Flugten

En teenage pige fra København har ingen. Absolut ingen. Well, undtagen hendes papfar, som er en kæmpe drukkenbolt og idiot Men det tør hun selvfølgelig ikke at sige til ham. Eller nogen andre. Men en dag tager hun en enorm beslutning. En beslutning der vil ændre hendes liv.

0Likes
1Kommentarer
173Visninger

1. I dag er dagen

Flugten

Novelle

 

 

Jeg vågner med en dunkende hovedpine. Som sædvanelig. Mit slørede blik leder flakkende efter det grønne digital ur, der stadig bipper sagte. Tyve mintter over 5. Lige som planlagt. Slagene fra den foregående dag smerter i ryggen, da jeg forsigtig sætter mig op i sengen. Der er ingen træthed overhovedet. Jeg trækker omhyggeligt dynen væk og svinger mine, allerede beklædte ben udover kanten af sengen. Lydløst går jeg hen over gulvet og når til mit lille skab, hvor jeg bag alt mit tøj har gemt en sportstaske med de mest nødvendinge ting. Hurtigt finder jeg en t-shirt og en sweater og bevæger mig ud i entréen. Jeg stopper op et øjeblik og lytter efter hans tunge, specielle åndedrag, der helt som forventet er der. Det lyder altid lidt boblende, sikkert efter alt det sprut han har drukket, men i dag er det lidt mere hivende. Jeg tænker ikke mere over det, er vel egentlig lidt ligeglad med hvordan han trækker vejret. Med faste bevægelser binder jeg mine sko og går mekanisk hen mod døren. Min hånd rækker automatisk ud efter håndtaget, men jeg stopper alligevel inden jeg trykker det ned. Er det her virkelig hvad jeg vil? Bare flygte fra det hele? Her har jeg da trods alt husly... Nej! Jeg vil ikke lade ham ødelægge mig, som han ødelagde mor. Og så går jeg ud af døren og ned på den stadig mørke gade. Væk fra det lille hus, væk fra mit gamle liv med ham.

        Det er stadig mørkt, da jeg er kommer ned på banegården. Jeg kigger på køreplanen. Det næte tog kommer om små ti minutter. Tungt dumper jeg ned på en nærtstående bænk og trækker benene op mod hagen. Første gang jeg kørte i tog, var jeg ikke ret gammel. Det var med mor. Jeg kan ikke huske det, men jeg har set nogle billeder. Min mor var meget smuk, men også det fik han ødelagt. Jeg husker ikke noget godt om ham. Bare altid en fuld mand der ikke var min far. Togets horn giver et gib i mig og får mig tilbage til virkelige verden igen. Jeg rejser mig og går hen mod toget, der nu står helt stille. Stå så stille, din møgunge! Det er din egen skyld. Hans stemme runger i mit hovede, men jeg tvinger mig selv til at forsætte. Det føles som om jeg havde gået i en evighed, da jeg langt om længe finder et sæde for mig selv. Egentlig ved jeg ikke hvor jeg skal hen, vil bare køre med indtil det stopper og så se hvad der ske.

       Jeg må have sovet, for da jeg ser op, sidder der en dreng og smiler til mig. Jeg prøver at smile tilbage, men ved ikke om det lykkes. Han er faktisk ret køn. Forholdsvis kort, mørkebrunt hår, dybe brune øjne, stort smil med regelmæssige tænder og rimelig brun hud.

"Jeg håber det er okay, at jeg sidder her. Det er et rimelig fyldt tog", afbryder han pludselig mine tanker. Jeg nikker bare, kigger afmålende på ham og så videre ud på det forbipasserende landskab. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at han stadig ser på mig. Han kan da umuligt være interesseret, tænker jeg. Nårh ja, han ved heller ikke noget om mig... I vinduet kan jeg se mit ansigt nu. Det er jo heller ikke fordi jeg er grim. Lyst hår med nogle få mørkere striber, regelmæssige træk og fyldige læber. Jeg ser over på ham igen og nu ser han ud af vinduet. Måske tænker han det samme som jeg lige tænkte. Måske er jeg ikke så anderledes alligevel. Jeg kan mærke en smule håb bygge sig op i mit hoved. Forsigtigt spørger jeg hvor han skal hen. Han har stort set ligeså meget bagagge med som mig. 

