Hvad tænker du på?


2Likes
3Kommentarer
183Visninger

3. 2

    Lucias synsvinkel   

Skarpt lys vækkede mig. Forsigtigt åbnede jeg mine øjne og så til venstre. Min mor sad på en stol og snøftede. 

"Hvor er jeg?", fik jeg frem med en meget lille stemme, som slet ikke lød som min. Mor så med det samme op og fik et chokeret udtryk i ansigtet. Og så åbnede portene.

"Årh, min lille pige! Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen!", græd hun, mens hun holdt om mig. Pludselig kom min far ind af døren til rummet. Hans øjne var røde og store. Han styrtede over til mig og min mor, og krammede os. Jeg kiggede mig lidt omkring over mine forældres skuldre. Rummet vi var i, var totalt hvidt overalt. Hospitalet, selvfølgelig. Der var store glaspartier rundt om mit værelse og travle mennesker løb ude på gangene. Jeg skulle lige til at spørge hvorfor jeg var her, da det hele skyllede tilbage som mørkt tidevand. Jeg lagde mig ned på puden og mærkede en varm tåre trille fra mit øje og ned ad kinden. 

"Må jeg gerne være alene lidt?", spurgte jeg, stadig med min nye, forsigtige stemme. Mine forældre kiggede på hinanden frem og tilbage, men nikkede så og gik, hånd i hånd, ud af værelset. Jeg havde brug for svar. Hvordan var jeg kommet her? Havde de bare læsset mig af? Mine øjenlåg gled tungt i. Søvn var nok det jeg havde aller mest brug for.

 

Jeg sov længe. Cirka to dage senere vågnede jeg op igen. Min sygeplejerske fortalte at jeg havde gæster. Mine piger. Det var et kæmpe væld af tårer og krammere. Louisa var selvfølgelig den første til at bryde isen og fortælle mig om hvad jeg var gået glip af.

"Det mest underlige der er sket...", fortalte hun med mystik i stemmen.

"...er at Noah kom over til vores bord, dagen du blev fundet, og spurgte om vi vidste noget. Som om han bare lige pludselig er din bedste ven.!", forsatte hun hidsigt. Jeg sukkede tungt. Selv under min kidnapning havde jeg tænkt på ham. Noah, med det mellem blonde hår, blå øjne, skarpe træk og det søde lille mellemrum mellem fortænderne. Han var helt sikkert den smukkeste dreng på hele årgangen. Og han var inde i mit hoved og under min hud. Nete gav Louisa blikket hun tit fik. At hun var gået for langt. Nete rømmede sig let og spurgte meget forsigtigt;

"Hvordan har du det så nu, under omstændighederne?". Jeg sukkede på ny.

"Jeg er ikke syg, altså ingen kønssygdomme, lader det til. Jeg har fået taget tusind blodprøver, men må komme hjem i morgen. Jeg har lige fundet ud af, at mit evige crush tilsyneladende godt kan lide mig. Tjoh, jeg har det vel fint...", tænkte jeg højt. Begge piger tog mine hænder og smilede bedrøvet til mig. Idet samme kom min sygeplejerske ind og sagde, at deres besøgstid var forbi. De gav mig på skift et langt knus og vinkede til mig hele vejen ud. Da de var helt væk, lukkede jeg øjnene og lod et par indestængte tårer trille. Hvorfor lige mig? Hvorfor overhovedet? Jeg var godt klar over hvad jeg var blevet udsat for, men det føltes så uvirkeligt. Som et mareridt. To bank på glasdøren fik mig til at åbne øjnene og hurtigt tørre tårerne væk. Og der stod han så. Med et lille, ængsteligt smil på læben og roser i hånden. Hvad i alverden var han ude på? Min hånd viftede til ham af sig selv. Hvorfor kan følelser styre hjernen? SÅ mange spørgsmål... Tøvende gik han ind og satte sig stift på den røde stol ved siden af min seng. 

"Hej..", sagde han stille. Jeg kiggede lidt på ham.

"Hvad vil du?", spurgte jeg så, skarpt. Han så en smule overrasket ud, men rystede det hurtigt af sig.

"Ved du det ikke?", spurgte han forsigtigt. Jeg så forvirret på ham. "Det var mig der, du ved... Fandt dig...". Han så ned i jorden og så lidt flov ud. Mit hoved kørte rundt i en rutchebane. Hvis hjerner kunne brække sig, havde min gjort det.

"Hva.. Hvordan? Hvor?", fik jeg stammet frem. Og så fortalte han hvordan han havde gået en omvej fra skolen, og fundet mig bevidstløs ude imellem nogle buske. Underligt nok syntes jeg ikke rigtig det var sødt, faldt ikke for det. Min indeholdte vrede var på vej op mod overfladen. 

"Så når man pludselig forsvinder, er du slet ikke ligeglad længere? Efter, at du har ignoreret mig i halvandet år, regner du så bare med at jeg tilgiver dig fordi du finder mig, efter min kidnapning?", bed jeg ham af. Jeg ved ærlig talt ikke hvad der gik af mig. Alle de følelser der havde hobet sig op, flød ud. Noah så med røde kinder ned i jorden. Jeg overdrev måske en smule, men jeg tror også han vidste, at han fortjente det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...