Skumring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2016
  • Opdateret: 28 mar. 2016
  • Status: Færdig
Patricia, som har en stærkt alkoholiseret mor, lever i en beskidt lejlighed, hvor der jævnligt kommer breve fra fogedretten. En sommeraften kommer fogeden og fortæller, at de vil blive udsat til en husvildebarak, hvis regningerne ikke bliver betalt inden for en uge. Patricia ser nu ingen anden udvej end at pakke sine ting og flytte.

0Likes
0Kommentarer
30Visninger

1. Skumring

Postkassen var igen fyldt til randen, men Patricia orkede ikke at tømme den. Hun gik med sine gennemblødte sko op af trappen til lejligheden, der lå helt oppe på tredje sal. Besværet famlede hun efter nøglerne i sin taske, der også var våd af regnen. Hun kunne høre fjernsynet, der var skruet op på max, inde fra stuen. Hvor fanden var de nøgler? Hun måtte have glemt dem ovre i butikken. Et øjeblik overvejede hun bare at gå igen, men da hun kom i tanke om vejrsituationen, ændrede hun mening. Patricia bankede hårdt på døren. Ingen reaktion. Hun prøvede igen, denne gang endnu hårdere, og igen. Hun blev ved, indtil hun hørte langsomme skridt inde fra gangen. Et lille klik fra låsen i døren, og så igen skridt fra gangen. Det mindste moren kunne gøre, var da at åbne døren og sige hej, men det var måske for meget forlangt. Inde i stuen lå de tomme flasker væltet over hinanden på det ødelagte spisebord. Moren sad nedsunket i den ellers før så fine sofa, med en flakse øl i hånden og en smøg i munden. Morens blik gled fra Patricias små 37 størrelses fødder til hendes hoved, hvor blikket fæstnede sig ved Patricias øjne. ”Nå er det bare dig”, mumlede hun fraværende. Patricia gik videre rundt i lejligheden for at sikre sig, at ingen ulykker var hændt. Der var overraskende ingenting at bide særligt mærke i i dag.

Første gang Patricia kom hjem og huset så sådan ud, var, da hun var ti år. Hendes mor skulle have hentet hende fra skole, men da hun ikke var dukket op, gik Patricia selv den lange vej til Grønnegade fra skole. Hendes mor var sur og truede hende med at slå. Til at begynde med troede Patricia bare hun lavede sjov, men det gik efter et par dage op for Patricia, at situationen var en helt anden. Siden da havde det været sådan hver dag.

”Gi’ mig noget at æde”, råbte moren inde fra stuen, der efterhånden var så tæt af røg, at der intet var til at se derinde. Patricia stegte nogle pølser, der havde overskredet mindste holdbarhedsdatoen for to uger siden. ”Hvad fanden er det for noget lort”, var morens første indskydelse, da hun så pølserne. ”Der er ikke andet”, fik Patricia fremstammet. ”Så må du for fanden købe noget, har du ikke et job i den der skodbutik eller hvad?” Patricia orkede ikke at diskutere, så hun sagde intet og gik ind i køkkenet for selv at spise de lidt for brankede pølser. Sådan forløb de fleste dage, det havde været sådan lige siden moren og farens skilsmisse. I staren var det et helvede for Patricia at skulle se sin mor grave sin egen grav, uden at kunne gøre noget. Men efterhånden som det blev hverdagskost at se sin mor i sådan en tilstand, påvirkede det ikke længere Patricia.

Pølserne var hurtigt spist, og mindste holdbarhedsdatoen taget i betragtning, smagte de slet ikke værst, syntes Patricia. Hun lagde demonstrativt tallerkenen og bestikket i opvaskemaskinen, men det så ikke ud til, at moren bed særligt mærke i hendes forsøg på at vise sin utilfredshed. Stilheden sænkede sig endnu engang over lejlighed, men Patricia vidste af erfaring kun alt for godt, at freden ikke ville vare længe.

Det bankede hårdt på døren. ”Hvem fanden kommer brasende klokken seks på en onsdag”, hørte Patricia moren mumle fra stuen, mens hun med besvær møvede sig op af sofaen. Patricia kunne høre døren blive lukket op, det var vist nok en fra kommunen, der sagde noget med tvangsauktion. Moren protesterede og råbte op, men dog med en smule nervøsitet at spore i hendes normalt så brovtende stemme. Hun kom i sin fulde tilstand til at smadre den flaske, hun havde haft i hånden, og nåede at true fogeden med resterne af den, inden Patricia kom løbende ud i entréen, og de i fællesskab fik hende stoppet. Hun havde hørt rigtigt, de skulle udsættes til en husvildebarak, hvis huslejen ikke blev betalt inden for en uge. Patricia havde godt set de mange rykkere og breve fra fogedretten, der uge efter uge dumpede ind i den i forvejen fyldte postkasse, men hun havde dog aldrig troet, at det ville komme så vidt. Inden fogeden forlod opgangen, gav han moren et langt brev, der to minutter efter havnede i skraldespanden, efter at være blevet revet over og forbandet med utallige beskidte ord.

Alt i Patricia skreg efter at komme væk. Hun regnede bestemt ikke med, at moren ville betale de regninger inden onsdag, og at ende i en husvildebarak var bestemt ikke et ønske. Hun måtte væk inden udsættelsen. Hun gik stille ind på værelset og begyndte at pakke.

Da Patricia pakkede, faldt hendes øjne på det gamle billede, der stod på kommoden. Det var fra deres ferie i alperne, for snart otte år siden. Hun og moren stod med deres tykke skijakker og smilede lykkeligt til hinanden. Hun kunne stadig huske morens gamle trygge og velkendte duft, som nu var blevet erstattet af den sure lugt af alkohol. Det var dengang alt var normalt, før hendes forældres skilsmisse. Dengang der altid ventede nybagte boller og et stort kys, når hun kom hjem til lejligheden. Nu ventede der bare skæld ud og råb.

Langsomt rullede hun den skrig-lyserøde kuffert, hun engang havde vundet i en konkurrence, der var sponsoreret af Neye, ud i den mørke entré. ”Okay, er det her en form for protest eller hvad? Bare drop det, du kommer tilbage i morgen”, nærmest spyttede moren ordene ud mellem de sammenbidte tænder. Sommerregnen trommede endnu på de beskidte ruder, men denne gang afholdt det dog ikke Patricia fra at gå. Da hun var ude af lejligheden, ringede hun til bedsteforældrene. Selvom de boede i den anden ende af landet, så Patricia det som den eneste reelle mulighed at flytte over til dem. Da hendes bedstemors velkendte stemme lød i telefonen, brød Patricia ud i gråd.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...