Lyset der forsvinder i mørket

"Lov mig at du aldrig stopper med at følge lyset. Ellers forsvinder det i mørket" //// Jack, Esmeralda, Miranda og Matt er alle fire forskellige personer fra fire forskellige verdner. De har kun en ting til fælles: de har alle en drøm, et lys som de aldrig vil stoppe med at følge. Jack vil være musiker, men har problemer med at komme igang. Esmeralda vil gerne finde sin rigtige mor, men oplysningerne er ikke nemme at finde. Miranda ønsker brændende at eje en cafe, men pengeproblemerne tårner sig op ved siden af hende. Matt har kun et ønske: at hans bror bliver rask. Hver især udlever de deres drømme på deres egne skøre, fantastiske og tårevækkende rejser. De fire unge vil gøre alt for deres drøm. De vil gøre alt for, at lyset ikke forsvinder i mørket. /// Deltager i "Følg dine drømme" - konkurrencen, valgmulighed 1.

2Likes
4Kommentarer
467Visninger
AA

3. -

Vandet sprøjtede i alle retninger, hver gang de trådte ned i en pyt fra gårdagens uvejr. Jo hurtigere de løb, jo mere vand sprøjtede op i deres hoveder. Mørket omslugte gaden. Gadelygterne hjalp ikke meget, men gav alligevel nok lys til, at man kunne se omgivelserne. Der var ingen skyer på himmelen, og månen var forsvundet. Kun stjerne var på himmelen, trofast. Der var ikke et øje at se langs gaden. Alle havde for længst trukket sig ned i dynernes varme land. Kun de trampende føder gennem vandet på gadens sten kunne man høre i den ellers stille nat. Nå ja, og selvfølgelig de høje råb fra politimændene bag dem. De to drenge spurtede med vindens kraft. Deres hår var klisteret fast til panden med sved. Deres vejrtrækninger var hurtige og skælvende. De havde brug for et hvil. De sendte hinanden et blik og sank en klump på samme tid. Dog sænkede de ikke farten. Øjnene fløj rundt, søgende efter mulige flugtveje, men gaden fortsatte ligeud i lang tid. Drengen, med det nervøse blik i øjnene og en vest klamrende til hans lille krop, sagde noget, men det blev overdøvet af hundebrøl og smadret glas, som de løb igennem på gaden. Den anden dreng, med et glimt i øjet og et drenget look med en brun kasket som prikken over i’et, råbte ”hvad” så højt, han kunne.

     ”Det ser ud til at blive enden det her,” gentog den nervøse dreng. Den anden dreng kiggede skamfuldt ned i jorden. Han smilte og sukkede, men ingen af dem stoppede med at løbe.

     ”Sig ikke til mig, at du ikke har nydt det,” svarede han tilbage med et smil. Han kiggede den anden dreng i øjnene, og de brød begge ud i latter. Deres prustende stemmer hjalp fødderne og råbene til at give natten en ny klang. En klang af frygt, længsel, drømme og angst. De kiggede på hinanden. Alt, hvad de havde udrettet, jagtede dem, som hunde efter bolde. Begge havde de tanker om at stoppe, at give op, overlade det til skæbnen. Bare stoppe med at løbe og kaste sig ind i et liv bag tremmer. Men ingen af dem stoppede. Ingen af dem gad se i øjnene, hvad de havde gjort, og hvilke konsekvenser det havde fået. Gaden var mørk og lang og umulig at løbe væk fra. Det var umuligt at slippe væk. Begge drenge stønnede, og deres føder sænkede farten en smule, men ikke nok til at politiet kunne indhente dem. Vejen begyndte at gå opad. En lille bakke de hurtigt var over, men igen sænkede det farten på deres løb. Deres tanker var ens, men ingen af dem turde sige det højt af frygt for, hvad den anden ville synes om ideen. Lige nu handlede det blot om at løbe. De sukkede begge to i kor og skimtede hinanden ud af øjenkrogene.

     ”Skal vi…. Du ved… stoppe?” Tøjet hang slapt ned over skulderne på den ene af drengene. Han havde trætte øjne og en pose fyldt til randen med smykker. De smukkeste af dem alle. Hjerter udskåret i guld med blå diamanter på, jomfruer sidende som havfruer i ægte sølv og ringe i de smukkeste udskæringer. Det var dyre sager, som de kunne tjene mange penge på. Begge drenge var fattige og havde brug for penge til familien. Drengen med kasketten overvejede spørgsmålet grundigt. Han havde tænkt på det samme, men et liv bag tremmer lød ikke så tillokkende. Dog var det en være suppedas, de var havnet i, og de slap nok ikke ligefrem godt ud af den. Han kiggede op på den anden dreng. Han så bange ud, udmattet og klar til at give efter. Kasket-drengen nikkede med en blanding af tab og tilfredshed. Han kiggede på vest-drengen og smilede.

     ”Det har været nogle gode eventyr var?”

     ”De bedste” smilede han tilbage. De tog begge en dyb indånding og stoppede. Midt på gaden, i mørket under stjernerne, stod der to drenge og smilede til hinanden. De ventede på deres skæbne, som kom drønende med fuld fart og omringede dem. Der blev råbt en masse, men ingen af drengen hørte det. De tænkte tilbage på alle de minder, de havde haft. Alle de eventyr de havde oplevet, og det store venskab de delte. De satte sig langsomt ned på knæ med hænderne bag hovedet. De mærkede begge to, hvordan håndjernenes kolde, sølvfarvede metal koldt gled rundt om deres håndled. Begge blev de rejst op og både politimændene og drengene begyndte langsomt at gå tilbage af gaden, de lige havde løbet på. Den gade der havde afgjort deres skæbne. Nogle af lejlighederne var lyst stille op. Der var nok nogen, der var vågnet af alt det spektakel, der var blevet skabte på gaden den nat. Stjernerne var stadig de eneste, der lyste tappert ned på alle lejlighederne og personerne, der gik i mellem. Natten var klar, som deres hensigter. En trist tåre trillede i et lavt tempo ned af begge drenges kinder. Deres familier kunne ikke klare sig længe uden deres hjælp, hvis de overhovedet ville have den efter et besøg på politistationen. Vandet plaskede stadigt lidt, når de gik igennem pytterne, men det var ikke ligeså højt og majestætisk som før. Det var enden, der var kommet tideligt hos de to unge fyre. Det var enden for kasket-drengens og vest-drengens eventyr. Det var enden for Jack og Andrew.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...