Derefter havde de skrevet en artikel om alle informationerne.

 ”Gud hvor er jeg træt,” gabte Sakiris, og forsvandt op på værelset. Hun havde ikke lagt mærke til, at Greggory igen var forsvundet væk. Hun faldt hurtigt i søvn, og i hendes mareridt var der Georgia der om og om døde på vidt forskellige måder.

 Greggory var nede ved Ordenen igen. De kom tættere og tættere på Jenkinalas spor. Hun var ikke særlig erfaren, og glemte tit og ofte at slette sine spor. Det var Ordenen ikke utilfredse over, faktisk nærmere lettet da det gjorde alting lettere.

 De havde hørt, at hun havde været i Trecy. Dér havde hun dræbt en familie på seks. Det var helt forfærdeligt, og Greggory opbyggede et endnu større had for Jenkinalas. Greggory fattede ikke hvordan to søskende, Jenkinalas og Sakiris, kunne være så vidt forskellige.

 Han var lykkelig for ikke at have en psykotisk søster, men han havde ondt af Sakiris. Det måtte have været en forfærdelig barndom. Greggory havde selv haft en problemfamilie, men aldrig på en så forfærdelig måde som Sakiris.

Det var med garanti sikkert ”normalt,” for Sakiris, men det betød ikke at hun kunne lide det. Greggory blev revet ud af sine tanker, da nogen råbte hans navn. Greggory skyndte sig over til personen, og så nogle nye beviser i sagen. De kunne sagtens fælde Jenkinalas, ved de altså kunne fange hende.

 Greggory vidste, at han kunne bruge Sakiris som lokkemad, men han var ikke sikker på om han ville byde hende det. Det ville være farligt, men alligevel ville det gøre en kæmpe forskel. Han ville i hvert spørge hende, og lade hende bestemme selv.

 Dagen efter var Sakiris klar igen, og hendes arbejdsdag gik hurtigt. Hun skulle ikke være sammen med Georgia, hvilket gjorde hende trist til mode. Hun ville aldrig indrømme det, men det passede. Hun ville genre se den lille ”fighter,” igen.

 Da hun kom hjem til Wes’ hus stod den igen på træning. Hun undrede sig over at de aldrig så Wes, men tænkte ikke så meget over det. Tracie stod allerede i sit træningstøj, og de skyndte sig over i træningssalen. Sakiris gav alt hun kunne, og Tracie var målløs.

 Sakiris havde virkelig rykket sig meget. Pludselig hørte de et knald, og deres årer frøs til is. Det var lyden af et pistolskud. De sneg sig hen til vinduerne og kiggede ud. Der var ingen. Sakiris undrede sig gevaldigt, og var en anelse bange.

 ”Hvad var det?” hviskede Sakiris til Tracie, og Tracie rystede uvidende på hovedet. Sakiris syntes det var dumt, at de var bange. De havde jo magiske kræfter. De kunne med lethed overvinde en psykopat med en pistol. Men de kunne ikke fjerne den gnavende frygt.

 De hørte tre knald lige efter hinanden, hvoraf det ene røg igennem vinduet så det baldrede. Tracie undslap et skrig, og Sakiris tyssede arrigt på hende. Hun måtte ikke skrige, for så kunne personen med pistolen jo blot høre det.

 ”Fundet,” sagde en mandestemme slæsk, hvorpå han tog fat i Sakiris’ skulder og teleporterede hende væk. Tracie skreg nu for fulde kraft, og både Wes og Greggory fandt hende. Greggory var på vej efter Sakiris på Ordenens vegne.

 ”Hvad er der sket? Hvor er Sakiris?” spurgte Wes og Greggory i munden på hinanden. Tracie kunne ikke få nogen ord over sine læber, men formåede alligevel på en eller anden måde at forklare den det hele. Greggory blev rasende og bange på Sakiris’ vegne.

 ”Hvad venter vi på? Vi må finde hende!” udbrød Greggory, men Wes rystede på hovedet. Han kom ud i en lang forklaring om, at det ville være lettere at finde personen timer senere. Greggory var så rasende, at han var nødt til at trække noget luft.