"Jeg ved det ikke rigtigt. Esbjerg, måske. Hvad med dig?", svarer han en smule henkastet. Tøvende svarer jeg, at jeg heller ikke helt ved det. 

"Så kan vi da følges, være rejsemakkere", siger han glad. Det svarer jeg ikke på. Jeg kender ham jo knap nok og jeg er mistroisk af person. Men på en eller anden mærkelig måde har jeg en følelse af, at jeg kan snakke om alt med ham, stole på ham, at han ville kunne forstå mig, så jeg beslutter mig for at nikke smilende. 

       Det er en cirka tre timers togtur fra København til Esbjerg, men det gør ikke noget for nu har jeg ham at snakke med. Vi snakker om en del forskellige ting, interesser og sådan nogle ting. Han har snakket noget om sig selv. Han hedder Noah, er adopteret og elsker fodbold. Han har været i mange plejefamilier, men ingen gad at have ham så han flygtede. Ligesom mig. Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal spørge ham om nu. Det er ikke så tit jeg snakker med drenge eller folk i det hele taget. Lige nu sidder han og snakker om sit yndlingsfodboldhold, Barcelona vist nok, men jeg hører kun halvt efter. Jeg strirrer på hans kønne ansigt som er fyldt med glæde, når han snakker om fodbold. Det må være så fedt at gå så meget op i noget. Sådan noget har jeg jo aldrig rigtig prøvet. Han gav mig aldrig lov til at gå ud og lege med de andre børn. Så ville min mor som regel sige, at jeg bare skulle gå ud alligevel og så slog han hende og sagde hun ikke skulle trodse ham. Jeg tror han har lagt mærke til at jeg ikke helt hører efter for han afbryder mine tanker ved at spørge om det jeg var bange for. 

"Hvorfor sidder du her alene?". Hans ansigt har ændret sig fra glad og livlig til alvorlig og næsten trist. 

"Jeg.. Øøhm, jeg er..". Jeg aner ikke hvad jeg skal svare. Vi har snakket sammen i noget tid og ved jo lidt om hinanden, men kan jeg stole på ham? Har han hele tiden set så sød ud? Wow, jeg kan ikke tænke...

"Kan jeg stole på dig?", spørger jeg sagte og han nikker ivrigt. Jeg tror ikke jeg tænker. For et par timer siden ville jeg aldrig have troet jeg skulle fortælle noget om mig selv til nogen eller blive knyttet til en person. Jeg tager en lang, dyb indånding og starter min historie. 

Jeg snakker længe, længere end jeg sikkert nogensinde har snakket ud i en køre, men han bliver ved med at se interesseret ud. Hans øjne ser alvorlige ud og han har fået en lille rynke i panden. Det er faktisk rart at kunne dele hele mit liv og alle de forfærdelige oplevelser med en. 

"...Og det var derfor jeg besluttede mig for at flygte. Håbet om et bedre liv...", slutter jeg langt om længe af. Han ser på mig med sympati, som er en helt ny følelse for mig. At en person rent faktisk ikke er ligeglad med hvordan jeg har det. 

"Jeg synes du skal tage tilbage. Og melde ham til polittiet." Jeg ser forundret på ham. Så bliver jeg bare vred. Siger, at han slet ikke ved hvordan det er, at leve i angst hele tiden, ikke at have nogen venner fordi man har forbud om at snakke med nogen. Han ser såret på mig og jeg får øjeblikkelig dårlig samvittighed. 

Men han går ikke. Bliver bare siddende og stirrer på sine hænder. 

