Lucretius

Sakiris Heliakas er opdraget med Mørk Magi af en lang række onde magikere. Forventninger bliver stillet meget højt i den familie, og det gælder mest om at være den mest stærkeste heks eller troldmand. Sakiris ønsker blot allermest at være god, og at blive en healer. Men i en familie af det reneste ondskab er det så tæt på umuligt, at man virkelig må kæmpe maksimalt. Sakiris kunne aldrig finde på at give op, så hun vælger i smug at forfølge sine drømme, og det ene fører til det andet. Pludselig møder hun Tracie, som overbeviser hende om at hun er god. Hun opdigter et nyt navn, men ens skæbne kan ikke ændres. Tracie hjælper ubevidst Sakiris til at sige fra, og en dag flygter Sakiris fra sin familiearv, efter at have levet i menneskeverden, og tilpasset sig. Men nu vil familien Heliakas have hævn.

6Likes
2Kommentarer
1262Visninger
AA

12. Kapitel 11

K A P I T E L 11

Hvad mener du helt præcist med det?” spurgte moren med sammenknebne øjne. Hun var bestemt ikke glad for at høre, at Sakiris ikke havde været særlig sød mod Lennard. Hun var jo trodsalt hans mor, og mødre er deres børns beskytter.                ”Jeg gjorde en masse lort, men min familie fik mig til at tro, det var rigtigt. Du må forstå, at jeg ikke er opvokset i den rareste familie. Du kender vel familien Heliakas?” spurgte Sakris hende. Hun undslap et gisp, og kiggede på Sakiris.
 ”Heliakas? Er du en Heliakas!? Jeg skulle aldrig have ladet dig se min elskede søn!” skreg hun, og smækkede døren i med et brag. Sakiris stirrede målløs på døren. Hun vidste godt at familien Heliakas havde et dårligt ry, men så dårligt?
 Hun anede ikke sine levende råd for at være helt eksakt. Hun kunne banke på igen, men ville Lennard’s mor åbne op for hende, eller ville hun blot ignorere Sakiris igen? Hun kunne også gå, men så ville dette være et totalt tidsspilde, og hun anede ikke, hvor hun skulle gå hen.
 ”Være sød at lytte på mig, frue! Jeg er ikke ligesom min familie, jeg sværger,” udbrød Sakiris, og bankede på endnu engang. Der var intet svar, ligesom hun havde forventet det. Så hun bakkede væk fra døren, og begyndte at gå i den modsatte retning.
 ”Er du en Heliakas?” lød en stemme, og Sakiris stoppede op. Den stemme lød genkendelig, men hun anede ikke hvorfra. Og stemmen var ret uhyggelig. Hun drejede sig langsomt om imod stemmens ejermand.
 ”Ja,” gulpede hun, og kiggede på manden bag hende. Han så også genkendelig ud, men igen anede hun ikke hvorfra. Manden nærstuderede hende, og så uventet som muligt rakte han hånden frem mod hende.
 Hun tog imod den, og de rystede kortvarigt hænder. Derefter børstede manden noget ikke-eksisterende støv væk fra hans bukser. Hans tøj så dyrt ud, faktisk virkede han temmelig rig. Men han virkede ret afslappet omkring det.
 ”Prins Edmund den tredje,” præsenterede han sig selv. Sakiris gispede højlydt og kiggede forvirret på ham. Nu huskede hun tydeligt, hvorfor hun genkendte ham svagt før! Han var jo prinsen af det Magiske Rige! Søn af Kong Fitzgerald!
 Hendes kinder blussede op. Tænk at hun havde glemt, hvem han var! Hun havde haft alt for travlt med sine egne problemer, til overhovedet at skænke kongefamilie en eneste tanke! Det var direkte uhøfligt, men det var sandheden.
 ”Wauw. Hvor uhøfligt af mig, ikke at genkende Dem. Det må De så sandelig undskylde. Sakiris Heliakas,” undskyldte hun, og nejede for ham. Hun var helt ude af sig selv. Hvordan var det muligt, at glemme sådan en fyr?
