På Bakken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2016
  • Opdateret: 23 apr. 2016
  • Status: Igang
Den handler om valg, kærlighed og at ville ofre alt for sin familie.

0Likes
0Kommentarer
117Visninger
AA

2. 3 pølser

“Tak fordi du fangede min hund.” Sagde ham med de brune øjne. 

“Det var så lidt” Sagde hun med en så lille stemme, at man næsten ikke kunne høre den. Hun rejste sig op med snoren i hånden. Hun opdagede, at de var kommet langt inde i skoven, og nu da hun bedere kunne se, hvem det var hun stod over for, så hun at han havde fint, rent tøj på, og perfekt klippet hår. Han kunne ikke være fra hendes kvarter. Han måtte komme fra Bakken, hvor de fine og store huse lå. “Må jeg få min hund?” Spurgte han og nikkede mod hunden. Hun nikkede stumt og rakte forsigtigt snoren til ham. Han smilede til hende. Pludselig blev hun flov over sit slidte, gamle tøj og sit uglede hår, og ønskede at hun havde taget noget pænere på og måske havde sat håret lidt op. Men så blev hun irriteret, over han fik hende til at føle sådan. Hvad bildte han sig ind og komme her og dømme hende, når det var hans hund, der havde fået hende til at løbe som en gal og få uglet sit hår. Men hans øjne var ikke dømmende, de var nærmere undersøgende. Hun prøvede at gøre sig så lille som muligt under hans blik, men hun kunne ikke undslippe hans søgende øjne. “Hvad hedder…?” Nåede hun kun at høre, inden hun vendte sig om og spænede ind mellem træerne. Hun efterlod ham stående tilbage med et forvirret blik i øjnene. 

Hun vidste ikke hvorfor hun havde løbet sin vej. Han havde jo ikke gjort noget mod hende, han havde faktisk bare været sød. Men nu var det forsendt at lave om på noget. Istedet koncentrerede hun sig om at finde nogle bær eller noget andet spiseligt. 

 

Hun gik hen ad fortorvet, på vej hjem. Solen var ved at gå ned, og hendes mave gjorde endnu mere ondt. Hun glædede sig bare til at komme hjem og spise det frugt hun havde fundet. Men inden hun nåede hjem, kom hun i tanke om, at der var marked i dag. Hun skyndte sig ind til byen, for at nå det inden det lukkede. 

Tanken om kød, drev hende den lange vej. Det eneste problem var at hun næsten ingen penge havde, men man kunne være heldig, at der var smagsprøver. Hun sænkede farten da hun nåede hen til det lille marked, for at kunne nå at dufte alt det dejlige mad. Hun så pølser som hang i lange rækker, oste der var helt blå, og alt den frugt og grønt hun kunne drømme om. Hun havde altid ønsket sig at bo på landet. Det havde hende bedsteforældre gjort, og hun elskede at høre sin mor fortælle om hvordan det var at vokse op på landet. De havde aldrig sultet, og havde altid haft nok mad til at dele ud af den. Det enste Mag huskede om hendes bedsteforældre, var da de tog ind til markedet for at sælge frugt og grønt, lige siden havde hun ønsket at være som dem. 

Men sådan var virkeligheden nu ikke. Hendes bedsteforældre døde da hun ikke var særlig gammel, og deres gård var blevet overladt til forfald. Ingen havde villet købe den, og Mags mor havde heller ikke ville have den, selvom de havde overladt den til hende. Og nu føltes drømmen om at bo på landet så langt væk, at hun havde opgivet den. 

Hun fokuserede igen på markedet. Alt det prægtige og lækre mad, som bare lå der og ventede på at man kom og spiste det. Men hun havde ikke mange penge, så da gjaldt om at finde det helt rigtige. Hun gik rundt længe, men besluttede sig for at købe 3 pølser, da de kunne holde sig længe. 

Hun gik rundt længe efter hun havde købt det hun skulle. Pludselig hørte hun en herrestemme. Hun lagde specielt mærke til den, fordi den lød vred og frustreret. Hun listede sig hen til et hjørne og tittede frem. Det eneste hun kunne se var en høj, muskuløs mand i lang frakke. Han havde hovedet rettet mod en pige, der sad på jorden. Selvom hun var helt beskidt, kunne man stadig lige ane hendes tjenestepigeuniform under alt snavset. 

