Kan du gætte hvem jeg er?

Det er blevet halloween og det skal jo fejres med en halloweenfest for alle elever på den lokale High School i den lille by Stonington, Connecticut i USA. Men hvad der starter med at være en sjov fest bliver snart til teenagernes værste mareridt.

2Likes
2Kommentarer
232Visninger
AA

2. Kapitel 1

          Emilys synsvinkel        

 

"Kom nu, Em! Du bliver NØDT til at tage med til halloweenfesten i morgen!", nærmest råbte min bedste veninde, Lou, ind i hovedet på mig. Jeg nikkede bare halvgrinende af hende.

"Du skal ikke bare stå og grine. Hvis du ikke kommer, har du udskrevet dig TOTALT fra dit sociale liv. Det er næsten værre end døden, når man går i High School.!", rablede hun videre, mens vi bevægede os til vores skabe. 

"Ahh, nu overdriver du vist også bare en lille smule...", lo en sexet stemme bag os og idet samme blev der lagt to varme hænder rundt om min lænd. Jeg lagde hovedet let tilbage og så lige ind i Elys smukke grønne øjne. 

"Meeen, du bliver virkelig nødt til at tage med, for jeg har allerede bestemt hvad vi skal klæde os ud som; Jack og Rose! Det bliver ikke mere romantisk. Den ene ofre sig for at redde den anden.", hviskede han stille i mit øre, så nakkehårene rejste sig. Jeg smilede, mens han kyssede mig blidt på halsen og Lou lavede jeg-kaster-op-nu-tegn med hånden. 

"Okay okay, jeg tager med. Men kun fordi jeg ikke kan stå for dit håbløst romantiske sind!", smilede jeg og gav ham endnu et kys kinden. Ely var meget højere end mig, så jeg blev nødt til at stå på tæer, selv når jeg havde hæle på. 

"Nå, nu vil jeg altså have hende, så vi ses senere, Ely!", sagde Lou, mens hun snaskede på en müslibar. Ely nikkede og gav mig et langt kys på munden. Alle andre om os forsvandt, det var bare ham og mig. Indtil Lou trak mig væk. Jeg fik lirket et "vi ses" ud af munden inden vi var rundt om hjørnet og han forsvandt fra mit syn. 

 

To timer senere stod Lou og jeg på skolebussen, så vi kunne komme hjem. Det havde været en regnfyldt dag, så himmelen var tordenvejrsmørk. 

"Bussen bliver sikkert ramt af et lyn, så vi alle bliver stegt!", sagde Lou på sin sædvanlige drabelige måde. Hun var altid i sådan et humør omkring halloween. Noglegange kunne det faktisk være sygt uhyggeligt.

"Ja, haha, Lou, hvor er du sjov...", fniste jeg til hende. Idet samme blev hele verden oplyst af et gigantisk lyn, som blev hængende på himlen. Med et lagde jeg mærke til, at der stod en mand og gemte sig halvt bag et træ, men det der slog mig mest, var hans hvide hockeymaske. Jeg gispede lydløst og blinkede hurtigt med øjnene af forskrækkelse. Mit flakkende blik fandt hurtigt træet, hvor manden havde stået, men... Han var der ikke?! Ej, tag dig sammen, Emily! Lou's drabelige sind er steget dig lidt til hovedet. Jeg tog et par dybe indåndinger og lukkede af for verden omkring mig.

"Jorden kalder Emily!", råbte Lou ind i hovedet på mig. "Hvad sker der med dig, girl?", forsatte hun. 

"Årh, jeg fik det bare lidt dårligt.", undveg jeg. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende om manden jeg havde set. Jeg havde ikke lyst til at indrømme, hvor bange jeg var for ham. Men det var sikkert bare min fantasi der løb af med mig. Lou lod til at godtage min ellers dårlige undskyldning, for hun trak bare på skuldrene og udstødte et kort "hmm". Jeg lagde mit hoved mod ruden og håbede at bussen snart ville være ved mit hus.

 

Heldigvis gik der kun 5 minutter til jeg stod af bussen og trådte ud på på den gennemblødte asfalt. Jeg tog hætten fra min jakke over hovedet og begyndte at gå med hastige skridt. En ubehagelig trang til konstant at kigge mig over skulderen slog mig og fik mig til at sætte farten yderligere op. En kølig, regn-agtig brise tog fat om de små hår, der indrammer mit ansigt og sendte et gys ned ad rygraden. Jeg vendte mig om og mit blik søgte fortorvet for den mindste bevægelse. Ingenting, ikke andet end en tom, mørk gade. Jeg fnyste let af mig selv. Jeg var SÅ nem at skræmme. Mine ben begyndte igen at bevæge sig, og et øjeblik efter stod jeg foran mit hus. Mig familie og jeg boede i et nyere kvarter, men mine forældre har alle dage været forelsket i det victorianske look. Så det var jo klart at vores hus skulle være præget kraftigt af dét. Vi havde en gigantisk frontporch med lysegrønne søjler der gik hele vejen omkring huset. Det var toetagers og egentlig ret smukt, men passede overhovedet ikke til det ellers moderne kvarter vi boede i. Jeg gik igennem forhaven og op ad de få trappetrin til hoveddøren, da der med et lød et kæmpe brag igen. Der gik et kort stød igennem mig og jeg skyndte mig indenfor. Jeg smækkede døren i bag mig. Min mor stak hovedet ud fra køkkenet.

"Hej, skat. Har du haft en god dag?", sagde hun med sin blide stemme. Hun var allerede gået igang med maden, for hun havde sit madforklæde på. Det havde hun haft så længe jeg kunne huske.

"J-jo tak, den har såmænd været fin.", svarede jeg stille og skyndte mig forbi, op på mit værelse.

"Der er mad om en time!", råbte hun op ad trapperne. Jeg synes jeg havde hørt musik nede fra gangen, men det blev højere og højere. Marcus. Min irriterende storebror, der ALTID hørte højt musik, var i en goth-periode. Jeg bankede hårdt på hans dør, som var oversået med plakater af alle mulige bands, inden jeg gik ind. 

"SÅ SKRU DOG NED, MARCUS! DER ER ANDRE MENNESKER I DETTE HUS!", nærmest skreg jeg!. Marcus og jeg var ikke særlig tætte, men det var heller ikke noget vi rigtig prøvede på at være. Vi kunne ikke være sammen specielt længe, uden at være ved at dræbe hinanden. Sådan var det bare. Da Marcus ikke rigtig lod til at ville svare, smækkede jeg bare døren hårdt i. Idet samme tikkede en besked ind. Jeg tog min op fra min baglomme og så, at Ely havde skrevet.

Hey, babe! Jeg kommer over i morgen eftermiddag og så kan vi gøre os klar til festen sammen. All my love!<3 

SHIT! Jeg havde fuldstændig glemt festen. Jeg smed mig på sengen, komplet udmattet. Hvad nu hvis ham manden... NEJ! Det var bare din fantasi, Em. Vær nu ikke dum. Og med de ord i hovedet, faldt jeg i en tung og meget tiltrængt søvn. Ingen aftensmad den aften...

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...