Lucretius

Sakiris Heliakas er opdraget med Mørk Magi af en lang række onde magikere. Forventninger bliver stillet meget højt i den familie, og det gælder mest om at være den mest stærkeste heks eller troldmand. Sakiris ønsker blot allermest at være god, og at blive en healer. Men i en familie af det reneste ondskab er det så tæt på umuligt, at man virkelig må kæmpe maksimalt. Sakiris kunne aldrig finde på at give op, så hun vælger i smug at forfølge sine drømme, og det ene fører til det andet. Pludselig møder hun Tracie, som overbeviser hende om at hun er god. Hun opdigter et nyt navn, men ens skæbne kan ikke ændres. Tracie hjælper ubevidst Sakiris til at sige fra, og en dag flygter Sakiris fra sin familiearv, efter at have levet i menneskeverden, og tilpasset sig. Men nu vil familien Heliakas have hævn.

6Likes
2Kommentarer
1264Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

K A P I T E L 3

Sakiris brummede arrigt. Endnu en træningstime var begyndt, denne gang med fokus på at udføre Hvid Magi til punkt og prikke. Der var forfærdelig mange regler, og da Sakiris havde brugt Mørk Magi havde der ingen regler været. Der skulle de blot udføre en besværgelse.

Denne gang havde Sakiris igen fejlet, hvilket resulterede i at hun brændte sin arm af. Heldigvis havde hun forstand på healings besværgelser, så det tog hende ikke ganske længe før at lindre den. Det kunne man desværre ikke have gjort med hendes sår på venstre arm, som i øvrigt healede pænt, fordi det var alt for progressivt.

”Jeg lærer det jo aldrig!” brokkede hun sig arrigt til Tracie og sig selv. Burde det ikke være lettere at udføre Hvid Magi, når den var svagere end Sort Magi? Åbentlyst ikke, men mest på grund af sikkerhedsforanstaltninger og andre dumme, ligegyldige ting efter Sakiris’ mening.

Greggory kom ind i træningssalen med tre varme thermokopper fyldt med kaffe. Han klukkede over Sakiris’ temperament. Han vidste godt at hun ikke var den bedste til at holde sig under kontrol. Hun var en fyrig én. Det var dog ikke kun dårligt.

”Kaffepause,” udbrød han, og det behøvede han ikke sige to gange. Tracie og Sakiris løb hen til ham, og tog hver en thermokop. Den sidste beholdte han selv, og tog en ordentligt slurk. Sakiris forstod ikke hvorfor han ikke brændte sig.

De fulgtes med Tracie udenfor til Central park. Der var mennesketomt så tidligt om dagen, hvilket de var meget glade for. Derfor var der heller intet besvær med at finde en bænk at sidde på imens de drak kaffen inden den blev kold.

”Hvad laver du egentligt, når du ikke er her Greggory?” spurgte Sakiris nysgerrigt, hviket resulterede i at Tracie sendte hende et strengt blik. Hun havde jo lært, at hun ikke skulle stille så personlige spørgsmål som det første.

Greggory havde ikke set blikket, Tracie sendte, men han smilede også bare til Sakiris og svarede, ”Jeg arbejder for en orden, der skal eliminere trusler,” forklarede han, og Sakiris vidste godt at truslerne var de onde. Hun gøs ved tanken om, at det kunne have været hende der blev elimineret, hvis hun var fortsat med at være ond.

”Hvordan kommer man ind i den?” spurgte hun, og så chancen til at hjælpe. Måske ville hun forstå godhed endnu mere, hvis hun reddede verden fra onde mennesker. Men hvad med hendes familie? Hun vidste, at de stod på listen. Måske ville de ikke sætte hende til sådanne nogen jobs.

Greggory’s blik landede på gulvet, og hun følte en kriblen ned ad ryggen. Var det virkelig så slemt at komme ind, så han allerede fik det dårligt af at skulle sige det? Eller drillede han blot igen? Sakiris ventede spændt på svaret.

