Blue, Shay

Shay får nok af sit trættene liv i Michigan og tager til Australien, bare for at få en kort pause. Men er det overhovedet en forbedring? For kan man stole på sin charmerende, men mystiske, nabo Calum? Og hvorfor kender halvdelen af skolen hende ,når hun ikke engang selv gør? Hvem er den mystiske piges navn der bliver ved med at dukke op? Noget er helt galt.

0Likes
0Kommentarer
64Visninger

1. En rejse væk

Jeg kan godt bruge en pause. Et lille pusterum. Væk fra planlægning, der aldrig bliver til noget alligevel. Væk fra humørskift og mutte miner, der springer og bliver til raserianfald. 

Med et lille suk, folder jeg mit eneste par normale shorts sammen, og smider dem ned i den mørkeblå kuffert, der står på min uredte seng. Alt er pakket og jeg er mere end klar til at forlade det hele, selvom det bare er for et par måneder.

Efter mine forældres skilsmisse, er alting visnet og er i dette øjeblik i processen til at dø og rådne. Volleyball holdet har sparket mig af holdet. Vennerne stoppede pludselig med at ringe. Søvnløse nætter. Maybe you know the drill. 

Jeg sætter mit store krøllede hår op i en hestehale og retter på den nussede t-shirt. Michigan High står der. Ikke ligefrem et sted jeg vil savne. Men jeg kommer til at savne mit barnlige værelse og væggene der er plastret til med plakater, med folk som jeg ikke engang kan lide længere.

Men det skal nok alt sammen gå, ven, tænker jeg og trækker let på smilebåndet, for første gang i lang tid.

 

"Shay?" råber min far. Jeg skal lige til at gå ned, da han stikker hovedet ind af døren. "Hva' så, lille teddy?" hans mørke hud rynker let om øjnene, da han smiler og jeg aner de grå hår pure frem. Gud, hvor er han blevet gammel, på ingen tid. Præcis som mor.

Misforstå mig nu ikke, jeg elsker mine forældre. Meeen, helst når der er et par kilomenter i mellem dem. 

"Hey, far." 

Han ser på kufferten. "Er du sikker på du vil afsted? Det er i ret lang tid og du kender jo næsten ingen..."

"Jeg er sikker."

"Hvis du bliver kan det da også blive hyggeligt. Vi kan tage ned og se den der film du talte om." siger han og krammer mig.

"Far, den stoppede med at være i biografen for... måske tre måneder siden." 

"Oh..." svarer han og giver slip på mig, "det må du virkelig undskylde."

Jeg smiler anstrengt til ham. "Det er helt okay. Så god var den vist alligevel ikke. Men eh, jeg må nok hellere gå nu, ellers når jeg sikkert ikke mit fly... Farvel far." jeg giver den rug hånd et lille klem.

***

Da jeg sætter mig ind i taxaen, er sommerfuglene ved at flyve ud af halsen på mig og kvæle mig. Langsomt bliver det lille gule hus væk i bagruden. Mine hænder ryster let da jeg spænder sikkerhedsselen. Men det er en god ryst. Som om hele min krop er fyldt med en helt særlig energi. En energi der ikke har veninde, søvn eller familie problemer.

Jeg har ikke været i Australien i lang tid... vi var der mest dengang jeg var lille.

 Det bliver nok meget sjovt at komme tilbage, though.

 

 

Snork, snork. sorry. Skriver udelukkende på grund af kedsomhed så hvis noget ikke giver mening ja... så er det derfor :D

Det er bare det første kapitel, så... nok ikke så forfædeligt spændende.

Det er også første fanfic så.... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...