Du lyver for dig selv Lily

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Lilly hader ham der Potter! Det har hun altid gjort, indtil en ukendt begynder at sende hende sedler med komplimenter hver dag med morgenposten.

12Likes
10Kommentarer
1026Visninger
AA

10. Men jeg kan stadig drømme Lily-James synsvinkel

"It's in

her DNA,

and she just takes

my breath 

away"

 

Så... Jeg blev lige afvist for gang nummer sytten hundrede. Eller blev jeg? Bare venner, havde hun sagt. Det var vel ret tydeligt at det betød, at hun bare ville være venner. Men hun havde også sagt, at det der med sedlerne ikke gjorde noget, når det  var mig der havde sendt dem. Og så smilede hun til mig. Strålede. Hun var så smuk. 
Måske havde jeg taget forhastede beslutninger måske elskede jeg hende ikke. Men hun var smuk.

"Hvad så Krone?" Det var Køter

"Hej!"

"Hvad tænker du på?" Jeg skulle lige til at svare men så; "Nej lad mig gætte! Mig?"

"Nej!"

"Hvad mener du med nej?" Det lykkedes mig at fremtvinge et smil. Hvor var det bare typisk køter.

"Lily?" Gættede Køter

"Jeg har brug for en bog om hvordan pigers hjerner fungerer! Har du hørt om sådan en?" Jeg kiggede op på Køter.

"Beklager makker," sagde han. "Alt okay?"

"I sidste uge, da Lily løb ud fra storsalen. Jeg..."

"Du fortalte hende at det var dig der sendte sedlerne, ikke?" 

"Jo, men jeg..." Jeg tøvede. Skulle jeg virkelig fortælle ham det?

"Du kyssede hende også." Jeg tabte kæben. "Og hun skubbede dig ikke væk."

"Hvordan vidste du det?"

"Luk munden makker, du har ingen hemmeligheder for mig! Så skal du ihvertfald være bedre til at skjule dem," grinede han

"Men altså, nu siger hun ihvertfald at hun bare vil være venner, men hun siger også at sedlerne ikke gør noget, når det var mig der sendte dem."

"Beklager Krone! Jeg er på vildspor."

"Hvorfor er det at piger ikke bare kan sige hvordan de har det?" Mukkede jeg.

"Aner det ikke!"

Køter og jeg gik op i drengenes sovesal. Køter snorkede hurtigt. Ormehale gjorde det samme og Hugtand var gået ned i opholdstuen, hvor han kunnelave lektier uden at Køter og Ormehales snorken ville forstyre ham. Mine tanker var fyldt op af rødhårede skønheder og jeg faldt ikke i søvn før langtid efter midnat.

 

Den efterfølgende dag indhentede Lily mig efter eliksir timen. Jeg havde sagt til de andre at de skulle gå i forvejen. Jeg havde ikke brug for Køter der gloede på mig og konstant prøvede at holde et grin tilbage. det lykkedes ikke.

"Hej!" Smilede hun. Kunne hun ikke lade være med, idet mindste prøve på, ikke at være så smuk.

"Hej!" Var det jeg prøvede at sige, men jeg blev afbrudt af et gab, så istedet blev det til en underlig blanding.

"Er du træt?" Grinede hun.

"Ja!" Jeg forsøgte ikke at kigge på hende, hvilket ikke var tilfældet for hende. hendes blik var fast rettet mod mig.

"Hvornår faldt du lige i søvn igår?" Spurgte hun.

"Ved tretiden tror jeg!" Jeg gabte igen.

"Hvorfor så sent?" Hvordan kunne hun finde på så mange spørgsmål? Jeg kunne knap nok finde ud af hvad jeg skulle svare.
I det næste sekund blev vi skubbet ind i et kosteskab, der på magisk vis var blevet åbnet, af en slags vind. Skabsdøren smækkede bag os. Nu stod vi her. 

"Peeves!" udbrød Lily. Hun tog fat i håndtaget, men døren var låst.
Hun mærkede efter sin tryllestav i hendes baglomme. Den var væk.

"Hvordan er det muligt at glemme sin tryllestav?" Udbrød hun frustreret. "Og så lige når jeg har brug for den! James din tryllestav?" 
Lily stod med ryggen til mig, og det lod ikke til at Lily havde lagt mærke til, at vi stod i et lillebitte kosteskab.

"Den er i min taske ... som ligger ude på gangen!" Min taske var blæst af mine skuldre da vi blev skubbet ind i kosteskabet.

"Hvor er det bare typisk," sagde Lily frustreret. Hun tog et skridt tilbage ... og snublede. Jeg greb hende i sidste øjeblik. Vores læber var centimeter fra hinanden.
Det var som om tiden stod stille. 

"Tak James!" Hviskede hun efter hvad der kunne have været timer, men i virkeligheden nok kun var et par sekunder.
Jeg stilede hende op igen. Denne gang stod hun med front mod mig. Vi stod helt tæt. Hendes hænder var stadig viklet omkring min nakke. Mine hænder var på hendes hofter. Men hun tog igen et skridt bagud. 

 

Vi sad inde i kosteskabte i flere timer. Hun betragtede mig stadig, imens jeg prøvede ikke at se på hende. Jeg havde lyst til at sige noget, men jeg vidste ikke hvad.

"Hvad mente du med det du sagde igår?" Sagde jeg da jeg endelig tog mig sammen.

"Hvad?" Det var tydeligt at hun ikke havde forventet at jeg ville sige noget.

"Det der med, at det ikke gjorde nogte med sedlerne, når det var mig der havde sent dem?"

"Jeg ... jeg tror bare det betød at du er tilgivet!" Ikke lige det svar jeg havde håbet på.

"Nå," sagde jeg skuffet.

"For en uge siden, da du... da du..."

"Kyssede dig?" Gættede jeg.

"Ja," sagde hun. "Hvorfor gjorde du det?"

"Det da et åndsvagt spørgsmål Lily!" 

"Hvorfor det?" Skar hun ad mig.

"Det ved du da godt!"

"Nej! For så ville jeg jo ikke engang spørge om det!" Hun rejste sig op.

"Nå men undskyld," gav jeg igen. Jeg rejste mig også op.

"Jamen så sig det da!" Nu råbte hun nærmest.

"Er det virkelig så svært at regne ud." Nu råbte jeg også.

"Ja!" råbte hun.

"Det fordi jeg vild mig dig Lily," gav jeg igen. Hun tabte kæben. "Og det troede jeg godt at du vidste! Jeg er fuldstændig helt og aldeles skudt i dig. Jeg tænker ikke på andet overhovedet!" Jeg råbte stadig, men Lily så bare lamslået på mig.

"Er det virkelig sandt?" Spurgte hun stille. 

"Ja," nærmest hviskede jeg. Jeg kiggede ned i mine sko.

"James ..." Jeg kiggede op. 

Det næste hun gjorde, var noget jag aldrig kunne havde gættet. Hun kyssede mig. Jeg lagde mine arme om hende og besvarede hendes kys. 
Jeg ved ikke hvor længe det varede. Mindst et par minutter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...