“ Du er fyret!” råbte den store mand nærmest ned i hovedet på hende.

“ Nej, det må du ikke. Jeg er den eneste, der kan sørge for mine gamle forældre. Jeg har brug for det her job. “ Svarede pigen grædende.

“ Det skulle du have tænkt på noget før.” Svarede han den grædende pige. Han gjorde mine til at gå, men pigen greb fat i hans ene bukseben. “ Nej, lad være. Jeg får aldrig et job, der er så godt, og giver så gode penge som dette. Lad mig nu blive.” 

Den høje mand rettede sig op, gjorde sig fri af hendes greb, fnyste og gik sin vej, uden at kigge tilbage. 

Mag skyndte sig hen til pigen, som nu lå hulkende på jorden. 

“Er du ok?” Pigen svarede ikke. Enten hørte hun ikke Mag eller også valgte hun bare at ignorere hende. Mag satte sig på hug ved siden af den grædende pige. Hun lagde forsigtigt en hånd på pigens skulder. Det gav et sæt i hende, og hun rykkede sig hurtigt væk fra Mags hånd. 

“ Lad….mig.….være!” Fik stammet ud gennem hulkene. 

“Bare rolig, jeg vil dig ikke noget. Fortæl hvad der er sket. Det kan nogle gange hjælpe at snakke om tingene .” Mag rykkede tættere på pigen igen. Så Begyndte hun langsomt at forklare.

“ Jeg havde længe ledt efter et job, og da jeg endelig fandt et, fik jeg dobbelt så meget i løn, som jeg fik i mit sidste job. Jeg kunne næsten ikke tro, at det var rigtigt. Men jobbet krævede at man boede hos dem, og at man var til rådighed hele døgnet. Det var fint, indtil min far begyndte at blive syg. Min mor kan næsten heller ikke noget selv mere. Da begyndte jeg og snige mig hjem for at hjælpe og passe dem begge. Men i dag fandt min overordnede mig, da jeg var på vej tilbage. Han er meget streng med, at man ikke må gå ud af huset, og da slet ikke uden først at have spurgt. Men jeg kunne ikke bare lade dem ligge alene, jeg blev nødt til at hjælpe dem.” Hun brød hulkende samme, og Mag prøvede forsigtigt at trøste hende. “ Og nu kan jeg intet gøre for dem. De penge jeg tjente, sendte jeg hjem til dem så de kunne overleve. Nu har jeg intet.” 

“ Hvem var det du arbejdede for?”Mags opmærksom hed var allerede blevet fanget da pigen i starten, havde sagt noget om hendes høje løn. Hun så lige pludselig en mulighed, for at tjene lidt til hende og hendes familie. 

“Familien Winther.” Hviskede pigen. Mag tænkte lidt over det. Familien Winther var en af de mest velhavende familier i byen, de boede også på Bakken. De havde endda en hund. Familien havde købt sig fra at blive sendt til krigen. Hun havde egentlig intet til overs for dem. Men hun funderede alligevel lidt over denne ny oplysning.…Mulighed…

Hun blev revet ud af sine tanker, da pigen begyndte at rejse sig op. 

“ Skal jeg følge dig hjem?” Spurgte Mag. Hun havde det dårligt på pigens vejene. Hun følte at hun burde gøre noget for hende. 

“ Nej, det er fint. Tak fordi du gad at lytte. Du havde ret. Det hjalp faktisk lidt.” Svarede pigen stille. 

“ Det var så lidt. Jeg må hellere se at komme hjem, det er allerede helt mørkt.” Mag var begyndt at gå, da hun kom i tanke om noget. Hun løb tilbage til pigen, og rakte hende en af hendes pølser. Pigen så overrasket på hende, men nåede ikke at sige mere, før Mag havde vendt sig om, og var på vej væk. Hun havde en masse at fortælle hendes lillesøster i dag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...