Knoglepiger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2016
  • Opdateret: 29 mar. 2016
  • Status: Igang
Dette er bare nogle små tekster fra mit eget kendskab til bulimi og depression. Jeg har længe gået og tumlet med det her, men jeg har aldrig kunne tale med nogen om det.
Det her er min måde at vise hvad jeg føler.

1Likes
0Kommentarer
512Visninger
AA

4. Fængslet

Jeg hader at være mig. Hader at være i mim krop, hader at vågne og se på mig selv. Det piner mig så grufuldt at jeg er lige ved at gå til. Ja, lige ved at græde.

Min krop er forfærdelig, mit hår er forfærdeligt, mit ansigt er forfærdeligt, mit alting er forfærdeligt.

Jeg har ikke lyst til at stå op om morgenen. Det er ikke det værd. Overhovedet. At være den samme, præcis den samme, der ikke kan en skid og som ikke er en skid. Jeg hader det.

Derfor løber jeg. Hver morgen. Bare så det føles som om at jeg gør noget, er noget, ændrer noget.

Måske en dag vil jeg komme hjem fra min løbetur og være en helt anden. En anden mig med mellemrum mellem mine ben og lange blikke i nakken. Bare alt andet end mig.

Alt andet end den her krop der skriger på ordinær tenderende til fed og alt andet end det her liv der ikke er værd at vågne op til. Men noget må gøres. Jeg kan ikke bare ligge derhjemme og spise is, skønt det er hvad jeg har lyst til. Der skal ændres noget, noget langt større end hvad der kan blive udrettet fra en seng med dæmoner syet ind i pudevåret.

Jeg bliver nødt til at være noget andet. Det er svært at forklare hvad det andet er, men jeg kan mærke at det er derude et sted. Det kalder på mig. Et langt og inderligt kald der har sat sig i min kerne.

Jeg følger det kald, det bliver jeg nødt til. Ellers kan jeg ikke få fred. Det ruger i mig hvert levende sekund jeg bliver trukket igennem. Hvert åndedrag er for den dag jeg endelig forstår hvad og hvem jeg er. Det bedre sted hvor det hele giver mening.

For det giver ikke mening nu. Lige nu er min eksistens nyttesløs. Jeg er ikke god nok. Jeg er dum og grim og tyk. Jeg hader at være i den her krop, det er ikke den jeg er.

Det føles som om jeg er blevet puttet ned i den forkerte krop. Jeg burde være i en knoglekrop der knap kan trække vejret og som fylder så lidt som muligt, optager mindst muligt plads på denne jord, og jeg burde være så lille at jeg næsten helt blev glemt, så lille at der ikke var så meget forkert.

Jeg hader hvert eneste øjeblik hvor mine lår rør hinanden. Jeg hader hver eneste gang jeg spiser selvom jeg ved hvor fed og dum og grim jeg er. Det skriger i mig hver gang, det flosser mine nerver ned. Dæmoner sætter sig på mit bryst og trykker til jeg ikke kan få vejret.

Jeg har det så elendigt, jeg drukner i alle de tanker og alt det pres. Jeg har så mange ord og tanker der slet ikke kan blive sagt højt. Så meget jeg går og gemmer på. Det kvæler mig, sætter sig i min hals og snørrer sig sammen, til der slet ikke kommer nogen ord ud overhovedet.

De siger alle sammen at jeg er så stille, men de skulle bare vide hvad der venter sig. En dag vil jeg ikke kunne klare mere. Så vil jeg eksplodere ud over det hele i et brag af ord og indvolde og tanker der aldrig blev til andet end mareridtsstof.

Men indtil da vil jeg blive mindre. Jeg vil kvæle det hele i fængslet bag mine jerntremmeribben og jeg vil knuge det sammen til en lille kugle af edderkoppespind og muggen jord. Jeg hader at være i mig selv, men man kan ikke flygte fra hvem man er.

Ligemeget hvor langt man løber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...