Du lyver for dig selv Lily

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Lilly hader ham der Potter! Det har hun altid gjort, indtil en ukendt begynder at sende hende sedler med komplimenter hver dag med morgenposten.

12Likes
10Kommentarer
1126Visninger
AA

9. Bare venner James?-Lilys synsvinkel

"It was enchanting 

to meet you.

I was enchantet to

meet you"

 

Saga og jeg sad i professor Slughorns klasselokale i krybten. Maya havde bedt os om at gå i forvejen. Da vi spurgte hvorfor sagde hun bare, at det var ligegyldigt og at vi ikke skulle vente på hende. Hvem ved hvorfor?

Maya kom ti minutter inde i lektionen. Hun prøvede at liste sig hen til Saga og jeg langs væggen. Hun nåede det næsten, men så;

"Frøken Vivian!" Lød Slughorns stemme.

Maya rødmede. Hun hadede sit efternavn og insisterede ofte på at blive kaldt sit mellemnavn Anne, men de fleste lærer hoppede ikke med på den. 

"Undskyld sir!" Stammede hun.

"Eftersidning klokken syv på mit kontor i aften frøken Vivian." Der spredte sig en stille fnisen blandt elleverne. "Og så kommer du til tiden ikke også Vivian," sagde Slughorn med et smil der forsvandt i hans buttede kinder.
Maya nikkede skyld betynget. Jeg fik næsten ondt af hende. Hun havde altid sit hjemmearbejde og sin taske i orden. Intet var overladt til tilfældighederne når det gjaldt Maya. Det var nok derfor hun hadede at komme forsent. Da vi var mindre havde en eftersidning kostet hende et nervøst sammenbrud der krævede en tur hos madam Pomfrey og en beroligelses eliksir.

"Hvad lavede du?" hviskede jeg da Maya havde taget plads ved siden af Saga. 

Maya åbnede munden, men om bestemte sig og lukkede den igen. Hun rystede på hovedet. Hvorfor var det at hun ikke kunne fortælle det til mig?

Jeg valgte at lade det ligge. Det var nemmere at plage hende uden for klasse lokalet, hvor jeg ikke behøvede at koncentrere mig om toneleje og den slags.

***

"Maya sig kom nu! Du kan altså godt sige det til mig!" Plagede jeg da timen var ovre.

"Og mig," tilføjede Saga.

"Helt ærligt! Jeg ordenede bare noget hjemmearbejde," sagde Maya, men jeg havde på fornemmelsen at hun ikke fortalte sandheden.

"Du ville aldrig risikere eftersidning på grund af hjemmearbejde," sagde jeg. "Du behøves ikke skjule noget for os! Det ved du også godt."

"Hey, lagde i mærke til at Potter ikke var der?" Sagde Saga ud af det blå. Jeg tror ikke at hun prøvede at skifte emne, men det gjorde hun.
Det gav et sug i maven på mig, da hun nævnte James, og zooen trampede atter rundt i min mave. 
Saga kiggede på mig.

"Ved du hvorfor Lily?" Min mave trak sig sammen.

"Nej!" Jeg sagde det lidt for hurtigt, men jeg vidste virkelig ikke hvorfor.

"Ved du hvorfor James ikke var til stede Maya?" Spurgte jeg.

"Hvad? Nej! Nej, jeg ved..." Hun stoppede midt i sætningen og gloede på mig store øjne. Jeg indså min egen fejl.

"Du kaldte ham James!" Sagde Maya.

"Nej! Vel gjorde jeg ej!" Sagde jeg skarpt.

"Øhm jo. Vel gjorde du så!" Saga var fornøjet. "Du kan ikke lide ham vel?"

Jeg svarede ikke. Det resulterede i Saga der hoppede rundt om mig og Maya, imens hun sang en improviseret kærligheds sang.

"Kan du lide ham?" Spurgte Maya i et noget mere alvorligt tonefald en Saga. Der var et eller andet der plagede hende. Et eller andet hun ikke fortalte mig.

"Nej! Det kan jeg virkelig ikke!" Svarede jeg, og så blev vores samtale afbrudt af Sagas skingre solo. Hun havde aldrig været meget af en sanger.