 ”Det er faktisk umådeligt rart, at der var en, der ikke genkendte mig. Men skal vi ikke være dus?” smilte han, og Sakiris kunne besvime lige der. Ville prinsen have hende, til at kalde ham du? Det var jo en ære i sig selv. Og hun skulle forestille at være ond, imens hun her var tæt på at besvime over en god prins.
 ”Jo, det er mig en ære. Hvordan kender du mig, og vigtigst af alt: Hvad vil du mig?” spurgte hun forvirret, og satte sig ned på kantstenen. Han fulgte trop, og tog en dyb indånding. Dette gjorde hende urolig.
 ”Jeg formoder, at du kender Professor Bernhard?” spurgte han, og en kuldegysning løb ned af hendes ryg. Fuck. Vidste han, at hun havde myrdet ham? Var det derfor at han snakkede med hende nu? Ville han blot drage hende til ansvar for denne gerning?
 ”Ja.”
 ”Jeg ved godt, at du dræbte ham, men det er ikke derfor jeg er her. Du gjorde det ikke med vilje. Nej, han sagde til mig, at du var den udvalgte. At du blandt andet skulle redde det Magiske Rige. Vi har alvorligt brug for dig nu, til at hjælpe os.”

 Sakiris kunne slet ikke fatte, at hun lige nu stod i en rød elegant kjole, og skulle møde selveste præsidenten. Det ville blive ekstremt farligt, og alligevel havde hun takket ja til missionen. Måske fordi prinsen ellers var nødsaget til, at sætte hende foran den øverste retssal.
 ”Du ved godt, at det her er afpresning, ikke?” sagde hun og løftede brynet en anelse. Han grinte svagt, og nikkede på hovedet. Han svang hende rundt, først den ene vej og så tilbage i hans arme igen.
 ”Faktisk sagde du ja. Desuden antydede jeg jo blot, at det kunne hænde,” sagde Edmund kækt, og smilede skævt. Ikke en skid han antydede det! Han sagde det ret så direkte, og det er det, man kalder afpresning.
 ”Ha-ha. Hvor er du bare skide skæg.”
 ”Det ved jeg da godt.”
 ”Det var sarkastisk.
 ”Det ved jeg.”
 Han svang hende rundt, og hans ben virkede så elegante, mens hun lignede Bambi på glat is. Det var så forfærdeligt pinligt. Selvfølgelig skulle sådan noget ske hende, at blive afpresset, og så ende med at danse super akavet.
 Hun havde ikke glemt hans ord, om at hun var den udvalgte. Hvorfor sagde alle det for tiden? Hun troede dem ikke over en dørtærskel! Deres ord var blot tomme! De betød ikke en skid, for hun vidste, at de løj.
 ”Du danser helt forfærdeligt, ved du godt det?” grinte Edmund, og hun lod som om, at hans ord fornærmede hende, og trådte ham derefter over hans fødder. Hun håbede, at det gjorde så fandens ondt på ham!
 ”Av for helvede! Det gør man ikke mod en prins!” ømmede han sig og grinte. Faktisk fattede Sakiris ikke, at folk ikke genkendte Prins Edmund gennnem hans forfærdelige paryk og fattige påklædning. Men måske var folk vitterligt dumme.
 I hvert fald var det meningen, at ingen måtte genkende ham. Så ville hele denne ”mission” være ødelagt, og hun anede ikke, hvad Edmund så havde i sinde at gøre. Måske havde han faktisk en plan oppe i sine ærmer? Hun håbede ikke de indebar hende selv.
 ”Så er det heldigt, at du langtfra er en prins lige nu, men blot en ynkelig tigger. Men lad os komme til sagen. Hvorfor skulle jeg med til dette ynkelige sammentræf?” knurrede Sakiris advarende, og følte kedsomheden slå rod i hende.
 ”Var dine ord, kvinde du. Godt nok ligner jeg en tigger nu, men det er blot en facade. Jeg har stadig autoriteten som prins. Jeg kan tage meget sjov og megen humor, men denne er ikke sjov kun nedsættende,” brummede Prins Edmund.