”Man kommer ikke bare ind. Ordenen invitere dig ind, hvis de finder dig værdig,” forklarede han dystert, og Sakiris spilede øjnene op. Skulle de først ligge mærke til en? Det ville jo blive mastodont svært, og hvordan skulle hun få opmærksomheden på sig selv? Altså den gode af slagsen.

Sakiris ville finde ud af, at få Ordenens opmærksomhed, så hun kunne komme ind. Hun skulle blot finde ud af hvordan. Hun skulle helst ikke få deres opmærksomhed på en dårlig måde, men samtidig måtte det være noget helt vildt anderledes.

”Vi skal ind og træne igen, Sakiris,” rømmede Tracie sig, og Sakiris rullede smilende øjne. Hun var ved at være træt af, at skulle træne så tit hver dag. Alligevel rejste hun sig op fra bænken med et smil, og løb i gadedrengeløb ind til træningssalen.

Greggory og Tracie udvekslede bekymrede blikke, da de havde forventet at hun var irriteret. De rystede på hovedet og grinte. Det var meget svært at gøre sig klog på Sakiris. Når man troede, at man kendte hende, tog man som regel altid fejl. Hun var en forunderlig én.

Derfor kommenterede Tracie det også, ”Man skulle tro, at hun til tider var skizofren,” sukkede hun, og fulgte efter Sakiris ind i træningslokalet. Hun var allerede gået igang med at opvarme med sin magi, dog fulgte hun ikke reglerne.

Træningen fortsatte resten af dagen, og bagefter var de begge tæt på at besvime af træthed. De havde trænet for meget, og det var jo ikke særlig sundt. De skulle altid presse citronen, og en eller anden dag måtte de ende med at få konsekvenserne.

Dagen efter holdte de en hviledag. De var begge udmattede, og desuden skulle de også finde sig et arbejde i New York. Det havde Tracie’s bror, Wes, nemlig befalet dem hvis de skulle bo hos ham. Greggory var forsvundet igen, han var sikkert nede hos Ordenen.

”Hvad vil du gerne være?” grinte Tracie, og begge piger gad egentligt ikke arbejde som almindelige mennesker. De ville hellere arbejde med deres magi, men de var utrænede og ingen gad have dem endnu. Ikke før de var erfarne.

Sakiris kiggede ned i avisen på alle jobefterspørgslerne. Hvad ville hun egentligt gerne være? Renovationsarbejder? Nej. Kassearbejder? Nej. Alle de jobs der var, virkede mere kedeligere end nogensinde. Hvordan skulle hun klare den?

”Jeg ved det ikke,” sukkede hun frustreret, og Tracie nikkede samtyggende til. Hun anede heller ikke hvad hun ville være, men hun havde overvejet at arbejde midlertidigt som journalist hos New York Times. De manglede en journalist, og de skulle bare indsende en artikel.

”Hvordan skal jeg nogensinde opfylde mine drømme om at blive en dygtig og god magiker, hvis jeg skal nedlade mig til at arbejde som almindelige mennesker,” fnyste Sakiris, og Tracie rystede på hovedet af hende. Hun havde stadigvæk ikke lært noget.

Hvis man skulle være god, skulle man ikke tale nedladende om andre ting. Bare fordi at almindelige mennesker ikke var magikyndige betød det ikke, at de var dårligere og mindre værd en dem der havde magiske kræfter.

”Jeg tror lige netop at du har brug for det her. Du må nemlig se, at det kan være lige så svært at have almindelige jobs, som det er at bruge sin magi. Gode magikere taler ikke nedsættende om almindelige mennesker,” irettesatte Tracie hende, hvorefter hun gik ned ad gaden mod New York Times.

Sakiris sukkede. Hun ville aldrig blive en god magiker., hun kunne lige så godt bare give op. En stædig stemme prøvede at tale hende fra at give op, men hun syntes at alting så forfærdeligt uoverskueligt ud, som det var nu.

Hendes blik landede på et bestemt job, og hun nikkede til det. Ja, det skulle være det. Det ville hjælpe hende på rette vej, og så kunne hun sagtens nå sine drømme med en hvis portion stædighed. Sygeplejerskeassistent stod der.

