Lucretius

Sakiris Heliakas er opdraget med Mørk Magi af en lang række onde magikere. Forventninger bliver stillet meget højt i den familie, og det gælder mest om at være den mest stærkeste heks eller troldmand. Sakiris ønsker blot allermest at være god, og at blive en healer. Men i en familie af det reneste ondskab er det så tæt på umuligt, at man virkelig må kæmpe maksimalt. Sakiris kunne aldrig finde på at give op, så hun vælger i smug at forfølge sine drømme, og det ene fører til det andet. Pludselig møder hun Tracie, som overbeviser hende om at hun er god. Hun opdigter et nyt navn, men ens skæbne kan ikke ændres. Tracie hjælper ubevidst Sakiris til at sige fra, og en dag flygter Sakiris fra sin familiearv, efter at have levet i menneskeverden, og tilpasset sig. Men nu vil familien Heliakas have hævn.

6Likes
2Kommentarer
1283Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

 K A P I T E L  1

 

Sakiris gik nænsomt ned i den oldgamle vinkælder. Vinene stod på rad og række, og langt de fleste af dem var værdifulde. Hendes blik søgte hen over rækkerne. Hun var på jagt efter en bestemt vin, Klaritia hed den eftersigende.

Manden, der havde boet på dette gods, var afgået ved døden. Man siger at han døde af hjertestop, men Sakiris vidste bedre. Det var hendes familie, der havde dræbt ham. Hendes første chance for at bevise sig selv var denne. Men hun ønskede det ikke.

Hun afskyede så forfærdeligt den ondhed hendes familie besad. Hun forstod ikke meningen i at skulle dræbe folk for at have det sjovt. Det var så umenneskeligt, og Sakiris væmmedes ved det. Hun var den eneste i familien Heliakas, der havde interesse for Hvid Magi.

Hun drømte længselsfuldt om at forsvinde fra familien for evigt, og skabe sig sin egen drømmetilværelse. Hvis hun dog bare havde modet til at gøre præcis det modsatte af forventningerne til hende. Sakiris turde aldrig sige imod. Det var bare kæft, trit og retning.

Grunden til hun skulle finde en vin der hed Klaritia var, fordi at det netop ikke var en helt almindelig vin. Vinen skulle føre til noget hemmeligt, noget som hendes forældre godt vidste hvad var. De ville bare ikke fortælle hende hvad det var.

Sakiris skulle nok gøre det, for det var et af de mere uskyldige onde ting. I det mindste skulle hun ikke dræbe nogen ligesom hendes søster, Jenkinalas, skulle. Det havde hun fuldstændig nægtet. Hun ville aldrig gøre noget så drastisk, og det ville også ødelægge hendes eget ry for altid.

Hun listede med mod de bagerste vinrækker, og en bestemt vin fik hendes opmærksomhed. Den så slet ikke gammel ud, faktisk var alle de andre støvet undtaget denne. Hun tog fat i den, men den kunne ikke løftes. Pludselig knirkede en dør åben.

Hun gik videre ind ad døren, imens hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende. Det var ikke en helt normal familie, der havde boet her. Ikke med en dør som denne. Hun vidste godt at manden ikke altid havde været ensom, en gang havde han både kone og børn. Konen døde og barnet skred fra ham.

Alting var om muligt endnu mere støvet bag den hemmelige dør. Edderkopper spindede smukt nogle nye spindelvæv, selvom der dog var alt rigeligt med spindelvæv over alt. Det lignede, at der engang havde været et lille kontor bag døren. En bogreol stod ovre i hjørnet, og bøgernes ryg var forfærdelig støvet. Man kunne knapt nok læse titlen.

Sakiris anede ikke hvorfor hun gennemledte alting i det lille kontor, når hun kun kom for en vin, og den
burde jo være i vinkælderen. Det var nok hendes nysggerighed, der tillod hende at finde ud af hvad kontoret gemte af hemmeligheder.

Hun åbnede den øverste skuffe i mahogni-skrivebordet, og børstede støvet af bagefter. Hun stak forsigtigt og varsomt sin hånd ned i skuffen, og fandt et brev. Sakiris lod et gisp undslippe sin mund. Brevet var adresseret til hendes forældre.