 ”Det må du så sandelig undskylde, prins,” svarede Sakiris sarkastisk. Hun hadede folk, der troede de var bedre end andre. Hun trak sig ud af dansen, og gik op mod baren. Hun bestilte en Mojito til sig selv. Intet til Prins Edmund.
 Derefter spadserede hun over mod en flok unge drenge, og gav dem et selvsikkert smil. Nøj hvor hun godt kunne bruge et let bytte. Hun havde ikke oplevet særlig mange normale ting i hele hendes liv. Hun kunne i hvert fald godt tælle det på to hænder.
 ”Har du glemt vores aftale, smukke,” hviskede en stemme, og hun rullede øjne af stemmen. ”Jeg gider dig ikke Edmund, kryb ind i din hule igen. Hvis du ikke lader mig være resten af aftenen skriger jeg voldtægt,” lo Sakaris, og hun vidste, at hun havde ret. Han ville ikke afsløres som prins Edmund, og folk ville sagtens tro at denne hjemløse gut, han lignede, ville voldtage Sakiris.
 ”Du har en spydig tunge. Men dette betyder jo, at jeg er nødt til at ’arrestere’ dig efter i aften,” forklarede Edmund, og kiggede på hende med alvor i øjnene. Sakiris kunne kun le. Hun vidste mere, end han troede.
 ”Jeg kender alt til din eskapade! Jeg ville kun ind til denne her fest, for ellers havde jeg bare fortalt dig det fra starten! Jeg fortæller alle det, og mon ikke en nyhed om en prins fejltagelse er meget bedre, end en om en lille stakkels pige?” grinte hun, og han kiggede rasende på hende.  
 Han valgte at forlade festen. Han ville ikke blive der, og faktisk var han også ligeglad med sin oprindelige intention i at komme til festen. Hans undercover ting ville bare blive afsløret af hende. Han brød sig mindre og mindre om hende. Men han kunne ikke gøre en skid.
 ”Drenge, hvorfor har en af jer ikke budt mig op at danse endnu?” spurgte Sakiris slesk. Hun anede faktisk ikke, hvorfor hun lige nu havde brug for et opmærksomhedskick. Faktisk brød hun sig ikke om at gøre dette, men hun havde lyst til at give Prins Edmund igen.
 ”Så kom da, skatter,” sagde en ubehagelig stemme. Hun kiggede over på stemmen. Det var drengen, der nok var mest fuld af hele flokken. Hun sank en klump. Faktisk var hun nok tvunget til at sige ja til ham, for hun havde jo selv lagt op til det. Derfor sagde hun også ja.
 De gik ud på dansegulvet. Drengen lugtede så intenst af øl, at hun fik kvalme. Man skulle tro, at han var en enoghalvtredsårig alkoholiker, der aldrig havde hørt om ordet ’bad’. Det var så ulækkert, som det overhovedet kunne være.
 ”Hvad er dit navn?” spurgte han, og Sakiris blev afbrudt af sine tanker. Det var både en lettelse og irriterende. Hun ville ikke snakke med ham. Bare have det overstået med det samme. Ingen samtaler overhovedet. Men hun kunne ikke undgå det.
 ”Jolene Everwood,” løj hun, og smilede til ham. Hun havde altid elsket sangen Jolene, der handlede om en kvinde, der stjal en mand fra en anden kvinde. Og der var slet intet galt i farven, Jolenes hår var. Rødbrun.
 ”Det er et smukt navn, skønjomfru. Mit er Tom Ridkins.”
 Sangen blev pludselig afbrudt, og uden at hun havde opfanget det, lød der pludselig en hel masse skud. Det var nærmest en hel massakre. Folk skreg, og blodet sprøjtede udover det hele. Der var ikke et eneste sted, hvor der ikke lå blod.
 Smerten var overvældende. Sakiris var blevet ramt i hoften. Det gjorde sindssygt nas. ”Argh!! Så hjælp mig dog en eller anden!” skreg hun, så et ekko lød. Pludselig kom der en over til hende, og satte en stofpose over hovedet på hende.
 ”Lige den vi leder efter,” og derefter bankede han hende i hovedet med pistolen. Alt blev fuldstændigt sort.