Hun gik i trav ned mod hospitalet, hvor hun stillede sig ved informationsdisken. En dame snakkede i telefonen, og sommetider grinede hun af en vittighed. Sakiris knyttede arrigt sine hænder sammen, men gjorde ikke noget. Hvordan kunne den dame snakke privat, når andre havde brug for hendes assistance? Det var aldrig sket i den magiske verden, mente Sakiris.

Sakiris rømmede sig, og telefonen lagde irriteret på. Det passede hende ikke at blive afbrudt, men Sakiris var splitterragende ligeglad. Damen kunne bare snakke privat i hendes fritid, ikke midt på jobbet hvor hun skulle hjælpe folk. Sakiris værdsatte jobs meget, også selvom hun var opdraget ondt. Der havde hun også fået at vide, at de skulle værdsætte tyverier med mere rigtig højt.

”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte damen vrissende, og Sakiris måtte virkelig holde sig i skindet for ikke at springe på hende som en rasende løvinde. Nøj hvor var den dame yderst provokerende. Det var kun ved et lykketræf at hun stadigvæk havde et flot ansigt uden ar.

”Jeg skal til et jobinterview,” svarede Sakiris. Damen kiggede ned på sin computer, og hendes næse rykkede sig forvirret sammen. Hun kiggede igen op på Sakiris, og spurgte hende og hendes navn. Hun fortalte damen det.

”Du skal bestille en tid til det jobinterview-” sagde damen, men Sakiris afbrød hende rasende, ”Jeg er skide ligeglad med det. Du henter din chef nu, eller jeg fortæller om dine private samtaler. Og fortæl gerne chefen af han skal ansætte mig med din anbefaling,” hvæsede Sakiris rasende, og damen skyndte sig ind på et kontor af frygt.

Chefen ville blive edderspændt rasende, hvis han fandt ud af hendes private samtaler. Der kom da også hurtigt en skaldet mand ud, og han så noget usoigneret ud, selvom han burde være stinkende rig som chef af et hospital.

”Så kom da med herind. Damen siger, at De ikke er til at rykke ud af flækken. Sådan noget kunne vi godt bruge her, stædighed altså,” brummede han, og kørte en finger igennem sit skæg. Sakiris tog en dyb indånding, og fulgtes med ham ind på kontoret.

Han trak stolen ud for hende, og hun prøvede at sende ham et taknemmeligt smil, som dog mere lignede et dårligt forsøg gæt og grimasser. Der lugtede forfærdeligt. Manden havde bestemt ikke luftet særlig meget ud på sit kontor, og det kunne det godt trænge til.

Stolene var godt slidte, men engang havde de nok været flotte – og nyttige at bruge. Nu knirkede stolene bare når man satte sig, og malingen var skallet af adskillige steder. Væggene var nikotingule, og gulvene havde slidmærker mange steder.

Manden snøftede, og tørrede den med sin hånd. Sakiris fik det fysisk dårligt, af at der var så uhygiejnisk. Alligevel fremtvang hun et smil, og da han rakte sin hånd frem nikkede hun blot. Hun skulle ikke nyde noget af hans snottede hånd.

”Hvorfor egner ligepræcis DU dig til dette job?” spurgte manden. Sakiris stivnede frygtsomt, og anede ikke hvad hun skulle fortælle ham. Hun anede ingenting om jobbet, udover at hun håbede at blive bedre ved at være sammen med mennesker.

Hendes hjerne tænkte så det knagede, og hun smilede stort. Adskillige idéer slyngede sig rundt oppe i hendes hoved, men pludselig kom hun i tanke om det, manden havde sagt. Og hvis hun så miksede det med nogen af de udtalelser Tracie havde sagt, ville det ende med at være en bestseller. Som kommentar altså.

”Som sagt er jeg meget stædig, og giver ikke hurtigt op. Jeg elsker at arbejde med mennesker, og jeg er en meget sympatisk og emotionel person. Derudover er jeg en perfekt assistent. Du har brug for mig,” smilede hun falsk, og ”sugarcoatede” det meget.