Hun rev brevet op, og måtte skuffet indse at der intet papir var inde i. Så alt i alt var det kun en konvolut hun havde fundet. Men alligevel fik hun blod på tanden. Der foregik noget lusk, og hun ville opklare det om det så blev det sidste hun gjorde.

For hvorfor skrev den gamle mand til hendes forældre, og hvorfor ønskede de at få fat i den uvurderlige vin? Hvad kunne hemmeligheden om vinen være? Spørgsmålene hobede sig op, men der var intet svar på nogen af dem. Dem ville hun dog med glæde besvare.

Sakiris lagde kuverten nydeligt ned i skuffen igen, og lukkede den nænsomt. Ingenting var sket. Hun havde ikke set noget som helst. Sådan skulle det gerne forblive. Og hun kunne slet ikke finde vinen, så den måtte de jo have flyttet. Hun ville selv finde den, en dag hun havde mere tid.

Med den tanke gik Sakiris ud af huset igen, og ringede sine forældre op med et skuffet suk. Hun var nødt til at lade som om, at det virkelig gik hende på, at hun ikke gennemførte missionen. Ellers ville de aldrig tro på hende.

”Jeg må skuffe dig, kære moder. Ingen speciel og værdifuld vin, kun støvede og uværdigfulde vin. Jeg er så ked af ikke at fuldføre min mission, men ak dog mon ikke jeg kan gøre noget andet for dig, kære moder?” spurgte Sakiris, og prøvede ihærdigt at få sin mor til at sige et eller andet, der kunne afsløre hende i at være sikker på at vinen var der.

Desværre erklærede hun sig bare enig med Sakiris, og sagde at de nok skulle skaffe hende en anden mission. Måske var det ikke hendes mor der vidste noget, men måske var det rent faktisk hendes far? Hun ville ihvertfald skynde sig hjem, og selv fortælle ham den skuffende nyhed.

Sakiris fumlede i sin jakkelomme, og efter lidt fumleri trak hun sin mobil frem. Hun tastede lidt på den, og satte den derefter op til øret. Tre bip senere tog hendes far den med et grynt. Det var tydeligt at han ikke var særlig snaksalig.

”Kære fader, vi må snakke sammen med det samme. Kan du ikke få Jenkinalas til at hente mig?” spurgte Sakiris med en trist stemme, og hendes fader sagde at han ville sørge for det. Han lød lidt oprørt over at hans yngste datter ville snakke med ham, og det at hun lød alvorlig.

Jenkinalas skyndte i hvert fald ikke på sig. Der gik mange minutter før hun endelig dukkede op, og hun ankom endda ikke alene. I bilen sad en herre, og han virkede ikke særlig behagelig. Han flirtede svagt med Sakiris, men Jenkinalas var for dum til at se det – eller også var hun splintrende ligeglad.

De snakkede overhovedet ikke under køreturen, og det var Sakiris lykkelig over. Jenkinalas og hende havde ikke det bedste søskendeforhold. De var som Yin og Yang - fuldkommen modsatte af hinanden. Jenkinalas var forblændet af ondskab, og Sakiris havde ondt af hende.

Da Sakiris endelig stod foran sin far på hans kontor, kunne hun tydeligt se hans utålmodighed. Han skulle sikkert hurtigt videre til sin næste affære. Sakiris kendte godt til de mange kvinder, men hendes mor ville ikke tro på det. Han skulle jo bare på forretningsmøde, sagde hun altid.

”Jeg fandt desværre ikke en uvurderlig vin: Alt der var, var nogle gamle støvede vine, som ikke var en eneste øre værd,” sagde Sakiris, og med det samme så hun mistroen i sin fars øjne. Han ville selvfølgelig aldrig indrømme det, men han vidste med sikkerhed, at vinen var der.

Sakiris undskyldte sig selv, og gik op på sit værelse. Det var ikke just et værelse at prale af, men det fungerede som det skulle. Desuden elskede Sakiris hver en detalje ved sit værelse. Hun vidste at hun ikke kunne have det værelse til evig tid. Hun måtte snart forsvinde, og holde sig væk fra familien. De var ikke andet end ondskab.

Det var nemlig noget hun havde tænkt over på køreturen med Jenkinalas. Hun ville ikke ende som sin søster. Under ingen omstændigheder. Så kunne hun lige så godt erklære sig fallit. Det var det værste der kunne hænde hende, både for hende selv og resten af befolkning.

