Lyset der forsvinder i mørket

"Lov mig at du aldrig stopper med at følge lyset. Ellers forsvinder det i mørket" //// Jack, Esmeralda, Miranda og Matt er alle fire forskellige personer fra fire forskellige verdner. De har kun en ting til fælles: de har alle en drøm, et lys som de aldrig vil stoppe med at følge. Jack vil være musiker, men har problemer med at komme igang. Esmeralda vil gerne finde sin rigtige mor, men oplysningerne er ikke nemme at finde. Miranda ønsker brændende at eje en cafe, men pengeproblemerne tårner sig op ved siden af hende. Matt har kun et ønske: at hans bror bliver rask. Hver især udlever de deres drømme på deres egne skøre, fantastiske og tårevækkende rejser. De fire unge vil gøre alt for deres drøm. De vil gøre alt for, at lyset ikke forsvinder i mørket. /// Deltager i "Følg dine drømme" - konkurrencen, valgmulighed 1.

2Likes
4Kommentarer
474Visninger
AA

4. --

De grå vægge omslugte rummet, og der var ikke meget lys, der kom ind. Der var en bænk i rummet. Den stod lænet op af den grå mur. På den sad de to drenge, Jack og Andrew. De kiggede ikke på hinanden. Blot ligeud på tremmerne foran dem. De ventede på noget, et eller andet der skulle vende deres skæbne. Et vendepunkt. Men alt var stille. Der skete ikke noget. Der hang et ur ude på væggen foran tremmerne. Det var politimændene, der havde moret sig med det. På den måde kunne drengene se tiden gå. De kunne se alt den tid, de ville tilbringe der, medmindre der var nogen, der købte dem ud. Men lige indtil videre så det ikke sådan ud. Jack drejede sit hoved og kiggede for første gang i tre dage på Andrew. Han var noget af et pus ham Andrew. Helt lille og svag mindede han Jack om en lillebror, han skulle tage sig af og passe på. Ikke at det var gået så godt. Det grå og ensformig fængselstøj var for stort til ham. Han havde rander under øjnene og tårestriber ned af kinderne. En rød farve dominerede i hans øjne. Han kiggede ikke tilbage på Jack, men stirrede blot ud på uret. Han ventede på tiden, men den var allerede gået for ham. Jack vidste ikke, hvad han skulle sige. Han ville sige undskyld og give en trøstende hånd, men vidste ikke, om tidspunktet var rigtigt. Han ville opmuntre ham, men heller ikke dette virkede rigtigt. Andrew drejede hovedet og åbnede forsigtigt munden. En svag, røstende stemme fyldte rummet med den første lyd, de havde hørt i tre dage. Det føltes, som en længe ventet gæst, der endelig dukkede op.

     ”Det er ikke din skyld Jack.” Han drejede hovedet væk igen. Jack blev både lettet og forbavset. Han havde ikke forventet at Andrew ville snakke til ham igen. Hans spinkle stemme overraskede ham, men med den elendige mad og væske de fik her, var der en god forklaring til det. Hans egen mave rumlede efter ordentligt mad. Han rykkede sig lidt tættere på Andrew. Så tæt at han kunne mærke hans kropsvarme, som dog var rimelig koldt. Den stakkels dreng sad jo også og rystede en smule. Jack var også selv lidt kold, men lagde den tanke til siden og satte armene om sin ven. Sådan sad de i noget tid og varmede hinanden. Ingen af dem sagde noget. Begge sad de bare og stirrede på uret, som tikkede fremad langsomt. Minutterne sneglede sig afsted. En raslende lyd kunne høres i det fjerne. Den kom tættere på. Drengene rettede sig op og spidsede ørene. Rasl, rasl, rasl. De kiggede på hinanden og fik begge en rynke i panden. Det var ikke frokost tid endnu. En politimand kom til syne. Han var rund ved maven og skaldet på hovedet. Poserne hang søvnløse under øjnene. Han sukkede dybt og hårdt, mens han tog nøglebundet op. Det raslede. Hans fingre kørte rundt mellem nøglerne. Nogle af dem skubbede han væk, mens andre studerede han lidt nærmere, før han også skubbede dem væk. Efter han havde været igennem næsten hele bundet, fandt han den rigtige nøgle. Hans hænder rystede, da han satte den i hullet, og celledøren åbnede knirkende op. Han kiggede på de to drenge. Den dominderne farve i hans øjne var mørkegrøn, men man kunne antyde lidt sort blandet med. Han tog sin lange, grimme, tykke pegefinger op.