Hun elskede i hvert fald IKKE at arbejde med mennesker, og hun var ikke sympatisk. Derimod var hun rent faktisk emotionel, men skjulte det fantastisk godt. Manden brummede begejstret, men nok mest fordi ingen gad ansøge som assistent. De gad ikke ”tjene” folk, som de sagde.

”Jaja, du er hermed ansat,” affærdigede han samtalen, og var ligeglad med hendes færdigheder. Han gad bare ikke skændes meget længere med en af lægerne, om at han ingen assistent havde fået endnu. Så nu ville det skænderi dø ud.

Sakiris smilte igen falskt til ham, hvorefter hun takkede og skred. Mon Tracie også havde fået sig et arbejde? Hvis ikke, ville Sakiris blære sig over sit nyfundne job. Hun skulle begyndte to dage senere, og gud hvor hun dog ikke gad.

Da hun kom hjem til Wes’ hjem, stod Tracie og Greggory der også. Tracie smilede stort, og derfor havde Sakiris formodet, at Tracie havde fået jobbet. Tracie hvinede, og trak Sakiris ind i et kram. Hun lod med vilje være med at kommentere Sakiris’ stivhed i krammet. Hun var ikke vant til at kramme, så hun stod som en gargoyle.

”Jeg har fået jobbet, Sakiris!! Eller næsten da, de har ansat mig i en prøveperiode. Men jeg kommer til at skrive!! Hvordan gik det for dig?” kvidrede hun glad, og Sakiris rullede svagt øjne over hendes overivrighed. Sakiris havde dog vænnet sig til Tracie’s altid gode humør, så hun kunne godt lide vanen i det.

”Jeg er også blevet ansat. Som Sygeplejerskeassistent,” sagde hun tørt, irriteret over ikke at kunne blære sig. Geoffrey havde allerede spottet hvad der var galt, og rakte grinende tunge af hinanden. Sakiris rakte også tunge af ham, som et slags modsvar.

Tracie stirrede målløs på Sakiris. Hun havde aldrig set Sakiris gøre sådan noget før. Nok fordi Sakiris så det som en barnlighed, men måske var der i særdeleshed håb for hende? Tracie gratulerede hende, og kunne godt lide hendes valg af job.

Det ville gøre hende godt at arbejde med mennesker, og se hvordan de virkelig led. Måske kunne hun på den måde få sympati i sit ordforråd. Derfor var Tracie meget glad på Sakiris’ vegne, og vidste at dette ville ændre hendes liv meget.

Sakiris spurgte interesseret ind til hvad Tracie skulle lave på sit job, og hun svarede. Wes var glad, for at de havde fået et job, og fik også hurtigt aftalt at de betalte tusinde kroner hver til tak for at have et tag over hovedet og mad i maverne.

Sakiris gik op på sit værelse, og fandt noget tøj frem til et bad. I badet funderede hun over sin nye tilværelse. Der var sket så meget på så få dage, og hun følte sig rigtig rundforvirret. Hun havde mest af alt lyst til at give op, og vende tilbage til sit gamle liv, hvor hun vidste hvordan hun skulle agere, men der havde hun aldrig været glad. Nej! Hun skulle aldrig tilbage.

Hvorfor skulle hun altid bekymre sig om sådanne ting, når hun godt vidste, at det var det forkerte valg at tage? Ville hendes uduelige hjerne blot straffe hende, for at forråde hendes familie? Burde den ikke være glad, for at hun ikke udførte onde besværgelser længere. Hun rystede på hovedet over sin egen fjollethed. Selvfølgelig straffede hendes hjerne ikke hende.

Hun vaskede den røde Shampoo ud af håret, og gik ud af badet. Det tog ikke mange minutter, før hun var iklædt sit nye tøj, og et håndklæde viklet rundt om håret. Hendes tanker faldt endnu engang tilbage på hvad hun havde funderet over i badet.

Hun kunne høre folk der snakkede nedenunder, og tonefaldet var i sandhed fuld af munterhed. Det kunne hun ikke overskue, så hun valgte at gemme sig på sit lyserøde værelse. Hun smed sig på sin seng, og så frem til sin træning i morgen.