"Hvad nu hvis jeg tager med dig?" spørger han håbefuldt. 

"Du må virkelig kunne lide mig", smiler jeg. Og i samme øjeblik tager jeg det tilbage. Hvad tænker du på, din idiot!? Årh, hvor er du dum. 

"Det kan jeg også", svarer han og halvt smiler, halvt ser meget alvorlig ud. Jeg kigger bare forbløffet på ham. Hans hænder ligger på det lille bord der er mellem os. Jeg kigger forsigtigt på de tynde fingre med de fine rene negle. Jeg ånder ind, tager hans hånd og smiler til ham. Han smiler tilbage. 

"Så lad os tage tilbage", siger jeg stille. 

      Næste dag tager vi ned på politistationen i København for at melde ham. Jeg står med Noah i hånden da vi når den store skranke. 

"Jeg vil gerne melde en mand", starter jeg og fortæller noget af min historie igen. Noah giver min hånd et lille klem, da jeg fortæller om hvordan han mishandlede min mor og mig. Jeg opgiver adressen og vi kører derhen, Noah og jeg på bagsædet og to betjente foran. Jeg gyser da vi parkerer foran det lille hus med den tæt begroede have og langsomt stiger jeg ud. Vi bevæger os alle op til døren, jeg går forrest for jeg har stadig min nøgle. Med rystende hænder drejer jeg nøglen rundt i låsen, indtil jeg hører et lille klik. Der lugter indelukket, men jeg har jo heller ikke været hjemme til at lufte ud. Jeg går med faste skridt ind gennem entréen og stopper foran døren til hans værelse. Hvad er der, spørger jeg mig selv. Jeg burde bare gå gennem døren, men jeg tror stadig frygten for ham er så dybt begravet i mig, at jeg ikke engang tør gå ind til ham selv hvis han sover. En hånd rører ved min skulder og jeg vender mig og kigger lige ind i en af betjentenes smilende øjne. Jeg forstår hvad han vil, så jeg går lidt væk og lader ham åbne døren. Han går lige ind og kort efter kommer han ud igen, nu med et lidt sørgmodigt blik. Jeg spørger ham hvad der galt, lidt vredere end jeg egentlig havde ment. 

"Jeg er bange for at din papfar er død. Det ser ud til at han har fået for meget at drikke", siger han forsigtigt og forsætter: "Jeg vil tro han har ligget her et døgns tid. Jeg er meget ked af det..." Jeg ved ikke hvad jeg skal føle. Man skulle tro, at jeg villle være bare lidt ked af det, men jeg er bare lettet. Måske burde jeg føle skyld, hvis jeg bare havde kigget til ham da jeg gik, hvis jeg bare havde undret mig over hans vejrtrækning, havde han måske stadig været i live. Men nu kan han ikke genere mig længere. Jeg sætter mig ned på gulvet og stirrer tomt ud i luften. 

       Solen skinner og himlen er blå da vi fem dage senere står til hans begravelse. Jeg er ikke trist, føler mig bare følsesløs. Jeg står med Noah i hånden, da de sænker hans kiste ned i jorden. Præsten taler om, at det vigtigste for os mennesker er at kunne tilgive vores medmennesker. Det ved jeg ikke om jeg er parat til, men det er som om noget, en slags trykken har lettet sig fra mit bryst. Da præsten er færdig og de få folk der var med til begravelsen går, sætter jeg mig ned på de tørre græs. Noah følger efter og spørger hvordan jeg har det. 

"Jeg har det faktisk helt fint." siger jeg og kigger ind i hans dybe, brune øjne 

"Det var godt." svarer han og lægger sin arm om mig. Jeg læner hovedet ned på hans skulder og lige der går det op for mig, at jeg har fundet en person der går op i hvordan jeg har det, en person der ikke er ligeglad med mig. Jeg har fundet en ny "ham". Jeg smiler og giver ham et kys på kinden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...