Lucretius

Sakiris Heliakas er opdraget med Mørk Magi af en lang række onde magikere. Forventninger bliver stillet meget højt i den familie, og det gælder mest om at være den mest stærkeste heks eller troldmand. Sakiris ønsker blot allermest at være god, og at blive en healer. Men i en familie af det reneste ondskab er det så tæt på umuligt, at man virkelig må kæmpe maksimalt. Sakiris kunne aldrig finde på at give op, så hun vælger i smug at forfølge sine drømme, og det ene fører til det andet. Pludselig møder hun Tracie, som overbeviser hende om at hun er god. Hun opdigter et nyt navn, men ens skæbne kan ikke ændres. Tracie hjælper ubevidst Sakiris til at sige fra, og en dag flygter Sakiris fra sin familiearv, efter at have levet i menneskeverden, og tilpasset sig. Men nu vil familien Heliakas have hævn.

6Likes
2Kommentarer
1247Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

K A P I T E L  2

 

Du skal bare gå hen, og så introducere du dig selv. Ingen spydige kommentarer. Spørg aldrig om private affærer,” forklarede Tracie, og Sakiris sukkede. Det var svært at være god. Der var mange ting at lære, og man skulle virkelig have manére.

Sakiris prøvede for trehundredetusinde gang at introducere sig selv for Tracie. Hun gik hen, rakte hånden frem mod Tracie og sagde sit navn. Derefter forklarede Tracie sit navn, og pludselig klappede Tracie med et kæmpe smil.

Endelig havde Sakiris klaret sin introduktion med bravour. Nu skulle det bare prøves i den virkelige verden foran ukendte mennesker. Sakiris følte sig slet ikke klar til et sådant skridt. Det gik alt for hurtigt, og hun følte sig alt for usikker.

Tracie og Sakiris havde den seneste uge øvet manére og hvid magi med hinanden. Sakiris begyndte langsomt at forstå sig på at være god, men hun havde en lang vej foran sig stadigvæk. Man gik ikke fra ondskabsfuld til god på en uge.

”Jeg tror vi skal tage en pause nu, du ligner en der kan bruge det,” sagde Tracie forpustet efter at have øvet magi. Sakiris nikkede taknemmeligt. Ja hun var slet ikke vant til at bruge så meget hvid magi. Det krævede en hel del flere kræfter at bruge hvid magi. Der var ingen onde hekse til at hjælpe, ligesom i Sort Magi. Ikke engang gode ånder. De ville ikke hjælpe.

Sakiris fik lov til at gå rundt i New York for sig selv. Hun fandt hurtigt vej ned til en skov i udkanten af New York. Fuglenes kvidren var forstummet, og man kunne end ikke høre dyrenes potetrin. Hun brød sig ikke om denne skov. Den var nærmest død.

Hver kvist knækkede når hun trådte på den, og hver eneste gang gispede hun forskrækket. Hun vendte om, for at komme helt ud af skoven. Hun gik og gik, men hun kunne ikke komme ud. Det var ligesom om, at skoven var uendelig?

Sakiris var for alvor bange, da hun havde gået længere ind hun gjorde før. Så lagde hun mærke til det: Præcis det samme træ gentog sig selv. Hun skreg højt op i luften, og ville bare ud, Hun skulle aldrig været gået i skoven.

”Sakiris, din forræderiske heks!” hørte Sakiris pludselig en stemme sige. Hun vendte sig om, hvorpå hun så Jenkinalas. Så det var hendes søster, der havde lavet en illusions besværgelse. Sakiris krympede sig under hendes blik.

Jenkinalas vidste med præcision, at Sakiris aldrig var gået ud for at finde sin ondskabshed. Hun havde længe vidst, at Sakiris ikke egnede sig til ondskabens magi, den magi som hun selv forgudede. Derfor ville hun dræbe Sakiris for højforræderi imod familien.

”Jenkinalas, det er ikke som det ser ud,” prøvede Sakiris forgæves at overbevise Jenkinalas om. Men Jenkinalas var ikke dum. Sakiris var så desperat, at hun prøvede at benægte det. Det var værre: Godt nok havde hun skiftet side, men så benægtede hun det også. Det var rigtig dumt gjort.