     ”Dig.” Han pegede på Andrew. Han kiggede uroligt over på Jack, men han nikkede bare til ham. Andrew rejste sig op. Han gik svajende og usikkert over til politimand, som sendte et ondt smil til Jack. Andrew vendte sig om og sendte ham et venligt smil. Et ”vi-ses-snart-igen”-smil. Han vendte sig om igen og gik ud af celledøren. Jack fik tårer i øjnene. Han ville tørre dem væk, men kunne ikke flytte sine arme. I slow-motion mærkede han den ene tåre ryge ned af kinden, mens han så hans ven komme ud i livet. Det rigtige liv med alle dets problemer og pragtfulde eventyrer. Andrew forsvandt ude af syne sammen med politimanden, og tilbage sad Jack alene. Allerede nu følte Jack, at verden var blevet mindre, og mulighederne sank ind og blev så små som ærter. Han tænkte over, hvad han havde udrettet med sit eget liv. Ikke rigtig noget. Hans liv var tomt. Han foldede sine hænder og lukkede øjnene. Han tog en dyb indånding og begyndte at mumle.

     ”Kære Gud. Giv mig en chance til! Jeg lover at blive et bedre menneske. Jeg lover at udrette noget med mit liv, og jeg lover at gå i kirke så ofte som muligt. Jeg vil bare have en chance til. Pleace!” Han pressede hænderne mere sammen og mumlede de samme ord igen og igen. I det fjerne kunne man høre tunge skridt nærme sig. Jack satte sig forskrækket tilbage. Med skridtene fulgte råb, men de var for lang væk til, at Jack kunne høre, hvad der blev sagt. Han gad heller ikke høre efter lige nu. Hans hjerte satte op i fart og pressede sig længere ind mod væggen. De tunge, hurtige skridt nærmede sig. Råbene var sænket ned til normale stemmer. Men det var kun en stemme, der talte. Jack undrede sig, men fik ikke lang tid til det, for i samme nu kom politimanden fra før til syne. Han så skamfuld ud og stod blot og nikkede svagt. Med ham fulgte en anden betjent, den talende. En lille dreng, med striber af tårer ned fra øjnene, fulgte også. Han kiggede Jack lige i øjnene. Drengen var lille og svag. Jack smilede, og Andrew smilede tilbage.

     ”Hvordan kunne du tage fejl? Helt ærligt!” Den talende politimand tog en hånd op til hovedet, mens politimanden fra før åbnede buret og skubbede Andrew ind. Politimanden trådte et skridt tilbage og lod den talende træde ind i celledørsåbningen. Han tog hans tynde finger op og pegede på Jack. Han åbnede munden og sukkede ordene ud.

     ”Dig, Jack, kom så.” Jack blev lidt overasket, men rejste sig op og gik over til politimanden. Han kastede et blik på Andrew, som stod med bøjet hoved. Han sank en klump og lænede sig over mod ham.

     ”Jeg finder en måde at få dig ud på. Bare rolig.” Andrew kiggede ham i øjnene og rystede på hovedet.

     ”Tag nu ud og lev dit liv Jack. Tænk ikke på mig.” De smilte til hinanden, og Jack gik ud af cellen, som blev låst efter ham. Politimanden tog fat i ham og skubbede ham afsted, men Jack ænsede ikke noget. Det var først, da de kom ud fra stationen, og politimanden gav slip på ham, at han åbnede kiggede. Det var efterår. Bladene fra træerne begyndte at falde ned i smukke farve. Det var, som om solnedgangen havde trukket sig ned over vejene. Jack skimtede med øjnene og holdt en hånd op for dem. Nede ved parkeringspladsen stod en dame og ventede. Jack sank en klump og gik stille ned til hende. Hun var mager og havde et brunt, slidt sjal hængende om skuldrene. Hendes ansigt var tom for følelser. Man kunne ikke læse, hvad hun tænkte. Jack nåede ned til hende og kiggede ned i jorden.

     ”Hej mor,” prøvede han frem, men fik ikke et smil tilbage. Hun sukkede.

     ”I al den tid troede jeg, du havde et job. Du løj for mig.” Jack sank en klump. Hun vendte sig rund og tog noget op i hænderne.

     ”Jeg vil ikke se dig igen, før du har fået et ærligt job. Vov ikke at komme tilbage her før du tjener rigtige penge. Her er alt du ejer.” Hun rakte ham en guitar. Den var brun og egentlig ikke noget særligt, men det havde været hans afdøde fars guitar. Han kiggede med tårer i øjnene op på moren. Stadig ikke nogle følelser. Hun rakte hånden frem med nogle penge. Jack tog forsigtigt imod dem, men havde det, som havde han dødsdømt hele familien nu. Moren sukkede dybt.

     ”Farvel Jack.” Hun vendte sig rundt og efterlod Jack alene tilbage på en parkeringsplads med en guitar og sedler i hånden. Han kiggede efter hende.

     ”Farvel mor,” hviskede han og begyndte at gå i den modsatte retning, mens tårerne flød ud af hans øjne som et vandfald. Dog forblev han stille, mens han gik. Helt stille og helt alene. Der var kun ham og hans tanker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...