 Et skarpt lys var alt, Sakiris kunne se. Var hun monstro kommet i himlen? Hun var panisk bange for at være død. Så gammel var hun jo heller ikke. Hvis hun var død, var hun gået glip af mange ting. At få sit kørekort, at få børn, en kæreste, alle de normale ting som hun aldrig havde oplevet.
 ”Hendes tilstand er stabil. Bossen vil gerne se hende.”
 ”Javel, Sir.”
 Sakirirs vidste ikke, om hun skulle være glad for de stemmer, der bekræftede at hun var i live, eller om hun skulle sætte sig til at tude, fordi hun nu stadig var taget til fange af nogle ukendte personer, som ikke just virkede særligt behagelige. Hvad ville de hende?
 Det var ved at være træls, at alle ville have fat i hende, når hun ikke engang selv helt forstod hvorfor. Det var dybt frustrerende. Alle virkede til at kende den sande hende, men hun kendte ikke engang sig selv.
 ”Hv- Hvor er jeg?” fremstammede hun hæst. Hun blinkede med øjnene, men alting var stadig sløret. Hendes hoved dunkede, og det gjorde ondt bare at løfte det op. Derudover blev hendes hoved også bare presset ned i puden igen.
 ”Det skal De ikke bekymre Dem om,” lød en mørk mandestemme. Ud fra stemmen ville hun gætte på, at han var sidst i trediverne, starten af fyrrerne. Langsomt kunne hun se mere og mere, og udfra hvad hun så, ville hun gætte på, at hun var på en klinik.
 Alt var blændene hvidt, og hun lå på et meget hårdt operationsbordslignende ting. Manden kiggede - nej studerede hende! Han tog pludselig et lup frem, og studerede hendes pupiller. Han skræmte hende fra vid og sans. Hvad fanden lavede hun her?
 ”Vil du mig noget ondt eller godt?” spurgte hun forsigtigt, igen med den der horrible hæse stemme som ikke lød godt. Man skulle tro, at hun ikke havde snakket i langt tid. Og så var det ikke engang særlig langt tid siden, at hun havde snakket. Hun havde faktisk ikke nogen tidsfornemmelse.
 ”Det kommer an på så meget.”
 ”Hvor længe har jeg sovet?” spurgte hun nysgerrigt. Hun kunne ikke holde alle sine spørgsmål tilbage, for egentligt ville hun bare have styr over sit liv igen. Hun følte, at nogen havde revet kontrollen fra hende, sat hende ind et pludseligt sted, og givet hende kontrollen tilbage.
 ”En uge. Jeg har holdt dig sovende med min magi. Efter skyderiet var du, tja lad os bare sige at du ikke var i særlig god stand. Du havde et par skudhuller her og der, utroligt at du overlevede! Hvis ikke du blev holdt i dvale, ja så ville du nok ikke leve nu,” svarede han.
 ”Men hvorfor hjælpe mig? I kidnappede mig jo!” udbrød hun endnu mere forvirret end før. Hun forstod vitterligt ingenting, og det kom som et chok for hende, at hun havde været væk i en uge! Hvad havde de gjort ved hende imens hun sov?
 ”Jeg glemmer hele tiden, at du ikke ved noget om os. Din mor, altså din rigtige mor, var medlem af et skjult samfund, hvor vi har vores egen agenda. Vi var nødt til at få hele situationen til at ligne en kidnapning, så ingen fatter mistanke.”
 Sakiris følte sig virkeligt magteløst. Hun følte hele tiden at hun enten rejste mange steder hen for information, og når hun så fik noget information, var der så mange overvældende informationer, som hun aldrig i sin vildeste fantasi havde troet fandtes!
 Først nu lagde hun mærke til sin vildt tørre hals, og manden virkede til at forstå. I hvert fald gik han over til håndvasken, der i øvrigt var lavet af messing, og hældte noget vand op til hende i et papkrus.
 Han troede ikke, at hun selv kunne drikke, for han hældte vandet ned i hendes hals. Det gavnede hende. Tørken forsvandt langsomt, desto mere vand hun drak. Hun takkede ham med et nik, og han stilte kruset på rullebordet ved siden af hende. Hun så maden, der også stod der, og kiggede grådigt på den. Nøj hvor var hun sulten! Hendes mave rumlede helt ved tanken om mad.