”Det er præcis som det ser ud, og nu skal du blive til jord!” udbrød Jenkinalas rasende, hvorefter hun fremmanede en ildkugle på størrelse med hovedet af en snemand. Hun sendte den direkte efter Sakiris, som med nød og næppe undveg den.

Sakiris ville ikke kæmpe mod sin søster, men hun anede ikke hvad ellers hun skulle gøre. Derfor fremmanede hun selv en hvirvelvind, som rasende forfulgte Jenkinalas. Desværre var Sakiris ikke ligeså god som sin søster, så Jenkinalas kunne med lethed få en besværgelse til at stoppe hvirvelvinden.

Kampen blev blot endnu mere brutal, og begge fik mange skrammer overalt. Forpustede stod de begge og nedstirrede hinanden med kolde blikke. Sakiris vidste på en eller anden måde at hun i forvejen havde tabt. Hun var ikke ligeså dygtig som sin søster, og det ville give bagslag nu.

Jenkinalas fik hurtigt pusten tilbage, og sendte en kæmpe tsunami efter Sakiris. Sakiris var fuldstændig drænet, og måtte blot se til at hun ville drukne. Bølgen overmandede Sakiris, og hun faldt besvimet ned mod jorden.

Inden hun besvimede, hørte hun en mandlig stemme. ”Travis Mendo Pergio!” og så blev alting fuldstændig sort. Det næste hun ved af, var at hun vågnede op på en meget hård seng. Hun følte sig meget døsig, og hendes hovedpine føltes som om en eller anden bankede hendes pande med en hammer.

”Så vågnede hun endelig op,” hørte Sakiris en stemme sige med et suk. Sakiris prøvede inderligt at åbne sine øjne op, men det var umuligt. Hvordan kunne personerne så vide, at hun var vågen? Alting blev mørkt igen, og Sakiris vågnede først op timer senere.

Hun lå i en drømmeløs trance, og anede ikke hvad der skulle til, for at hun kunne vågne op igen. Hun kunne høre mumlende stemmer fra virkeligheden, og kunne svagt høre bekymringen i deres stemmer. Hvem var ham manden?

Sakiris begyndte så småt at kunne åbne sine øjne, men alting var sløret. Hendes krop føltes udmattet, og hun kunne mærke en stikkende smerte i sin venstre arm. Så huskede hun kampen mellem Jenkinalas igen, og ham der havde reddet hende fra en smertefuld død.

”Hun burde ikke kunne mærke smerten så meget som før,” sagde en genkendelig stemme, som Sakiris med det samme forstod som værende Tracie’s stemme. Alting begyndte nu at blive tydeligere, og Sakiris kunne mærke, at hun lå på en meget hård seng.

”H-Hvad skete der?” mumlede Sakiris, og lød som om at hun var beruset. Alles øjne fikseredes på hende, og hun følte sig dårligt til mode. Hun hadede at være centeret for al opmærksomhed. Det kriblede hende langt ned ad ryggen.

”Jeg lagde dig i en kunstig søvn, da du vågnede. Dine smerter var for voldsomme,” indrømmede Tracie, og kiggede opmærksomt på Sakiris. Hun tjekkede efter, om der var nogen problematikker ved hendes krop, og hendes blik så bekymret på Sakiris’ venstre arm.

Den gjorde forfærdelig ondt, men det ville Sakiris aldrig indrømme. Hendes blik landte på manden, som så enormt høj ud. Hans blik skar dybt igennem hendes eget, og hun veg væk fra hans blik. Hun følte sig intimideret af ham, og dette kunne hun ikke skjule.

”Hvem er du?” spurgte Sakiris, og manden kiggede overrasket på hende. Tracie og ham delte et indforstået blik, og en hvis humor kunne ses i deres øjne. Sakiris hadede at være uden for deres lille joke eller hvad fanden det var.