Hun pakkede derfor en lille smule, og sagde stille et sagte farvel til sit værelse. Hun vidste med garanti, at hendes næste mission ville blive drab, og det havde hun ingenlunde lyst til. Hun åbnede sit vindue op, og smed den afskedsnote, som hun lige havde skriblet ned, på sit natbord. I den fortalte hun, at hun ville ud i verden og finde sin egen ondskabhed, men at hun ville komme tilbage snarest muligst. Løgn og latin.

Sakiris klatrede ned at de vinranker, der var vokset op af gavlen, og landede med et bump ned på sikker jord. Derefter prajede hun en taxa, og bad den køre hende til centrum. Hun måtte heller komme ned til menneskenes verden, inden hendes forældre fattede mistro. Derfor måtte hun rejse ned til portalen i Jorgis.

Hun satte sin rygsæk på taxasædet, og kiggede nysgerrigt på taxachaufføren. Han så lidt sammenbidt ud, men det måtte også have været en lang dag for ham. Men han så også trist ud, hvilket undrede hende rigtig meget. Det var ikke noget hun behøvede at blande sig ind i.

”Hård dag?” spurgte Sakiris chaufføren uhøfligt, men nysgerrigt. Han kiggede op i bakspejlet, og lod et grynt slippe ud igennem hans rynkede læber. Et lille nik var alt han nedlod sig til at gøre. Sakiris vidste udemærket, at hun burde stoppe der. Men hendes nysgerrighed vandt altid.

Hvis nogen havde spurgt hende om hendes flugt fra sin familie, ville hun være blevet edderspændt rasende. Hun ville jo reelt set forfølge sine egne drømme om at blive en healer der ikke brugte mørk magi, så hun var jo ikke rigtigt på flugt fra dem. Hun afskyede sin arv fra familien.

”Undskyld min uhøflighed, men hvad er der sket?” prøvede Sakiris forsigtigt at spørge om. Hun havde altid haft en fornemmelse om hvordan folk havde det. Chaufføren var meget tæt på det, folk normalt ville kalde en depression. Men han var dog ikke helt så trist endnu.

Hans kæber blev sammenbidte, og blodåren i hans puls bulede arrigt ud. Sakiris skældte sig selv ud for sin uforskammethed. Man gik ikke bare rundt og udspurgte folk om deres liv, men hun havde bare altid været alt for nysgerrig.

”Hvad rager det dig, heks?” vrissede han arrigt. Det var tydeligt, at han afskyede hekse. Hun kunne nemt fornemme at han var en varulv. Desuden var varulve de eneste der afskyede hekse. Vampyrene var nærmere dem, der udnyttede heksene. Derfor brød heksene sig ikke om vampyrene.

Sakiris prøvede ikke at afbryde den hadske stilhed, men lænede sig i stedet tilbage i sædet, og gjorde sig tilpas komfortabel. Hun kunne høre en melodi køre i anlægget. Klassisk musik. Varulven var til de gamle klassikere, kunne hun så regne ud.

Da taxa’en endelig stoppede i Jorgis, åndede Sakiris lettet op. Det havde været de værste femogtredive minutter i hele hendes liv. Varulven kunne med lethed havde dræbt hende for hendes uforskammethed, for de tog alting personligt. Heldigvis var han en varulv, der kunne styre sit temperament. Ellers havde Sakiris været en meget død heks.

Sakiris passede ikke rigtig ind i mængden af overnaturlige mennesker: Alle så glade ud, og alle bar noget livligt tøj. Sakiris derimod var klædt i sort, efter familiens ønske naturligvis, og hun glædede sig allermest til at kunne skift sine klude ud med nogle mere farverige nogen.

Da hun endelig fik mast sig ind i køen, efter en masse vrede og dømmende blikke, ventede hun blot på, at det var hendes tur. Man stod altid i kø ved portalen, for mange havde ganske almindelige menneskejob. Det var dog mest dem, der ikke kunne udnytte deres overnaturlige kræfter. Det gjaldt såmænd også for vampyrene og varulvene.