 Også det opfangede manden, og han stilte maden på hendes skød. Denne gang hjalp han hende dog ikke, og hun tog fat om plasticbestikket. Det var ikke nogen lækker ret, men alting var godt. Maden lignede dåsemad, og de havde sikkert haft det længe.
 Imens hun guffede maden i sig, skrev manden noget ned på en notesbog. Han skrev lynhurtigt, og mens han skrev, løftede han sommetider blikket op, for at kigge på hende. Det hele virkede underligt. Hvorfor var alting ud af pap? Var de bange for, at hun ville slå dem ihjel?
 Hun havde aldrig slået nogen eller noget ihjel, og hun ville heller aldrig gøre det. Det var stik imod hendes morale, og hun havde altid afskyet tanken om, at tagde nogens liv fra personer, der måske elskede deres liv.
 ”Jeg fik aldrig dit navn, du ved jo mit,” nærmest spurgte hun med maden i munden, og det gav hende dog også et strengt blik. Han trak sine briller lidt ned på næsen, og lagde notesbogen fra sig på bordet.
 ”Vannaugh, mit efternavn. Jeg er din onkel. Faktisk er det også dit efternavn, men da du har boet hos din far, er det rimeligst at du beholder Heliakas som dit efternavn. Selvom jeg altid har hadet det.
 Hun fik sin mad galt i halsen, og hendes ’onkel’ måtte banke hende hårdt i ryggen, så hun ikke blev kvalt af sin mad. Sikke dog en overskrift: ”Ung pige død af at blive kvalt i sin mad, sikke en tragedie.” Ikke på vilkår!
 ”Min onkel? Du må være helt væk! Jeg har ingen onkel! Desuden bad jeg om dit efternavn,” svarede hun, og lagde armene over kors. Hun kunne umuligt have en onkel, det virkede bare ikke rigtigt.
 ”Kieran Vannaugh. Jeg har desuden også beviser. Har du lagt mærke til din mors lille tatovering i dine drømme? Den har jeg også,” sagde han, mens han fremviste hende tatoveringen af et skjold, med en bue og pil liggende over sig.
 Hun havde faktisk ikke lagt mærke til det, men nu hun så tatoveringe huskede hun det. Selvfølgelig havde hun haft en tatovering! Hvordan han hun ikke lagt mærke til det? Hun følte sig umådeligt dum.
 ”Det er vores families våbenskjold, det lyser op når man prikker på det. Så tilkalder man sin slægt. Også de døde vel og mærke, og de vil beskytte en,” forklarede Kieran, og hun lyttede ivrigt efter. Hun troede på ham, og enhver information om sin mors familie var meget velkommen.
 Hun satte sig op i sengen, da det nu ikke gjorde ondt, og kiggede mere indgående på tatoveringen. Den var virkelig lille, og man ville ikke lægge mærke til den ved første øjekast. Kun hvis man vidste, at den sad der.
 ”Nå men jeg har bragt noget tøj med til dig, så du kan skifte. Der vil være en velkomstbanket til dig snart. Så brug ikke for langt tid!” grinede han, og pegede over på en fin kjole i en meget sart lyserød, og det lignede lidt en balkjole.
 Hun skyndte sig af med sit tøj, brugte deodoranten der stod ved siden af kjolen, og trådte i kjolen. Den passede hende helt perfekt. Hendes former var tydelige med kjolen på, og den var som skabt til hende.
 Hun følte sig som Askepot. Hendes onkel var bare hendes fegudmor, og det royale bal var nu blevet til en velkomstbanket. Men det er blot detaljer jo. Det mindede stadig meget om hinanden, i forhold til alle tingene sammenlagt.
 Hun skyndte sig at putte makeup på, og derefter begyndte hun at gå nedenunder. Hun følte sig dødnervøs, men også spændt. Hun lignede en million, og hun følte sig også sådan. Forhåbentligt ville dette ’samfund’ acceptere hende.
 Det kriblede i hendes fingre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...