”Det sårer mig, at du ikke kan huske mig. Mon ikke navnet Greggory Fanthomas siger dig noget?” grinte han, og Sakiris kiggede chokeret på ham. Greggory den enorme? Hvordan blev han så tynd og så lækker? Det virkede som et mysterium for hende.

I hele hendes tid på Magicum, et magisk akademi, havde hun gået i klasse med ham. Han var giga enorm, og fyldte praktisk talt hele lokalet. Måske ikke så meget, men alligevel fyldte han godt ud. Man så ham altid med en kage i hånden, og chokolade smurt ud over hans ansigt.

”Greggory? Laver du sjov med mig?” lo hun af ham, men stoppede brat med at grine, da hun så alvoren i hans øjne. Han lavede ikke sjov. Det måtte have krævet en seriøst diæt for at få ham ned på så lav en vægt, og kunne hun ane en tonet mave? Hun var fuldkommen målløs.

Tracie bevægede sig pludseligt over på Sakiris’ venstre side og tilså hendes arm. Sakiris vrængede ansigt, da hun lagde pres på forskellige steder af armen. Hun havde mest af alt lyst til at lange ud efter hende, men det ville nok ikke give et så godt indtryk.

”Det overrasker mig ikke at du ikke husker mig. Jeg var et par kilo større dengang end nu,” indrømmede han med et grin på læberne. Han fugtede svagt sine læber, og Sakiris så det i slow-motion. Han var virkelig forandret.

Han havde stadigvæk sit kulsorte hår og brune øjne, men hans kindben var sunket betydeligt ind. Det så faktisk særdeles flot ud på ham. Hans overarme var tonede, og han havde et kækt smil spillende på læberne. Hun havde aldrig gættet på at det var ham, hvis hun havde set ham på gaden.

”Det var ikke for at støde dig, jeg tænkte mig vidst bare ikke om,” undskyldte Sakiris, men Greggory viftede det blot hen. Han tog det ikke så personligt, og han kunne såmænd også lave sjov med det den dag i dag. Han kunne jo godt selv se nu, at han havde været dødeligt overvægtig.

Tracie fjernede forbindingen om Sakiris’ arm, og Sakiris så et stort sår på armen. Hun følte sin mad vende sig ved synet, og kiggede væk fra det ubehagelige syn. Hvordan skulle hun nogensinde blive en god magiker, hvis hun hele tiden skulle komme til skade i familie skænderier og kampe?

Det virkede som et umulig drøm, og alting så så uoverskueligt ud. Sakiris var dog det stædigste menneske, og ville ikke give op sådan lige. Hun ville lære at være en god magiker, om det så skulle blive over hendes rådne lig.

”Behager synet ikke kvinden?” grinte Greggory flabet. Sakiris skulede til ham. Bare fordi han sagtens kunne kigge på ulækre kampsår betød det ikke at hun kunne. Hun var jo ikke normalvis vant til at se sig selv såret, da ingen jo turde gøre hende noget. Det var både fordelen og ulempen ved at være en Heliakas.

Sakiris mave rumlede efter mad, og hun kiggede længselsfuldt over på Greggory. Han fattede hurtigt hentydningen, og skyndte sig ud efter noget mad. Sakiris kiggede taknemmeligt på ham. Hun var meget forvirret – først var hun ved at knække sig over sit sår, og dernæst var hun skingrende sulten.

”Du kan godt forvente at få et ar,” forklarede Tracie hende, og Sakiris sukkede stresset over det. Hun kunne godt være svagt forfængelig, og et ar var for evigt. Hun havde ikke nogen sår, men det så vist ud til at ændre sig.

Skulle godt mennesker hele tiden komme til skade? Ja, hviskede hendes indre stemme. Gode troldmænd kæmper for det bedre, uanset konsekvenserne, fortsatte hendes bedre jeg. Hun sukkede indvendigt over den kommende fremtid hun tilsyneladende havde.

Hun følte sig komplet dum: Selvfølgelig var skrammer og ar dog overflødige, selvfølgelig ville hun kæmpe med sit liv for at bekæmpe det onde. Bekæmpe hendes familie. Hver enkelt af dem måtte lade livet, hvis hun dog ikke kunne overtale dem til at blive gode.