 Wes kunne da ikke bare forlange, at de ventede et par timer på at redde deres ven? Var han blevet splintrende sindssyg? Han måtte da i hvert fald vide, at Greggory aldrig ville lade en ven i stikken, og det gjaldt også denne gang.

 Han skyndte sig tilbage til Ordenens hovedkvarter, og søgte efter adskillige måder at finde Sakiris. Han var oppe hele natten, men fandt ingenting. Hvor var Sakiris og ham den klamme mand henne? Hvad ville han med Sakiris?

 Sakiris lå i en fugtig kælder, og en klæde lå i hendes mund. Hun kunne derfor ikke råbe efter hjælp. Hun havde godt genkendt manden. Det var hendes onkel. Hendes familie ville eliminere hende, især nu hvor de havde hende.

 Hun forstod dog ikke hvorfor hendes onkel ikke allerede havde dræbt hende. Hun ønskede inderst inde heller ikke at vide det. Hvis bare Tracie, Wes og Greggory ville finde hende i en fart, inden hendes sindssyge familie dræbte, ville hun prise sig lykkelig.

 ”Jeg skal nok være god, kære Gud. Bare lad mig overleve,” bad Sakiris indvendigt sin gud om. Hun kunne jo ikke snakke, så hun tænkte det bare. Hun plejede ikke at tro på en gud, men situationen fik hende til at revurdere det.

 Hvis hun så endelig skulle dø, så skulle det ikke være imens hende og Gud var uvenner. Så ville hun ikke komme op i himlen. Hvad var det overhovedet hun tænkte? Skulle der vitterligt ikke mere til, før hun begyndte at blive melankolsk?

 Hun hørte fodtrin, der miksede sig med lyden af dråber, der landte på gulvet. Pludselig var der også stemmer, og hun genkendte dem som sin onkel og Jenkinalas. Shit, shit, shit, tænkte hun inde i sig selv. Nu skulle hun dø.

 ”Hej, søster,” hvislede Jenkinalas, og satte sig på hug foran Sakiris. Sakiris rykkede sig skræmt tilbage. Hun følte sig som et byttedyr, der ikke kunne flygte fra rovdyret. Jenkinalas grinte på en meget ubehagelig måde.

 ”Hvad vil du mig, Jen?” spurgte Sakiris med en pibende stemme. Jenkinalas kunne ikke dy sig, så hun lod endnu et hæsligt grin undslippe sin mund. Sakiris’ onkel grinte med, og tog en cigaret op fra sin inderlomme. Han rakte også en til Jenkinalas, uden at byde Sakiris en.

 De tog begge et hvæs fra deres smøg, som de havde tændt med en magisk flamme. Sakiris prøvede at få sin hjerne til at fungere igen, så hun kunne regne en flugtplan ud. Hun kunne lige så godt lade være, for det var hundrede procent forgæves.

 ”Jeg vil bare hævne familien,” grinte Jenkinalas, og svarede på Sakiris’ tidligere spørgsmål. Sakiris kunne slet ikke kende sin søster. Derfor ville hun heller ikke stole på denne nye Jenkinalas. Den gamle ville have ladet hende gå.

 ”Hvordan blev du så ussel, Jen?” rømmede Sakiris sig, hendes stemme var helt hæs. Hun prøvede blot at snakke for at få tiden gå. Måske ville nogen så komme og redde hendes skind! Men de bekymrede sig åbentbart ikke nok om hende, for de var ikke kommet endnu.

 Jenkinalas gav Sakiris en lussing, og Sakiris’ hoved fløj til venstre. Hendes vrede buldrede, og i et split seund rejste hun sig op. ”Javis Sakura Fengi!” hvislede Sakiris, og ud af hendes hånd kom en ildkugle. Hun skød den efter Jenkinalas, som også selv formanede en ildkugle.

 ”Det skal du få betalt, det er et løfte,” skreg Jenkinalas hæsligt, og skabte et jordskjold for at forhindre Sakiris’ ildkugle i at opsluge hende. Sakiris ændrede strategi, og skiftede i stedet til ildspyd. Hun kunne mærke sin energi blive drænet.

