Forvekslet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2016
  • Opdateret: 29 mar. 2016
  • Status: Igang
Civilisationen er blevet angrebet. Verden er blevet ændret, og nye alliancer er opstået uden omverdenens kendskab. Det er nu 15 år siden. Udover ruiner og en befolkning i drastisk undertal, er der ikke nogle tegn på krigen. Alle har trukket sig tilbage til sin trygge tilstedeværelse, og at snakke om, hvad der skete dengang, er blevet et tabu. Blandt den lille befolkning, findes en lille gruppe, der stadig kæmper for civilisationen. Men hvad gør man, når ens mester pludselig bliver anklaget for at stå i ledtog med Sailerne?

0Likes
0Kommentarer
50Visninger
AA

1. Et uheldigt sammentræf

 

Et stort mylder af mennesker rendte ind og ud af den store, hvide bygning, der lignede enhver anden i Byen specielt med den kedelige, slidte facade. Mylderet var ren hverdagskost, og de fleste tog det som en selvfølge. Alle havde travlt med at nå deres opgaver, og de fleste tog ikke hensyn til hinanden, hvilket var ved at forårsage mange sammenstød mellem de stressede voksne. 

    Anna, en ung pige omkring de femten år med langt lyst hår, var stoppet op foran den store, forfaldne bygning, hvis maling var skaldet af de fleste steder. Hun lignede en lille pige, som hun stod der og beundrede den. Der var ingen, som lagde mærke til hende, eller tænkte på hende længere tid, end det tog dem at vrisse af hende, fordi hun stod i deres vej. 

    Anna kiggede længe på bygningen og studerede hver en detalje, selvom hun havde været der masser af gange før. 

    En lang trappe, der var tvedelt af et rustent gelænder, førte op til den store glasdør, der hele tiden blev åbnet og bagefter langsomt lukkede, hvis den altså nåede det, inden en ny skulle ind. Mylderet indenfor var lige til at ane, hvis man altså forsøgte. Og det gjorde Anna. Det var en af de højeste bygninger i kvarteret, og lå lige ud til resterne af Alléen, der var blevet hårdt udsat under Angrebet. Faktisk var det kun denne bygning som havde overlevet. Dog var den ikke længe om at stå alene på vejen, for hurtigt fik man tropperne i massere af arbejde, og de byggede tre huse oveni. Eftersom tiden var gået, var der kommet flere, og den lange vej virkede ikke længere ligeså ruineret. For nogle år siden fik de endelig fjernet de sidste blokke fra vejen, og trafikken begyndte igen at køre her. I stor stil endda. Det var nu den mest trafikerede vej i regionen, og alle var meget henrykte over det. Folk var begyndt at bilde sig selv ind, at der ingen krig havde været. At Sailerne aldrig var kommet og havde voldsdømt deres by. Voldsdømt deres land og alle, der delte samme mening. Alle dem, der ikke godtog et enmandsstyre. Alle dem, der ikke ville have deres overordnede til at styre deres land. Edward York Wensley. Det berømte navn alle kendte. Manden bag Angrebet.  

    Men folket var ved at blive for godtroende. 

    De regnede ikke længere med at Sailerne ville angribe endnu engang, og flere vagtposter rundt omkring var blevet kaldt tilbage med årerne, hvilket betød, at sikkerheden var faldet med fireogtres procent. 

    Det var dumdristigt, men ingen regnede længere Sailerne som en trussel. 

 

    Anna hoppede til siden, da en middelaldrene mand med en mappe stoppet med papirer under sin arm og en tør og kold kaffe i hånden var ved at storme ind i hende, mens han prøvede at finde rundt i sine papirer, der nær var ved at flyve væk. 

    Hun smilede og morede sig over, hvor blinde folk kunne være, når de havde travlt. Hendes blik fangede igen bygningen, inden hun tog en dyb indånding og tog de første skridt imod den, som hun havde gjort hundredevis af gange før. 

    Alligevel faldt spændingen ikke. 

    Hun huskede tydeligt første gang, hendes far havde taget hende med derhen. 

    Hun var lige fyldt syv og havde et dusin sommerfugle i maven ved tanken om at skulle træde ind i hovedbygningen. 