”Hej!” hørte Sakiris pludseligt en glad stemme sige. Hendes blik landede med det samme på en regnbuefarvet pige. Hun havde ikke én eneste sort farve på sit tøje, og alting var forskellige farver. Sakiris ville normalvis have fnyst over det, for hun havde jo ikke lært at være sød, men denne pige forundrede hende.

Sakiris pegede spørgende på sig selv, for at få klargjort om pigen snakkede til hende. Pigen nikkede entusiastisk, og Sakiris undrede sig over dette. Hvorfor snakkede en ukendt pige pludselig til hende, og hvad ville hun gerne have ud af det?

Selvfølgelig anede Sakiris ikke, at man godt bare kunne snakke afslappet med andre. For hende havde det altid været, at folk gerne ville opnå et eller andet. Især ukendte folk der bare pludselig begyndte at snakke til en.

”Hvem er du?” spurgte Sakiris nysgerrigt, og undlod at være alt for nysgerrig - det gik ikke for godt sidste gang. Pigen kiggede smilende på Sakiris, og dette gjorde hende dybt utilpas. Hun følte sig fuldstændig på bar bund.

Hun vidste godt, at det ville kræve langt tid at blive god. Hun skulle jo først lære at opføre sig anstændigt, og ikke prøve at forhekse folk. Hun ønskede jo ikke at forhekse folk, men det var bare sådan hun havde lært at skulle sige fra.

”Mit navn er Tracilliana Silvias, men vær sød at kald mig Tracie!” forklarede Tracie, og Sakiris kiggede nysgerrigt på hende. Hvorfor ville hun forkorte et så smukt navn? Hun havde aldrig forstået meningen af de såkaldte kælenavne.

Tracie rakte sin hånd frem mod Sakiris, som blot kiggede forvirret på den. Tracie klukkede svagt over hendes udvidenhed. Hun havde aldrig mødt én som Sakiris, en som var så anderledes og alligevel så normal. I virkeligheden var hun jo ikke lige så slem som hendes forældre, så en smule normal var hun dog.

”Man rækker hånden frem, og så fortæller man sit navn. Det er sådan man hilser. Kender du ikke til det?” spurgte Tracie overrasket, og Sakiris rækte sin hånd frem. Hvis det var sådan man hilste, så var det lige præcis det hun ville gøre brug af.

”Sakiris Heliakas, min familie lærte mig aldrig sådanne normale ting,” forklarede Sakiris, og glemte fuldstændigt at Heliakas var et berygtet navn. Tracie gispede, da hun hørte efternavnet. Hun var lige ved at flygte, men Sakiris bad hende blive.

Tracie sank en klump på størrelse med Mount Everest, før hun lod sit blik køre op til Sakiris øjne. De ænsede ikke hverdagslarmen eller køen, der langsomt bevægede sig udenom Sakiris. Sakiris var mest opsat på at forklare Tracie alt, og Tracie følte sig som et byttedyr.

”Jeg er flygtet fra min familie. Jeg vil gerne være en healer, en god en, men min familie vil have mig til at være ond. Jeg kender dog intet til godhed, og vil gerne prøve at lære det i menneskenes verden,” sagde Sakiris forklarende til Tracie.

Tracies mistro forsvandt ikke, end ikke formindskedes den. Sakiris forstod hende godt. Hvis hun var Tracie ville hun heller ikke stole på en Heliakas. Hun kunne dog ikke komme udenom, at det skar dybt i hendes hjerte. Folk kunne ikke acceptere hende, fordi hun netop var en Heliakas. Hun vidste dog af erfaring, at ens efternavn ikke burde bestemme hvem man var.

”Jeg forventer ikke at du skal tro mig, men jeg er også nødt til at gå nu,” mumlede Sakiris lavt, hvorefter hun fulgte køen til hun næsten stod foran portalen. Så hørte hun stemmen. Den undskyldende, men lidt mistroiske stemme.

Tracie løb op til Sakiris imens hun sagde det. Ordene løftede nogle tunge sten væk fra Sakiris’ formørkede hjerte, som dog havde en snert af renhed, godhed. Den godhed ville enten overtage hjertets formørkethed eller forsvinde. Måske havde hun en reel chance for at ændre sig?

”Jeg vælger at tro på dig, men tillid kræver pleje. Du kan bo hos mig, jeg skal alligevel bo hos min bror. Han må dog ikke vide dit rigtige navn. Jeg vil gerne hjælpe dig på vej,” var ordene, som Tracie lod glide ud af sin bløde mund.