 ”Jeg opsluger bare din energi, indse når du har tabt, Saki!” brølede Jenkinalas. Deres onkel kiggede blot på, velvidende om at Sakiris ingen chance havde. Ikke nå Jenkinalas blot kunne stjæle alle hendes kræfter. Det var et dødt løb for hende.

 ”ALDRIG!” skreg Sakiris, og fortsatte kampen. Hun sendte et lyn efter Jenkinalas, som selv sendte en hvirvelvind efter Sakiris. Hvirvelvinden forstørredes jo mere energi Jenkinalas stjal fra Sakiris. Sakiris’ ben bævrede under hende, men hun gav ikke op.

 Kampen var intens, og nogle gange anede man ikke hvem der førte. Sakiris ville kæmpe til sidste bloddråbe. Aldrig nogensinde ville hun overgive sig frivilligt til sin søster, den usling! At kæmpe mod sin egen søster var forræderi, mente Sakiris.

 ”Giv nu bare op, Saki!” lo Jenkinalas, og Sakiris var træt af, at hun hele tiden sagde det samme. Det ville blive over hendes lig, at hun ville give op. Det ville blot bevise Jenkinalas teori om, at hun var en svagling. At hun ikke var stærkere end sin søster.

 ”Hvorfor skulle hun give op, når hun har os?” spurgte en stemme slæsk, og Sakiris kiggede over på sine venner: Wes, Tracie og Greggory stod der. Hun smilede taknemmeligt til dem, hvorefter hun faldt om. Greggory trak hende ind til siden og væk fra kampen.

 Derefter begyndte de at bruge deres kræfter mod Jenkinalas, og det endte med at onklen og Jenkinalas flygtede. Greggory ville ellers gerne have fanget hende, og proppet hende i kachotten. Men han tænkte mere på Sakiris’ helbred, og hun skulle hen til en magisk læge så hurtigst som muligt.

 Da Sakiris endelig vågnede op, stod de der alle ved hendes side. Hun var irriteret over igen, at være den der lå ned. Skulle hun absolut altid besvime? Hun hadede sig selv for det, men man kunne bare ikke ændre kroppens energi.

 ”Lægen siger, at normale magikere ville have faldet død om, hvis de havde brugt bare halvt så meget energi som dig. Du har været rigtig tæt på døden, Sakiris,” mumlede Tracie til hende, og Sakiris sank en klump. Fuck, hun kunne have været død?

 De trak alle hende ind i et kæmpe gruppekram, og sagde ikke noget til hendes stadige stivhed i krammet. Hun fandt det absolut akavet, at hun ikke vidste hvad man skulle gøre. De trak sig igen ud af krammet, og kiggede på hende, som hvis hun var en dukke lavet af glas.

 ”Du må ALDRIG gøre sådan noget igen, Sakiris! Du kunne have været død,” jamrede Greggory sig, og kiggede på hende med bedrøvede øjne. Hun kiggede uforstående på ham. Hvorfor bekymrede han sig om hun døde eller ej?

 Sakiris sagde, at hun ikke kunne love noget. Hun ville dog prøve at holde sig udenfor ballade, men de kendte hende allesammen bedre. Balladen blev tiltrukket af hende. Hun kunne ikke undgå den, men de godtog dog alligevel det.

 ”Lægen sagde, at vi sagtens kunne tage dig hjem. Han har med sine egne kræfter givet dig lidt, så nu restituere dine kræfter sig selv.” Wes kiggede over på Sakiris, og hun nikkede taknemmeligt. De hjalp hende op at stå, hvorefter de begyndte at gå ud til parkeringspladsen.

De begyndte at spørge indtil hvad der lige nøjagtigt var sket, og Sakiris fortalte dem det hele. De gispede somme tider, især da hun fortalte at det var hendes onkel. Da hun var færdig stirrede de målløse på hende. Hvis det var dem, ville de dø af skræk. En kælder der var helt mørk? Forfærdeligt.

 ”Lad os nu bare komme hjem,” sukkede hun, og ønskede at ligge i sin seng i en fart. Hendes krop værkede og gjorde ondt, og hun hadede det inderligt. Hvorfor skulle hun dog også altid ende ud i magiske kampe, og at bruge alle sine kræfter?

De gik alle sammen hjem, og Sakiris lagde sig med det samme i sin seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...