    Tina, hendes mor, havde syet den pæneste blå kjole til hende, der flagrede vildt om hendes sommerknæ. Hun havde fået den i fødselsdagsgave, og det var første gang, hun bar den. 

    Annas klare, blå øjne skinnede af glæde, og enhver ville kunne se, at det var en stor dag for hende. Det vil sige alle dem, der hævede blikket i forbifarten. 

    Hun klemte hårdt farens hånd, der kiggede ned på hende og smilede betryggende. 

    Albert bar sit sædvanlige arbejdstøj, som det krævedes af sekretærerne: en blågrå skjorte, der var stukket ned i de kakkifarvede bukser. Sorte laksko, der absolut skulle skinne og kridhvide strømper nedenunder, der tydeligt kunne ses, da alle bukserne var lidt for korte til de hårdtarbejdende sekretærer. 

    Anna havde altid været stolt over sin far, og hun elskede at fortælle sine kammerater om farens arbejde i hovedbygningen sammen med alle dem, som var med til at styre regionen. 

    Selvom hun kun var der et par timer, huskede hun det hele. Selv da Albert skulle hente kaffe, og der pludselig ikke var flere bønner tilbage. Hun havde fascineret stået og set sin far komme en ny omgang i. 

 

    Anna åbnede døren ind til hovedbygningen og kiggede straks op, da hun trådte ind. 

    Hun havde aldrig kendt et sted, der havde højere til loftet end her. Der måtte være fem gange så højt op i forhold til hjemme hos dem selv, og tagvinduerne fik det hele til at se endnu større ud.

    Der var syv etager i bygningen. De første stødte rundt i sidderne indtil loftet kom, og de næste fortsatte op, så der kom et hul mellem de to udbygninger. Det kunne næsten se ud som om at bygningen skilte sig, hvis man så det oppefra. 

    I centrum af al mylderet, der hvor der næsten virkede kulsort af mennesker, og hvor man burde tro det var svært at få luft, stod receptionen. De havde altid travl, og Anna beundrede langtfra deres arbejde. Men hun måtte dog give dem, at de formåede at holde hovedet koldt. Mens de arbejdede. 

    De fleste måtte stoppe efter et halvt års tid, fordi de fik stres og derfor blev udelukket til jobbet, men det kendte Anna selvfølgelig ikke noget til. 

    Anna gik straks til højre langs væggen, hvor hun vidste der var færrest mennesker. Et par plastik planter nåede at skære hende i ansigtet, inden hun hoppede ind i den halvtfyldte elevator og tjekkede, at der var trykket på syvende sal. Da der ikke var det, skyndte hun sig at gøre det, inden en mand i pænt jakkesæt trådte ind, og elevatoren begyndte sin opstigning. Der var aldrig mange, der skulle op til syvende sal. Syvende sal var det sted, hvor folk med mest indflydelse på beslutningerne holdte til. Hendes far var blevet forfremmet, dog stadig som sekretær, og var rykket to etager højere op. Det var stort, så Tina lavede kylling den aften. Noget man normalt kun fik juleaften.

    I hovedbygningen var man mest værd jo højere oppe, man var, pånær dem, der stod i receptionen, de var alle meget respekterede i bygningen. 

    Hvis man arbejdede på de små kontorer på anden sal, skulle man ikke forvente en hilsen fra dem over én. Men samtidig med at de fleste syntes, at dette var et irriterende princip, gjorde de det også selv, på dem lavere nede i bygningen. Hierakiet kunne man lige så godt kalde det, tænkte Anna.

 

    Opstigningen i elevatoren gik langsomt, da der næsten var trykket på alle syv etager, men Anna havde ikke spor imod det, for spændingen steg på en dejlig måde ved hver etage, de passerede. Der blev langsomt tyndet ud i den varme elevator, og det blev efterhånden mindre besværligt at trække vejret. 

    Da elevatoren stoppede på den øverste etage, var de kun to i den. 

    Anna og en middelaldrene kvinde i et pink jakkesæt til damer. Den iøjefaldende, grimme nederdel sad stramt ind til damens magre krop, og hendes hvide ben var lige til at ane over de høje støvler. Hun havde sat det mørke, tynde hår op i en knold, og nogle få grå hår var tydelige hist og her. 