Selvom de skulle arbejde, skulle de stadigvæk træne. Derfor havde de sjældent fri, kun deres ene hviledag om ugen. Sakiris vidste, at det ville blive hårdt, men alligevel vidste hun, at hun nok skulle klare sig igennem det hele.

”Her sidder du helt alene, hva’?” spurgte en mørk stemme, og afbrød hendes tanker. Hun spjættede svagt, og kiggede op på stemmens ejermand. Greggory stod der i al sin pragt. Hun satte sig op i sengen, og Greggory satte sig høfligt ved siden af hende.

”Ja, det gør jeg vel.” Sakiris lagde sig tilbage i sin pude, og nød dens fleksibilitet og blødhed. Hun havde for meget støj i hovedet, og ville bare gerne have det ud af sit hoved. Hvis man dog bare kunne slukke for sine tanker et lille øjeblik.

Greggory tog fat i en åben bog, og kiggede på forsiden. Sakiris var igang med at læse den, men havde ikke haft tid til at læse så meget på det seneste. Hun følte sig forfærdelig travl efter at have forladt sin familie, men det var en god form for travlhed. Sommetider.

”Jeg vidste ikke, at du kunne lide kærlighedshistorie Sakiris Heliakas,” grinte han hjerteligt, og hentydede til hendes ondskab. Ja hun udviste i hvert fald ikke interesse for gode ting, og viste kun ondskab. Hun bebrejdede ham ikke at være målløs over bogens indhold.

”Men de kærlighedshistorier jeg læser, ender altid ulykkeligt,” påpegede hun, og prøvede at rette op på fejlen i at lade folk se en kærlighedshistorie på hendes værelse. Hun løj dog ikke, hun var mest til kærlighedshistorie med en dårlig slutning.

Greggory kunnne ikke lade være med at grine igen, og Sakiris syntes ikke han bestilte andet end at grine på hendes bekostning hele tiden. Hun havde dog intet imod det. Desuden kunne hun godt lide Greggory’s tilstedeværelse. Han udsendte en masse rolighed med hans kræfter, uden at gøre det med vilje.

Sakiris følte sig forfærdelig træt, og lænede sig op ad Greggory’s skulder. Ved sin fulde fornuft ville hun aldrig have gjort det, men Greggory’s kræfter fjernede alle hendes bekymringer, og lod hende slappe fuldstændig af.

Greggory kørte en hånd igennem hendes lokker, og lavede forsigtigt en lille fletning. Et lille gab undslap Sakiris’ mund, og Greggory fniste svagt af det. Han havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig at se Sakiris sådan. Så sårbar, og dog alligevel så stærk.

Han vidste godt, at hun dagen efter ville benægte det. Han bebrejdede hende det ikke. Hvis han var opdraget af en ondsindet familie, ville han nok også opføre sig som hende. Hun var ikke faldet helt i søvn endnu, men hun var tæt på.

”Greggory, hvad er din største drøm?” spurgte hun stilfærdigt, og Greggory spilede målløs øjnene op over dette spørgsmål. Det var et meget dybt spørgsmål, men han kendte godt svaret på hendes spørgsmål. Han havde kendt det meget længe.

”Jeg vil finde min far, du ved, ham der forsvandt. Og du?” spurgte han, og undrede sig over det. Hvad var hendes største drøm egentligt? Hvad kunne en som hende drømme om? Han havde altid undret sig over hvordan Sakiris’ tankegang mon egentligt var.

”Jeg vil gerne være god, og udføre store bedrifter. Folk skal ikke frygte mit navn, men føle ærefrygt. De skal kunne nævne det, uden at ryste sig halvt ihjel,” mumlede hun før hun faldt i søvn. Greggory var overrasket. Det var virkelig et fantastisk ønske, og han håbede at det ville lykkedes hende.

Han selv kunne kun drømme om at opfylde sin egen drøm, om at finde sin forsvundne far der måske kunne være død. Man han ville gerne se ham, uanset om han var levende eller død. Han havde brug for en afslutning på hans evige spørgsmål om hvad der skete.

”Wauw,” mumlede han af hendes svar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...