Sakiris trak hende ind i et kram, og dernæst gik de begge igennem portalen. De blev suget ind i et rør, og alting sværmede rundt om dem. De kunne se de forskellige verdener, men for enden var jorden – menneskenes planet. Den de var i gang med at destruere.

Da de landte i byen New York, åndede Tracie lettet op. De havde begge en uforklarlig kvalme og svimmelhed. Det tog dem et minut, for at komme til en nogenlunde OK tilstand igen. De manøvrede sig udenom folk, og ned til et kæmpe hus der var overdådigt.

Det var uundgåeligt ikke at vide, at Tracie’s bror var stinkende rig. Men hvorfor boede han i menneskenes verden, hvis han egentlig var en troldmand? En mægtig én endda. Silvias familien var en mægtig troldmandsfamilie, og derfor undrede det også Sakiris, at Tracie bare sådan lige havde ladet hende bo hos sin bror.

”Tak,” mumlede Sakiris, selvom det føltes som at få stød, at få de ord ud over hendes petite læber. Hun var ikke vant til at takke folk, og end ikke gode troldmænd. Det måtte hun vende sig til, for hun gad ikke hænge i fortiden.

Desuden måtte hun opdigte et nyt navn. Men hvad ville hun egentligt hedde. Hun nåede ikke at tænke det ordentligt igennem, før en høj og muskuløs mand kom ind. Han så ud til at være i starten af tyverne, og han lignede Tracie en del.

”Hej Tracie! Hvem er din veninde?” spurgte manden forvirret, og Tracie kiggede indtrængende på Sakiris. Hun skulle selv sige sit navn, for hun skulle jo selv vælge det. Derfor lod hun bare det første navn, hun tænkte på, komme ud.

”Jeg hedder Julianne Vilice,” hilste hun, og åndede lettet op. Det var jo ikke et grimt navn. Nu måtte hun bare huske at nævne det navn, i stedet for sit rigtige navn. Hun måtte også huske at svare folk, hvis de kaldte på hendes nye navn.

Manden kiggede nu tilbage på Tracie, og det var tydeligt at han ville vide hvorfor Sakiris var her. Tracie kiggede nu mere bestemt op på sin bror, og vidste med lethed hvad hun skulle fortælle ham. Hun sagde det med en tydelig alvorlighed.

”Julianne har intet sted at være, hendes forældre smed hende ud. Hun er en heks. Kan hun ikke blive her resten af sommeren? Vis lidt medlidenhed, Wes!” bad Tracie med hundeøjne, og Wes kiggede på Tracie med et irriteret blik.

Man kunne tydeligt se overgivelsen i hans øjne, og Sakiris jublede indvendigt. Han ville rent faktisk lade hende blive her resten af sommeren? Men hvad gjorde hun med sit ”tøjproblem.” Hun havde praktisk talt intet tøj, udover det hun medbragte. Det var ikke særlig meget hun havde pakket. 

”Jamen så velkommen, Julianne. Men vi har regler i dette hus, og den vigtigste er: I må ikke udføre magi her eller hvor i er til gene. Det vil sige, at det skal være et sted hvor menneskene ikke kan se jer,” formanede Wes os om, og Sakiris nikkede. Selvfølgelig ville hun overholde de regler.

Tracie fulgte Sakiris ovenpå, hvor der var to gæsteværelser. Det ene var hendes, men hun ledte først Sakiris ind i sit. Det var meget elegant, og i midten var der en kæmpe king-size seng. Alting så perfekt ud, og det var planlagt i den mindste detalje.

Hendes værelse var tydeligvis inspireret fra Den lille Havfrue, i et såkaldt undervands tema. Sakiris havde faktisk ikke noget imod det. Det var vildt fedt, og det gav en beroligende fornemmelse. Hun placerede straks sine ting på sengen, og satte sig op på den.

”Bare pak ud, og husk dit nye navn. Fra nu af er du ikke Sakiris mere, men Julianne Vilice! Når du har pakket ud kan du komme ned og få noget mad,” forklarede Tracie, hvorefter hun forsvandt ud af Sakiris' værelse. Sakiris sad alene tilbage.

Dette ville blive en helt anderledes sommer, heldigvis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...