    Anna smilede til hende og gjorde tegn til, at hun bare kunne gå først. Uden at værdige Anna et blik gik hun med næsen opad ud af elevatoren. 

    Anna, som efterhånden var træt af folks arrogante opførsel her på stedet, fulgte efter hende ud. 

    Syvende etage, var den mindste af alle, selvom den kunne virke som den største, fordi den ikke var delt op i en masse små kompakte kontorer, og der nærmest var helt mennesketomt. 

    Der var store rum på hele etagen, og det burde være forbudt at klage over designet. 

    En lang bred gang førte ned til Mr Magnussons kontor, hvor Albert nu engang arbejdede tooghalvtreds timer om ugen. 

    Hun fulgte efter den høje dame i de sorte stiletter, som Anna ikke forstod, hvordan hun kunne bære en hel dag, mens hun prøvede ikke at blive lagt mærke til. 

    Efter de mange besøg i Hovedbygningen havde Anna fundet ud af, at politikerne på syvende sal krævede ro og respekt, når de arbejdede, hvilket var stik modsat de andre etager, hvor man knap nok kunne høre hinanden på en meters afstand for al den larm. 

    Anna kunne efterhånden se enden på den lange gang, der sluttede ud i en stor rund dør, der var lukket helt af for omverdenen, og som altid var lukket. 

    Hun løb hurtigt med ind på kontoret, da den fine dame åbnede døren og trådte elegant ind. 

    Dette kontor lignede de fleste andre på etagen, bortset fra køleskabet, der stod ovre i hjørnet. 

    Kontoret var stort og havde masser af gulvplads. For enden af de to langvægge hang et stort maleri, der næsten fyldte hele gavlen. Det var et portræt af den ældre mand, som havde været borgmester under angrebet. Han havde intet hår på hovedet, og hans ansigt var hårdt og usympatisk. Han havde en stor næse og et par runde, tykke briller. Også han bar et jakkesæt af fineste kvalitet, og det var næsten ikke til at se forskel fra de mange andre, der var i denne bygning. Måske bortset fra, at der var to store knapper i jakken, der begge var armigrønne. I bunden af maleriet var et navn indgraveret med krusede guldstrøg; Victor Wesley. 

    Den berømte borgmester, der fuldkommen havde svigtet under angrebet. Det var nu også derfor, at borgmesterposten var afskaffet. Men selvom Mr Magnusson ikke måtte kalde sig borgmester, var det tydeligt for enhver, at det var det han arbejdede som. 

    Neden for maleriet stod et stort skrivebord af massivt egetræ. Det var næsten helt ryddet for papirer, kun en stak lå på midten ved siden af en blækpind og en dampende kop sort kaffe. 

Alberts arbejde. 

    Ved skrivebordet sad Mr Magnusson, der var lille og godt oppe i årerne. 

    Elias Magnusson var en kedelig mand med et højt temperament, men han formåede at sige, hvad folk ville høre, hvilket sikkert var grunden til, at han var kommet så langt, for Albert syntes tit, at han havde hovedet under armen, selvom han ikke var meget for at indrømme det.  

    Godt nok havde Elias siddet på posten i mange år, og han havde mange erfaringer med sig, men hvis nogen foreslog en idé, eller lavede om på hans beslutning, skulle man ikke regne med at blive rost. Tværtimod. Elias var nemlig sådan, at han ikke kunne fordrage, når folk prøvede at tage hans stilling som formand, og det var netop det, som han var bange for ville ske, hvis han gav dem for meget ret. Og hvor ville det være frygteligt. 

    Albert sad oppe af langvæggen ved sit ydmyge skrivebord og var igang med nogle regnskaber, da de trådte ind. Han tog ikke blikket op, da han kun havde set Mrs. Bertelsen komme ind og ikke Anna, der havde sneget sig med. 

    Mr. Magnusson kiggede afventende op på sin assistent og håbede på, at hun virkelig havde noget vigtigt at sige, eftersom hun kom og forstyrrede ham lige nu, hvor han havde vovet at tage sig en pause. 

