Gud sender en regnbue

Min terminsprøve fra december 2015.

0Likes
0Kommentarer
70Visninger
AA

1. Gud sender en regnbue

Jeg ikke engang halvvejs. Jeg er ikke kommet ud af metroen endnu. Jeg beder til, at jeg kan og ikke bare kører hjem til Tordenskjoldsgade igen. Det her er noget, jeg skal. Metroens hvide lys skærer i mine øjne. En lille dreng skriger på sin mors skød, men ellers er alle helt stille. De ved måske hvad der skal ske.  Mens vi bumler afsted under jorden, kan jeg mærke mine hænder ryste og sveden på min pande. Det er noget fjol. Det kommer først til at gå galt når jeg lander.

 

”Gud sender en regnbue” det var det sidste, du sagde til mig. Vi stod i lufthavnen i Nuuk. Vi var kørt hele vejen fra byen ved verdens ende. Jeg vidste ikke du aldrig skulle sige noget til mig igen, for du havde jo lovet at jeg kun skulle være i Danmark et par måneder. ”Lille Pipaluk jeg skal nok besøge dig” hviskede du. Dybe salte tåre trillede ned af mine kinder. Du var det eneste jeg havde tilbage, og alligevel tog de dig fra mig. Eller mig fra dig. Uanset hvilken vej så gjorde mit hjerte fysisk ondt, den sidste gang du holdt mig. ”Tro Pipaluk. Tro på gud” Jeg rystede på hovedet, og holdt mig tættere ind til dig. Dit bankende hjerte beroligede mit der ræsede der ud af. Det var den første banken jeg nogensinde hørte. Så dit og mit hjerte havde altid hørt sammen. ”Hvis du tror på ham, så skal han nok sørge for at du tror på dig selv” din stemme var ved at grøde til. Den var så smuk. Du bandede aldrig, og sagde Q´erne på den helt rigtige måde. Dit grønlandske er det smukkeste nogensinde. ”Kommer du?” spurgte danskeren ved siden af mig. En hel hær af børn der lignede mig stod bag hende. De græd og råbte på deres mor. Jeg knugede mig en sidste gang ind til dig. Den Aller sidste gang. ”Gud sender en regnbue” hviskede du før jeg blev revet ud af din favn. Jeg skreg og græd. Prøvede at vriste mig fri af den lyse kvindes greb. ”Det er for dit eget bedste” sagde hun. Det har de sagt lige siden.

 

Som i Love actually ser jeg familier og elskede der løber ind i hinandens arme. De smiler, griner og græder. Det kunne være os, men jeg har glemt mit grønlandske. Jeg tjekker min bagage ind, og oppe i sikkerhed bipper maskinen selvfølgelig. Irriteret lader jeg mig inspicere. ”Vi gør kun det her for dit eget bedste”

 

Der hang tunge, mørke natteskyer over Danmark, da vi landede. Gud havde ingen regnbue sendt kun regn. Jeg følte mig ikke som nogen fugl, da vi fløj ind over Kastrup. Mere som en lille gråspurv i den mørkeste vinter. Helt alene uden nogen til at finde vej med. Den hvide dame smiler overbærende til os. Der er mindre bøn der stadig græd. Det gjorde jeg også. Bare indvendigt.

Danmark lugtede lidt af flyverbenzin. Min bamse, Beabine, fra dig blev våd i regnen men det gjorde ikke så meget. Det var det eneste jeg havde tilbage.

Fru Direktør Hansen krammede mig. Hr. Direktør Hansen gav mig kun hånden. Daniel Hansen på 17 år smilte bare. ”Vi er din familie nu” sagde Fruen som om det var noget man blev fra den ene dag til den anden. De insistererede på at jeg kaldte dem for far og mor. Mens vi kørte hjem gennem byen, ærgrede jeg mig. Ærgrede mig over du ikke var med. Jeg havde aldrig set så mange lys før. Bittesmå pærer brændte som stjernerne man ikke kunne se. Kun en lille fed måne hang søvnigt over det der virkede som verdens største by.

 

Hvis jeg kan stige på det fly kan jeg gøre alt. Først der er jeg uendelig. Hvis det altså er en størrelse man kan måle mennesker i. Beabine ligger i min håndbagage. Hun dufter ikke længere af Grønland, bål og byen ved verdens ende. Hun dufter af Østerbro, kaffe og en lille smule Danmark. Mit fædreland. Men det gør vel i og for sig ikke noget. Mor og far har givet mig nye bamser. Det gjorde de meget i starten indtil jeg blev glad igen. Men hverken Ludvig, Krumle eller Fido passer til den her tur. Det gør kun Beabine. Min mave suger sig sammen bare ved tanken om at skulle se dig. At skulle føle din favn en gang til. Hvis jeg altså tør.

 

Jeg blev student fra Ingrid Jespersens skole. De kaldte mig 12 tals-Pipaluk. Grønlænderen med det gode hoved. I forhold til min hudfarve og den måde mine øjne så ud passede jeg godt ind. Jeg var meget Østerbro. Cafeer og hippe tøjbutikker blev langsomt mit naturlige habitat. Og jeg glemte dig vist lidt. Hvad jeg ellers havde lovet jeg aldrig ville. Men jeg glemte at skrive og det er jeg ked af. Sommeren efter jeg blev student, begyndte jeg på Teatervidenskab på Københavns universitet. Jeg flyttede ind på et klubværelse på Tordenskjoldsgade. Det hele gik rigtig godt. Jeg var en glad, dansk pige. Mit hjem var nok ikke længere den lille by Ved Verdens Ende. Jeg var landet et sted hvor jeg passede ind.

 

Du sendte et brev sidst i maj. Lige pludseligt vidste jeg ikke rigtig hvor hjem var.  Brystkræft. Usædvanligt tilfælde i Byen Ved Verden Ende.

 

”Jeg skal hjem nu” hvisker jeg. Hvor det så end er. Det støvregner udenfor. Men de mørke skyer dækker ikke hele himlen. Enkelte steder skinner en blå himmel igennem.

En god start er at stige på det fly. Om jeg så lander hjemme må gud bestemme. Da jeg ser ud af lufthavnens store ruder har han i hvert fald sendt en regnbue.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...