Men hun kunne jo ikke dræbe dem. Uanset hvor onde de var, var de hendes familie. Hendes kød og blod. Hun elskede dem helhjertet, og ville aldrig kunne få sig selv til at svinge en dræberforbandelse over dem. Det virkede surrealistisk at planlægge sine forældres død, eller i hvert fald at tænke på den.

”Tror du nogensinde, at jeg vil kunne blive en god magiker? Uden at planlægge folks død?” spurgte Sakiris Tracie. Tracie vrængede ansigtet ved det sidste spørgsmål. Det virkede mærkeligt for hende, at nogen rent faktisk planlagde folks død uden at kende til om de var onde.

Tracie ville med lethed kunne dræbe onde magikere, men hun gjorde det ikke med god vilje. Hun gjorde blot hvad det måtte gøres. Ellers ville de onde magikere blot dræbe uskyldige mennesker, og så var det dog alligevel bedre at dræbe ét ondt menneske end at lade dem dræbe hundrede af uskyldige.

”Her er frøkenens mad,” sagde Greggory højtideligt med en undertone af morskab. Han gik ind ad døren med en tallerken fyldt med alverdens forskellige slags mad. Sakiris’ mund løb i vand af både duften og udseendet af maden.

Greggory var i sandhed anderledes end dengang på Magicum. Hun var blevet overrasket på den gode måde. Han var blevet en gentleman, og så smilede han og lavede jokes. Den gamle Greggory var meget mut, og trøstespiste altid i frikvarterene.

Det hang nok sammen med al mobningen. De havde været rigtig lede mod ham, men Sakiris havde nok været den værste til at mobbe ham. Det var ikke noget hun var stolt over, men det ansås jo som noget godt at være ond i hendes familie.

Hun burde ikke hele tiden bruge den undskyldning, men hun gjorde det alligevel. Hun gav skylden til sin korrupte, sindsforvirrede familie. Men hun havde også ondt af dem. De havde jo heller ikke lært bedre af deres forældre, og ingen havde overvejet at skifte side ligesom Sakiris.

Det ville jo være højforræderi i familien, og det ville medføre drab uden deres medlidenhed. Ville døden være det værd? Sakiris følte sig ikke vildt forandret, men foranring kræver tid. Hun ville ikke blive god på så kort tid. Men hun ville gøre sit bedste.

”Undskyld, Greggory,” sagde Sakiris ydmygt til Greggory. Hun undskyldte normalvis ikke, men hendes samvittighed krævede det af hende. Hvordan kunne børn være så usle mod hinanden? Hvorfor skulle børn mobbe andre med dårligere vilkår? Sakiris forstod ikke hvad der havde drevet hende til at mobbe Greggory, for det var jo ikke kun familiens skyld. De kunne jo ikke se hvad hun gjorde i skolen. Var det en forsvarsmekanisme for ikke selv at blive behandlet sådan?

”For hvad?” spurgte han forundret, og Sakiris tog en dyb indånding. Det krævede meget af hende at sige dette. Hun var nødt til det, til at få lettet sit hjerte fra en af sine mange byrder. Hun var nødt til at starte ét sted med at blive bedre, og nu havde hun chancen. Hun ville ikke krybe udenom denne gang.

”For at mobbe dig, dengang. Jeg kan ikke engang give min familie skylden, du kender jo godt familien Heliakas. Det var min egen skyld, jeg skulle jo bare have ladt være, undskyld,” undskyldte Sakiris oprigtigt, og kunne mærke tårerne presse sig på. Hun holdte dem tilbage, og hendes ansigt blev stenhårdt igen.

Greggory var overrasket over undskyldningen, og også taknemmelig. Han vidste hvor meget det krævede af Sakiris at undskylde, og derfor prøvede han ikke at få hende til at sige mere da han kunne se hendes ansigt blive stenhårdt. Han vidste der var mere til Sakiris end som så, men personen selv er nødt til at indrømme tingene for at ændre dem.

