Dybet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2016
  • Opdateret: 28 mar. 2016
  • Status: Igang
Det handler ikke om at kunne løbe 30 km, eller at ligne alle andre mest muligt Det handler også om at blive rask når man er syg.

1Likes
0Kommentarer
167Visninger

1. At være sund

 

Jeg skal få bygget en båd, så jeg kan komme op på overfladen igen, op fra dybet som jeg i så lang tid har ligget i og som jeg har ladet overtage hver muskel i min krop, eftergivenheden er det jeg fortryder allermest nu, det var det som fik mig til at tage det første skridt herud. Jeg ender med at drukne, selvom det inderst inde ikke er det jeg ønsker. Men når først man har valgt at komme ud på dybt vand, er det ikke bare sådan at komme op igen.

Mange personer ser mig række hånden op, men de ser blot på mig. De vælger bare at lade mig flyde fremfor at hjælpe mig op. De sejler blot videre, og tror at jeg ikke så hvor meget deres fordømmende blikke fik min krop til at blive tungere, så jeg synker endnu længere ned mod dybet,  mod de  stædige brækgrønne alger som føltes som arme der holder fast i mig så jeg aldrig kommer op igen.

Andre vælger også at sejle længere hen imod mig, og prøver at hjælpe ved at trække mig op på land igen, men når det går op for dem hvor tung jeg egentlig er, og hvor slap mine arme er blevet, sejler de lige så stille væk igen. De vil ikke risikere deres eget liv. Det har jeg fuldt ud forståelse for. Folk som har i sinde at hjælpe mig, ender ofte med selv at falde ned, og blive blot en lille eksitens mod det som flyder rundt om hele vores klode er omringet af.

Dybet overtager mig, og det lægger sig som et tykt tæppe over mig til tider, som om at det er et paradis jeg befinder mig i, hvor jeg selv kan få lov at bestemme hvad jeg skal blive til, levende eller død. Men andre dage kan det også føltes som at ligge på en nålepude, uanset hvor jeg drejer mig hen, ser jeg ikke andet end det mørke vand jeg befinder mig i. Jeg vil gerne op på overfladen igen, komme ud af den ensomhed som jeg er havnet i. Men efterhånden som jeg bliver ved med at være under vandet, vil vinteren jo komme. Den isnende kulde vil lægge et tykt lag is henover mit hoved så jeg ikke har nogen mulighed for at komme op til overfladen igen, derfra ville jeg bare lade mig falde ned, uden at se op mod overfladen, ikke engang solen ville jeg kigge på en sidste gang, det ville nok være sidste gang jeg ville tage noget så overfladisk som en vejrtrækning. Jeg kan allerede lige nu mærke hvordan kuldegysningerne er begyndt at danne sig på min krop, og at temperaturen i vandet er faldet mere end det har gjort i et godt stykke tid. Men alligevel føltes det i mit hoved som om jeg ikke fryser.

En båd skal jeg have bygget. Men hvordan vil jeg bygge den båd hvis ikke jeg har noget værktøj, og intet fast stof at binde sammen? Er det ikke fysisk umuligt? Man kan jo ikke bygge en båd ud af vand, da det blot ville flyde sammen allerede inden jeg ville prøve på at transportere det. Sådan set er det det eneste der befinder sig omkring mig lige i øjeblikket. Jeg kan heller ikke dykke ned, og finde noget på bunden af havet, for når først jeg er nået bunden vil jeg ikke kunne komme op igen, så ville mine lunger give op, og de sidste iltbobler ville stige til luften. Jeg vil ikke dø nede på bunden af havet, hvor ingen kommer til at finde mig, jeg vil ikke dø hvor hele min hud bliver opløst, og jeg vil til sidst være noget der ligner en død fisk på bunden af havet, bare så jeg til sidst har ligget på bunden så meget at de ikke kan identificere mit lig.

I noget som føltes som måneder, selvom det nok handler om få døgn, Flyder jeg på overfladen af vandet, hvor jeg ofte kommer til at sluge en masse vand fordi mit ansigt slapper for meget af på overfladen af havet. En gang imellem kommer jeg længere nedad, andre gange opad. Det bliver som en omgang limbo, hvor man enten er oppe over pinden og dør, eller man kommer ned under og går videre til næste runde.

 Men en dag kommer der pludselig en indskydelse op i mit hoved, som jeg ikke før har fået, i hvert fald ikke før jeg flød. Det begynder langsomt at gå op for mig, hvordan jeg alligevel kan komme op på overfladen, men jeg ved godt nu at jeg ikke kan bygge en båd alene.

Jeg råber om hjælp. I starten er min stemme meget lille og svag, og det er en lav og hvislende lyd som kommer ud af mine læber, men som den langsomt begynder at blive stærkere og stærkere, begynder jeg selv at tro mere på at nogen vil høre min stemme.

 Hurtigere end jeg havde nået at tænke, kommer de første både som prøver at hjælpe mig op. Den her gang opgiver de ikke når de ser hvor tung jeg er, de bliver der, mens de venter på andre både som vil hjælpe med at få mig op, de samarbejder. Da der til sidst er en del mænd som er dukket op, får de mig med nød og næppe trukket op på en lille robåd, som jeg sikkert kommer til at tilbringe en hel del tid i. I starten forstod jeg ikke hvorfor jeg ikke følte mig lettet, men det føltes stadig at jeg ville falde tilbage til dybet igen, og at de blot ville efterlade mig. Men efter nogle dage, hvor de andre havde fået fat i mig inden jeg faldt ned igen, gik det op for mig at jeg godt kunne komme væk fra det her.

Efter noget tid begyndte jeg at snakke med en professionel om det. Hvordan det føltes at være fanget i det dyb som jeg havde befundet mig i over et år, og hvor ensom jeg havde følt mig. I starten turde jeg ikke sætte for mange ord på mine følelser og tanker om det, men efter noget tid mærkede jeg hvor lettere om hjertet jeg blev af at tale åbent og frit om det. Især da jeg fandt ud af at ham jeg snakkede med ikke dømte mig ud fra det jeg sagde. "Jeg vil give dig dit sunde sind tilbage" sagde han hver gang vi havde samtaler. Ofte sopper jeg stadig, eller jeg går blot i noget der minder om fugtigt jord, men nu er jeg ikke længere omringet af det, og der er altid en udvej nu. Medicinen jeg får hjælper ofte på det, det gør så den fugtige jord bliver fjernet i nogle timer, og i lang tid er jeg rigtig glad. Men dem har jeg kun brug for indtil jeg igen er blevet sund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...