    "Ja, Katarina?" sagde han, og var ved at blive utålmodig. En så travl mand som ham, havde ikke tid til at vente. Specielt ikke når han havde pause, mente Mr Magnusson selv. 

    Anna tog ikke blikket fra dem, da hun langsomt nærmede sig farens skrivebord, og måske burde hun have gjort det, for i næste øjeblik hørtes der et højt brag, og Mrs Bertelsen udstødte et forskrækket hvin. 

    Elias Magnusson rejste sig vredt op og kiggede olmt over på Anna, der stod ved siden af en væltet stol, der måtte have vejet et fnug. 

    Annas hjerte hamrede hurtigt i brystet, mens hun forsigtig kiggede undskyldende på formanden. 

    Men selvom han ikke så glad ud, kunne hun ikke vide, at dette glædede ham mere end noget andet. Han havde ikke længere lyst til at fortsætte sit arbejde, og Mr Magnussons store fritidsinteresse var at føle sig på toppen af hierarkiet. Hvilket netop var noget, han ville kunne mærke nu. 

    Anna åbnede munden i et overrasket O og ville sige noget, men den ellers retfærdige pige, var blevet helt tav. 

    "Hvem er du, og hvorfor kommer du snigende her?" spurgte Mr Magnusson, hvis ansigt så vredt og bestemmende ud. Selvom hun havde været her mange gange før, mens faren havde arbejdet for ham, kunne han selvfølgelig stadig ikke huske hende, som om han havde valgt at ignorere hende de andre gange. 

    Albert var vågnet op og lagde flovt regningerne ned på sit bord, mens han håbede, at hans datter ville tænke sig om og undskylde overfor Mr Magnusson. 

    Anna havde holdt øje med både Mr. Magnusson og assistenten, og det gik pludselig op for hende, hvor egoistiske de var. Hun fortrød det straks, det øjeblik hvor hun havde tænkt tanken, men hun vidste det passede. 

    Anna rankede ryggen og kiggede friskt op på formanden, der stadig stod op.  

    "De burde finde en anden indretningsarkitekt," foreslog hun, og Mr Magnusson fandt hende allerede provokerende, hvilket var en meget sjælden tanke nogen havde skænket Anna. "Mit navn er Anna Gage Harris, datter af Albert Harris, som nu har været Deres sekretær i et år. Det er en fornøjelse at møde Dem - igen - og undskyld larmen. Fortsæt endelig bare."

    Hun smilede til dem og stod og gentog de ord, der lige havde forladt hendes mund. Uden hun havde knørklet i det. Måske havde hun alligevel overvundet den generthed, som havde overmandet hende, da hun var elleve. 

    Formanden og hans assistent stod begge måbende og kiggede på den yngre pige, der lige havde talt sådan. Aldrig havde de været vidne til sådan en ting, og de vidste ikke engang, om det var forbudt. Hvilket de jo egentlig burde vide. Hun havde snakket høfligt hele vejen igennem, kommenteret på møbelindretningen, hvilket i enhver anden samtale ville have været underligt, og så havde hun bare præsenteret sig selv. Men noget inden i Mrs Bertelsen fik alligevel hadet frem. 

    Den gråhårede sekretær prøvede at undertrykke et grin ved at begrave munden i et lommetørklæde, og Albert kiggede begejstret ned i bordet, selvom han vidste, at det var nødt til at få konsekvenser for sin datter. 

    Mr Magnusson vidste ikke, hvad han skulle sige, og han kunne fornemme, at hvis ikke han gjorde noget, ville de hurtigt tro, at han var blevet mundlam overfor en lille pige. Og det var selvfølgelig ikke sandt. Så så almindeligt og hverdagsagtigt som muligt vendte han hovedet over mod sin næstkommanderende. 

    "Mrs Bertelsen, jeg har ikke hele dagen. Enten fortæller du mig nu, hvad du har at sige, eller også vender du rundt og går ud af døren igen," sagde Mr Magnusson henkastet. 

Mrs. Bertelsen skævede over mod Anna, og forbandede den lille pige, inden hun åbnede munden og fortalte om røveriet på Secondstreet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...