Han selv vidste alt om det. Da folk kaldte ham tyk ville han ikke ændre sig, det var faktisk først da han selv indså det, at han ændrede det og gik på slankekur. En person er nødt til at ønske forandringen, og ingen kan tage beslutningen for andre.

”Tak,” sagde han til Sakiris, hvorefter han forlod rummet meget langsomt. Han havde sine pligter at ordne, som medlem af en magisk orden for gode troldmænd. De havde en kæmpe sag i øjeblikket om familien Heliakas, en hvis Jenkinalas.

Han ville ikke nævne det for Sakiris, for hun ville blot blive trist til mode. Desuden vidste han at Jenkinalas var hendes søster, hende der havde angrebet hende tidligere på dagen. Han brød sig ikke om Jenkinalas, især ikke efter den sag han arbejdede på.

Jenkinalas havde myrdet en kvinde i koldt blod. Det var tydeligt at hun havde nydt det, for det kunne man aflæse på hele måden hun havde dræbt personen på. Hun havde gjort det langsomt, så personen led en hel del. Der var også masser af blod overalt.

Greggory skyndte sig ned til portalen, der ville føre ham til Jorgis. Han skulle ned til det magiske hovedkvarter for ordenen. Han ville egentligt helst blive hos Sakiris, mest fordi han undrede sig over hende. Han var helt chokeret over hendes nye jeg.

Hvordan kunne en person gå fra at være ond til at være god? Han forstod det simpelthen ikke. Hun var en gåde, og han agtede at løse den. I alle hans år i ordenen havde han lært, at onde mennesker aldrig blev gode mennesker. De troede inderligt på at det de gjorde var for det bedste.

Han og ordenen tog fejl. Nogle onde magikere ønskede ikke at være onde, men med et gigantisk pres fra familiens side var de tvunget til at forblive onde, og det var kun Sakiris der var en afviger. Det var noget helt nyt at de sagde fra. Det turde de andre dog ikke.

Sakiris lå stadig på den hårde madras, og sad med en gammel bog i hånden. For normale mennesker ville det ligne en tekstbog, men hun kunne tydeligt læse alle besværgelserne i den. Tracie havde ladt hende være lidt alene med sine tanker.

Sakiris var glad for hendes omtanke. Hun havde inderligt brug for lidt tid til at fundere over alt dette nye. Hun havde brug for at se i øjnene, at hendes søster havde prøvet at myrde hende, fordi hun havde skiftet side. Hendes egen søster.

Jenkinalas og Sakiris havde været meget tætte som små, men dette ændrede sig i deres teenage år. De kom længere og længere væk fra hinanden, og det var Sakiris meget ked af. Hun ville gerne have sin gamle søster tilbage, hende der ikke tænkte på æren ved at dræbe folk.

Da de var små havde de altid leget, og de anede intet om ondskab og godhed. Da de blev ældre blev de indviet i ondskaben. Sakiris var utryg ved det, men Jenkinalas kunne godt lide det. Hun virkede meget selvsikker, og ikke så langt tid efter begik hun sit første mord.

Sakiris huskede tydeligt da hun kom hjem. Hendes selvsikre smil sad på læben, og ondskaben var syet fast i hendes øjne. Hun havde nydt det, og rigtig meget endda. Sakiris havde væmmedes ved hende, men skjulte det under en maske.

Ingen ville nogensinde opdage, at livet som ond var en kamp. Alle troede at onde magikere havde det let, og at de bare var pure onde. De tog godt og grundigt fejl. Som en god magiker var det svært at forestille sig at være ond.

Det havde været en forfærdelig kamp for Sakiris at forestille sig at være en anden. Men hun var stadigvæk lidt ond. Det ville kræve tid at blive god.

Hun var villig til at kæmpe for det.

 

***

Tak fordi i gider at følge med! Jeg er faktisk rigtig motiveret til at skrive, og forestiller mig at udgive denne historie en gang i fremtiden. Håber i kan lide plottet, og hvis der er nogle tastefejl med videre skal jeg nok rette det efter konkurrencen. Og håber lidt at vinde, for hold nu op nogle vilde præmier, høhø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...