Resten af vejen til opholdstuen gik vi i tavshed.

***

Saga og jeg havde fulgt Maya ned til sin eftersidning. 

"Jeg tror jeg går tidligt i seng," gabte Saga da vi gik tilbage gennem potræthullet.

"Klokken er kun syv Saga," sagde jeg. "Og du har en bunke af hjemmearbejde der venter."

Saga havde overhoved ikke virket træt for to sekunder siden ude på gangen.

"Og jeg går tidligt i seng!" Konstaterede Saga.

Saga gik op til pigernes sovesale. Jeg kastede et blik rundt i opholdstuen. Nu gik det op for mig hvorfor Saga ligepludselig var blevet så træt. James Potter sad helt alene i sofaen, henne ved pejsen og stirrede ind i ilden. Hvorfor var han ikke sammen med sine venner, eller savlende beundre? Det lignede ham ikke særlig meget.
Jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til hvor køn han var, med sit ansigt lyst op af pejsens flammer. Hans markerede kindben og hans pjuskede hår, som han konstant rodede rundt i, så det lignede at han lige var stået af kosten. Han var smuk.

Noget i mig, tvang mig til at gøre det. Jeg gik hen og satte mig ved siden af ham i den højrøde sofa. Ikke sådan der lige ved siden af hinanden. Vi sad i hver ende af sofaen. Han sad i sin egen verden. Han lagde ikke mærke til mig.

"Hej," sagde jeg.

"Hej." Han lød overrasket, måske havde han troet at jeg ikke ville tale til ham igen efter kysset. 
Sandheden var at jeg godt kunne lide det, men var det ingen der skulle vide. Jeg havde ikke besvaret kysset eller skubbet ham væk. Jeg havde bare stået der, med hans læber mod mine. Hans arme rundt om livet på mig og ønsket, at han aldrig ville lade mig gå.

"Jeg troede ikke du ville tale til mig mere," sagde han. Han havde et forpint ansigtsudtryk 

"Selvfølgelig vil jeg det, vi er jo venner," sagde jeg overrasket over det han sagde.

"Lily... Det altså okay hvis du hader mig. Det jo ikke noget nyt under alle omstændigheder. Du har altid hadet mig. Det helt okay hvis du aldrig har lyst til at tale til mig mere." Jeg kunne tydeligt se på ham hvor meget det sårede ham at sige disse ord og hvor meget selv kontrol det krævede af ham. 
Jeg havde lyst til at tage hans hånd. Sige til han, at sådan var det ikke. At jeg ikke hadede ham. At jeg aldrig havde hadet ham. For i dette øjeblik var det gået op for mig, at jeg aldrig havde hadet ham.

"James, jeg hader dig ikke." Han kiggede mig for første gang i øjnene. "Jeg har aldrig hadet dig!" Han stirrede vantro på mig.
"Faktisk så tror at vi kunne blive fine venner. Men det der... Altså... Jeg mener det der... Det der med kysset."

"Angående det der med kysset. Hvorfor skubbede du mig ikke væk eller sådan noget. Du må efterhånden være ret trænet i afvisninger."
Jeg undlod at svare. Jeg kunne ikke lide den måde han sagde det på. Eller måske var det bare fordi, han sagde det.

"Pointen er James, vi skal bare være venner." Min mave trak sig sammen til en knude. "Bare venner!"

"Okay, fair!" Jeg kunne se at han var såret, men jeg vidste at han ikke havde forventet mere.

Jeg rejste mig.
Jeg skulle lige til at gå op ad trappen til pigernes sove sal, da jeg kom i tanke om noget.

"Og James!" Sagde jeg.

"Ja?" Svarede han lidt for hurtigt.

"Tak for komplimenterne." 

"Jeg troede du var sur over det?" Sagde han spørgende.

"Det gør ikke noget, når det er dig," sagde jeg.

Han blinkede til mig. En af de der åndsvage ting han så ofte gjorde når vores blikke mødtes. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Smile op til begge øre. Og et smil, var intet mindre, end hvad jeg fik tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...